Gamechanger

Tidlig specialisering – formidling af schweizisk forskningsartikel

Der er mange forskellige ’veje til eliten’, og begreber som tidlig specialisering er ofte diskuteret blandt forskere såvel som praktikere. Samtidigt er mængden af træningstimer og karakteren af træningen, blandt de spørgsmål som forsøges besvaret. Dette indlæg ser nærmere på en international forskningsartikel som undersøger netop denne problematik.

Udgivet:
30/06/2020

Forfatter:
Søren Bennike

Af Jakob Bo Nielsen (AAU), Søren Bennike (DBU) og Niels Nygaard Rossing (AAU)

Lyt til artiklen som indtalt indlæg her:

Optakt

Den 25. Januar 2020 afholdt DBU, med input fra DBU Bredde, DivisionsForeningen og Kvindedivisionsforeningen, en konference med fokus på spillerudvikling. Konferencen bestod af en række oplæg samt workshops. Deltagerne skulle være aktive i udviklingen af fremtidens børnefodbold, og forberede sig på fire temaer; ’selektion’, ’tidlig specialisering’. ’relativ alderseffekt’ og et sammensat bredt defineret tema betegnet ’gode børnemiljøer’.

I forlængelse af temaet vedrørende ’tidlig specialisering’ blev deltagerne opfordret til at læse forskningsartiklen: ”The Early Specialised Bird Catches the Worm!” – A Specialised Sampling Model in the Development of Football Talents (Sieghartsleitner et al., 2018).

I det følgende vil vi præsentere artiklens pointer, resultater og konklusioner såvel som give en indsigt i den overordnede debat og de mange begreber, der knytter sig til talentudvikling.

Introduktion

Der er bred enighed om, at træning er en afgørende faktor for at nå det øverste niveau i en given disciplin.  Men hvor meget træning skal der til, hvornår og hvordan, er ofte diskuteret. I debatten der knytter sig hertil, anvendes mange begreber, som vi indledningsvis vil give en indsigt i.

GameChanger har tidligere haft fokus på emnet. Læs mere om 10.000-timers træningsmyten her og her. Lyt til podcast om genernes betydning for indlæringsevne her. Og læs om træning, instruktion og motorisk indlæring her.

I artiklen: ”The Early Specialised Bird Catches the Worm!” anvendes begreberne domain specificity (domæne-specificitet) og performance orientation (præstationsorientering) som afsæt til både at forstå og undersøge læringsaktiviteter i ungdomsfodbold. Begrebet domæne-specificitet kan beskrives som graden af overensstemmelse mellem karakteristika i læringsaktiviteten (eksempelvis en træningsøvelse) og det primære sportslige domæne (i dette tilfælde fodbold). Når man vurderer en læringsaktivitet ud fra hvor domæne-specifik den er, ser man på hvor meget en træningsøvelse, spil eller leg (eksempelvis ståtrold) ligner det færdige fodboldspil i forhold til fysiske-, taktiske-, tekniske eller psykologiske parametre. I tilfældet med ståtrold, er der nogle bevægelsesmønstre som minder lidt om fodboldbevægelser, hvorfor det i nogen grad ligner fodbold på de fysiske og taktiske aspekter. Begrebet domæne-specificitet har en afgørende rolle i specialiserings– og samplings-diskussionen, der overordnet handler om, hvorvidt atleter skal specialiseres i én sportsgren i en tidlig alder, eller ’sample’ forskellige sportsgrene og oplevelser.

Specialisering beskrives som atletens fokus på ét sportsligt domæne (eksempelvis fodbold), og har en høj mængde af domæne-specifikke læringsaktiviteter (eksempelvis fodboldspecifikke træningsøvelser), hvorimod sampling fokuserer på atletens deltagelse i flere sportsgrene, og har derved en lav domæne-specificitet. Det er dog muligt for en atlet at specialisere sig i et enkelt sportsspecifikt domæne såsom fodbold, men ’sample’ gennem forskellige variationer af fodbold (eksempelvis spille strandfodbold, indendørs fodbold, fodtennis, futsal eller bare spille fodbold i haven). ’Tidlig’ specialisering defineres oftest ved, at atleter kun dyrker én sportsgren før 12-års alderen. På tværs af sportsgrene, er der fundet en sammenhæng mellem tidlig specialisering og øget risici for psykologiske og helbredsmæssige problematikker, eksempelvis skader (Pasulka et al., 2017), større sandsynlighed for at atleter falder fra (Fraser-Thomas et al., 2008) og udbrændthed (Strachan et al., 2009). ’Sampling’ derimod sættes ofte i forbindelse med positive effekter som motivation, transfereffekter mellem sportsgrene og taktiske evner hos atleter (Vink et al., 2015; Greco et al., 2010).

