Af Nicolai Noe og Rasmus Porse

Artiklen er skrevet på baggrund af Nicolai Noe og Rasmus Porses speciale på kandidaten i humanistisk-samfundsvidenskabelig Idrætsvidenskab fra Københavns Universitet.

Forfatterne er cand.scient i humanistisk-samfundsvidenskabelig Idrætsvidenskab ved Københavns Universitet.

Rasmus Porse er ansat i DBU, hvor han arbejder med DBU’s projekt ”Relativ Væksteffekt”.

 

Introduktion
En gennemgående udfordring i talentudvikling er, at det er svært at forudsige, hvilke børne- og ungdomsspillere, som er mest talentfulde og vil blive bedst som seniorspillere. Forestil dig de mest talentfulde ungdomsspillere du kender, og stil derefter dig selv spørgsmålet: ”Er det også dem, som på nuværende tidspunkt præsterer bedst?”. Selv de dygtigste trænere fra de bedste talentudviklingsmiljøer er vokset op i en fodboldkultur, hvor det handler om at vinde. Derfor falder det os naturligt at blive farvet af spillernes nuværende præstationer, når vi skal vurdere deres langsigtede potentiale. Det er en udfordring, som i sidste ende leder til en favorisering af tidligt udviklede spillere, når de mest talentfulde identificeres, selekteres og udvikles. I denne artikel præsenteres forskning om det fænomen som i dansk fodbold betegnes som relativ væksteffekt. Den viden som præsenteres stammer fra 32 forskningsartikler, som er publiceret fra 2005 til 2021. Vi tager i præsentationen af forskningsartiklerne udgangspunkt i, hvordan relativ væksteffekt påvirkes af forskellige faktorer inden for talentudvikling. Vi går i dybden med trænernes indflydelse på relativ væksteffekt, spillernes fremtidsmuligheder på baggrund af deres relative vækst og implementeringen af bio-banding som et løsningsforslag. Gennemgangen af forskningsartiklerne har været et led i et speciale om relativ væksteffekt i dansk talentudvikling, som er udarbejdet på den humanistisk-samfundsvidenskabelige kandidatuddannelse i idræt ved Københavns Universitet.

Denne artikel kan med fordel læses i samspil med artiklen ”Midlertidige fysiologiske forskelle mellem unge fodboldspillere forårsager relativ væksteffekt”, som beskriver de fysiologiske konsekvenser af, at unge idrætsudøvere påbegynder deres vækstspurt på forskellige tidspunkter.

Se også GameChangers artikel: ”Hvorfor er vores talentsystem en udfordring for sent modnede spillere?” og webinaret: ”Relativ alderseffekt, biologisk modning og futurelandshold” om samme emne.

 

Ulige muligheder i talentudvikling som konsekvens af relativ væksteffekt
De udvalgte forskningsartikler listes nedenfor i tabel 1 under seks temaer i relation til relativ væksteffekt, mens alle referencerne kan findes i litteraturlisten. Efter tabellen præsenteres forskningsartiklerne under hvert enkelt tema, hvilket bidrager til en forståelse af, hvordan relativ vækst påvirker fodboldspilleres muligheder for at blive identificeret som talentfulde og dygtiggøre sig i talentudviklingsmiljøer.

Temaer	Kilder
Udfordringer ved identifikation og selektion af talentfulde atleter på baggrund af relativ vækst	Baxter-Jones et al., 2019; Baxter-Jones et al., 2020; Bidaurrazaga-Letona et al., 2019; Carvalho et al., 2018; Cripps et al., 2016b; Hill et al., 2020a; Matthys et al., 2012; McCunn et al., 2017; Sherar et al., 2005; Till & Jones, 2015; Vandendriessche et al., 2012; Toum et al., 2020;
Nytænkende talentudvikling	Gouvea et al., 2016; Lovell et al., 2019; Rommers et al., 2019; Vandendriessche et al., 2012
Træneres indflydelse på relativ væksteffekt	Cripps et al., 2016a; Cripps et al., 2016b; Cripps et al., 2019; Romann et al., 2017; Sieghartleitner et al., 2019
Praktiske muligheder og begrænsninger ved bio-banding	Cumming et al., 2017; Malina et al., 2019; Reeves et al., 2018; Stănilă et al., 2020
Effekter af bio-banding	Abbott et al., 2019; Bradley et al., 2019; Cumming et al., 2018a; Hill et al., 2020b; Romann et al., 2020
Spilleres fremtidige succesmuligheder på baggrund af relativ vækst	Cumming et al., 2018b; Goldman et al., 2021; Ostojic et al., 2014; Zuber et al., 2016

