Feedback er en fast del af hverdagen i fodbold. Trænere giver feedback på præstationer, adfærd, beslutninger, relationer, positionering og udvikling. Men feedback bliver ikke nødvendigvis brugbar, bare fordi den bliver givet. Kvaliteten afhænger af, om spilleren kan forstå, modtage og omsætte den.

I denne podcast tager vi spillerens perspektiv og undersøger spørgsmålene: Hvordan fortæller en spiller sin træner, hvilken feedback han eller hun har brug for? Hvordan kan spilleren opnå større forståelse for sin egen og andres adfærd og reaktioner? Hvordan hænger feedback sammen med selvindsigt?

Og hvad sker der med kvaliteten af feedback, når spilleren går fra at spørge: »Har du noget feedback til mig?« til at spørge: »Vil du kigge særligt på min positionering, når vi ser videoen igennem?«

Spørgsmålene diskuterer Rikke Sevecke, som er tidligere professionel fodboldspiller med 54 A-landskampe og i dag assistenttræner hos HB Køge Women, og Pernille Taarup, som er fagleder for HR og Ledelse hos Dansk Erhverv.

Skift generel feedback ud med konkret feedback

»Feedback er, at du får respons på noget, du har sagt, noget, du har gjort, eller en adfærd, du har,« siger Pernille Taarup.

Hun fremhæver, at måden at stille spørgsmål på ændrer samtalen. I stedet for at spørge bredt: »Har du noget feedback til mig?« kan spilleren pege på en bestemt situation, rolle eller færdighed: »Vil du kigge særligt på min positionering, når vi ser videoen igennem?«

På den måde bliver feedbacken mere målrettet, anvendelig og lettere at arbejde videre med i træning og kamp.

Generel feedback som »du skal orientere dig bedre« kan være svær at omsætte. Mere konkret feedback som »kig tidligere ind i banen, før du modtager bolden« giver spilleren en tydelig handling at arbejde med. Når spilleren selv beder om feedback på en bestemt adfærd, øges chancen for, at samtalen fører til reel udvikling.

Det er også vigtigt at kende forskel på feedbackens forskellige former:

• Anerkendende feedback peger på det, spilleren gør godt og bør fortsætte med. Den kan styrke motivation, selvtillid og bevidsthed om de handlinger, der virker.
• Udviklende feedback retter sig mod næste skridt i spillerens læring. Den hjælper spilleren med at forstå, hvad der kan justeres, trænes eller afprøves for at blive bedre.
• Evaluerende feedback vurderer en præstation eller handling op imod et mål, en standard eller en forventning. Den kan skabe klarhed over niveau og krav, men bør følges af konkrete pejlemærker for, hvordan spilleren kan handle videre.

Pernille Taarup fremhæver blandt andet den anerkendende feedback, fordi den ofte bliver glemt:

»Vi har ofte travlt med at sige det, der ikke går så godt, men faktisk er det mere motiverende, at du ind imellem også får at vide, at du gør det godt.«

Anerkendende feedback handler ikke kun om ros. Den hjælper spilleren med at forstå, hvad der allerede fungerer, og hvad spilleren skal fortsætte med. Korrigerende og udviklende feedback kan omvendt hjælpe spilleren med at justere noget, tage næste skridt og blive opmærksom på det, spilleren ikke selv ser.

Spillerens feedbackbehov er et legitimt samtaleemne

Fra sit spillerperspektiv oplevede Rikke Sevecke feedback som mest brugbar, når den var specifik og knyttet til hendes udvikling. For hende handlede det både om timing og relation. Det gjorde det lettere at forstå sammenhængen mellem handling, beslutning og konsekvens.

»Hvis jeg blev talt til, som om vi var ligeværdige, og ikke som om det var en træner-spiller-relation, men at vi alle sammen er her for at gøre hinanden bedre, der følte jeg, at det var bedre feedback,« siger Rikke Sevecke.

Ifølge Pernille Taarup kræver det både tryghed og tillid, fordi relationen mellem træner og spiller er asymmetrisk. Derfor har træneren et særligt ansvar for at gøre spillerens behov for feedback legitimt som samtaleemne. Det skal være tydeligt, at feedback ikke kun er en envejsvurdering fra træner til spiller, men en del af et fælles arbejde med præstation og udvikling.

