Key-takeaways
- I elitefodbold er selektion og specialisering ofte til stede samtidigt, men begreberne rummer forskellige aspekter af talentudvikling
- Indenfor talentudvikling kan du skelne mellem to former for selektion: Naturlig selektion og aktiv strategisk selektion
- Unge elitefodboldspillere kan med fordel selekteres på baggrund af en række egenskaber, der ikke kun involverer spillerens tekniske, fysiske og taktiske niveau, men også mængden af eksempelvis familiær opbakning
- Forskningsstudier skitserer, at større mængder af specialiseret og præstationsorienteret træning kan øge sandsynligheden for skader og burn out
- Forskningslitteratur påpeger, at der ikke umiddelbart er stærk sammenhæng mellem deliberate practice i fodbold (og anden holdsport) og en international succes for atleten
- Med tidlig diversifikation (også kaldet sampling) udvikler spillere et bredere kognitivt og motorisk fundament, der mindsker risikoen for fremtidige skader og øger sandsynligheden for en fremtidig seniorelitekarriere.
Hvad betyder selektion?
Selektion i elitesport (og her nærmere bestemt i fodbold) defineres som udvælgelsen af en talentfuld spiller, og selektionen muliggør, at spillere kan blive en del af et udviklingsprogram. Selektionen involverer ofte en forudgående talentidentifikationsproces, hvor spilleren vurderes ud fra sine kompetencer og udviklingspotentiale med formålet om at ’sikre’, at spilleren har potentialet til at blive elitefodboldspiller (Henriksen et al., 2022).
Denne proces kan du dykke længere ned i ved at (gen-)se webinaret Talent-identifikation: Bias, fordomme og vurdering.
I elitefodbold kommer talentselektion blandt andet til udtryk i overgangen fra børnefodbold til ungdomsfodbold, hvor en række spillere i et specifikt miljø risikerer at blive valgt fra og andre selekteret til. Selektionen kan derfor give spilleren adgang til et fodboldmiljø, der i højere grad (end tidligere) har fokus på en målrettet udvikling af spillerens tekniske, fysiske og taktiske kompetence.
Kristoffer Henriksen, Carsten Hvid Larsen og Louise Kamuk Storm (2022) belyser talent-selektionsbegrebet ud fra et perspektiv, hvor de skelner mellem to former:
- Naturlig selektion sker af sig selv og findes i enhver sport. Efterhånden som børnene bliver ældre, vil nogle fortsætte med at dyrke sport og andre ikke. (…) Den naturlige selektion er hensigtsmæssig, når unge vælger at stoppe, fordi de får andre interesser. Den er uhensigtsmæssig, når unge vælger at stoppe af alle de forkerte grunde, for eksempel fordi de kan mærke, at træneren ikke tror på dem.
- Aktiv strategisk selektion er derimod, når en klub eller en træner aktivt udvælger nogle udøvere frem for andre til udvalgte hold eller særlige talentsamlinger.
Der eksisterer umiddelbart mange forskellige måder, hvorpå selektion kan udføres i praksis. Et schweizisk studie med udgangspunkt i elitefodbold fremhæver værdien af en selektionsmodel, som tager udgangspunkt i aktiv strategisk selektion (Sieghartsleitner et al., 2019).
I stedet for at det alene er en træners subjektive – det vil sige personlige – fornemmelser af en spiller, der guider selektionen, foreslår forfatterne, at trænere eller scouts anvender en multi-dimensionel model. Modellen omfatter flere elementer af spillerens fodboldkarriere, og det vil sige, at en spiller bør selekteres på baggrund af en række egenskaber, som ikke kun involverer spillerens tekniske, fysiske og taktiske niveau. Af det schweiziske studie fremgår det, at dimensionerne ’gode kamppræstationer’ og ’stærk familiær opbakning’ bør være med i ligning som de største tegn på, om spilleren vil opnå fremtidig succes i elitefodbold.
Hvad betyder specialisering?
I en sportslig sammenhæng beskriver specialiseringsbegrebet en atlets (eksempelvis en fodboldspiller) forpligtigelse til én sport, og hvor det primære fokus er på udviklingen af spillerens kompetencer i dén pågældende sport.
Dermed er træningen domænespecifik, hvilket vil sige, at den specialiserede og præstationsorienterede træningsform ofte er organiseret systematisk med formålet om at udvikle en atlet til at kunne konkurrere på topniveau i dén sportsgren (Malina, 2010).
Et eksempel er, når fodboldtrænere planlægger og organiserer et fast træningspas om ugen, hvor det klare formål er at udvikle en specifik kompetence hos spillerne. Det kan være inden for spillerens taktiske, tekniske eller fysiske domæne. Det kan være et ugentligt fokus på ’hurtige fødder’, så spillerne forbedrer deres hurtighed og eksplosivitet i kamp.