Tabel 1: Tematisk inddeling af forskningsartiklerne

 

Udfordringer ved identifikation og selektion af talentfulde atleter på baggrund af relativ vækst
Nyere forskning om ulighed i talentudvikling kredser om relativ væksteffekt og finder generelt, at tidligt udviklede atleter af talentudviklingsmiljøer vurderes til at have et større potentiale end sent udviklede atleter. Sherar et al. (2005) illustrerer nedenfor i figur 1, at de tidligst udviklede atleter (Early Mature) begynder vækstspurten som 10-11-årige, de gennemsnitligt udviklede (Average Mature) som 11-13-årige, mens de senest udviklede (Late Mature) begynder deres vækstspurt som 13-14-årige. Atleter kan derfor gennemgå deres vækstspurt op til 4 år forskudt af hinanden.

 

Figur 1: Vækstkurver for early, average og late mature (Sherar et al., 2005)

Baxter-Jones (2019) illustrerer med et praktisk eksempel i figur 2, hvordan ni atleter, der alle har en kronologisk alder mellem 13,50 år og 14,49 år, er på forskellige stadier i deres vækstspurt. Særligt fremhæves atlet A og E, hvor forskellen i kronologisk alder er 0,1 år, mens forskellen på hvor de er i deres biologiske udvikling er 1,5 år. Aktuelt er A 22,3 cm højere end E, men det forventes, at E bliver 4,5 cm højere end A.

 

 

Figur 2: Eksempler på forskelle i relativ vækst blandt 14-årige (Baxter-Jones, 2019)

Ovenstående udfordring er et velundersøgt tema i nyere forskning om talentudvikling. Hill et al. (2020a) finder, at der på et anerkendt akademi i England er en klar tendens til, at de identificerede talentfulde spillere er tidligt udviklet. Samme tendens ses i spansk (Bidaurrazaga-Letona et al., 2019), fransk (Toum et al., 2020), skotsk (McCunn et al., 2017) og belgisk (Vandendriessche et al., 2012) fodbold. Dertil viser forskningen, at udfordringerne med relativ væksteffekt er størst i drengefodbold frem for pigefodbold, fordi her foregår en større diskrimination ud fra spillernes vækst (Baxter-Jones et al., 2020). Diskrimination af atleter på baggrund af deres vækst er ikke kun forbeholdt fodbold, da relativ væksteffekt også er en udfordring i basketball (Carvalho et al., 2018), håndbold (Matthys et al., 2012), australsk fodbold (Cripps et al., 2016) og rugby (Till & Jones, 2015).

 

Nytænkende talentudvikling
Forskning inden for relativ væksteffekt finder generelt, at tidligt udviklede fodboldspillere præsterer bedre end sent udviklede på fysiologiske parametre, mens der ikke er forskel på deres fodboldtekniske evner (Gouvea et al., 2016; Rommers et al., 2019; Vandendriessche et al., 2012). Lovell et al. (2019) undersøger australske U15-fodboldspilleres løbepræstationer i kampe. De finder, at sent udviklede spillere løber større distancer med høj hastighed end tidligt udviklede. Forfatterne forventer, at det skyldes, at sent udviklede spillere er nødsaget til at arbejde relativt hårdere grundet deres fysiologiske underlegenhed og hele tiden må søge områder på banen, hvor de undgår fysisk kontakt med større jævnaldrende (Lovell et al., 2019). Det medfører en konsekvens for sent udviklede spillere, da de vil være udfordret konditionelt og have sværere ved at udføre gode aktioner, når de kommer i boldbesiddelse. Generelt argumenterer forskning for, at identifikation og vurdering af talent er en kompleks udfordring, som ikke må forsimples. Der er en tendens til, at fysiske og fysiologiske karaktertræk tillægges for stor værdi ved vurdering af talent (Vandendriessche et al., 2012). Derfor konkluderer studierne, at tilgangen til talentidentifikation og talentudvikling skal nytænkes, hvor tests af fodboldtekniske evner og lignende metoder, som ikke influeres af midlertidige forskelle i spillernes relative vækst, skal spille en nøglerolle (Gouvea et al., 2016; Rommers et al., 2019; Vandendriessche et al., 2012; Lovell et al., 2019).