Pernille Taarup foreslår, at trænere i højere grad siger til spillerne: »Jeg forventer, at I kommer og fortæller, hvad I har brug for af feedback fra mig.« Dermed flyttes feedbackbehovet fra at være noget, spilleren »må« tale om, til noget, spilleren forventes at tage medansvar for.

En vigtig pointe er også, at feedback ikke er forbeholdt formelle koncepter. Ofte virker de små samtaler bedst, og når spilleren løbende tager små initiativer, bliver feedback en naturlig del af samarbejdet i stedet for noget stort og tungt.

Det gælder også samtalen om feedbackpræferencer. Ifølge Rikke Sevecke er rådet enkelt, men effektivt: Tag de direkte dialoger med spillerne både på og uden for banen. Det er sådan, træneren lærer spillerne bedst at kende.

Nogle spillere reagerer godt på en direkte besked i kampens intensitet. Andre har brug for et klap på skulderen, en roligere tone eller en samtale bagefter.

Sådan kan spilleren få øje på sine blinde vinkler

En måde at forstå feedback på er gennem Joharis vindue, som beskriver forholdet mellem det, spilleren selv ved om sin adfærd, og det, andre ser. Modellen består af fire felter: det åbne rum, det skjulte rum, det blinde rum og det ukendte rum.

Målet er at udvide det åbne rum, hvor både spiller og træner har en fælles forståelse af spillerens udvikling, adfærd og potentiale. Samtidig kan spillerens egen åbenhed gøre det skjulte rum mindre, når spilleren fortæller træneren, hvad han eller hun har brug for, er usikker på eller arbejder med.

I en fodboldkontekst kan modellen hjælpe spilleren og træneren med at tale om feedback og selvindsigt. Feedback kan især blive værdifuld i det blinde rum, fordi den kan gøre spilleren bevidst om mønstre i adfærd, kommunikation eller beslutningstagning, som spilleren ikke selv ser.

Men netop den feedback kan også være svær at modtage. »Den sværeste feedback at modtage er, når nogen siger noget, som vi ikke selv er bevidste om,« siger Pernille Taarup.

Rikke Sevecke genkender betydningen af blinde vinkler fra sin egen spillerkarriere. Som ung spiller kunne hun reagere uhensigtsmæssigt, når noget ikke lykkedes på banen:

»Da jeg var yngre som spiller, var jeg god til bare at slå lidt op i banen, når det ikke gik så godt, eller hvis jeg lavede en dårlig aflevering. Her fik jeg at vide, at jeg skulle ændre min adfærd, og hvis jeg tabte bolden, så kunne jeg lave et genpres.«

I situationen kunne feedbacken være svær at tage imod.

»Som ung spiller kunne jeg tænke: ’Ej, det kan du ikke mene’, men som ældre kan jeg godt se det. Jo ældre du bliver, og jo mere erfaring, du får, jo lettere kan du reflektere over tingene og være bevidst om, at de gerne vil hjælpe dig.«

Rikke Sevecke kan som tidligere spiller og nuværende træner genkende situationen fra begge perspektiver. Hun peger på, at en træner godt kan observere en spiller, men at det afgørende spørgsmål er, hvordan observationen bliver sagt til spilleren på en konstruktiv måde. Det er især vigtigt, når feedbacken handler om noget, spilleren ikke selv ser, og hvor budskabet derfor kan ramme hårdt.

Det ‘ukendte rum’ viser spillerens potentiale

Joharis vindue rummer også et ukendt felt. Det er det, hverken spilleren selv eller andre endnu kender, og Pernille Taarup peger på, at det ukendte rum ofte bliver overset i hverdagen.

I en fodboldkontekst kan feltet forstås som potentiale, og det er her, træner og spiller kan udfordre hinanden. En træner kan prøve en spiller af i en ny rolle, stille nye krav eller invitere spilleren til at tage mere ansvar. Hvilken rolle tager spilleren i gruppen? Hvordan bidrager spilleren til træningsmiljøet? Hvordan reagerer spilleren, når holdet er presset?

Spilleren kan omvendt selv give udtryk for, at han eller hun vil prøve noget andet i sin udvikling. Det kan handle om spillet på banen, men det kan også handle om spillerens bidrag uden for banen.

For at samarbejdet i det ukendte rum kan fungere, skal træneren forklare, hvorfor en ændring eller udfordring bliver sat i gang. Ellers kan spilleren opleve det som en tilfældig beslutning frem for en udviklingsmulighed.

