GameChanger

Spanske storklubber viser vejen: Sådan integrerer dansk fodbold tilgangen til fysisk træning

Key-takeaways

  • Fysisk træning og testning er en integreret del af hverdagen i pige- og kvindeafdelingen i Real Madrid og Atlético Madrid for at sikre individualiserede forløb
  • Spillerne overvåges løbende gennem GPS-data, muskelstyrketests og mobilitetstests, hvilket muliggør skræddersyede træningsprogrammer og styrer planlægningen
  • Korte daglige styrkepas (mikrodosering) før baneaktiviteter sikrer, at fysisk træning er tilpasset den teknisk-taktiske udvikling
  • De to spanske klubber arbejder systematisk på tværs af aldersgrupper og hold, så spillestil og fysiske krav hænger sammen fra akademi til førstehold
  • Samarbejdet mellem fysiske trænere, analytikere og trænere prioriteres højt og er afgørende for en helhedsorienteret udvikling af spillerne
  • Skal dansk pige- og kvindefodbold kunne konkurrere internationalt, kræver det en stærkere fysisk træningsstrategi, hvor testning og fysisk udvikling prioriteres fra ungdomsårene.

I en tid, hvor den internationale kvinde- og pigefodbold udvikler sig med hastige skridt, står vi i Danmark over for store udfordringer, hvis vi skal følge med den stigende professionalisering.

Peter Kvorning Sand og Casper Skovgaard har været på studietur til Real Madrid og Atlético Madrid, hvor de har undersøgt tilgangen til fysisk træning i kvinde- og pigefodbolden. Til dagligt er Peter tilknyttet DBU som konsulent på Projekt 3, som handler om fysisk træning hos pigetalenter, mens Casper Skovgaard er faglig leder for fysisk træning hos DBU og fysisk træner på Kvindelandsholdet.

I denne Q&A-artikel deler de deres erfaringer og observationer fra studieturen til de to europæiske storklubber. Erfaringerne fra Spanien kan derfor ikke alene give inspiration til danske klubber og landshold, men også være med til at styrke arbejdet med at udvikle en stærkere fysisk træningsstrategi – en strategi, der i højere grad integrerer fysisk træning i den teknisk-taktiske udvikling. Dette er afgørende for at sikre, at danske spillere har de nødvendige forudsætninger for at konkurrere på højeste niveau.

Denne artikel er særligt relevant for sportschefer, head of coaching, cheftrænere, assistenttrænere og fysiske trænere, der arbejder med kvinde- og pigefodbold. Artiklen kan dog også give værdifuld indsigt til talentudviklingsmiljøer i drengefodbolden, da flere af de beskrevne metoder kan anvendes bredt i dansk fodbold. Med det forestående EM i kvindefodbold til sommer er det vigtigere end nogensinde at adressere disse emner for at understøtte den udvikling, som skal ske i dansk fodbold.

Til sidst i artiklen har Peter og Casper tilføjet tre skarpe råd til, hvordan du tager deres observationer med ud i din egen fodboldpraksis.
 
Hvilke er de største forskelle mellem den tilgang til fysisk træning, som I observerede i Real Madrid og Atlético Madrid, og den tilgang, der typisk anvendes i danske klubber?

Den mest markante forskel mellem tilgangen i Real Madrid og Atlético Madrid og den, der typisk anvendes i danske klubber, er, hvor central en rolle fysisk træning og testning spiller i de spanske klubber. I Real Madrid og Atlético Madrid er testning en integreret del af hverdagen. Spillernes fysiske status vurderes løbende gennem muskelstyrke- og mobilitetstests samt tracking-data (GPS/accelerometer), som bruges aktivt til at individualisere træningen. Det betyder, at hver spiller får et skræddersyet program baseret på deres aktuelle behov, position og kampbelastning.

I modsætning hertil er fysisk træning i danske klubber ofte mere generaliseret og mindre dynamisk tilpasset den enkelte spiller. Testning foretages typisk kun sporadisk og anvendes primært som en evaluering frem for at være en aktiv del af træningsplanlægningen. Denne forskel gør det langt sværere for danske klubber at optimere spillerudviklingen på samme niveau som i de spanske klubber, hvor testresultater og træningsplaner er tæt forbundne.