Begrebet præstationsorientering kan bedst beskrives som strukturen omkring læringsaktiviteter, eksempelvis om der er et konkret formål med aktiviteten, struktureret instruktion og feedback mv. Her skelnes mellem practice og play (Côtê et al., 2007). Practice refererer til en struktureret, trænerstyret aktivitet med et primært formål om at atleterne skal udvikle sig sportsspecifikt, hvorfor disse aktiviteter besidder en stor grad af præstations-orientering. En sådan træning sker ofte indenfor en professionel ramme med specialiserede faciliteter og er baseret på målrettet indlæring af specifikke færdigheder, og fokus er på at forbedre præstationer. Dette kan samtidigt betyde, at træningen ikke altid opleves som umiddelbart sjov for atleten. Fokus vil her være på langsigtede mål, fremfor en ’her-og-nu’-belønning. Play referer til mere selvorganiseret legende aktiviteter, som ofte foregår uden konkret feedback fra en træner, og kan ske i mange forskellige omgivelser. Det primære fokus her er at have det sjovt og dermed ikke på at forbedre sig udviklingsmæssigt i f.eks. et specifikt teknisk aspekt. Af samme grund er præstations-orienteringen lavere ved denne slags aktiviteter. Det er så at sige aktivitet for aktivitetens skyld.

Forståelsen af ovenstående begreber (domæne-specificitet & præstationsorientering, specialisering & sampling, og practice & play)  er nødvendig for at forstå de to veletablerede teoretiske modeller Deliberate Practice (DP) (Ericsson et al., 1993; Baker & Young, 2014) og Development Model of Sports Participation (DMSP) (Côtê et al., 2007).

Figur 1 – Figuren viser dimensionerne domæne-specificitet og præstationsorientering, og placerer ’play’ og ’practice’ begreberne, såvel som ’specialisering’ og ’sampling’ i forhold til disse dimensioner. DP (Deliberate Practice) placeres derfor højt på begge dimensioner, og DMSP (Developmenttal model of sports participation) placeres lavt i forhold til dimensionerne (Sieghartsleitner et al., 2018)

På figur 1 ses disse (DP & DMSP) relateret til de tidligere beskrevet begreber. Deliberate Practice baseres på ideen om, at ekspertise i en given disciplin opnås gennem mange timers bevidst målrettet træning. Derved indeholder deliberate practice en høj domæne-specificitet (specialisering) og præstationsorientering (practice) fra en tidlig alder. Derimod bygger Development Model of Sports Participation på idéen om, at en stor mængde af play-aktiviteter og flere forskellige idrætsgrene (sampling/diversification) i de tidlige år, og derved en senere specialisering, er en anden ’vej til eliten’. Det er nødvendigt at understrege, at Côtê, der er fortaler for DMSP-modellen, mener at man skal øge mængden af DP fra 12 år og opefter (Côtê et al., 2007). På baggrund af data på engelske elite-fodboldspillere fremlagde en gruppe forskere en tredje model i 2009, som de kaldte early engagement hypothesis. Den beskriver en fodboldspecifik vej til eliten, der består af en tidlig karrierestart i fodbold med store mængder af både fodboldspecifik practice og play, og en lille andel af timer i sportsgrene udenfor fodbolden (Ford et al., 2009). Der er altså flere forskellige bud på hvordan ’vejen til eliten’ kan se ud. I forlængelse heraf er det vigtigt at understrege, at der ikke findes én model der er den ’rigtige’. Man bør altid medregne den nationale og lokale kultur hvori talentudviklingen foregår, såvel som naturen af sportsgrenen der er tale om (eksempelvis kan der være stor forskel på holdsport og individuelle sportsgrene).

