En lang karriere som elitespiller giver erfaringer med spillet, omklædningsrummet, præstationsmiljøet og det pres, spillerne oplever. Men erfaringerne gør ikke nødvendigvis overgangen til træner enkel.

For hvad sker der, når den intuitive forståelse af spillet skal omsættes til et budskab, som andre spillere kan forstå og handle på? Og hvad sker der, når den tidligere holdkammerat pludselig skal stille krav og træffe beslutninger?

Henrik Hansen har tidligere undersøgt overgangen fra professionel spiller til træner i sin Pro-opgave, hvor han blandt andre interviewede Mike Tullberg og Jakob Poulsen. Efter en lang karriere som fodboldspiller valgte Henrik Hansen selv at gå trænervejen, og i dag er han U20-landstræner. I denne podcast møder han to spillere, som befinder sig tidligere i transitionen fra spiller til træner: Emilie Henriksen, der kombinerer rollerne som spiller, assistenttræner og Head of Coaching i OB Q, og Mathias Hebo, der fortsat er aktiv spiller og har taget hul på træneruddannelsen.

Deres erfaringer peger på et gennemgående paradoks: Spillerkarrieren kan give forspring ind i trænergerningen. Men den erfaring, der er opbygget gennem et utal af timer som spiller på fodboldbanen, giver først for værdi som træner, når den kan omsættes til noget, der udvikler andre.

Motivationen for at gå trænervejen

Da Henrik Hansen undersøgte seks tidligere elitespilleres vej ind i trænergerningen, fandt han flere fællestræk. Et af dem var trygheden ved at fortsætte i et miljø, de kendte. Et andet var ønsket om at lede og bruge egne kompetencer til at gøre andre dygtigere. For nogle var elementer af trænerrollen begyndt at fylde, mens de stadig spillede.

Ligesom pointerne i Henrik Hansens Pro-opgave peger Emilie Henriksen på trygheden ved at være i et miljø, hun kender:

»Meget af det intuitive kan jeg tage med i trænergerningen. Jeg har nemmere ved at sætte mig ind i spillernes situation og det pres, de er under. Omvendt er en ulempe, at spillerne stadig er mine holdkammerater og venner, så det kan være lidt svært at stille krav til dem. Jeg kan heller ikke altid forstå, hvorfor de ikke forstår mine trænerbudskaber.«

Det med at forstå trænerbudskaber vender vi tilbage til.

Mathias Hebo befinder sig et andet sted. Han er stadig aktiv spiller og tog imod muligheden for at begynde på Top-player-træneruddannelsen for netop at undersøge, om trænergerningen er en mulig vej efter spillerkarrieren. Og det har ikke mindst udfordret hans forestilling om trænerjobbet:

»Det har givet mig et indblik i, hvor meget forberedelse der er med hensyn til træning og load. Det har jeg fået mere respekt for og forståelse for trænerens arbejde. […] Du finder ud af, at det ikke kun er halvanden time på banen. Der er møder, der er agenter, og der er spillere. Som spiller skal du ‘bare’ koncentrere dig om dig selv og dit hold.«

For Henrik Hansen blev beslutningen om at skifte rolle truffet, da han oplevede, at spillerkarrieren havde fået det rigtige punktum. Han fik muligheden for at fortsætte i Sønderjyske som transitionstræner med berøring til 3F Superliga-holdet. Det gjorde skiftet naturligt, men beslutningen omfattede også spørgsmål om identitet.

Det mest overraskende ved at gå ind i trænerrollen

For Henrik Hansen blev identitetsskiftet tydeligt, fordi han fortsatte i den samme klub:

»I mit tilfælde gik jeg i samme klub fra at være spiller og anfører til at gå ind i det andet lokale. […] Transitionen er spændende og udviklende. Man får en anden rolle, men det er vigtigt at bevare autenticiteten og holde fast i at være sig selv. Ellers mister man troværdighed.«

Den problematik kan Emilie Henriksen genkende, fordi hun både er spiller og assistenttræner. Hun skal derfor løbende vurdere, hvornår hun er holdkammerat, og hvornår hun er en del af trænerstaben.

»Hvor meget skal jeg tage med ind på trænerkontoret, hvis der er splid i truppen? Hvad skal jeg bare lade blive og lade spillerne rase ud?«

Et centralt spørgsmål er også, om det er en fordel at begynde trænerkarrieren i den klub, hvor spillerkarrieren sluttede.

Henrik Hansen ser argumenter i begge retninger. Et miljøskifte kan skabe en tydeligere afstand til spilleridentiteten og give mulighed for at lære trænerhåndværket fra bunden i eksempelvis et akademi. Omvendt giver det en fordel allerede at kende klubbens kultur, mennesker og arbejdsgange.

Den tidligere elitespiller kommer ikke tomhændet ind i trænerrollen. Årene i elitefodbold giver blandt andet erfaring med præstationspres, hierarkier, relationer og de situationer, spillerne befinder sig i. Især i sin tidligere rolle som transitionstræner har Emilie Henriksen brugt sig selv til at relatere til de unges situation og til at lade dem vide, at hun også har prøvet at skulle håndtere karriere og gymnasium. Selvom der er et hierarki i en trup, hjælper hun dem med at opleve, at »de ældre ikke er så ’farlige’«.

