Gamechanger

Talent-ID – hvordan udvælges fodboldspillere?

Talentidentifikation (Talent-ID) i fodbold betyder at identificere talentfulde spillere, der har forudsætninger og potentiale til at blive professionel spiller. Denne identifikation er baseret på specifikke kriterier opstillet af den pågældende scout eller træner. Det opfattes som en kompleks proces på grund af de mange faktorer og færdigheder, der påvirker præstationen i fodbold. Disse faktorer er dynamiske, de påvirker hinanden og det bidrager til at øge kompleksiteten i identifikationsprocessen. I dette tema har vi samlet nogle af de bedste GameChanger publikationer om Talent-ID.

En norsk undersøgelse har undersøgt fodboldtræneres kriterier for talentidentifikation. Resultaterne af undersøgelsen viste, at fodboldens kompleksitet gør det til en meget udfordrende opgave at identificere de mest talentfulde spillere, der vil fortsætte med at lykkes på seniorniveau fra en tidlig alder.

Har spillere med ungdomslandsholdserfaring, større sandsynlighed for at spille fodbold på allerhøjeste niveau? Det har to norske forskere undersøgt på baggrund af data fra flere europæiske lande, heriblandt Danmark.

Deres konklusion er, at sammenhængen mellem præstationer på ungdomsniveau og en succesfuld seniorkarriere ikke er givet. Forfatterne til artiklen fremhæver, at deres fund bør få fodboldorganisationer til at revurdere strategien for talentidentificering og -udvikling.

Langt de fleste forskere og praktikere arbejder ud fra en Guldgraver-tankegang, hvor det gælder om at finde ”det rigtige talent” gennem tests og dermed nuværende præstationer. Da talent ofte forstås som et potentiale for fremtidig succes, er det en farlig vej at gå ned ad som træner eller scout, da der er stor fare for at udøve præstationsidentifikation i stedet for talentidentifikation. Man kommer til at anse de nuværende bedste for de største talenter, der også på sigt vil begå sig godt. Og det er langt fra altid tilfældet.

Hvilke kriterier benytter fodboldtrænere, når de skal identificere fodboldtalenter? Det har tre norske forskere sat sig for at klarlægge i et kvalitativt studie med seks norske fodboldtrænere.

Typiske kriterier er individuelle færdigheder, primært tekniske og taktiske aspekter. Men hvorfor er det så svært at identificere talenter, og hvordan kan identifikationsprocessen optimeres?

Vi træffer dagligt mange beslutninger og derfor benytter vi mentale genveje for at kunne fungere i hverdagen. Men ofte er vi ubevidst forudindtaget, når vi træffer beslutninger. Dette kaldes bias. Det britiske fodboldforbund har i et webinar fokuseret på vores kognitive fejlslutninger og bias, når vi skal træffe beslutninger i forhold til talent-identifikation. Hvilke bias skal vi være opmærksomme på? Hvad er confirmation bias? Og hvad betyder ‘Fundamental Attribution Error’?

Ikke alle har de samme forudsætninger for succes i sport, og vores genetiske forudsætninger påvirker sandsynligheden for, at vi med den rette påvirkning fra miljøet kan opnå ekspertniveau. Men hvilken betydning har generne for en sportsudøvers potentiale? Og i hvor høj grad spiller omgivelsernes input en rolle? I dette indlæg fokuserer forsker Lasse Christiansen på diskussionen mellem arv og miljø med udgangspunkt i dogmet om, at 10.000 timers træning er vejen til succes.

Er talent primært noget medfødt, dvs. et spørgsmål om genetik og medfødte intelligensformer? Eller er talent primært noget tillært, dvs. et spørgsmål om mængden og kvaliteten af træning? Dette spørgsmål har gennem årtier delt talentforskningen og talentlitteraturen i forskellige paradigmer. I dette indlæg sætter fodboldtræner og rådgiver Mads Davidsen fokus på diskussionen.

Hvordan vil Schweiz udvikle fremtidens fodboldtalenter? Luca Fiorina, der er leder af den schweiziske talentudvikling fortæller, hvordan Schweiz udvælger morgendagens talenter. Han fortæller også, hvorfor man i Schweiz har særlig fokus på kun 4-8 talenter i hver årgang, hvordan man arbejder med sent modnede spillere og endelig giver han sit bud på, hvordan små nationer som Schweiz og Danmark kan optimere fremtidens talentudvikling.

Hvad skal der til for at gå hele vejen til øverste niveau som fodboldspiller og hvor stor betydning har aktivitetsniveauet i og uden for fodboldklubben i barndommen? Det er noget af det, vi skal tale om i dette afsnit, hvor Niels Rossing og Mathias Krogh medvirker.

Talentidentifikation (Talent-ID) i fodbold betyder at identificere talentfulde spillere, der har forudsætninger og potentiale til at blive professionel spiller. Denne identifikation er baseret på specifikke kriterier opstillet af den pågældende scout eller træner. Det opfattes som en kompleks proces på grund af de mange faktorer og færdigheder, der påvirker præstationen i fodbold. Disse faktorer er dynamiske, de påvirker hinanden og det bidrager til at øge kompleksiteten i identifikationsprocessen.

I dette tema har vi samlet nogle af de bedste GameChanger publikationer om Talent-ID.

Tilmeld nyhedsbrev