I et studie af Zibung & Conzelmann fra 2013, som undersøgte tidligere ungdomslandsholdspilleres sportslige deltagelse før 12 års alderen overfor deres succes i seniorfodbold, kan man se, at en blanding af både fodboldspecifik play og practice (høj domæne-specificitet) giver større chance for succes som seniorspiller i det schweiziske talentsystem. Resultaterne fra dette studie bakker således op omkring early engagement hypotesen. Artiklen af Sieghartsleitner et al. (2018), som vi her beskriver, undersøger på baggrund af dette studie, og med et fokus på domæne-specificitet og præstationsorientering, fordelingen af læringsaktiviteter i de tidlige fodbold-år (op til 12 år), og i hvilken grad disse øger sandsynligheden for at deltage i talentudviklingsmiljøerne på hhv. lokalt, regionalt og nationalt niveau i Schweiz.

Studiets metode

Artiklen er en del af et større forskningsprojekt, som undersøgte en række spillere født i 1999 gennem talentsystemet i det schweiziske fodboldforbund. Fra udvælgelsen til det lokale talentsystem omkring 13-års alderen, til de regionale hold og til ungdomslandsholdene (til og med 18 år). Sammenlagt blev 294 spillere undersøgt. Ud af disse nåede 54 spillere til et lokalt talentniveau (Niveau 3; lokale spillere), 183 spillere nåede til et regionalt talentniveau (Niveau 2; regionale spillere) og 57 spillere nåede til et nationalt talentniveau (Niveau 1; nationale spillere).

 Alle 294 spillere udfyldte spørgeskemaer, hvor de skulle forholde sig til deres træning før 12-års alderen. For at kunne fokusere på domæne-specificitet og præstationsorientering, blev begreberne operationaliseret gennem følgende fire kategorier; (1) timer af træning i fodboldklubben, (2) timer af fri leg indenfor fodbold, (3) timer af sportsaktiviteter ud over fodbold og (4) deres alder da de kom ind i fodbolden. De analyserede spillernes data, og ledte efter mønstre med afsæt i ovenstående fire punkter (se tabellen nedenfor). Herudfra blev spillerne opdelt i fem grupper (clusters). Ud af de 294 spillere blev fire spillere ekskluderet, og resultaterne var baseret på de resterende 290 spillere. Til slut blev spillerne i de fem grupper vurderet i forhold til deres succes i de tidligere beskrevet niveauer (lokalt, regionalt og nationalt).

Tabel 1 – Statitisk oversigt over deltagelsen i sport før 12 års alderen, fordelt på de frem grupper og gennemsnittet på tværs af grupperne (Sieghartsleitner et al., 2018).

Studiets resultater

I tabellen ovenfor kan man i den første linje ’overall’ og under ’M’, se gennemsnittet i de forskellige kategorier for alle 290 spillere. Resultaterne i det følgende er opretholdt i forhold til dette gennemsnit. ’In-club practice’ (træning i klubben) og ’free play’ (fri leg indenfor fodbold) repræsenterer fodboldspecifikke læringsaktiviteter (specialisering i fodbold), men repræsenterer hver deres præstationsorientering (practice og play). ’Sport activities besides football’ repræsenterer de ikke-fodboldspecifikke læringsaktiviteter (eksempelvis andre sportsgrene end fodbold). Og ’age at initial club participation’ angiver det år spilleren begyndte at gå til fodbold.

Gruppe 1; ”fodboldentusiasterne” bestod af 25 spillere, som havde en stor mængde fri leg indenfor fodbold, kombineret med en lidt større mængde træning i klubben i forhold til gennemsnittet. Derudover startede de tidligt i klubben (5,5 år). Fodboldentusiasterne havde den største mængde af fodboldspecifikke læringsaktiviteter, og en over gennemsnitlig mængde af aktiviteter udenfor fodbolden. Sammenlagt på alle kategorier havde denne gruppe 7531 timers læringsaktiviteter. Disse spillere havde den største sandsynlighed af alle grupper for at nå det nationale niveau.

Gruppe 2; ”klubspillerne” bestod af 56 spillere, som ligesom fodboldentusiasterne havde en tidlig involvering i klubfodbold (5,4 år). De havde den største mængde af træning i klubben (1602 timer), og langt mindre fri leg indenfor fodbold i forhold til fodboldentusiasterne. Derudover havde de en lavere mængde af aktiviteter udenfor fodbold end gennemsnittet. Sammenlagt på alle kategorier havde denne gruppe 5328 timers læringsaktiviteter. Disse spillere havde en relativ stor sandsynlighed for at nå det nationale niveau.

