Frivillighed er en hjørnesten!

Med de ord indledes DBU’s Frivillighedsrapport (2022), der estimerer, at cirka 120.000 frivillige engagerer sig i de danske fodboldklubber. Samtidigt konkluderer DBU’s samfundsregnskab (2018), at de frivillige arbejder lige så meget som 9.000 fuldtidsansatte.

Det svarer til det samtlige antal ansatte på Aarhus Universitetshospital.

De frivillige er altså en vigtig ressource, i forhold til at skabe rammerne for at børn, unge og voksne kan dyrke den aktivitet, de elsker, og samtidigt skabe rum til samvær udenfor kridtstregerne.

DIF og DGI’s foreningsundersøgelse (2022) skitserer, at frivilligheden i de danske idrætsforeninger er udfordret. Undersøgelsen fremhæver blandt andet, at antallet af besatte frivillige positioner i idrætsforeningerne er faldet med 16 procentpoint siden 2015. Samtidig konkluderer en nyere undersøgelse foretaget af Epinion for DGI og DIF (2023), at flere danskere faktisk ønsker at arbejde frivilligt – blot på nye måder.

Med udgangspunkt i frivillighedsundersøgelsen (2022) stiller vi i denne artikel skarpt på den gruppe af klubmedlemmer og fodboldforældre, der på trods af deres involvering i de danske fodboldklubber ikke engagerer sig i frivilligt arbejde. Denne gruppe betegner vi som ’ikke-frivillige’, og gruppen er identificeret via en stor spørgeskemaundersøgelse, hvori de har angivet, at de ikke betragter sig selv som frivillige.

Hvem er de ikke-frivillige?

Tabel 1 og 2 nedenfor præsenterer forholdet mellem frivillige og ikke-frivillige indenfor udvalgte målgrupper.

Overordnet er tendensen, at mænd er mere tilbøjelige til at være frivillige end kvinder. Denne forskel er særlig stor, når andelen af fædre (49 procent) og mødre (24 procent) sammenlignes.

Ser vi på kategorien ”medlemmer”, viser rapporten, at 52 procent af alle medlemmer anser sig selv som frivillige, mens 35 procent af alle forældre i undersøgelsen, anser sig selv som frivillige.

Kigger vi på forholdet mellem de frivillige medlemmer og de ikke-frivillige medlemmers alder, er den største forskel i aldersgruppen 13-19-år, hvor gruppen af frivillige udgør 22 procent, og gruppen af ’ikke-frivillige’ udgør 78 procent. I aldersgruppen 20-29 år udgør de ikke-frivillige 58 procent.

Dette falder til et lavere niveau i de ældre aldersgrupper, og dermed er de unge medlemmer altså mindre tilbøjelige til at være frivillige end de ældre medlemmer i klubben.

 

Hvor stor er interessen i at blive frivillig blandt de ’ikke-frivillige’?

Tabel 3 præsenterer interessen for frivilligt arbejde blandt de ikke-frivillige fordelt på køn, forældre og medlemmer.

Overordnet har mere end halvdelen af de ikke-frivillige en lav grad af interesse i at blive frivillige. Omvendt har omkring 40 procent middel eller høj interesse, hvilket tyder på et stort potentiale i at få flere frivillige kræfter.

Ser vi nærmere på de enkelte målgrupper, er interessen relativt ens uanset køn, og om de defineres som medlemmer eller forældre. Frivillighedsrapporten stiller også skarpt på alder (se diagram 43 i rapporten), hvor aldersgruppen 60+ år har den laveste interesse.

 

Årsager til ikke at arbejde frivilligt i klubben

Nedenfor præsenteres svarfordelingen på en række udsagn, som de ikke-frivillige er blevet bedt om at give en score. Udsagnene knytter sig til mulige årsager til ikke at være frivillig. Blandt besvarelserne skelnes der mellem medlemmer og forældre.

For både ikke-frivillige medlemmer og for ikke-frivillige forældre gælder det, at manglende tid er et dominerende argument for ikke at være frivillig. Tabel 4 viser andelen, der erklærer sig ”delvist enige” og ”meget enige” i dette udsagn. Mere præcist vurderer 70 procent af de ikke-frivillige, at de ikke har tid til at påtage sig en rolle som frivillig.

