Da Jakob Poulsen tiltrådte som cheftræner i 3F Superliga-klubben AGF i sommeren 2025, havde han en klar plan for, hvad han ville med sit hold. Han ville skrue på spillestilen, men at denne plan skulle munde ud i et mesterskab allerede i første sæson, havde vestjyden trods alt ikke regnet med. Med et dokument i hånden gik han til opgaven, hvor tanker hurtigt blev omsat til handling på banen. Og at dette lykkedes, har i høj grad også været drevet af et tæt samarbejde med en ny stab og nye spillere.

Ud over titlen som danmarksmester kunne Jakob Poulsen afslutte sæsonen ved at blive kåret som Årets Træner 2025/2026. GameChanger er taget på besøg i Fredensvang, hvor Jakob Poulsen sætter sig bag mikrofonen og fortæller om dén plan, som tog med sig til AGF. Det handler mere ambitiøst spil med bolden, ingen ’hovsaløsninger’ og at koncentrere sig om det, de selv kan gøre noget ved: præstationerne, hvordan de træner, og hvad de har fokus på som hold.

Tre karakteristika ved AGF’s spillestil

»Underholdende, vedholdende og effektivt« lyder det, da Jakob Poulsen bliver bedt om at fremhæve tre karakteristika, som du skal forbinde med AGF’s spillestil. Gennem interviewet bliver det tydeligt, hvordan de tre ord hænger sammen og forstærker hinanden.

Starter vi med vedholdenhed, er det både et karakteristikum ved spillestilen og et karakteristikum ved Jakob Poulsen som træner. Vedholdenhed er tæt knyttet til en insisterende og bagvedliggende drivkraft i alt, hvad han foretager sig i fodboldens verden. Det er tydeligt, at den tidligere landsholdsspiller medbringer troen på sig selv og sine idéer fra en lang spillerkarriere i ind- og udland, ligesom han aktivt vælger at stole på sig selv. Og som han pointerer, er jobbet som træner ikke gjort godt nok, »hvis man ikke kan se, at det er os, der spiller.«

Når det gælder underholdningselementet, skal det være reelt, og det bliver forstærket, når effektiviteten er stor, og spillet fører til noget offensivt:

»Jeg synes ikke, det bliver underholdende, hvis du vil have bolden bare for at have bolden,« siger Jakob Poulsen. Boldbesiddelsen skal føre til chancer, mål og sejre, og det kan kun ske med en fremadskuende plan for spillet, hvor en aflevering har et formål – »og ikke blot være en hovedløs aflevering et tilfældigt sted hen på banen.«

Større ambitioner i spillet med bolden

Jakob Poulsen trådte ind ad døren i Fredensvang med et ønske om at ændre spillestilen – især i spillet med bolden – ligesom han generelt vil tage initiativet i kampen både med og uden bold. Defensiven så solid og velorganiseret ud, men det offensive spil skulle gentænkes:

»Jeg synes, der var en god base defensivt set, hvor man var meget solid og et rigtig træls hold at spille imod. Det var spillet med bolden, hvor jeg synes, at vi skulle have større ambitioner. Vi skulle turde at spille fodbold, turde spille bolden nogle steder hen, hvor det gør ondt på modstanderen, men hvor der selvfølgelig også var en risiko for, at det kunne give problemer den anden vej.«

Spillestilsændringen lancerede han først og fremmest, fordi hans filosofi og tilgang til spillet går i retning af mere boldbesiddelse, angrebslyst og kreativ frihed, men også fordi han straks så, at kvaliteten i spillermaterialet var og er så høj, at spillerne kunne udføre de nye tiltag.

For at implementere en spillestilsændring kræver det ifølge Jakob Poulsen ikke verdens bedste spillere. Derimod tror Jakob Poulsen på, at tydelige principper og struktur giver spillerne en tryghed, som betyder, at de fleste spillere kan udføre de nye opgaver.

Når Jakob Poulsen beskriver, hvad han har taget med sig fra sin tid i Viborg FF til sit nuværende job i AGF, nævner han spillet med bolden. I VFF var han ligeledes optaget af at være modig på bolden, turde spille med risiko og have dygtigheden til at spille sig ud af presset, selvom modstanderen kom højt.

Til gengæld er der forskel på stilen i det defensive, hvor Poulsens Viborghold var mere zoneorienteret og afventende, mens AGF er langt mere aggressivt og mand-mod-mand. Dette skyldes ikke udelukkende hans fodboldfilosofi, men i høj grad dét, der kaldes en pragmatisk tilgang til spillet. Han ser på de spillertyper, han har til rådighed, og her var AGF-truppen godt funderet i dén retning:

»Jeg overtager et hold, som er meget vant til og er købt ind til at være meget aggressive og i en del sekvenser at spille mand-mod-mand,« siger Jakob Poulsen.

Elefanten i rummet og ingen ’hovsaløsninger’

Overgangen fra det eksisterende til det nye udtryk skete dels gennem selve arbejdet ude på træningsbanen. Dels gennem videoklip og analyse. Og dels med en positiv tilgang og princippet om, at ros instinktivt fører til forsøg på at gentage dét, der lykkes.

Selvom han ville gennemføre spillestilsændringen så hurtigt som muligt, var der ikke tale om en kortsigtet og en langsigtet plan. Og trods nul sejre i de første tre ligakampe viste effekten ifølge AGF-træneren sig relativt hurtigt. Allerede i de tre første kampe så han tegn på dét, der skulle komme. Især præstationen og indholdet i kampen i tredje spillerunde mod FC Midtjylland, der endte 0-0, overbeviste Jakob Poulsen om, at holdet var på rette vej. Og derefter fulgte otte sejre i træk, som bragte holdet på førstepladsen i 3F Superliga og lagde grunden til mesterskabet.