Gruppe 3; ”gennemsnitsspillerne” var den største gruppe af spillere og bestod af 106 spillere. De var uden nogen statistisk afvigelse fra gennemsnittet af de fem grupperinger, og var derfor gennemsnitlige når det kom til antallet af timer i træning i klubben og fri leg indenfor fodbold. Sammenlagt havde denne gruppe 4127 timers læringsaktiviteter. De lå tæt på gennemsnittet på alle parametre, men havde dog dyrket lidt færre sportsaktiviteter ud over fodbold, hvor de var tæt på 500 timer under gennemsnittet.

Gruppe 4; ”multisports-spillerne” bestod af 42 spillere, som havde en stor mængde af aktiviteter udenfor fodbolden. Disse spillere startede relativt sent i klubben sammenlignet med de andre grupper (6,4 år). Derudover havde de en større mængde af fri leg indenfor fodbold end gennemsnittet, men lidt under gennemsnittet af træningstimer i klubben. Sammenlagt på alle kategorier havde denne gruppe 7043 timers læringsaktiviteter. Disse spillere havde en god sandsynlighed for at nå de regionale niveauer, men i sjældnere tilfælde det nationale niveau.

Gruppe 5; ”fodboldafholderne” bestod af 61 spillere, som startede sent i klubberne (7,9 år). De havde en lav mængde af fodboldspecifikke læringsaktiviteter og ligeledes en lav mængde af læringsaktiviteter i andet end fodbold. Sammenlagt på alle kategorier havde denne gruppe 3881 timers læringsaktiviteter. Disse spillere havde en god chance for ’kun’, at nå det lokale niveau, og langt mindre sandsynlighed for senere succes i henholdsvis det regionale og nationale niveau.

Artiklens konklusion

Sammenlagt kan det siges, at fodboldafholderne havde tendens til at nå det lokale talentniveau, gennemsnitsspillerne og multisports-spillerne havde tendens til at nå det regionale talentniveau, imens klubspillerne og fodboldentusiasterne havde tendens til at nå det nationale talentniveau.

I henhold til domæne-specificitet viser resultaterne, at specialisering i en tidlig alder kan være afgørende. Dette kan blandt andet ses på følgende; mængden af timer brugt på sport stiger fra fodboldafholderne til eksempelvis klubspillerne og fodboldentusiasterne. Tilføjes multisports-spillere til dette mønster, har klubspillerne og fodboldentusiasterne (de mest succesfulde grupper) en større mængde af fodboldspecifikke læringsaktiviteter (træning i klubben og fri leg indenfor fodbold). Den større domæne-specificitet hos fodboldentusiasterne og klubspillerne kombineret med deres tidligere karrierestart i fodbold (5,5 år og 5,4 år), bakker op omkring early engangement hypotesen (en tidlig karrierestart i fodbold, og stor mængde af fodboldspecifikke læringsaktiviteter indenfor både play og practice; Ford et al., 2009).

Dog er resultaterne i forhold til præstationsorientering en anelse mere tvetydige. Klubspillerne havde størst mængde af træning i klubben (deraf betegnelsen) og en gennemsnitlig mængde af fodboldaktiviteter i fritiden, hvorimod fodboldentusiasterne modsat havde en større mængde fri leg indenfor fodbold og over gennemsnitlig træning i klubben. Derfor skal domæne-specificitet (specialisering) i dette tilfælde ikke forstås ud fra deliberate practice modellen, tværtimod. Fodboldentusiasterne viser en stor mængde af fri leg indenfor fodbold hvilket kan indikere, at fodboldspecifik diversitet og fodboldspecifik træning i mange forskellige omgivelser kan være vigtigt (eksempelvis play og practice orientering i klubben, og spil i fritiden, strandfodbold, træne alene i haven etc.).