 

Trænernes indflydelse på relativ væksteffekt
I fodbold er det trænerne, der står for det daglige arbejde med spillerne, hvorfor trænernes evne til at identificere forskelle i spillernes relative vækst er afgørende. Fodboldtrænere er generelt dygtige til at vurdere spillernes relative vækst. Romann et al. (2017) finder, at schweiziske toptrænere i 78 % af tilfældene estimerer den relative vækst blandt talentfulde U15-spillere korrekt. Til gengæld viser studier fra australsk fodbold, at trænerne har lavere forventninger til sent udviklede spilleres tekniske færdigheder, og de vurderer, at sent udviklede spillere besidder et mindre potentiale end tidligt udviklede spillere (Cripps et al., 2016a). Det er forventninger, som ikke er sandfærdige, eftersom tests viser, at der ikke er forskel på tidligt og sent udviklede spilleres tekniske færdigheder (Cripps et al., 2016b). Cripps et al. (2019) finder i deres 4-årige follow-up studie, at trænere ofte rammer rigtigt, når de forudsiger, hvor stort potentiale ungdomsspillere har for at blive professionelle. Denne tendens er ifølge Romann et al. (2017) et udtryk for trænernes indflydelse på, hvilke spillere som bliver professionelle. Selvom trænere i et rimeligt omfang kan identificere spilleres relative vækst, favoriserer de alligevel tidligt udviklede spillere, hvilket giver sent udviklede spillere sværere vilkår for at blive identificeret som talentfulde. Det er ikke nok for sent udviklede spillere, at trænere identificerer, at de er bagud i deres vækst. Det kræver en ændring af den generelle forståelse af talentudvikling, før trænere undlader at favorisere tidligt udviklede spillere (Romann et al., 2017; Sieghartleitner et al., 2019).

 

Praktiske muligheder og begrænsninger ved bio-banding
Bio-banding er et koncept, som de senere år har fået øget opmærksomhed i international forskning og beskrives som den manglende brik i talentudvikling (Stănilă et al., 2020). Formålet med bio-banding er at inddele spillere efter biologisk frem for kronologisk alder, hvilket eliminerer forskelle i spillernes vækst. Studier fremhæver, hvordan bio-banding er et supplerende værktøj i talentudvikling, som effektiviserer talentidentifikation og spillernes konkurrencesituationer (Cumming et al., 2017; Malina et al., 2019; Stănilă et al., 2020). Forskerne argumenterer for, at det giver nye muligheder for at udfordre spillerne og imødekomme forskelle i deres vækst, men det bør ikke erstatte inddelingen efter kronologisk alder fuldstændigt. Reeves et al. (2018) undersøger fremtidige implementeringsmuligheder gennem den praktiske anvendelse af bio-banding på et engelsk talentakademi. Studiet viser, hvordan trænere, forældre og fodboldspillere oplever, at spillerne i en periode på syv uger til træninger inddeles efter deres vækst. Både sent og tidligt udviklede spillere oplever nye muligheder for at dygtiggøre sig mentalt, socialt og teknisk-taktisk, fordi de matches anderledes (Reeves et al., 2018, s. 1174). Bio-banding er et vellidt koncept, men det medfører også forståelsesmæssige udfordringer hos trænerne. Da bio-banding er relativt nyt i fodboldverdenen, er det afgørende at uddanne trænere i at forstå formålet. Alle interessenter må forstå, at når spillerne i perioder rykkes op eller ned, er det ikke en degradering, men det bedste for deres udvikling (Reeves et al., 2018).

Læs også denne artikel på GameChanger om bio-banding: “Bio-banding – alternativ eller supplement?”

 

Effekter af bio-banding
Bio-banding ændrer kravene til fodboldspillet, så de tekniske og taktiske færdigheder bliver mere afgørende end de fysiske. Det medfører et større potentiale for forbedringer hos tidligt udviklede spillere, der får større tekniske og taktiske udfordringer. Sent udviklede spillere får til gengæld mere passende fysiske udfordringer (Romann et al., 2020; Abbott et al., 2019). I et pilotstudie konkluderer Romann et al. (2020), at kampe med bio-banding foregår med et højere tempo, hvor spillerne får flere situationer at forholde sig til og mindre tid til at løse dem. Det fører potentielt til kampe, som udvikler spillernes tekniske og taktiske færdigheder i højere grad end kampe inden for kronologiske årgange (Romann et al., 2020). Abbott et al. (2019) understreger denne pointe, da de konkluderer, at bio-banding giver en unik mulighed for at fremme et mere teknisk præget fodboldspil.

