Gamechanger

Exploration – et centralt element i udviklingen af spilintelligens

Hvordan udvikler man handlingsstærke spillere, som kan tage de rigtige beslutninger på de rigtige tidspunkter? Det er et helt centralt spørgsmål i al træning. Her er det vigtigt at være skarp i forhold til, hvad man mener er ’de rigtige beslutninger’, hvilket i vidt omfang er både et analyse- og værdi-spørgsmål. Så man kan både spørge: Hvad er det mest effektive?

Udgivet:
17/12/2019

Forfatter:
Pia Schou Nielsen

AF LARS O.D. CHRISTENSEN
RED.: PIA SCHOU NIELSEN

Og hvordan ønsker vi at spille spillet? Samtidig skal man klart forstå de principper, der gælder for vores beslutningsprocesser, som igen er en central del af vores kognitive funktioner i hjernen. Da kognition foregår i hjernen, kan man konkret spørge: Hvad sker der i hjernen? Hvordan foregår relationer til omgivelserne, da vi handler i samspil med omverdenen? Hvad er de vigtigste processer? Kan de trænes? Og hvad er spilintelligens, gode beslutninger, handlingsevne med videre?

En topleder i fodbold, sagde engang til mig, da jeg pressede ham lidt på dette: ”Den spilintelligente spiller er ham, som altid gør hvad træneren siger”.

For mig er det omvendt, da jeg mener, at man primært skal udvikle handlingsstærke spillere, som netop er i stand til at gøre andet og mere end det, som træneren har fortalt, når det kræves. Det er en spiller, som kan udforske situationen og komme med de rette løsninger, når man ellers ikke ved (eller har fået fortalt), hvad man skal gøre.

Træneren er naturligvis en stor del af holdet og bidrager derfor med alt, som hans viden og erfaring (der ofte er massiv i forhold til spillernes) kan bruges til. Men spilleren skal inde på banen være i stand til selvstændigt at løse problemer, som netop ikke var forudsete og derfor ikke forberedte – dette er kernen i intelligent adfærd og baggrunden for at kunne være kreativ.

Man kan være enig eller uenig i ovenstående, men nyere hjerneforskning i vores kognitive evner viser præcist, at mennesket har meget stærke systemer til at lave ’predictions’ (evnen til at forudse, hvad der sker og til at analysere, hvilke handlinger, der fører til hvad), samt til at lave ’explorations’ (evnen til at udforske og afprøve forskellige muligheder i en bestemt situation, for at se hvad der kommer ud af det).

Man kan sige, at man udforsker for at finde ud af, hvad der foregår, og for at kunne forudsige, hvad der sker ved bestemte handlinger. Dette er det basale i at problemløse, så evnen til at kunne gøre dette, er central.

Omvendt, er der også mange situationer på banen, hvor man godt ved, hvad man skal gøre, og som man gerne vil kunne gøre lynhurtigt og effektivt. I disse situationer kan man bruge en tillært automatisme, hvilket man kalder ’to exploit’. Her udnytter man kendte løsninger, som man har tillært sig. En grundlæggende beslutning er derfor, om man i en situation, man går ind i, skal lave en exploration eller en exploitation? Denne beslutning er central for, hvordan man handler, og den er et centralt element i vores kognition – et element som falder ind under, hvad vi kalder kognitiv kontrol, som er den overordnede styring.

Dette dilemma for vores kognitive system, er velbeskrevet i en lidt ældre oversigtsartikel fra Royal Society i London, skrevet af bl.a. JD Cohen fra Princeton University, USA, der er en af ophavsmændene til begrebet kognitiv kontrol.

Den er skrevet til undertonerne af The Clash-hittet ’Should I stay or should I go…’, som jo netop beskriver dilemmaet: Skal jeg gøre det, jeg plejer, og som træneren siger, og som vi (måske) ved, hvad der kommer ud af, eller skal jeg prøve noget nyt og andet, som jeg ikke endnu kender resultatet af, men som måske er meget bedre?

Netop denne form for usikkerhed, som betegner, hvor sikre vi er (eller ikke er) på et givent udfald af noget vi gør, kalder vi ’uncertainty’. Præcist dette begreb om, hvor godt vi ved, om noget virker efter hensigten eller ej, er afgørende for vores kognitive kontrol, som vil vælge at sætte en læringsproces i gang, hvis man ikke er sikker nok på, at det, man gør, virkelig virker.

En anden sportslig leder i fodbold, som jeg kom til at snakke med en gang, sagde gentagne gange til mig, at i fodbold bruger man ikke hjernen, kun hjertet!

Well, jeg har ikke set ham spille fodbold, så det gælder muligvis for ham, men generelt er det i hvert fald meget usandsynligt, at det er tilfældet. For mig er der ’No Uncertainty’ her – den gode spiller bruger hjernen! Men vi ved også, at man kan se spillere, der tilsyneladende er totalt i ’følelsernes vold’, hvilket sker, når et område i hjernen som kaldes ’Amygdala’, overtager kontrollen og blandt andet skaber ’fight-or-flight’-responser.

Pointen her er, at vores kognitive kontrol har markant indflydelse på, hvor meget, og hvordan man bruger de emotionelle systemer, ligesom det kan bestemme læringsprocesser. Man har længe kunne vise, at vores følelsesmæssige side påvirker vores basale kognition, ofte i en positiv retning (hvis ’Amygdala’ ikke får lov at gå amok). Men det kræver, at vores kognitive kontrol er på plads. Det tydeligste eksempel på dette er måske, når en spiller skal tage et afgørende straffespark i en stor kamp eller har en friløber, som kan resultere i det afgørende mål.

Så for at vores kognition kommer på plads, så vi kan tage gode beslutninger i pressede situationer, har vi behov for, at vores kognitive kontrolsystemer fungerer, hvorved træning og udvikling af dette er centralt i vores spillerudvikling! Næste gang ser vi eksempler på, hvordan dette kan gøres.

Share on facebook
Facebook
Share on twitter
Twitter
Share on linkedin
LinkedIn

Relateret indhold

Seneste artikler

International fodboldforskning