Gamechanger

Hvad betyder kostindtagelsen for præstationsevnen i fodbold?

Fodboldspillet har de senere år gennemgået en markant udvikling på det fysiske område med flere kampe og højere intensitet. Det stiller stadigt større krav til spillernes fysik, træning og kost. I denne udsendelse sætter Gamechanger fokus på kostens betydning for præstationsevnen i elitefodbold. Vært Henrik Duer har besøg af Magni Mohr og Signe Friis, der sammen giver brugbare retningslinjer til inspiration for klubber i fodboldens verden.

Hvilke krav bliver den moderne fodboldspiller mødt af på det fysiske område? Hvordan træner man som elitefodboldspiller? Hvordan ser livet ud for en fodboldspiller før, under og uden for sæsonen? Og hvad betyder det for spillerens kost?

Spørgsmålene er mange, når det handler om kostindtagelse og den fysiske præstation i elitefodbold. I denne podcast fra Gamechanger er det netop disse emner, der er fokus på, når vært og træningsfysiolog Henrik Duer har selskab af professor i tracking, testing og træning i elitefodbold, Magni Mohr og cand.scient. i humanfysiologi med fortid i Brøndby IF, Signe Friis.

Udsendelsens overordnede tema er kostens betydning for præstationsevnen i elitefodbold, men undervejs kommer panelet ind på træthedsfaktorer i fodbold, de fysiske krav til fodboldspilleren og den kost, vedkommende indtager før sæsonen (pre-season), undervejs i sæsonen og i ferieperioder (off season). Der er ligeledes fokus på de gode kilder til kulhydrater, fedt og protein samt vægttab og vægtøgning.

Som forudsætning for forståelsen af fodbold i fysisk perspektiv peger Magni Mohr på, at fodboldspillet kan ses som et hybridarbejde.

”Det er en sammensætning af alt det, vi kender fra styretræningsidræt, holdidræt og mellemdistanceidrætter. Fodbold har en meget markant udholdenhedskomponent, som er meget vigtig, men i løbet af det relativt langvarige udholdenhedsarbejde skal man også lave meget intense aktioner som acceleration, decelaration, retningsskift og styrke momenter. Samtidig med det er der også en markant kognitiv udfordring og en del tekniske og motoriske aktioner,” siger Magni Mohr.

Det stiller store krav til træningsplanlægningen – også i forhold til kostindtagelse.

”Det er langt mere komplekst at arbejde med holdidræt – også fordi der er større grad af uforudsigelighed. Samtidig skal man overveje, hvor meget det taktiske, tekniske, psykologiske og sociale element, som også er meget vigtigt. Hvordan kan man forberede sig fysisk og samtidig have de andre elementer med? Det er en kæmpe udfordring,” mener Magni Mohr.

I løbet af de seneste 20-30 år har fodbolden gennemgået en markant udvikling inden for det fysiske område, idet spillet er blevet mere intenst og meget hurtigere. Det har også påvirket kravene til fodboldspillerne og dermed også til træning, restitution og kost.

”Når man spiller en fodboldkamp, varer den halvanden time plus en halv times opvarmning. Kulhydratsdepoterne holder til cirka halvanden til to timer under forudsætning af, at de er fyldte. Så man vil se en nedgang i kulhydrater, og selvom man efter en kamp begynder at fylde på med kulhydrater, kan man alligevel ikke få opbygget lageret. Derfor fokuserede vi i Brøndby i stedet på restitutionsfasen,” siger Signe Friis blandt andet i udsendelsen.

Magni Mohr er professor ved Syddansk Universitet, hvor han forsker i de fysiske krav til elitefodboldspiller. Han har tidligere været tilknyttet Camerouns landshold og klubber som Juventus, Chelsea og Deportivo La Coruña med ansvar for fysisk træner og er desuden tidligere elitefodboldspiller på Færøerne.

Signe Friis er kandidat i humanfysiologi og var i perioden 2014 til 2018 tilknyttet 3F Superliga-klubben Brøndby IF, hvor hun arbejdede sammen med cheftrænere som Thomas Frank, Auri Skarbalius og Alexander Zorniger, der alle havde forskellige tilgange til kost og træning.

Begge paneldeltagere har således stor erfaring inden for området, og i selskab med vært Henrik Duer, der er træningsfysiolog, sætter de i løbet af udsendelsen et præcist og dybdegående fokus på kostindtagelse i fodbold.

Kategori:

Udgivet:

27/11/2019

Forfatter:

Relateret indhold