Gamechanger

Hvilke kriterier benytter fodboldtrænere, når de skal identificere fodboldtalenter? Det har tre norske forskere sat sig for at klarlægge i et kvalitativt studie med seks norske fodboldtrænere.

Typiske kriterier er individuelle færdigheder, primært tekniske og taktiske aspekter. Men hvorfor er det så svært at identificere talenter, og hvordan kan identifikationsprocessen optimeres?

 

En norsk undersøgelse har undersøgt fodboldtræneres kriterier for talentidentifikation. Resultaterne af undersøgelsen viste, at fodboldens kompleksitet gør det til en meget udfordrende opgave at identificere de mest talentfulde spillere, der vil fortsætte med at lykkes på seniorniveau fra en tidlig alder.

Trænernes overordnede perspektiv er i tråd med tidligere forsknings definition af et talent som en person, der besidder evner over gennemsnittet. Især tekniske og taktiske færdigheder, såsom boldkontrol, driblinger, afleveringer, kreativitet, positionering og beslutningstagning, har vist sig at være gyldige prediktorer for fremtidig succes. Flere af trænerne i denne undersøgelse fremhævede også spilforståelse og positionering som vigtige taktiske kvaliteter.

Psykologien bør være helt centralt i moderne fodboldmiljøer. Ikke at det skal hæves til et piedestal og diktere hvordan og hvorledes præstationsudvikling skal foregå. I stedet for kan psykologien agere support til stort set alle andre aktører i miljøet.

Mental sundhed er alles opgave. Alle i klubben “ejer” denne opgave og det ansvar, der er forbundet med opgaven. Det er oftest trænerne eller fysioterapeuten, der spotter mentale forandringer i spillerne, fordi de ser spillerne langt oftere. En af de bedste tilgange er, at sportspsykologen arbejder på systemisk niveau, og støtter de forskellige processer i klubben. Det skriver Niels Feddersen i denne artikel, der er et udsnit af den igangværende forskning i hvordan psykologien benyttes i fodbold. I det seneste år har vi, Stig Arve Sæther (NTNU), Martin Littlewood (LJMU), Francesca Champ (LJMU) og Niels Feddersen, forsket i sportspsykologi i engelske fodboldklubber.

I norsk fodbold ser man i disse år flere spillere nå landsholdsniveau nogle årtier efter, at deres fædre gjorde det samme. Erling Braut Håland, Martin Ødegaard og Alexander Sørloth havde alle fædre, som også var dygtige til at spille fodbold, men deres udvikling og vej til landsholdet har ikke nødvendigvis noget med deres gener at gøre. En norsk artikel sætter fokus på diskussionen mellem arv og miljø i fodboldens verden.

“Det er ikkje genane som gjer at gode fotballspelarar følgjer etter kvarandre, men læringsmiljøet.”

Christian Thue Bjørndal, førsteamanuensis ved Norges idrettshøgskole.

Forskning.no har taget et interessant emne op. Nemlig den relativt udbredte ’10.000 timers-regel’. Denne regel, eller hypotese om man vil, bygger på, at man som minimum skal træne 10.000 timer inden man fylder 20 år for at nå verdenstoppen. Hvis en dreng begynder til fodbold som 5-årig, svarer det til et gennemsnit på næsten 13 timer om ugen i 15 år. Med træning i alle årets 52 uger vel at mærke.