I dele af ungdomsidrættens miljøer anser praktikere ofte specialisering og den præstationsorienterede systematiske træning for gavnlig i udviklingen og dannelsen af fremtidens succesfulde atleter (Henriksen et al., 2022; Ward et al., 2017). Det kan dog synes paradoksalt, når der eksisterer evidens for det modsatte. Studier foretaget på en række forskellige sportsgrene peger nemlig på en øget tendens til, at atleter oftere bliver skadet og/eller brænder ud i træning, der er domineret af et specialiserings- og præstationsfokus. En årsag er, at atleten kan opleve træningsformen som demotiverende og utiltalende (Côté & Erickson, 2015; Henriksen, et al., 2022; Malina, 2010).
Specialiseringsbegrebet sættes ofte i forbindelse med træningsformen deliberate practice (på dansk bevidst målrettet træning). Deliberate practice tager afsæt i idéen om, at spilleren opnår kompetencer gennem en stor mængde bevidst målrettet og ofte systematisk organiseret træning, der involverer både trænermonitorering og domænespecifik udvikling af spillerens kompetencer (Ward et al., 2017).
Henriksen, Larsen & Kamuk (2022) skriver om deliberate practice, at
”det er en krævende og struktureret træningsaktivitet med det mål at forbedre performance gennem specifikke øvelser. Det er en træningsform, der er designet til at optimere udøverens færdigheder. Den er ikke nødvendigvis sjov og kræver derfor motivation og vedholdenhed”.
Enkelte studier peger på, at talentfulde atleter ofte har behov for 10 år med bevidst målrettet træning, før de vil kunne optræde på et internationalt topniveau (Law et al., 2007; Ward et al., 2017). Disse fund har umiddelbart gjort sig gældende i mindre sportsgrene såsom brydning og kunstskøjteløb (Hodges & Starkes, 1996), hvorfor vi derfor må understrege, at ikke al forskning finder belæg for sammenhængen i al elitesport. Eksempelvis finder forskningen umiddelbart ikke samme stærke sammenhæng i holdsport, og 10 år med bevidst målrettet fodboldtræning sikrer således ikke nødvendigvis international succes (Ward et al., 2017).
Tidlig specialisering – når fem- til 12-årige retter sig mod én sport
Tidlig specialisering er en betegnelse, der dækker over specialisering af fem- til 12-årige (Henriksen et al., 2022; Ford et al., 2009). Tidlig specialisering i elitefodbold finder ofte sted, når en ung fodboldspiller identificeres som et talent og selekteres til at blive en del af et talentmiljø, der målrettet vil forsøge at udvikle den unge spillers fodboldfærdigheder. I flere tilfælde resulterer det i, at den unge fodboldspiller er nødsaget til at fravælge øvrige sportsgrene, som han/hun er involveret i, for kun at være forpligtet én primær sport.
I de tilfælde, hvor børn engagerer sig i flere forskellige sportsgrene både i formelle og uformelle sammenhæng, før de specialiserer sig i én sport, henviser forskningslitteratur til begrebet sampling (også kaldet tidlig diversifikation). Det opfattes som en modsætning til specialiseringsbegrebet (Côté & Erickson, 2009; Henriksen et al. 2022), og nyere forskning fremhæver, ”at tidlig diversifikation udvikler et bredere kognitivt og motorisk fundament, indebærer mindre risiko for skader og med større sandsynlighed leder [det] til en seniorelitekarriere end tidlig specialisering” (Henriksen, Larsen & Kamuk, 2022).
Dette perspektiv kan suppleres af Côté og Erickson (2009). De danner et nyt begreb om diversifikation og påpeger, at diversifikation med fordel kan involvere atleters deltagelse i andre aktiviteter, som er tilrettelagt inden for den primære sportsgren. Denne tilrettelæggelse af aktiviteter inden for den primære sportsgren defineres som intra-sport-diversification (Henriksen, Larsen & Kamuk, 2022).
Diversifikation i elitefodbold opstår eksempelvis, når klubber gennemfører kontekstvariationer i træningen. Det vil sige, at fodboldtræningen tages ud af de vanlige rammer og eksempelvis erstattes med futsal, streetfodbold, beach-soccer eller øvrige sportsgrene. Fodboldspillet bliver indrettet således, at diversifikation kan finde sted, når en træner eksempelvis giver spillere lov til at eksperimentere med og afprøve nye positioner på banen. Denne træningsform kan gavne spilleres kropslige erfaringer, læring og i sidste ende anvendes i spillerens primære elitefodboldkontekst.
Sampling har GameChanger blandt andet talt med Guldminen i FC Midtjylland om, som giver dig flere konkrete eksempler fra hverdagen.
Du kan også lytte til podcasten Fokus på tidlig specialisering med Niels Rossing og Mathias Krogh.
