Gamechanger

Fysiske trænere var samlet til seminar – tre deltagere sætter ord på deres oplevelse

Den 10. oktober var der Fysisk Trænerdag på Syddansk Universitet i Odense, hvor fysiske trænere fra 3F Superligaen, divisionerne og diverse ungdomsakademier var samlet for at hente inspiration og dele viden inden for deres felt. Playmaker har talt med tre af deltagerne, der fortæller om deres oplevelse af dagen.

Der var fokus på alt fra monitorering af træningsbelastning og brug af data til træningsmængde og skadesforebyggelse, da fysiske trænere fra dansk fodbold var samlet på Institut for Idræt og Biomekanik på Syddansk Universitet torsdag den 10. oktober.

Gennem en hel dag med oplæg og gruppediskussion blev fysiske trænere fra hele landet inspireret, ligesom de delte viden og erfaringer fra deres hverdag.

Oplægsholdere på dagen var Dan Fransson (Head of Perfomance i IF Elfsborg), Adam Owen (tidl. Head of Perfomance i bl.a. Celtic, Rangers, Servette og Sheffield Wednesday), Magni Mohr (professor i tracking, træning og testning i elitefodbold ved Institut for Idræt og Biomekanik, Syddansk Universitet) og Farzad Yousefi (iScout).

Senere denne uge udgiver Playmaker en podcast med fokus på nogle af de væsentligste pointer fra dagen, og i denne artikel sætter tre fysiske trænere ord på deres oplevelse fra dagen.

Ashley Tootle, fysisk træner i AaB

Ashley Tootle. Foto: AaB

Hvad hæftede du dig ved i løbet af Fysisk Trænerdag?

”Jeg hæfter mig ved systematikken i planlægningsfasen og om man har nogle proportioner i forhold til det man laver – også i monitoreringen – så man ikke bare blindt accepterer, at man eksempelvis laver en periodisering. Man er nødt til at bruge data til at sørge for, at man er klar på både holdmæssigt og individuelt plan.”

Hvordan kan du bruge indtrykkene fra Fysisk Trænerdag i hverdagen i din klub?

”Det kræver ressourcer, hvis man skal lave forskellige former for screening. Vi har mulighed for at lave meget af det, så det har også været en bekræftelse af vores arbejde. Det er altid rart. Samtidig har jeg fået en fornemmelse af, at man kan justere tingene endnu mere præcist på det individuelle plan. Selvom jeg står alene med tingene i min klub, har jeg mulighed for at gøre det. Derfor har jeg en god fornemmelse af, at vi i AaB allerede er på rette spor.”

Hvordan forholder du dig til pointen om, at man ikke kan træne spillerne ens, fordi de har forskelligt udgangspunkt og at hver enkelt træning påvirker de øvrige træninger i ugen?

”Det var meget interessant, at der blev sagt, at hver træning har påvirkning på den næste træning i forhold til fatigue (træthed, red.). Det skal man tage hensyn til. Det er en vigtig del af det. Og så er det rigtigt, at nogen spillere bliver mere belastet end andre, og i den sammenhæng er det godt at kigge på data, så man eksempelvis kan se, hvor mange meter, de har løbet og sprunget – men også få en indikation af, hvor meget spillerne bliver presset på forskellige parametre.”

Der er stor forskel på, hvor meget man bruger data og tracking i de forskellige klubber. Hvad tænker du om det?

”Man kan godt have nogle forskellige øvelser og spil, hvor man har nogle tanker om, hvad der fungerer og ikke fungerer ud fra det, man ser med egne øjne. Men min erfaring er, at man ikke kan regne hundrede procent med det. Man er nødt til at gøre det på et individuelt plan og se på data, så man kan være sikker på, at man rammer det, man gerne vil ramme. På et eller andet tidspunkt vil man ramme ved siden af, hvis man bare vurderer det med sine øjne.”

I har i grupperne diskuteret, at der er stor forskel fra cheftræner til cheftræner i måden at arbejde involvere den fysiske træner på i det daglige arbejde. Hvordan oplever du det?

”Det er altid en balance, men jeg synes ikke, at jeg har haft nogen cheftrænere, der er faldet igennem på det parameter. I dag arbejder jeg sammen med en forholdsvis ung træner i Jacob Friis, og han har stor vilje til at arbejde med data – også i forhold til den tekniske og taktiske del. Det har en fin spinoff i forhold til mig, fordi jeg også får et arbejdsrum. Det betyder meget, for hvis man har en træner, der ikke tror på det, er man næsten nødt til at snige det ind. Det har jeg også været udsat for. Sådan er det – det er dejligt at arbejde sammen med nogen, der har en positiv indstilling overfor det.”

Hvad kan du generelt bruge Fysisk Trænerdag til?

”Det er helt fantastisk at dele erfaringer med sine kolleger. Jeg har været i gamet længe, men jeg kan stadig få noget inspiration fra andre. Det kan være en øjenåbner, og det er godt med en hel dag, hvor der er fokus på det fysiske uden at der er andre forstyrrende elementer.”

Anders Storskov, fysisk træner i FC København

Anders Storskov

Hvad har du hæftet dig ved i løbet af Fysisk Trænerdag?

