Gamechanger

Thomas Frank og Mads Davidsen – Fokus på cheftræneren som leder

Som cheftræner i en moderne fodboldverden skal man både lede opad og nedad, for det handler om at motivere både spillertrup og trænerstab samt at forklare præstationer og resultater for den øverste klubledelse. Men hvordan agerer man som leder, og hvad er det vigtigste at være bevidst om, når man som cheftræner skal gøre sine medarbejdere og dermed sit hold bedre? Gamechanger sætter fokus på emnet i denne podcast, hvor head coach i Brentford FC, Thomas Frank og Mads Davidsen, stifter af OptimaFootball, medvirker. Udsendelsen er en del af temaet om træneren som leder i den moderne fodboldverden.

Som cheftræner i en fodboldklub skal man lede en stor gruppe af mennesker i både stab og spilletrup frem mod en sejr i næste kamp, og det stiller store krav til træneren i hverdan. For hvordan motiverer man sine medarbejdere bedst muligt, og hvordan agerer man som leder, så man får alle til at præstere bedst muligt i holdets tjeneste?

Det er nogle af de spørgsmål, vi stiller i denne uges udgave af Gamechangers podcast. Her er der fokus på trænerens rolle som leder i en moderne fodboldverden, og udsendelsen er endnu del af temaet om det komplekse emne.

I programmet medvirker Thomas Frank, der er head coach i Brentford FC sammen med Mads Davidsen, der er stifter af OptimaFootball. De har begge erfaringer fra forskellige ansættelser i forskellige klubber og belyser udsendelsens tema fra trænerens synsvinkel – altså hvordan man som træner agerer i fodboldens verden i forhold til både spillere, stab og bestyrelse, og hvilke udfordringer man kan støde på i disse sammenhænge. For som cheftræner er det vigtigt at være en stærk leder, mener Thomas Frank.

”I de første mange år af mit trænerliv blev jeg oplært som fagperson, så jeg elsker at træne og vil gerne være på banen. Men når staben i dag bliver større og større, og man skal give indflydelse og mening til deres hverdag, skal de også have ansvar på træningsbanen. Så som cheftræner kommer det for mig til at handle mindre og mindre om træning og mere om at sætte de overordnede rammer. Selvfølgelig er det stadig mig, der udstikker retningen og tager mig af de overordnede taktiske ting, men det handler mere og mere om at kunne lede de eksperter, jeg har. Det kan være head of performance, målmandstræneren, mine to assistenter, en set piece coach og så videre. Alle skal deres berettigelse, og der er sindssygt meget at forholde sig til,” fortæller Thomas Frank, der skal forholde sig til mange input fra omgivelserne hver eneste dag.

”Man drømmer ikke om, hvor mange beslutninger jeg skal tage som cheftræner hver dag. Det er helt sindssygt. Det er lige fra valg af den ene eller anden øvelse til om vi skal træne om eftermiddagen. Det kan også handle om at uddelegere, om holdudtagelse og om vi skal tage toget eller bussen til udekampen i weekenden. Alt går gennem mig på et tidspunkt, for selvom man også uddelegerer tingene, men hver gang der en smule tvivl, bliver jeg spurgt,” siger han.

Det kræver stærk ledelse, når man skal motivere både spillere og trænere til at præstere bedst muligt, og i udsendelsen bringer Thomas Frank og Mads Davidsen eksempler fra deres egne oplevelser i forskellige klubber. Men ledelse er en kompleks størrelse, for spillere har individuelle behov, når det handler om motivation.

”Det handler om at være nysgerrig – oprigtigt nysgerrig, så man involverer spillerne. Jeg har selv haft nogle erfaringer med blandt andre Pierre Emile Højbjerg, som nogle gange kan blive misforstået i sin måde at være på. Det er først nu, at han i offentligheden bliver set som en holdspiller, men det har jeg altid vidst, at han har været. Man skal forstå spilleren, og det gør man ved at være nysgerrig. Men nogle spillere vil slet ikke involveres; de vil bare have at vide, hvad de skal gøre i de forskellige faser af spillet, og så forholder de sig til det, fordi det er rigeligt for dem. Man skal hele tiden tricke spilleren, og det kan man også gøre i træningen. Jeg har prøvet at være dommer i en træning, hvor jeg bevidst dømte imod spilleren for at se ham gå amok. Så handler det derefter om at samle ham om og snakke om, hvad der skete under træningen,” siger Mads Davidsen.

I udsendelsen taler Mads Davidsen og Thomas Frank også om cheftrænerens rolle som leder for den øvrige trænerstab, der består af eksperter og specialister inden for forskellige områder samt trænerens ageren i forhold til hans overordnede chefer, sportsdirektør, bestyrelse og ejerkreds.

”I fodbold er mange klubber i løbet af de seneste 10 år blevet opkøbt af en anden type ejer end tidligere, og det betyder, at man som træner også skal lede opad, så der er en forståelse for den langsigtede strategi og det faktum, at man eksempelvis skal være i top tre til maj og ikke behøver at være det i oktober,” konstaterer Mads Davidsen i udsendelsen.

Der er således mange elementer at være opmærksom på, når man som træner skal optræde som leder i en fodboldklub, og i løbet af den 68 minutter lange udsendelse kommer Thomas Frank og Mads Davidsen ind på en række faktorer, der gør sig gældende i denne sammenhæng.

Foto: Fodboldbilleder.dk

Kategori:

Udgivet:

20/11/2020

Forfatter:

Relateret indhold