GameChanger

Fra strategi til spillerudvikling: Debat om læringssyn er gavnlig for dansk fodbold

Key-takeaways

  • Debat om læringssyn er vigtig for at udnytte alle potentialer i dansk fodbold
  • Pædagogikken skal ikke belære fodbolden
  • Det er legitimt at ville udvikle topspillere
  • Variation mellem det funktionelle og det dannelsesorienterede læringssyn er afgørende
  • Både det resultatorienterede og det holistiske perspektiv er vigtige for at udvikle topspillere
  • En overordnet strategi er vigtig, men der skal være grad af autonomi til trænerne.

Læring og ledelse er nøgleord i trænerarbejdet i dansk fodbold, og ifølge Andreas Rasch-Christensen, som både har et ben i fodbolden og i pædagogikken, er det af gørende for såvel bredde- som topklubber og akademier at gøre sig nogle tanker og tage nogle strategiske beslutninger om, hvilke overordnede normer og værdier, de gerne vil stå på, når det gælder de læringssyn, de gerne vil arbejde efter.

Og der skal være plads til både det funktionelle, databaserede læringssyn, som bliver beskrevet som et snævert perspektiv, og det bredere, mere dannelsesorienterede læringssyn, hvor der er plads til fordybelse uden blik for målbarheden.

To læringssyn – men ikke en opskrift

Andreas Rasch-Christensen er Danmarks førende ekspert, når det gælder læring, pædagogik og folkeskolen som PhD og forskningschef ved VIA University College i Aarhus. Samtidig er han dybt passioneret og involveret i fodbolden med sin bestyrelsespost i Brabrand IF, hvor han er sportslig ansvarlig. Og endelig er han for DBU Jylland samfundsansvarlig for læring, dannelse og trivsel.

Han er ikke fortaler for, at vi akademiserer fodbolden ved for eksempel at læne os op ad den newzealandske skoleforsker John Hatties læringssyn. Det bliver for snævert, men skole- og fodboldverdenen kan godt lade sig inspirere af hinanden, uden at fodbolden skal blive til en skole.

Ifølge Andreas Rasch-Christensen bør der være en balance mellem de to overordnede måder at se læring på, og i den balance af værdier skal der være plads til en behørig grad af autonomi i trænerteamets udfoldelse: »Det skal ikke være en kogebogsopskrift.«

Videre forklarer han, at det er en legitim ambition at ville udvikle de bedste spillere, som ultimativt skal komme på Superligaholdet eller sælges videre til udlandet. Det er indenfor de rammer, at det pædagogiske skal komme i spil.

Han kalder debatten om læringssyn for ’fuldstændig afgørende’ for dansk fodbold, men advarer blandt andet mod for megen indblanding fra fodboldens styrende instanser: »Debatten er vigtig, men klubberne har ikke brug for flere krav, der kommer oppefra (fra DBU og Divisionsforeningen, red.).« Andreas Rasch-Christensen tilføjer, at klubber kan lade sig inspirere af strategien for børnefodbolden i Danmark, hvor konsulent- og rådgivningsstøtte er en vigtig del af arbejdet.

I det hele taget vil debatten om læringssyn være gavnlig for hele dansk fodbold og for samarbejdet og forståelsen mellem bredde og elite:

»Vi har alle sammen en interesse i, at der er mange, der spiller fodbold, fordi fællesskaberne er godt for børn og unge, og så har vi en fodboldmæssig ambition om at udvikle de bedst mulige spillere. Og hvis vi ikke samarbejder om det, og hvis vi ikke formår at skabe en fornuftig debat om, hvordan man gør det – også i pædagogisk henseende – så risikerer man at løbe en risiko for, at vi ikke får udnyttet alle potentialer.«

Kategori:

Udgivet:

05/02/2025

Forfatter:

Relateret indhold