Hvordan bruger du din egen erfaring som professionel spiller i dit arbejde som assistenttræner på Kvindelandsholdet? Hvad har du særligt fokus på?

Jeg bruger min erfaring som tidligere spiller til at forstå, hvad spillerne står i – både på og uden for banen. Jeg er nysgerrig på både mennesket og de små detaljer, der kan gøre en forskel i den enkeltes udvikling. Jeg ved, hvordan det er at være i konkurrence, at skulle præstere og samtidig indgå i et holdfællesskab. Og de erfaringer hjælper mig i dialogen med spillerne.

Noget af det, vi som hold har størst fokus på, er at skabe et miljø, hvor spillerne tør være nysgerrige, tage ansvar og ikke er bange for at begå fejl. For at styrke denne nysgerrighed arbejder vi blandt andet med små refleksionsøvelser i forbindelse med video og taktik. Her sætter vi spillerne sammen i par og lader dem selv sætte ord på, hvad de ser, og hvordan de vil løse situationen. Vi giver dem ikke svaret, men lægger op til, at de selv aflæser spillet og opdager de muligheder, det rummer, for derigennem at lære at læse spillet og træffe bedre beslutninger på banen.

I har netop spillet Nations League-kampe og er i gang med forberedelserne til EM: Hvilke tendenser mener du er karakteriserende for international kvindefodbold lige nu? Hvordan kommer de til udtryk i kamp?

Vi ser en tendens i international kvindefodbold, hvor flere hold – i større eller mindre grad – arbejder med markeringsspil. Det stiller højere krav til spillernes evne til at klare sig i 1v1-dueller både offensivt og defensivt. Markeringsspillet er også noget, vi selv arbejder med og ønsker at blive rigtig dygtige til, fordi vi tror på, at det kan give os en fordel i forhold til mange af de hold, vi gerne vil måle os med. Selvom de modstandere, vi har mødt på det seneste, kun har brugt markeringsspillet i begrænset omfang (for eksempel på målspark) forventer vi, at det bliver mere udbredt fremover.

Samtidig ser vi næsten ingen hold længere, hvor ikke alle spillere bidrager aktivt til forsvarsspillet – også de mere offensive profiler.

En yderligere tendens er, at der større krav til, at spillerne er dynamiske og fleksible i deres roller. Det er ikke længere nok at mestre én position; du skal kunne løse flere opgaver og være dygtig både med og uden bolden. På landsholdet ønsker vi for eksempel stoppere, som ikke blot er stærke i deres defensive aktioner, men som også tør tage ansvar og sætte spillet med bolden.

I det hele taget er det de hold, der mestrer de relationelle og taktiske skift – og kan opretholde høj intensitet gennem kampen – der står stærkest på den internationale scene.

Hvordan kan de tendenser eller detaljer, du har observeret, omsættes til træning eller strategisk forberedelse på landsholdet?

De tendenser, vi ser – såsom øget brug af markeringsspil, flere 1v1-dueller og højere krav til fleksibilitet – forsøger vi at omsætte til en tydelig retning i både vores måde at tænke spillet på og i vores strategiske forberedelse.

Når vi arbejder med markeringsspil, handler det ikke kun om at følge en modstander, men om at udvikle en fælles forståelse og et kollektivt mindset, hvor vi tør være mere aggressive og afklarede i vores pres. Samtidig arbejder vi målrettet med overgangen mellem organiseret forsvar og markeringsorienteret pres og omvendt, så vi konstant kan tilpasse os kampens rytme og modstanderens udtryk.

Vi træner det både i mindre spilformer og især i helbanespil, hvor det kræver, at alle spillere tænker og handler i samme retning. Efterfølgende arbejder vi med videomøder i mindre grupper, hvor spillerne ser klip sammen, får indsigt i hinandens beslutninger og finder løsninger i fællesskab.

Vores mål er at skabe en spillestil og en kultur, hvor spillerne bliver dygtige til at læse spillet og tage ansvar i kampens situationer. Også når strukturen bryder. Det betyder, at vi løbende skærper spillernes bevidsthed om egne roller, relationer og handlemuligheder – både med og uden bold – så de kan træffe gode beslutninger under pres.

Lasse Stensgaard, som skrev det seneste indlæg, har stillet følgende spørgsmål videre til dig: På hvilke områder oplever du, at Danmark har en konkurrencefordel sammenlignet med de nationer, som I gerne vil måle jer med?

Vi arbejder målrettet med at udvikle vores markeringsspil, fordi vi tror på, at det kan blive en konkurrencefordel for os i forhold til mange af de hold, vi gerne vil måle os med. Det er et område, hvor vi ser potentiale for, at vi kan skille os ud og være unikke og måske vinde nogle af de små marginaler i de tætte kampe.

Et andet område, jeg ser som en styrke, er, at Danmark er et lille land. Der er kort vej mellem mennesker, og det gør, at fællesskab og sammenhold fylder meget i vores måde at arbejde på. Vi kender hinanden godt og har en kultur, hvor relationer og samarbejde betyder noget. Og netop i en international sammenhæng, hvor mange hold er dygtige teknisk og fysisk, giver vores stærke kultur og måde at være sammen på en ekstra fordel i spillet og som hold.

Dette leder videre til, at vi oplever at have en konkurrencefordel i den måde, vi arbejder med spillerne på. Især når det gælder delagtiggørelse og medinddragelse.

Som beskrevet tidligere, ønsker vi at skabe et miljø, hvor spillerne får ejerskab over spillet, træningen og beslutningsprocesserne, fordi vi mener, at det udvikler deres spilintelligens og gør dem bedre i stand til at løse problemer selv – både under pres og i de store kampe. Vi lægger stor vægt på at skabe tryghed og tillid, så spillerne tør være nysgerrige, tage ansvar og lære af fejl, fordi det giver dem de bedste betingelser for at udvikle sig som enkeltpersoner og som en del af holdet.