Har du nogensinde drømt om at placere bolden helt oppe i hjørnet, når du tager et straffespark? Mange spillere gør. Og statistisk set giver det også god mening. Skud i de øverste hjørner er nemlig svære for keeperen at redde, og derfor har de den højeste scoringsprocent.

Men der er et problem. Du rammer næsten aldrig præcis der, hvor du sigter. Selv meget dygtige spillere rammer ofte ved siden af det punkt, de sigter efter. Bolden kan blive sparket en smule for højt, lidt for langt til siden eller måske lidt for lavt. Den variation betyder, at selv hvis du sigter mod målhjørnet, vil en del af dine skud lande et andet sted. Og mange gange helt forbi målet.

Så spørgsmålet er ikke: Hvor er det bedste sted at ramme?

Spørgsmålet er derimod: Hvor er det bedste sted at sigte?

Svar på spørgsmålet har en ny, dansk undersøgelse med titlen “Where to aim in soccer penalty kicks: Balancing strategy and execution” (Andersen & Carstensen, 2026) forsøgt at finde svar på.

Resultaterne kan du læse et dansk resumé af i denne artikel, som er skrevet af den ene forfatter bag undersøgelsen, Thomas Bull Andersen, lektor ved Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet.

Hvor præcist kan spillere sigte og sparke?

DBU’s straffesparksprojekt har registreret placeringen af tusindvis af straffespark i ungdomsligaerne. Målet blev opdelt i 15 zoner, og projektet registrerede både boldens placering, og om sparket resulterede i en scoring.

Resultatet var ikke overraskende: Skud i de øverste hjørner gav de højeste scoringsprocenter, mens skud midt i målet havde lavere succesrate (se figur 1). I gennemsnit blev der scoret på 77 procent af straffesparkene.

Hvis vi kun ser på disse scoringsprocenter fra DBU’s Straffessparksprojekt, synes det oplagt, at spillere skal sigte efter hjørnet. Den strategi antager imidlertid én vigtig ting: nemlig at spilleren kan ramme præcis der. Men det kan de fleste ikke.

For at undersøge forholdet mellem at sigte, at ramme og at score målte Thomas Bull Andersen præcisionen hos 53 spillere fra et dansk eliteakademi (årgangene U15 til U19). Spillerne sparkede hver 20 spark mod et mål fra 11 meters afstand – altså samme afstand som et straffespark.

Alle spillere sigtede mod et punkt i midten af målet, men boldene landede mange forskellige steder. Nogle spillere var meget præcise og ramte tæt på punktet næsten hver gang. Andre havde en større spredning i deres spark. Selv blandt elitespillere er der tydelige forskelle i præcision.

Når de i alt 1.060 spark tegnes i målet, får vi en “sky” af skud omkring sigtepunktet. Denne sky beskriver spillernes variation (se figur 2), og variationen er nøglen til at forstå den mest effektive strategi bag et straffespark.

Forestil dig, at vi flytter den sorte prik på figuren op mod målhjørnet (se figur 3). Så bliver det tydeligt, at mange af sparkene vil ryge forbi målet, særligt hvis skuddene varierer meget. I så fald falder den samlede scoringsprocent.

100 millioner virtuelle straffespark

For at undersøge præcis, hvad scoringsprocenten vil være ved at sigte forskellige steder, brugte vi computersimuleringer. Ved hjælp af en metode kaldet Monte Carlo-simulering lod vi computeren simulere millioner af straffespark. For hvert muligt sigtepunkt i målet simulerede vi tusindvis af spark baseret på spillernes faktiske variation i præcision. Du kan læse en uddybning af metoden i den originale publikation.

Derefter beregnede vi, hvor mange af disse spark der ville blive til mål baseret på de zoneopdelte scoringsprocenter fra DBU’s straffesparksprojekt. På den måde kunne vi finde det sigtepunkt, der giver den højeste scoringssandsynlighed (se figur 4).

Når du aflæser figur 4, fremgår det, at:

• Scoringsprocenten falder til under 50 procent, hvis spilleren sigter efter hjørnet.
• Scoringsprocenten er over 70 procent, hvis spilleren sigter efter midten af målet.
• Det bedste sted at sigte, hvis du er en gennemsnitlig akademispiller, er et sted midt imellem keeperen og stolpen i mellemhøjde.

For spillere med meget høj præcision var den bedste strategi dog at sigte relativt tæt på hjørnerne. Men for spillere med større variation i deres spark var det bedre at sigte lidt mere centralt og lidt lavere i målet. Det reducerer risikoen for at skyde forbi mål.

I ekstreme tilfælde, hvis variationen er meget stor, kan det bedst betale sig at sigte mod midten af målet nede ved jorden.

En straffesparksstrategi bør være mere individuel

Vi fandt også noget andet interessant: Nogle spillere har mest variation fra side til side, mens andre har mere variation i højden. Det påvirker den optimale strategi:

• Hvis spillerens skud typisk bliver lidt for høje eller lave, kan det være smartere at sigte længere ud mod siden.
• Hvis variationen mest er fra side til side, kan det være bedre at sigte lidt højere og ikke så langt ude i siden.

Selv små tekniske forskelle i sparketeknik kan flytte det optimale sigtepunkt.

Resultaterne peger således på, at en straffesparksstrategi bør være mere individuel. I stedet for at alle spillere træner den samme strategi, kan trænerstaben analysere hver spillers skudvariation og finde det sigtepunkt, der giver den højeste scoringssandsynlighed.

Med moderne tracking- og analyseværktøjer er det muligt at gøre i praksis, og det betyder, at fremtidens straffespark formentlig bliver endnu mere datadrevne.

LYT OGSÅ TIL Straffespark som disciplin: Mødet mellem teknik, mentalitet og personlig udvikling