De 36 kampe i gruppespillet ved Europamesterskabet er ovre, og knockout-fasen er i fuld gang.

Det giver anledning til en status på slutrunden, og her får du en analyse af Marius Fischer. Analysen er oprindeligt udgivet hos DFB Akademie, og dette er en oversat og redigeret version

I gruppespillet blev der scoret 81 mål, hvilket i gennemsnit 2,25 pr. kamp. Som du kunne læse i denne artikel, blev der stillet spørgsmål ved, om du kan forvente en tangering af scoringsrekorden fra EM i 2021. Her blev der scoret 2,78 mål pr. kamp, da slutrunden nåede sin ende. Der er således stadig tid at løbe på, hvis EURO 2024 skal blive mest målrigt.

Dog er det erfaringen, at antallet af mål i knockout-runden falder. I 20 ud af 36 gruppekampe har begge hold ganske vist scoret, men de store målfester har manglet: I kun seks kampe blev der scoret mere end fire mål.
 

De sene mål og mål i “den forkerte ende”

10 mål er blevet scoret efter det halvfemsindstyvende minut – allerede nu en EM-rekord.

Det kan delvist forklares med de lidt længere tillægstider, men disse er ikke steget så markant som ved det seneste verdensmesterskab i 2022. Der kan derfor være mulige taktiske grunde til denne udvikling:

Mens hold tidligere ofte “gik i panik”, så snart de sidste spilleminutter nærmede sig og i stigende grad spillede med lange bolde, bliver angreb nu som regel kontrolleret spillet ud, selv dybt ind i tillægstiden. Mod trætte modstandere er dette ofte den bedre løsning.

Men ikke kun sent blev der ofte scoret – mange bolde gik også i det “forkerte” mål: Der har allerede været syv selvmål i turneringen. Dermed fortsætter en trend fra det seneste EM: Dengang var der til sidst elleve mål i eget net. Som for tre år siden er en årsag det høje antal skarpe indlæg fra assistzonen foran målet.

Her kan du se et eksempel fra Italiens kamp mod Kroatien, hvor Mattia Zaccagni scorer i 90 + 8 spilleminut:

Og her kan du se analysen af Italiens selvmål mod Spanien, som også førte til, at Spanien vandt 1-0.

Langskuddenes renæssance

Bemærkelsesværdigt er det forholdsvist høje antal mål uden for straffesparksfeltet.

15 langskud svarer til en andel på 18 procent. Aldrig har denne værdi været højere ved et europamesterskab siden begyndelsen af dataregistreringen i 1996.

Dette er overraskende, da fodbolden i de seneste år er blevet stadig mere “datadrevet”. På grund af værdier som Expected Goals (xG) er langskud blevet mindre populære, da sandsynligheden for at score falder drastisk, jo længere skudafstanden er fra målet. Det har ført til markant færre forsøg og dermed også færre mål på afstand.

At dette er anderledes ved det aktuelle EM, skyldes også de ofte dybtstående modstandere:

Den gennemsnitlige PPDA-værdi for alle hold ligger på 13,88 og dermed knap 20 procent højere end i Europas topligaer. Mange hold fylder straffesparksfeltet helt op, så langskud er blevet et effektivt middel.

PPDA er en forkortelse for Passes Per Defensive Action, og værdien betegner det antal pasninger, et hold tillader modstanderen, før en defensiv handling som tackling, interception eller blokering iværksættes.

Her kan du se analysen af Morten Hjulmands langskudsmål fra 28 meter mod England:

Kreative standardsituationer

En af EM-tendenserne, som du kan læse om i en tidligere artikel, omhandler standardsituationer. Statistisk set byder dette EM foreløbigt ikke på store afvigelser.

Der er allerede scoret 15 mål efter dødbolde, men mange dog først i anden fase efter en afvisning. Sjældent har der været et direkte hovedstød efter et hjørnespark eller frispark.

Alligevel viser der sig stor kreativitet i udførelsen:

Så godt som alle hold har nu en eller flere analytikere, der nøje studerer modstandernes standardsituationer og forbereder deres eget hold derefter. Derfor er mange af de hidtidige standardmål opstået efter kreative løsninger, der skabte et overraskelsesmoment.

Nogle hold som Tyskland eller Østrig har endda vist forskellige, kreative sekvenser ved kampens begyndelse, og her kan du se Slovakiet score mod Ukraine på langt indkast:

Den dybtliggende playmaker

Den dybtliggende playmaker har aldrig helt væk. Men som følge af den hurtige udvikling mod stadig mere dynamisk og hurtigere fodboldspil har de klassiske, dybtliggende playmakere i de seneste år mistet noget betydning.

På grund af den enorme spillemæssige udvikling hos midterforsvarerne var det i mange tilfælde heller ikke længere nødvendigt med en “sekser”, der falder tilbage i opbygningsspillet. Til denne slutrunde er der imidlertid nogle spillere, der igen udfylder denne rolle.

Især Tysklands Toni Kroos, Schweiz’ Granit Xhaka og Italiens Jorginho lader sig gerne falde ned i forsvarskæden for at hente bolden og bygge spillet op bagfra.

Derved kan forsvarerne stå bredere og højere, og der opstår nye gennembrudsmuligheder i halvrummene for at overspille den første pressende linje fra modstanderne.

Her ser du eksempler med henholdsvis Xhaka og Kroos:

Hvad nu?

Det bliver interessant at følge, hvordan de hidtil identificerede trends udvikler sig i knockout-kampene, når opgørene formentligt bliver endnu mere jævnbyrdige, og holdene er mere under pres.

Det kan være, at der falder færre meget tidlige og meget sene mål, da startfasen i knockout-runden statistisk set ofte er lidt mere afventende, og holdene ved kampens afslutning ved uafgjort ikke længere behøver at risikere alt.

Vil standardsituationer spille en endnu større rolle i de tætte kampe og afgøre turneringen? Og vil antallet af langskudsmål vende tilbage til gennemsnittet?