Ved at stole på sig selv kan han overføre vedholdenheden til stab og spillere, som i sidste ende medvirkede til, at AGF vandt mesterskabet.

Det vigtige greb i den indledende periode med svigtende resultater var at være vedholdende og stole på det arbejde, som truppen havde lagt for dagen i preseason. Jakob Poulsen kalder det altafgørende at stole på de principper, træneren arbejder ud fra – også i modgangstider:

»Den måde, vi tacklede dét på, var, at vi skal turde tale om elefanten i rummet: ’Vi skal nok forvente, at det ikke bare bliver en lige vej. Vi skal ikke forvente, at nu ligger vi nummer ét, og når sæsonen er færdig, har vi ligget nummer ét hele vejen.’ Vi skal forvente, at der kommer bump: Der kan være marginaler og dårlige præstationer, og vi skal forvente, at der kommer noget uro.«

Det skulle holdet være klar til at rumme, og nøglen er »at lade det være uro« og koncentrere sig om det, de selv kan gøre noget ved: præstationerne, hvordan de træner, og hvad de har fokus på.

Jakob Poulsen mener, at AGF er »rigtig skarpe«, når det gælder vedholdenhed fremfor at ty til pludselige ændringer og hovsaløsninger, hvis resultaterne udebliver. Det samme gjorde sig gældende i slutfasen, hvor AGF blev indhentet, men formåede at komme igen og vinde mesterskabet. Her insisterede Jakob Poulsen på at fortsætte det arbejde, de var i gang med som hold. Han giver et eksempel fra foråret, hvor AGF taber til FC Midtjylland:

»På trods af at vi taber i Herning, gør den kamp noget for os. Vi siger: ’Okay, den måde, vi præsterer på, den måde, vi går ud og dominerer på den sværeste udebane herhjemme i øjeblikket. Den gav os en enorm tro på, at hvis det er dén måde, vi leverer på hver gang, så skal de være gode for at få flere point end os’.«

Her bliver kendetegnet vedholdenhed fremtrædende, for vedholdenhed i det offensive spil i de enkelte kampe er vigtig. Særligt når det gælder om at overkomme perioder som i foråret, hvor AGF ikke alene blev indhentet, men også overhalet i toppen af 3F Superliga:

»Husk nu på, hvad det er, der har gjort os gode: den meget solide defensiv, alle tager deres tilbageløb, alle laver deres genpres. Og så spillet med bolden: hvordan laver vi chancerne?’ Lad nu være med at tro, at vi skal lave noget andet nu,« lyder det fra Jakob Poulsen.

Med tydelige krav til spillerne følger anerkendelse

En undersøgelse blandt toptrænere i Tyskland viser, at kompetencen til at være tydelig om målsætninger er blandt de højest rangerede. Da Jakob Poulsen bliver forholdt denne kompetence, fortæller han, at det vigtigste er tydeligheden i de krav, han stiller til sine spillere. Han har ambitionen om at få den enkelte spiller til at blomstre ved at vise dem tillid og sætte dem i situationer, hvor de netop kan udfolde sig:

»Er vi tydelige, så ved de, hvad de skal gøre. De ved, hvad de skal gøre for at komme på holdet. Hvad de skal gøre for at blive bedre. […] Det er et holdspil, men der er også spillere, der kigger på deres egen karriere. […] Ledelsen af spillere i dag – den måde man tilgår dem på – de skal alle sammen vide, at der er krav, for de er ambitiøse. Vi kan ikke være rygklappere og sige ’godt, godt, godt’ hele vejen rundt. De skal vide, hvad de skal, og hvor de skal udvikle sig.«

Med tydelighed og kravsætning følger også anerkendelse, når det lykkes for spillerne. Eksempler på spillere, der er blomstret i den forgangne sæson, er Kristian Arnstad, Gift Links og Tobias Bech:

»Jeg tror på, at den tillid, de har fået fra trænerstaben, har gjort, at de har troet på: ’Okay, jeg er god. Det er fair nok, at jeg laver en fejl, hvis jeg reparerer den.’«

Opstarten til 2026/2027-sæsonen bærer præg af, at holdet skal »komme tilbage til sig selv« og arbejde videre med AGF’s genkendelige udtryk. Det gælder blandt andet, hvordan holdet kan blive endnu skarpere til at lave chancer og »mulighederne for at blive en smule mere fleksible«.

Dette skal ses i lyset af, dels at modstanderne er taktisk stærke, dels at AGF har mistet to nøglespillere og skal have iscenesat nye spillere. Desuden kigger Jakob Poulsen på holdets defensive omstillinger, som er den fase, hvor AGF har været mest sårbare, så det handler om en balance mellem den offensive spillestil og et ønske om at blive bedre til at lukke ned for de defensive omstillinger.

Det fører os tilbage til, at AGF skal levere et spil, der er underholdende at se på:

»Det er den måde, jeg synes, fodbold skal spilles på. Det handler om at lave mål, og jeg ved, at det er det sværeste i fodbold. Men det er også langt det sjoveste. Men det skal jo ikke være naivt. Det skal være med en vis kontrol i kampene. Sådan havde jeg det bedst som spiller, og sådan har jeg det bedst som træner.«