En anden væsentlig forskel er metodikken. I Spanien er der stort fokus på, hvordan fysisk træning fungerer som en integreret del af al træning. For eksempel praktiseres mikrodosering af pre-training/styrketræning, hvor spillerne hver dag inden baneaktiviteter gennemfører styrkeøvelser, der er specifikt tilpasset dagens træningsindhold. Denne tilgang sikrer, at den fysiske træning er nøje afstemt med den tekniske og taktiske træning. Dette tidsrum udnyttes også til at teste spillernes muskelstyrke og fungerer således både som test og træning.

Tilgangen er desuden konsistent på tværs af organisationerne. Det vil sige fra A- og B-holdene på seniorniveau til akademierne. Det skaber en rød tråd i arbejdet med spillerudvikling, hvor fysik, teknik og taktik går op i en højere enhed.


 
Hvilke metoder anvender Real Madrid og Atlético Madrid, og hvordan integreres metoderne i træningsprogrammer?

Real Madrids og Atlético Madrids metodikker er baseret på data og understøtter en helhedsorienteret udvikling af spillerne. Blandt metoderne er tracking i forhold til individuelle benchmarks så som belastning (player load), distance, sprintdistance, accelerationer og decelerationer. Derudover gennemføres muskelstyrketests for at identificere styrker, svagheder og ubalancer samt regelmæssige bevægelighedstests for at evaluere spillernes smidighed, funktionelle styrke og skadesrisiko.

Disse data bruges aktivt til at periodisere træningen og sikre, at hver spiller stimuleres optimalt i forhold til individuelt behov. For eksempel kan spillere, der viser tegn på overbelastning, få reduceret deres træningsvolumen, mens andre, der har potentiale for yderligere fysisk udvikling, kan få intensiveret deres programmer, enten på banen eller i styrkerummet.

Træningen opdeles ofte i mindre grupper baseret på spillernes specifikke behov, hvilket gør det muligt at arbejde mere målrettet med individuelle udviklingsplaner og målsætninger. Derudover arbejder klubberne metodisk med skræddersyet restitutionstræning efter kamp, som er designet til at optimere spillernes restitutionsevne, friskhed og nedsætte skadesrisikoen.

Overordnet set, gør denne tilgang det muligt at integrere fysisk træning i det teknisk-taktiske arbejde, så spillerne udvikler de nødvendige fysiske kompetencer i relation til de positionsspecifikke krav. På den måde undgås overtræning eller skadesrisici minimeres.
 
I Spanien er fysisk træning en tydelig prioritet. Også på ungdomshold. Hvordan kan danske klubber og landshold arbejde mere målrettet med at udvikle spillernes kropskontrol og fysiske tilstand fra en ung alder?

Danske klubber og landshold kan lære rigtig meget af den spanske tilgang, hvor fysisk testning og træning prioriteres fra en tidlig alder. Først og fremmest kan man i Danmark prioritere regelmæssig testning og træning af ungdomsspillere med fokus på grundlæggende elementer såsom motorisk kontrol, koordination og mobilitet, styrke og hurtighed. Disse tests kan hjælpe med at identificere udviklingsområder og danne grundlag for individualiserede træningsprogrammer, der sikrer en målrettet og progressiv udvikling.

Desuden bør trænere og fysiske specialister arbejde tættere sammen for at integrere fysisk træning i den teknisk-taktiske udvikling. Det kan indebære træningsmoduler, der fokuserer på funktionel styrketræning, balanceøvelser og bevægelighed, som let kan flettes ind i fodboldspecifikke øvelser med bold.

Mange danske klubber begynder først at prioritere fysisk træning på U16-, U19- eller seniorniveau. Det betyder, at det fysiske element ofte bliver overset gennem hele ungdomsudviklingen. For at udvikle komplette fodboldspillere bør taktik, teknik, mentalitet og fysik udfordres og udvikles holistisk fra en ung alder. På den måde sikres, at spillerne bliver teknisk dygtige og fysisk robuste, samtidig med at risikoen for skader reduceres.

Den vigtigste pointe er, at en integreret tilgang, hvor fysiske, tekniske, taktiske og mentale elementer udvikles sideløbende, er afgørende for at opnå optimal spillerudvikling.


 
Hvilke tiltag vil det kræve at integrere ’den spanske tilgang’ i danske klubmiljøer? Og er det realistisk, at vi i Danmark kan arbejde lige så systematisk?