”Jeg lever i den her verden, og jeg har lang erfaring fra denne verden. Når jeg hører omkring data, matrix og analyse, handler det for mig om, at hvis vi som fysiske trænere og eksperter gerne vil have ansvar, tillid og indflydelse, er vi nødt til at forstå, hvad vores nærmeste leder – cheftræneren – vil have. Hvad er det for en spillestil? Hvilken impact og load har hans øvelser? Først når vi har ordentligt kendskab til det, kan vi begynde at påvirke og skubbe belastningen i forhold til sprint, power, accelerationer og decelerationer og så videre. Hvis man går den anden vej rundt, får man ikke indflydelse.”

Der er stor forskel på indstillingen til fysisk træning, tracking og data fra klub til klub og fra cheftræner til cheftræner. Hvordan oplever du det?

”Der er eksempelvis stor forskel på, hvordan Mathias Zangenberg og jeg opererer. Han virker i FC Nordsjælland, og jeg virker i F.C. København. Det handler om, at man får tilpasset sig selv og sit virke og sin ekspertviden ind i klubben og ind til cheftræneren på det pågældende tidspunkt.”

Du har selv været i samme klub i mange år, hvor der også har været samme manager/cheftræner. Hvad betyder det for jeres indbyrdes forståelse?

”Jeg er blevet præget gennem 19 år med Roy Hodgson, Hans Backe og Ståle Solbakken. Jeg har brugt min tid på at teste Ståles træningsøvelser og teste mine egne træningsøvelser, så jeg altid ved, hvad en fingerprint-øvelser indeholder. Hvad betyder det eksempelvis, når vi spiller fire mod fire på en bestemt banestørrelse med et bestemt antal gentagelser i en bestemt periode? Hvilket impact giver det på vores spillere?”

Hvordan forholder du dig til pointen om, at man ikke kan træne spillerne ens, fordi de har forskelligt udgangspunkt

”Der er stor forskel. Hvis man eksempelvis ser på to midtbanespillere, der spiller samme position, er der kæmpe forskel på, hvilken impact (indvirkning, red.) de får i forhold til player load (belastning, red.). Hvis den ene spiller har fået sin player load i en enkelt spiller, er man nødt til at gøre noget andet med den anden spiller for at han skal få nok belastning – også selvom de arbejder fodboldmaksimalt i perioden.”

I hvilken sammenhæng er brugen af data og tracking relevant for dig?

”Det er svært at se med det blotte øje, hvad den enkelte øvelse betyder for den enkelte spiller, så derfor er det relevant at bruge data til load management. I den sammenhæng er det meget relevant med data.”

Du har stor erfaring som fysisk træner, så hvad kan du bruge en dag som Fysisk Trænerdag til?

”Jeg må indrømme, at jeg ikke har været særligt involveret i fora som disse tidligere, men jeg synes, at initiativet er rigtig godt. Derfor vil jeg også gerne være en del af det. Vi skal gøre det så kvalitetsfyldt så muligt, at vi mødes og får foredragsholdere ind, så vores diskussion kan blive ophøjet og med endnu mere kvalitet. Derfor støtter jeg hundrede procent op om det.”

Yannick Durand, fysisk træner i SønderjyskE

Yannick Durand (th). Foto: Svend Anker Iversen/SønderjyskE

Hvad har du hæftet dig særligt ved i løbet af Fysisk Trænerdag?

”Det mest spændende for mig var netværkssessionerne, hvor jeg kunne tale om de teoretiske emner i praktiske sammenhæng sammen med de andre trænere fra forskellige klubber. Det tager jeg meget med fra. Der var også nogle interessante pointer fra Adam Owen. Det var meget konkret, og han talte ud fra egen erfaring. Det gav god inspiration, og man kunne som tilhører tage nogle ting med, som gav mening i den klub og den hverdag, man selv er i. Jeg er den eneste på dette felt i min klub, så jeg har både styr på 3F Superliga-holdet og ungdomsafdelingen, og derfor er der jo forskellige ressourcer i de enkelte klubber.”

Hvilke pointer og tendenser i forhold til tracking, data og træningsbelastning kan du tage med til din hverdag som fysisk træner?

”Tracking og data er meget vigtigt i SønderjyskE, så jeg er blevet bekræftet i meget af det, vi arbejder med. I gruppediskussionerne har jeg måske også givet mere, end jeg har fået, men det har været interessant at lytte til erfaringerne. Magni Mohrs oplæg om træningsbelastning er en spændende erfaring, for han havde nogle gode pointer om at træne med høj intensitet. Vi er ikke så gode til at træne high tensity runs (over 20km/h) og sprints (over 25km/h), og i min diskussionsgruppe var der nogle fine input fra andre klubber, som jeg vil overveje at tage med til SønderjyskE fremover.”

Hvad har du overordnet fået ud af din deltagelse i Fysisk Trænerdag?

”Jeg har været med i planlægningsgruppen, så jeg føler ikke, at jeg har spildt min tid, og jeg synes især, at netværksdelen har været rigtig godt. Det har været interessant at tale om, hvordan man kan integrere teorien i vores hverdag. Det tager jeg med mig. Og så er det interessant at opleve forskellen i klubberne, for der er nogle steder, hvor de har flere ressourcer, og derfor kan de nå mere end jeg kan nå i min klub. Der er jo kun 24 timer i døgnet, og derfor har det været interessant at høre, hvordan man kan prioritere sine forskellige opgaver som fysisk træner.”

Kategori:

Udgivet:

22/10/2019

Forfatter:

Relateret indhold