Henrik Hansen oplevede tidligt, at det, der forekommer indlysende for en tidligere elitespiller, ikke nødvendigvis er indlysende for den spiller, træneren står over for:

»Du synes, du ved, hvordan det skal gøres, men hvis du ikke formår at formidle det fra trænerrollen, så kommer det jo ikke videre til spillerne. Det er en udfordring, jeg oplevede.«

Her bliver forskellen mellem at vide og at kunne lære fra sig central. Emilie Henriksen fortæller, at det er vigtigt at være bevidst om, at spillere er forskellige og derfor ikke nødvendigvis forstår eller lærer gennem den samme kommunikation.

Mathias Hebo har oplevet det meget direkte på træneruddannelsen. En øvelse kan fremstå fuldstændig logisk inde i trænerens eget hoved. Men når instruktionen er givet, og spillerne begynder at træne, viser virkeligheden noget andet:

»Du kan sidde og oppe i dit hoved og tænke: ‘Hold kæft, det bliver godt, det her.’ Så kommer du ud og synes selv, at du forklarer det rigtig godt, og så fatter de ikke en brik af det.«

Spillerkarrieren medfører en stor mængde tavs viden, men trænergerningen stiller et nyt krav: Den viden skal gøres forståelig for andre.

Henrik Hansen beskriver opgaven som evnen til at formidle, forklare og sætte sin viden i spil i en træningsøvelse:

»Generelt tror jeg på, at du i trænerrollen skal lave en masse fejl. Du skal prøve dig frem, og så finder du din vej i det.«

Stærke på det menneskelige, men udfordres på det teoretiske

Spillerkarrieren kan give et forspring i forståelsen af mennesker og miljøer samt en grundlæggende viden om spillet. Men det at gå dybt på det teoretiske plan ligger ikke nødvendigvis naturligt, siger Henrik Hansen og tilføjer:

»Det skal læres. […] Selvom du kommer som tidligere spiller og har haft en karriere, så ved du ikke alt. Kommer du med den approach, kommer du ikke langt, men hvis du respekterer og anerkender de trænere med mange års erfaring, som du arbejder sammen med, kan du nå langt.«

Emilie Henriksen peger på træningsbelastning som et eksempel. Som spiller har hun været vant til at mærke træningen på egen krop uden nødvendigvis at skulle forstå de faglige overvejelser bag doseringen:

»Hvis jeg kunne spille interval til hver træning, ville jeg synes, det var superfedt. Men så ville jeg have det svært til kamp.«

Mathias Hebo oplever ligeledes, at arbejdet med mennesker og muligheden for at udvikle spillere tiltaler ham mere umiddelbart end den teoretiske del. Træneruddannelsen har samtidig givet ham et andet blik på den træning, han selv har været en del af gennem karrieren:

»Når jeg træner som spiller, er jeg ikke så bevidst om trænerrollen, men jeg lader mig inspirere af trænere, jeg har haft. Jo ældre jeg er blevet, jo større forståelse har jeg fået for trænernes handlinger og dispositioner. Da jeg var 18 år, troede jeg kun, man kunne vinde fodboldkampe med en possessionstil. Der er jo mange forskellige spillestile,« siger han og peger samtidig på, at det gælder om at tage det med, som han gerne vil bruge i sin egen trænerrolle.

Vær ambitiøs nok til at lære det, der skal læres

Netop andre træneres erfaringer kan blive en vigtig ressource i overgangen fra spillerkarriere til trænerkarriere. Emilie Henriksen oplever, at der i dansk fodbold er en stærk kultur for, at trænere deler viden og giver nye kolleger adgang til deres erfaringer.

Henrik Hansen har oplevet det samme gennem sin egen trænerkarriere. Da han blev fyret i Sønderjyske, gik der ikke lang tid, før andre trænere inviterede ham til samtaler om både oplevelsen og fodboldspillet.

Åbenheden kan være værdifuld for spillere, der vil gå trænervejen, fordi transitionen indebærer, at en velkendt position forlades, samtidig med at et nyt håndværk skal læres.

For klubberne ligger der samtidig en mulighed i at bruge tidligere elitespilleres erfaringer. De kender miljøet, spillet og kravene, og nogle har gennem spillerkarrieren opbygget en position og troværdighed, som kan være værdifuld i en trænerstab.

Men Henrik Hansens undersøgelse peger også på en vigtig observation. En spillerkarriere kan åbne døren til trænergerningen. Den kan ikke i sig selv sikre, at den tidligere spiller bliver en dygtig træner:

»Vi er højt værdsat på baggrund af vores karriere og personlighed og det, vi har givet til klubben eller ligaen, vi har været i. Det alene kan kvalificere dig til et job. Men det kvalificerer dig ikke til at blive god til jobbet. Derfor skal du være ambitiøs nok til at lære det, der skal læres.«

Overgangen fra spiller til træner handler derfor om at finde ud af, hvad du kan overføre, hvordan du skal udfordres, og hvilke nye kompetencer trænerrollen kræver. Spillererfaringen kan være et forspring, men den bliver først en trænerkompetence, når du lærer at omsætte din viden til andres læring.