Det ses også, at 28 procent ikke oplever, at deres klub efterspørger frivillige. Herudover er 24 procent af de ikke-frivillige forældre af den opfattelse, at de ikke har kompetencer, som kan gavne klubben. Dette gælder for 13 procent af ikke-frivillige medlemmer.

Det er samtidigt værd at fremhæve, at 25 procent af de ikke-frivillige mener, at de i forvejen bidrager nok til klubben ved at betale kontingent.

 

Hvad skal der til, for at de ikke-frivillige vil være frivillige?

I samme undersøgelse er de ikke-frivillige også blevet bedt om at svare på spørgsmålet ”Hvad skal der til for, at du vil være frivillig?”. Her var der plads til, at respondenten selv kunne skrive et svar.

Nedenfor kan du læse en række udvalgte citater, som underbygger de generelle tendenser, som er blevet præsenteret i de foregående afsnit.

De mange svar fordeler sig særligt på temaerne arbejdsbyrde, tidsforbrug, lav efterspørgsel og mangel på information, hvilket bakker op om en række af pointerne fra tabel 4.

Rigtigt mange svar omhandler manglende tid. Her fremgår det særligt, at unge mellem 13-19 år ofte oplever, at de ikke har tid til at prioritere frivilligt arbejde på grund af uddannelse og deres egen fodboldaktivitet:

”Der er meget lidt tid i dagligdagen, når man har skole og samtidig spiller på et niveau, hvor der er mange træninger og kampe, samt man også laver noget andet ved siden af fodbold.”

Desuden mener mange 13-19-årige, at de er for unge til overhovedet at kunne varetage en frivillig position i klubben. Dette gælder særligt de alleryngste:

”Jeg er 13 år og har svært ved at se, hvad jeg kan bidrage med, min far er dog frivillig hjælpetræner for mit hold.”

De ikke-frivillige 30-49-årige ønsker at prioritere tid med familien højest, og dette er en væsentlig årsag til, at de ikke laver frivilligt arbejde:

”Tid og overskud (er grunden til at jeg ikke er frivillig). Jeg har små børn, men måske at jeg senere kunne blive det for dem i deres fritidsinteresser.”

Flere af undersøgelsens 60+-årige har tidligere været frivillige, men oplever, at de på nuværende tidspunkt er for gamle til at udføre frivilligt arbejde, der kan gavne klubben:

”Jeg har tidligere været frivillig i klubben. Nu er jeg 70 år og ønsker blot at være medlem og eventuelt være med til at løse ad-hoc-opgaver.”

Blandt de mange kvalitative svar kommer det ligeledes til udtryk, at de ikke-frivillige oplever, at deres hjælp ikke efterspørges, hvilket også fremgik af tabel 4:

”Nogen fra klubben skal bare spørge om hjælp! Hvis der efterspørges et behov, jeg kan opfylde, så vil jeg gerne hjælpe.”

Desuden giver flere ’ikke-frivillige’ udtryk for, at deres motivation for at blive frivillig i høj grad afhænger af, hvad arbejdsopgaverne indebærer. Flere skriver, at de ikke er bekendt med de opgaver, som klubben kan tilbyde:

”Jeg ved ikke, hvor jeg skal lede, for at finde ud af noget om at være frivillig i klubben.”

Det sidste tema, som synes at være en årsag til ikke at arbejde frivilligt, knytter sig til manglende sociale relationer til de andre frivillige. Flere skriver, at de har svært ved at se sig selv i en frivillig position, hvis ikke de kender andre, som er frivillige i klubben:

“(…) der skulle også gerne være nogle af mine veninder, der ville være frivillig med mig.”

 

Afslutning: Sådan får din klub flere frivillige

DBU’s frivillighedsundersøgelse og indsigterne i denne artikel understreger, at klubber med fordel kan være opmærksomme på, at mange ikke-frivillige oplever, at de ikke har tid til frivilligt arbejde. En anbefaling er derfor, at klubber skal være mere opmærksomme på, hvordan de kommunikerer og promoverer frivilligt arbejde.