Artiklen, som vi i dette indlæg har formidlet, konkluderer altså, at den mest lovende talentudviklingsmodel er en specialiseret sampling model. En model som forsøger at kombinere ’specialisering’ og ’sampling’, i en form hvor sampling kan være forskellige læringsaktiviteter og i forskellige omgivelser indenfor fodbold. Dette betyder, at spilleren specialiserer sig i fodbold fra en tidlig alder, men ’sampler’ forskellige oplevelser indenfor samme fodbold med en stor mængde af både play- og practice-orienteret aktiviteter. På denne måde kan man opretholde den nødvendige mængde af specialisering og bevidst målrettet træning, samtidig med at spilleren ikke mister lysten, som det er fundet i flere studier af tidlig specialisering (Fraser-thomas et al., 2008; Strachan et al., 2009). Dette kan altså give mulighed for, at spillerne får stort udbytte af sampling, og de positive effekter der kan være ved dette. Herunder øget motivation samt udvikling af spilforståelse og taktiske evner (Vink et al., 2015; Greco et al., 2010). Dette uden at tabe for meget af de fodboldspecifikke læringsaktiviteter og specialisering (se figur 2 nedenfor). Undersøgelsens resultater peger dermed på, at tidlig specialisering ikke nødvendigvis er dårligt, som det i nogle tilfælde udlægges. Dog skal det sige, at studiet ikke har undersøgt mulige negative effekter af denne type specialisering. I tråd med lignende videnskabelige artikler (Ford et al., 2009; Zibung & Conzelmann, 2013), viser artiklens resultater, at tidlig specialisering med målrettet bevidst træning ledsaget af en masse fri fodboldrelateret leg, ser ud til at være mest gavnlig for atleters udvikling frem mod elite. Det er derfor afgørende, at vi voksne skaber mulighed for, at spillere både kan træne en del i klubregi, men også lege og spille meget i fritiden, såvel som i klubben.

Figur 2 – Figuren viser den specialiserede samplings model i den tidligere viste figur, fordelt på dimensionerne domæne-specifitet og præstationsorientering. Specialiseret sampling skal derfor forstås som en specialisering i et specifikt domæne som eksempelvis fodbold, men med domæne-specifik sampling (mange forskellige strukturer, omgivelser og versioner af fodboldmæssig træning).

– Sieghartsleitner et al. (2018)

Referencer:

Baker, J. & Young, B. (2014): “20 years later: deliberate practice and the development of expertise in sport”. Int. Rev. Sport Exerc. Psychol. 7, s. 135-157. doi: 10.1080/1750984X.2014.896024

Côtê et al. (2007): “Practice and play in the development of sport expertise”. I: Handbook of Sport Psychology (ed. G. Tenenbaum og R.C Eklund), Hoboken, NJ: John Wiley & Sons, s. 184-202.

Côtê, J. & Erickson, K. (2015): “Diversification and deliberate play during the sampling years”. I: Routledge Handbook of Sport Expertise: Deliberate Practice in Sport (ed. J. Baker og D. Farroe), Florence: Routledge, s. 305-316.

Ericsson et al. (1993): “The role of deliberate practice in the acquisition of expert performance”. Psychol. Rev. 100, s. 363-406. doi: 10.1037/0033-295X.100.3.363

Fraser-Thomas et al. (2008): ”Examining adolescent sport dropout and prolonged engagement from a developmental perspective”. J. Appl. Sport Psychol. 20, s. 318-333. doi: 10.1080/10413200802163549

Ford et al. (2009): “The role of deliberate practice and play in career progression in sport: the early engagement hypothesis”. High Ability Stud. 20, 65-75. doi: 10.1080/13598130902860721

Greco et al (2010): “The effect of deliberate play on tactical performance in basketball”. Percept. Mot. Skills. 110, s. 849-856. doi: 10.2466/PMS.110.3.849-856

Pasulka et al. (2017): “Specialization patterns across various youth sports and relationship to injury risk”. Phys. Sportsmed. 45, s. 344-352. doi: 10.1080/00913847.2017.1313077

Sieghartsleitner et al. (2018): ”The Early Specialised Bird Catches the Worm! – A Specialised Sampling Model in the Development of Football Talents”. Front. Psychol. 9:188. doi: 10.3389/fpsyg.2018.00188

Strachan et al. (2009): “Specializers versus samplers in youth sport: comparing experiences and outcomes”. Sport Psychol. 23, s. 77-92. doi: 10.1123/tsp.23.1.77

Vink et al. (2015): “Intrinsic motivation and individual deliberate practice are reciprocally related: evidence from a longitudinal study of adolescent team sport athletes”. Psychol. Sport Exerc. 16, s. 1-6. doi: 10.1016/j.psychsport.2014.08.012

Zibung, M. & Conzelmann, A. (2013): “The role of specialisation in the promotion of young football talents: a person-oriented study”. Eur. J. Sport Sci. 13, s. 452-460. doi: 10.1080/17461391.2012.749947

 

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

Relateret indhold

Seneste artikler

International fodboldforskning