Forskere har også undersøgt, hvordan spillerne oplever kampe med bio-banding. Studierne af Bradley et al. (2019) og Cumming et al. (2018a) finder, at fodboldspillere oplever anderledes krav. Sent udviklede spillere oplever mindre krav til deres fysiske færdigheder og bedre muligheder for at vise deres tekniske og taktiske færdigheder frem, mens tidligt udviklede spillere oplever, at de ikke kan stole på deres fysiske og fysiologiske evner til at løse situationer, hvorfor de udfordres på nye områder (Bradley et al., 2019; Cumming et al., 2018a). Hill et al. (2020b) undersøger bio-banding ud fra kognitive udviklingsmuligheder og finder, at både tidligt og sent udviklede spillere får anderledes mentale udfordringer. Sent udviklede spillere forbedrer sig mentalt, når de ikke er fysisk overmatchede. De oplever, at de kan indtage positioner med lederskab, mens tidligt udviklede spillere undgår kedsomhed, når de får større udfordringer, som de skal lære at overkomme (Hill et al., 2020b).

 

Fodboldspilleres fremtidige succesmuligheder på baggrund af relativ vækst
Mængden af longitudinal forskning inden for relativ væksteffekt er begrænset, da det fortsat er et relativt nyt forskningsfelt. Derfor er det særligt, at Ostojic et al. (2014) allerede i 2006 inddelte 14-årige fodboldspillere fra den bedste ungdomsrække i Serbien efter deres vækst og fulgte dem i en periode på 8 år. Studiet finder fra start af, at sent udviklede fodboldspillere er underrepræsenterede blandt talentfulde 14-årige (tidligt = 43,8 %, gennemsnitligt = 35,4 %, sent = 20,8 %). Da forfatterne 8 år efter undersøger spillernes succes som 22-årige, har 33 % af spillerne nået højeste internationale niveau (top-5-liga og/eller A-landshold). Det er iøjnefaldende, at 60,1 % af de sent udviklede spillere blev professionelle, mens det var 38,1 % af de gennemsnitligt udviklede og blot 11,8 % af de tidligt udviklede (Ostojic et al., 2014). Zuber et al. (2016) undersøger i et 3-årigt studie af talentfulde 12-årige fodboldspillere deres muligheder for sportslig succes på baggrund af deres motivation, fysiologiske færdigheder, fodboldtekniske færdigheder og relative vækst. Som 15-årige vurderes spillerne af det schweiziske fodboldforbund, hvor de kan få tildelt et talentkort. Studiet finder, at tidligt udviklede spillere har gode muligheder for at få et talentkort. Derimod får sent udviklede spillere nærmest aldrig et talentkort, uagtet at de præsterer godt på alle øvrige parametre end de fysiske (Zuber et al., 2016). Sent udviklede spillere i alderen 12 til 15 år har altså dårligere forudsætninger for at blive udvalgt som talentfulde, men hvis de formår at forblive en del af talentudviklingsmiljøerne i denne aldersgruppe, har de dog langt større chance for at blive professionelle fodboldspillere på højeste internationale niveau.

Cumming et al. (2018b) præsenterer en mulig forklaring på sent udviklede spilleres fremtidige succesmuligheder. De finder, at sent udviklede spillere på talentakademier har stærkere mentale egenskaber end de øvrige spillere. Dette begrundes med, at sent udviklede spillere enten kun vurderes som talentfulde, hvis de er mentalt stærke, eller at de udvikler mentale egenskaber i talentudviklingsmiljøerne (Cumming et al., 2018b). Goldman et al. (2021) finder, at spillere oplever øgede fysiske og mentale udfordringer, hvis de matches med ældre årgange. At være sent udviklet spiller svarer til at blive matchet op inden for sin kronologiske årgang. Det kan være en årsag til, at Cumming et al. (2018b) finder, at kun sent modnede spillere med stærke mentale evner vælges til i talentudviklingsmiljøer, samt at Ostojic et al. (2014) finder, at de har størst succes med at blive professionelle.