Afsluttende bemærkninger
Overordnet set gør begge begreber, selektion og specialisering, sig gældende i elitefodbold. I en elitefodbold-sammenhæng er selektion og specialisering ofte til stede samtidigt, men de rummer forskellige aspekter af talentudvikling. Nærmere bestemt indeholder selektion et til- eller fravalg, der kan være med til at bestemme, om en efterfølgende specialisering i sportsgrenen vil finde sted.
Et forenklet scenarie, der indebærer begge processer, kan lyde således:
En ung fodboldspiller selekteres til at være en del af et talentudviklingsmiljø. I dette miljø forekommer en høj grad af specialisering, da træningen i høj grad er præstationsorienteret og har et målrettet fokus på at udvikle spillerens kompetencer indenfor fodbold. Specialiseringen er på den måde afhængig af en forudgået selektion.
Omvendt bør du også notere, at selektion ikke altid vil føre til en høj grad af specialisering. Det afhænger af, hvordan talentudviklingsmiljøet struktureres i den pågældende klub.
Begreber kort fortalt
Tidlig specialisering betegner, at barnet fra en tidlig alder kun dyrker én sportsgren eller i det mindste primært én. Barnet indgår allerede fra fem- til 12-årsalderen i et målrettet træningsforløb som for eksempel et talentprogram. Barnet har en stor mængde træning og en høj træningsintensitet i den pågældende sport gennem barndommen, og turneringer, kampe og deltagelse i ligaer fylder en betydelig del.
Talentidentifikation beskriver det at finde de udøvere i sporten, som har størst potentiale til at blive eliteatleter. I de fleste sportsmiljøer foregår en eller anden grad af talentidentifikation, når trænerne vurderer, hvem af deres udøvere de tror mest på.
Talentselektion er det skridt, der følger efter talentidentifikation. Det sker for eksempel, når de ansvarlige i en sportsklasse udvælger ansøgere til deres eftertragtede pladser. Eller når svømmetræneren skal udvælge, hvem der kan få adgang til talentholdet, der kun råder over få baner i svømmehallen.
Bevidst målrettet træning er også kendt som deliberate practice. Det betyder krævende og struktureret træningsaktivitet med det formål at forbedre performance gennem specifikke øvelser. Det er en træningsform, der er designet til at optimere udøverens færdigheder. Den er ikke nødvendigvis sjov og kræver derfor motivation og vedholdenhed.
Alle begrebsafklaringer er lånt fra bogen, Alt du bør vide om talentudvikling i sport (Henriksen, Hvid Larsen & Storm, 2022)
Referencer
Baker, Cobley, S., & Fraser-Thomas, J. (2009). What do we know about early sport specialization? Not much. High Ability Studies, 20(1), 77–89. https://doi.org/10.1080/13598130902860507
Côté, J. & Erickson, K. (2015). Diversification and Deliberate Play during the Sampling Years. In Routledge Handbook of Sport Expertise (1st ed., pp. 305–316). Routledge. https://doi.org/10.4324/9781315776675-27
Ericsson, K. A., Krampe, R. Th., & Tesch-Römer, C. (1993). The role of deliberate practice in the acquisi-tion of expert performance. Psychological Review, 100(3), 363-406.
Ford, P. R., Ward, P, Hodges, N. J., & Williams, A. M. (2009) The role of deliberate practice and play in career progression in sport: The early engagement hypothesis, High Ability Studies, 20: 67–75.
Henriksen, K., Hvid Larsen, C., & Storm, L. K. (2022). Alt du bør vide om talentudvikling i sport (1. udgave). Content Publishing.
Hodges, N. J. & Starkes, J. L. (1996). Wrestling with the nature of expertise: A sport specific test of Erics-son, Krampe & Tesch-Römer’s (1993) theory of deliberate practice. International Journal of Sport Psychology, 27, 400-424.
Law, M. P., Côté, J., & Ericsson, K. A. (2007). Characteristics of expert development in rhythmic gymnast-tics: A retrospective study. International Journal of Sport and Exercise Psychology, 5(1), 82–103. https://doi.org/10.1080/1612197X.2008.9671814
Malina, R. M. (2010). Early sport specialization: roots, effectiveness, risks. Current Sports Medicine Reports, 9(6), 364–371. https://doi.org/10.1249/JSR.0b013e3181fe3166
Sieghartsleitner, R., Zuber, C., Zibung, M., & Conzelmann, A. (2019). Science or Coaches’ Eye? – Both! Beneficial Collaboration of Multidimensional Measurements and Coach Assessments for Efficient Talent Selection in Elite Youth Football. Journal of Sports Science & Medicine, 18(1), 32–43.
Ward, P., Belling, P., Petushek, E. & Ehrlinger, J. (2017). Does Talent Exist? A re-evaluation of the nature-nurture debate. In Routledge Handbook of Talent Identification and Development in Sport (1st ed., Vol. 1, pp. 19–34). Routledge. https://doi.org/10.4324/9781315668017-3.