Sådan kan spilleren formulere sit feedbackbehov

Når feedbacken er konkret og knyttet til en faktisk situation, bliver den lettere for spilleren at forstå og arbejde med – ikke nødvendigvis med det samme, men over tid.

En enkel og brugbar måde at holde feedback på sporet er ved at bruge modellen fakta, virkning og ønske.

Modellen kan både bruges, når feedback gives, og når en spiller beder om feedback, der kan ændre fremtidig adfærd.

Pernille Taarup forklarer, at strukturen hjælper med at holde samtalen konkret, så gamle situationer, løse vurderinger og brede konklusioner ikke kommer til at fylde.

Hun giver et eksempel på, hvordan spilleren kan bruge modellen:

»I mandags til kamp gjorde jeg sådan. Kan vi ikke se på det sammen, og hvad synes du, jeg skulle have gjort i stedet? […] Nu stod jeg derude tre gange og kom i tvivl om, hvad jeg skulle.«

På den måde handler feedbacksamtalen ikke om at placere skyld eller forsvare sig. Den handler om, at spilleren forstår en konkret situation og finder ud af, hvad han eller hun kan gøre fremover.

Rikke Sevecke supplerer, at spillere og trænere i dag har adgang til klip og videoer af både kampe og træningspas:

»Det er vigtigt, når vi giver feedback, at vi både siger og viser, for så forstår spillerne det meget bedre,« siger hun og tilføjer:

»Konkrete eksempler gør, at vi forholder os til virkeligheden og ikke bare scenarier. Det kan også være, at spillerne selv finder klip og sender til træneren. Spilleren kan finde situationer i kamp eller træning: ’Den her situation stod jeg i, hvad kan jeg gøre i fremtiden?’«

På den måde bliver feedback ikke kun noget, spilleren modtager. Det bliver noget, spilleren aktivt opsøger og bidrager til.

Hjælp træneren med at hjælpe dig

Hvis feedback skal blive en naturlig del af et fodboldmiljø, kræver det et fælles sprog. Spillere skal kunne tale om, hvordan de lærer bedst, og trænere skal være nysgerrige på, hvordan feedbacken bliver modtaget.

Rikke Sevecke fortæller, at hun på landsholdet var med til en øvelse, hvor spillerne talte om, hvordan de gerne ville give feedback til hinanden. Den øvelse kunne med fordel have inddraget trænerne og givet dem vigtig indsigt i spillernes feedbackbehov:

»Da jeg var på landsholdet, lavede vi en øvelse med, hvordan vi ville give feedback til hinanden som spillere. Den øvelse kunne vi have grebet og taget trænerne med, så trænerne også hørte: ’Som spiller vil jeg gerne have direkte kommunikation’. […] Det er meget simpelt, men vi skal kunne sætte os ned i et åbent forum og tale om, hvordan vi gerne vil have feedback.«

Rikke Sevecke peger også på, at en træner nogle gange kan blive fanget på det forkerte ben, hvis en spiller spørger om feedback på noget uventet. I de situationer er det bedre at tage betænkningstid end at afvise spillerens behov. Det vigtige er at signalere, at spørgsmålet er legitimt, og at spilleren ikke bliver afvist for at tage initiativ.

»Tænk på, at træneren er der for at hjælpe,« siger Pernille Taarup og uddyber et råd til spillere:

»Hvad er min træner der for? Hvis spilleren har udgangspunktet, at træneren er der for at hjælpe, og at vi alle skal klare os godt. Men de ved måske ikke altid, hvad jeg har brug for, så hvis jeg fortæller, hvad jeg har brug for feedback på, hjælper jeg både træneren og mig selv.«

Til træneren er rådet lige så klart: Gør det tydeligt, at du gerne vil vide, hvordan dine spillere lærer bedst. Skab rammer, hvor feedback ikke kun bliver noget, træneren giver, men noget, spiller og træner undersøger sammen.

En fodboldspiller får mest ud af feedback, når han eller hun tør gøre behovet tydeligt. Jo bedre spilleren kan sætte ord på sit behov, desto større er chancen for brugbar sparring.

Og jo bedre træneren er til at skabe tryghed omkring samtalen, desto mere bliver feedback et fælles redskab til udvikling, læring og stærkere præstationer.