 

Opsummering
På tværs af forskning er det tydeligt, at relativ væksteffekt i dag er en stor problemstilling i talentudvikling. Talentudviklere med forskellige roller i både klub- og landsholdsregi tager del i skævvridningen af talentmassen til fordel for tidligt udviklede spillere. Spillernes aktuelle præstationer på baggrund af deres relative vækst medfører en bias i vurdering af et talent, som farver og slører vurderingen af deres reelle potentiale. Gennemgangen af forskningen viser dog, at der findes løsningsmuligheder, som potentielt kan optimere identifikation og udviklingen af talentfulde fodboldspillere.

 

Litteraturliste

Abbott, W., Williams, S., Brickley, G., & Smeeton, N. J. (2019). Effects of Bio-Banding upon Physical and Technical Performance during Soccer Competition: A Preliminary Analysis. Sports (Basel), s. 1-12.

Baxter-Jones, A. D. (2019). Physical Growth and Development in Young Athletes: Factors of Influence and Consequence. Kinesiology Review, s. 211-219.

Baxter-Jones, A. D., Barbour-Tuck, E. N., Dale, D., Sherar, L. B., Knight, C. J., Cumming, S. P., . . . Humbert, M. (2020). The role of growth and maturation during adolescence on team-selection and short-term sports participation. Annals of Human Biology, s. 316-323.

Bidaurrazaga-Letona, I., Lekue, J. A., Amado, M., & Gil, S. M. (2019). Progression in Youth Soccer: Selection and Identification in Youth Soccer Players Aged 13–15 Years. Journal of Strength and Conditioning Research, s. 2548-2558.

Bradley, B., Johnson, D., Hill, M., McGee, D., Kana-ah, A., Sharpin, C., . . . Malina, R. M. (2019). Bio-banding in academy football: player’s perceptions of a maturity matched tournament. Annals of Human Biology, s. 400-408.

Carvalho, H. M., Gonçalves, C. E., Collins, D., & Paes, R. R. (2018). Growth, functional capacities and motivation for achievement and competitiveness in youth basketball: an interdisciplinary approach. Journal of Sports Sciences, s. 742-748.

Cripps, A. J., Hopper, L. S., & Joyce, C. (2016a). Coaches’ perceptions of long-term potential are biased by maturational variation. International Journal of Sports Science & Coaching, s. 478-481.

Cripps, A. J., Hopper, L. S., & Joyce, C. (2016b). Maturity, Physical Ability, Technical Skill and Coaches’ Perception of Semi-Elite Adolescent Australian Footballers. Pediatric Exercise Science, s. 535-541.

Cripps, A. J., Hopper, L. S., & Joyce, C. (2019). Can coaches predict long-term career attainment outcomes in adolescent athletes? International Journal of Sports Science & Coaching, s. 324-328.

Cumming, S. P., Lloyd, R. S., Oliver, J. L., Eisenmann, J. C., & Malina, R. M. (2017). Bio-banding in Sport: Applications to Competition, Talent Identification, and Strength and Conditioning of Youth Athletes. Strength and Conditioning Journal, s. 34-47.

Cumming, S. P., Brown, D. J., Mitchell, S., Bunce, J., Hunt, D., Hedges, C., . . . Malina, R. M. (2018a). Premier League academy soccer players’ experiences of competing in a tournament bio-banded for biological maturation. Journal of Sports Sciences, s. 757-765.

Cumming, S. P., Searle, C., Hemsley, J. K., Haswell, F., Edwards, H., Scott, S., . . . Malina, R. M. (2018b). Biological maturation, relative age and self-regulation in male professional academy soccer players: A test of the underdog hypothesis. Psychology of Sport & Exercise, s. 147-153.

Goldman, D. E., Turnnidge, J., Kelly, A. L., de Vos, J., & Côté, J. (2021). Athlete perceptions of playing-up in youth soccer. Journal of Applied Sport Psychology, s. 1-24.

Gouvea, M., Cyrino, E., Ribeiro, A., da Silva, D., Ohara, D., Valente-dos-Santos, J., . . . Ronque, E. (2016). Influence of Skeletal Maturity on Size, Function and Sport-specific Technical Skills in Youth Soccer Players. International Journal of Sports Medicine, s. 464-469.

