GameChanger

Seks sæsoner med VAR: Hvad er prisen på øget korrekthed og fairness?

Key-takeaways

  • Hvilken funktion VAR har (og skal have)
  • Hvad VAR gør ved fodboldspillet og kampens forløb
  • Hvordan korrekthed, fairness og spilleradfærd har udviklet sig
  • Hvordan VAR påvirker regler – og måden at lave regler på
  • Hvilken betydning teknologien har på uddannelsen af dommerne
  • Hvordan en trænerstab træner sine spillere i at håndtere VAR-situationer
  • Hvilke næste skridt der er i udviklingen og implementeringen af VAR.

I 2017 blev Video Assistant Referee – i daglig tale VAR – introduceret. I løbet af 2017 og 2018 blev teknologien testet og tilpasset i den italienske Serie A og den tyske Bundesliga.

Efter de lovende erfaringer fra testperioden blev VAR således implementeret i 2018/2019-sæsonen i både nationale og internationale fodboldturneringer. Dommerteknologien blev samtidigt indskrevet i det officielle regelsæt.

Siden marts 2023 har VAR været en fast del af spillet i 61 lande og herunder i mere end 100 fodboldturneringer. Inklusive 3F Superliga.

Formålet med implementeringen har været (og er) at øge præcisionen i dommernes aktioner ved at give dem mulighed for at gense forseelser – eksempelvis offside ved scoringer og hånd på bolden.

VAR-reglerne er et nybrud inden for fodboldspillet, hvilket også har ført til en forandringsproces, når det gælder spillet, fodboldens aktører og fodboldens kultur.

Nu er det seks sæsoner siden, at VAR blev implementeret. For at kortlægge og belyse ovennævnte forandringsproces har DBU Projekt & Analyse set nærmere på forskningen i VAR og samlet data og konklusioner i et litteratur-review.

Til at diskutere og sætte flere nuancer på litteratur-reviewet er Michael Johansen, formand for DBU Dommerudvalg, og Jonathan Hartmann, assistenttræner i KV Kortrijk, med i denne podcast.

 

Dommeren tager beslutningen. Ikke VAR

Videoteknologi har i dag høj kvalitet og formålet med at indføre VAR er at give dommerne muligheden for at genbesøge spilsituationer med henblik på at undgå dommerfejl, som kan være kampafgørende.

Litteratur-reviewet fremhæver, at VAR har medført øget korrekthed og fairness, og i den forbindelse fortæller Michael Johansen, hvordan VAR skal forstås som et præcisionsredskab i dommergerningen:

»Faktuelt er korrektheden i kendelser steget signifikant. Rigtig mange afgørelser er styret af offsides, som fører til scoringer. De bliver i dag annulleret. Så er der alle de skønsmæssige situationer, som kan være gået galt. Det kan være skjult hånd på bolden, der var tydelige på TV, men ikke blev set i kampen.«

Til trods for øget korrekthed påpeger Michael Johansen, at der også er bivirkninger. For hvad er prisen for, at korrektheden stiger?

Prisen er blandt andet længere kampe, uden at den effektive spilletid er øget.

Michael Johansen fortæller, at der i gennemsnit bliver ventet på VAR i 40 sekunder pr. kamp i 3F Superliga. Det er en relativt lav andel af mistet effektivitet, men alligevel er et indsatsområde at nedbringe tidsforbruget.

En central del af indsatserne på VAR-området er etableringen af et VAR-center i Danmark, som muliggør at uddanne dommerne på en ny måde.

I forhold til uddannelse er det mentale aspekt hos dommerne også et fokusområde. I starten af 3F Superliga 2023/2024 så du eksempler på, at dommeren blev kaldt til VAR-skærmen. Det kunne dommerne se som et »nederlag«, da det udtrykker, at en hændelse kan være overset.

Men vigtigt for VAR’s funktion i dommergerningen er, at VAR ikke træffer beslutningen:

»Det skal ikke være et nederlag at gå til skærmen. Der kan være mange omstændigheder, der gør, at dommeren ikke kan se det, og andre forhold, der gør, at skønnet er forkert. ”Kom ud med friskt sind og lav en ny vurdering.” Det er det, VAR-konceptet handler om; muligheden for at genbesøge.«

Det betyder også, at dommeruddannelsen hurtigt tog fat på dommernes opfattelse af, hvad VAR kan benyttes til. For nogle havde en indirekte forventning om, at blev de kaldt til skærmen, skulle de også ændre deres kendelse:

»Det er no go. Hvis ikke de er overbeviste om, at der er straffespark, er de nødt til at holde fast i deres originale kendelse.«

 

Træning af spillernes koncentration

I litteratur-reviewet kan du læse, at VAR på tværs af internationale ligaer har en indvirkning på antallet af scorede mål, et færre antal dømte offsides og spillernes adfærd.

Eksempelvis tager kampene i LaLiga længere tid at afvikle. Til gengæld er der mindre skubberi i feltet ved standardsituationer.

Men hvad betyder konsekvenserne for kampens forløb for trænernes arbejde med spillerne?

Det giver Jonathan Hartmann nogle eksempler på, for i sin belgiske klub, KV Kortrijk. Her bruger de flere kræfter på at træne spillernes koncentration, så de forbliver mentalt til stede i kampen:

»Vi træner det på den måde, at vi kan lægge fem minutter ekstra ind, selvom spillerne troede vi var færdige. Det kan være, at de skal jagte et mål eller forsvare et mål. Vi forsøger at lægge nogle elementer ind for at forberede spillerne på, at kampene kan blive lange. De fleste mål og dommerfejl sker i slutningen af kampen, og at være koncentreret i minut 95 eller 99 giver dig nogle fordele i forhold til konkurrenterne.«

Afslutningsvist fortæller Michael Johansen om de næste skridt i implementeringen og kvalificeringen af VAR herhjemme, mens Jonathan Hartmann giver bud på, hvordan han ville udvikle »et moderne fodboldspil i kombination med VAR«, og hvor vi får det bedste ud af VAR.

Kategori:

Udgivet:

11/07/2024

Forfatter:

Relateret indhold