En tæt samarbejdsstruktur sikrer, at spillernes udvikling er sammenhængende og konsekvent, hvilket er en nøglefaktor i klubber som Real Madrid og Atlético Madrid. Når faggrupper som fysiske trænere, fysioterapeuter, læger, analytikere og sportspsykologer arbejder tæt sammen, bliver det muligt at udveksle data og viden på tværs af afdelinger.

For eksempel kan testresultater fra akademiet bruges til at forberede spillere til overgangen til førsteholdet, hvor kravene ofte er højere og mere komplekse. Dernæst er det helt afgørende at have en stærk relation og kultur blandt specialister, trænerteam og ledelse og mellem førstehold og akademi, således spillernes udviklingspunkter forankres hos alle klubbens nøglepersoner/interessenter.

Det tætte, tværgående samarbejde er samtidigt nødvendigt for at udvikle og opnå en systematisk tilgang. Denne tilgang skaber også en fælles forståelse for spillestil og fysiske krav, så træning og udvikling på alle niveauer er i tråd med klubbens overordnede strategi. Det bidrager til at optimere præstationerne på banen og reducerer risikoen for fejlkommunikation mellem afdelinger, som i modsat fald kan øge risikoen for skader og/eller resultere i manglende udvikling hos spillerne.

For at sikre et tæt og effektivt samarbejde kræver det en tydelig struktur og en klar plan med målsætninger. Når strategien er på plads, bliver det lettere for ledere, trænere og specialister at arbejde i samme retning på tværs af fagområder og aldersgrupper. Det reducerer risikoen for uenighed om, hvad der skal gøres, eller hvordan det skal udføres, og fokus bliver i stedet på spillernes udvikling i relation til klubbens strategi og spillestil.

Hvis fodboldstrategien er på plads, og den fysiske strategi er inkorporeret i strategien, undgås unødvendige diskussioner om prioriteringer. Tingene skal gå hånd i hånd! På den måde kan både trænere og specialister fokusere på at optimere inden for de rammer, alle er blevet enige om.
 
Afslutning: Hvordan tager vi problemstillingerne videre?

Vi ønsker at understøtte den konkrete implementering af vores erfaringer i dansk fodbold og er derfor åbne for at supplere denne Q&A med yderligere materiale, hvis det kan være relevant for træningsmiljøerne i klubber og på landshold.

Vi mener, at det vigtigste lige nu er at dele de centrale pointer fra studieturen, og denne artikel kan fungere som et fælles referencepunkt, som vi senere kan følge op på med konkrete løsninger. Både i forhold til Projekt 3 i pige- og kvindetalentstrategien og kommende initiativer i dansk kvinde- og pigefodbold.

LYT TIL: DBU og AGF: Ny plan for talenter skal sikre kvindefodbold på topniveau og Skadesforebyggende træning: Her er din guide til investering i spillerne

 

Tre skarpe råd til klubber med kvinde- og pigefodbold

På baggrund af erfaringerne fra Spanien har Peter og Casper identificeret tre centrale tiltag, som kan styrke fysisk træning og udviklingen af kvindelige spillere i dansk fodbold:

1: Skab en tydelig sammenhæng mellem fysisk strategi og spillestil

Når den fysiske strategi er en naturlig del af klubbens spillestil, undgår du unødvendige diskussioner om prioriteringer. Det sikrer en rød tråd fra akademi til førstehold og gør det lettere at udvikle spillere, der er fysisk rustede til det spilsystem, de skal indgå i.

2: Integrér fysisk træning i den teknisk-taktiske udvikling

I stedet for at betragte fysisk træning som et separat element bør det flettes ind i det daglige træningsprogram. Øvelser med bold, der fokuserer på eksplosivitet, retningsskift og duelstyrke, kan være med til at gøre fysisk træning både mere effektiv og relevant for spillernes udvikling og klubbens spillestil.

3: Gør testning og mikrodosering af styrketræning til en fast del af træningskulturen

Systematisk testning af spillernes fysiske evner og kapacitet handler ikke kun om at måle toppræstationer. Testning handler også om at følge spillernes udvikling for at kunne tilpasse træningen efter spillernes individuelle behov. Mikrodosering (styrketræning som udføres i mindre daglige doser), er en god måde at klargøre spillerne til den daglige træning og samtidig bidrage til et afbalanceret fysisk fokus og udvikling.

Kategori:

Udgivet:

14/03/2025

Forfatter:

Peter Kvorning Sand, Casper Skovgaard og Anne la Cour Thysen

Relateret indhold