Hill, M., Scott, S., Malina, R. M., McGee, D., & Cumming, S. P. (2020a). Relative age and maturation selection biases in academy football. Journal of Sports Sciences, s. 1359-1367.

Hill, M., Spencer, A., McGee, D., Scott, S., Frame, M., & Cumming, S. P. (2020b). The psychology of bio-banding: a Vygotskian perspective. Annals of human biology, s. 328-335.

Lovell, R., Fransen, J., Ryan, R., Massard, T., Cross, R., Eggers, T., & Duffield, R. (2019). Biological maturation and match running performance: A national football (soccer) federation perspective. Journal of Science and Medicine in Sport, s. 1139-1145.

Malina, R. M., Cumming, S. P., Rogol, A. D., Coelho-e-Silva, M. J., Figueiredo, A. J., Konarski, J. M., & Kozieł, S. M. (2019). Bio-Banding in Youth Sports: Background, Concept, and Application. Sports Medicine, s. 1671-1685.

Matthys, S. P., Vaeyens, R., Coelho-e-Silva, M. J., Lenoir, M., & Philippaerts, R. (2012). The Contribution of Growth and Maturation in the Functional Capacity and Skill Performance of Male Adolescent Handball Players. International Journal of Sports Medicine, s. 543-549.

McCunn, R., Weston, M., Hill, J. K., Gibson, N. V., & Johnston, R. D. (2017). Influence of Physical Maturity Status on Sprinting Speed Among Youth Soccer Players. Journal of Strength & Conditioning Research, s. 1795-1801.

Ostojic, S. M., Castagna, C., Calleja-González, J., Jukic, I., Idrizovic, K., & Stojanovic, M. (2014). The Biological Age of 14-year-old Boys and Success in Adult Soccer: Do Early Maturers Predominate in the Top-level Game? Research in Sports Medicine, s. 398-407.

Reeves, M. J., Enright, K. J., Dowling, J., & Roberts, S. J. (2018). Stakeholders’ understanding and perceptions of bio-banding in junior-elite football training. Soccer & Society, s. 1160-1182.

Romann, M., Javet, M., & Jörg, F. (2017). Coaches’ eye as a valid method to assess biological maturation in youth elite soccer. Talent Development & Excellence, s. 3-13.

Romann, M., Lüdin, D., & Born, D.-P. (2020). Bio-banding in junior soccer players: a pilot study. BMC research notes, s. 1-5.

Rommers, N., Mostaert, M., Goossens, L., Vaeyens, R., Witvrouw, E., Lenoir, M., & D’Hondt, E. (2019). Age and maturity related differences in motor coordination among male elite youth soccer players. Journal of Sports Sciences, s. 196-203.

Sherar, L. B., Mirwald, R. L., Baxter-Jones, A. D., & Martine, T. (2005). Prediction of adult height using maturity-based cumulative height velocity curves. Journal of Pediatrics, s. 508-514.

Sieghartsleitner, R., Zuber, C., Zibung, M., & Conzelmann, A. (2019). Science or Coaches’ Eye? – Both! Beneficial Collaboration of Multidimensional Measurements and Coach Assessments for Efficient Talent Selection in Elite Youth Football. Journal of Sports Science & Medicine, s. 32-43.

Stănilă, A. M., Lupşa, M. M., & Stănilă, C. (2020). BIO-BANDING from concept to practice in sports. Timisoara physical education and rehabilitation journal, s. 19-24.

Till, K., & Jones, B. (2015). Monitoring Anthropometry and Fitness Using Maturity Groups Within Youth Rugby League. Journal of Strength and Conditioning Research, s. 730-736.

Toum, M., Tribolet, R., Watsford, M. L., & Fransen, J. (2020). The confounding effect of biological maturity on talent identification and selection within youth Australian football. Science and Medicine in Football, s. 1-9.

Vandendriessche, J. B., Vaeyens, R., Vandorpe, B., Lenoir, M., Lefevre, J., & Philippaerts, R. M. (2012). Biological maturation, morphology, fitness, and motor coordination as part of a selection strategy in the search for international youth soccer players (age 15–16 years). Journal of sports sciences, s. 1695-1703.

Zuber, C., Zibung, M., & Conzelmann, A. (2016). Holistic Patterns as an Instrument for Predicting the Performance of Promising Young Soccer Players – A 3-Years Longitudinal Study. Frontiers in Psychology, s. 1-10.