Klubben kan med fordel kommunikere, hvad den forventer af personer i frivillige arbejdsroller, og samtidigt understrege, at frivilligt arbejde ikke nødvendigvis involverer omfangsrige opgaver eller langsigtede forpligtelser.

I relation til dette viser frivillighedsundersøgelsen, at der er en stor gruppe, som laver frivilligt arbejde uden at opfatte sig selv som frivillige. Formentligt er der her tale om personer, hvor deres frivillige arbejde ikke i særlig høj grad er koordineret, men gruppen bidrager dog til, at foreningslivet i sin helhed fungerer.

Denne opfattelse gælder i lidt højere grad blandt kvinder end mænd, hvilket nuancerer konklusionen om, at mænd er mere tilbøjelige til at være frivillige end kvinder.

Tabel 5 viser de ikke-frivillige medlemmer og forældres indsats i og omkring klubben. Her er det tydeligt, at en relativ stor del af de ikke-frivillige løser opgaver af forskellig karakter, der alle bidrager til at drive klubbens aktiviteter. Det gælder særligt kørsel, tøjvask og kagebagning, hvor forældre yder en stor indsats, der med rette kan defineres som frivilligt arbejde.

At en stor gruppe faktisk laver frivilligt arbejde uden selv at definere det således kan tyde på, at ’frivilligt arbejde’ ofte betragtes som omfangsrige opgaver og en langsigtet forpligtelse. Som klub er det dog afgørende efterspørge den hjælp, som klubben behøver, og italesætter, at klubben har brug for frivillige med mange forskellige kompetencer. Desuden skal det være tydeligt for de ikke-frivillige, hvor de kan henvende sig, hvis de ønsker at hjælpe.

Og sidst, men ikke mindst, viser undersøgelsen, at kan klubber gøre det attraktivt for de unge at arbejde frivilligt, ligger der et stort potentiale i denne gruppe af medlemmer.

Afslutningsvist bringer GameChanger en kommentar fra DBU Bredde, som glæder sig over, at undersøgelsen viser, at der er potentiale for flere frivillige.

Jakob Koed, der er politisk ansvarlig for frivillighedsområdet i DBU Bredde, peger på, at det fortsat er helt afgørende for foreningsidrætten, at der er traditionelle frivillige, der fast hver uge vil bruge adskillige timer i klubben på at træne hold, på bestyrelsesarbejde og på at løfte de mange andre opgaver i en forening.

Men der skal i højere grad gøres plads til en mere tidssvarende type frivillig, der foretrækker et løst tilknyttet engagement og afgrænsede opgaver frem for de mere omfattende og forpligtende opgaver. Jakob Koed fortæller:

»Alle os, der har prøvet at være frivillige, kender nok til det der med, at man har rakt en lillefinger ud, og så lige pludselig er hele armen røget. Så det er vigtigt at respektere det frivillige arbejde og passe bedre på de frivillige, så vi ikke skræmmer dem væk ved at starte med at vælte for mange opgaver over på dem.«

Gerhard Grubb Waaentz, der formand for DBU Breddes frivilliggruppe, ser en fordel i at have overblikket samlet ét sted hos en frivilligkoordinator, så de frivillige altid ved, hvem de kan gå til, når de har tid og mulighed for at hjælpe til. Samtidig har man en person, der aktivt kan gå ud og opsøge forældre på sidelinjen, unge medlemmer eller andre, der potentielt vil lægge et par timer hist og pist:

»Måske kan man endda få lavet en hel frivilligbank i foreningen, så man ved, at hvis man har nogle aktiviteter, der kræver hjælp, så har man en liste med navne, som man kan skrive til på sociale medier, maile eller ringe til fra gang til gang.«

Gerhard Grubb Waaentz tilføjer, at for koordinatoren vil der også være en opgave i ikke blot at hverve frivillige, men også i at pleje og motivere dem, man allerede har. For det gælder til alle tider om at huske også at hylde de frivillige. Uanset om de er fast- eller løst tilknyttede.