Gamechanger

Fuldtræffere og fejl i fodboldtræningen – Samtale med Jesper Lundbye-Jensen

For at blive god til fodbold, skal man træne meget. Tusindvis af træningstimer skal der til. Men det er ikke uden betydning, hvordan man træner.

Hvad sker der i hjernen, når vi træner? Hvordan kan vi lægge træningen til rette for at optimere spillernes læringsudbytte? Og hvorfor er det vigtigt både at udnytte fejl og fuldtræffere, når vi vil lære vores spillere fodboldfærdigheder?

Det er nogle af de emner, der behandles i samtalen om træning og hjernen.

Gæsten i denne podcast er Jesper Lundbye Jensen. Jesper Lundby Jensen forsker på Københavns Universitet på Institut for Bevægelse og Neurovidenskab i, hvordan hjernen og centralnervesystemet kontrollerer vores bevægelser, og hvordan hjernen påvirkes af vores aktiviteter, som f.eks. træning.

De dygtigste udøvere er kendetegnet ved, at de har trænet i tusindvis af timer i deres disciplin. De har høj sikkerhed i deres færdigheder. Både i hastighed og præcision. De er også mere fleksible, så de kan udføre deres aktioner under vidt forskellige forhold. Det betyder, at de kan udføre f.eks. et spark i mange forskellige situationer med høj kvalitet.

Hvad skal der til for at blive rigtig dygtig til fodbold?

Det er en forudsætning for at blive god, at man træner meget. Det er der slet ingen tvivl om. Det er simpelthen et grundvilkår at have trænet meget for at nå et højt niveau. Men det er ikke ligegyldigt, hvordan man træner. Der er en række vigtige overvejelser at gøre sig både som udøver og som træner, når træningen skal tilrettelægges for læring.

Det er træneren, der skal skabe rammerne, men læringen stiller også krav til spilleren. Krav i form af engagement, motivation og refleksion er væsentlige forudsætninger for læring.

Som træner kan træningen organiseres på forskellige måder. Træning i blokke kan være en effektiv strategi, hvis man vil lære konkrete færdigheder på kort tid. Anvendeligheden i spil og kamp kan være begrænset, da bloktræning ofte fokuserer på lukkede eller snævert definerede færdigheder. For at forbedre læringsudbyttet kan man som træner derfor fokusere på variabel eller randomiseret træning. Her udfordres spilleren på forskellige måder. Dette gavner læringen og dermed effekten i forhold til at kunne bruge de nye færdigheder i kamp.

Som trænere er vi begrænsede i vores evaluering af effekten af vores træning. Vi kan nemlig ikke observere læring. Men vi kan observere præstationen. Og præstationen afspejler ikke altid læring. Det er derfor vigtigt, at vi som trænere er tålmodige og gentager udfordrende aktiviteter for spillerne for at de løbende kan forbedre deres færdigheder.

 

Fejl og fuldtræffere. Begge dele indeholder læringspotentiale.

Udfordringer og også feedback er forudsætninger for læring. Når spillerne øver sig vil de både oplever succeser og fejl. Og der er læringspotentialer i begge udfald. Jesper Lundbye-Jensen bruger udtrykkene fuldtræffere og fejl. Og betoner, at der er læringspotentiale i begge udfald.

Som træner skal man derfor ikke blot fejlrette, men i lige så høj grad pointere de vellykkede aktioner. Og gerne umiddelbart efter udførelsen, da dette er med til at understøtte læringen.

Feedbacken kommer i mange former. Der er både KR (Knowledge of Result) og KP (Knowledge of Performance). KR er feedback på udbyttet af en præstation. Ramte spilleren målet? Mens KP fokuserer på selve udførelsen. Her er fokus på bevægelsen. Og i begge tilfælde kan både spilleren og træneren være bidragsyder til denne feedback.

 

Læs også denne artikel på GameChanger: Viden udfordrer traditionen – træning er vigtig, men hvordan skal man træne?

Og lyt til denne podcast: Træning af fodboldfærdigheder med Dr. Oliver Runswick

 

Kategori:

Udgivet:

11/03/2022

Forfatter:

Relateret indhold