I Danmark har vi en stærk tradition for at undersøge talentudviklingsmiljøer i sport, særligt blandt unge i alderen 15 til 18 år. Talrige forskningsprojekter har belyst, hvordan rammerne for talentudvikling kan optimeres (eksempelvis Henriksen et al., 2010; Larsen et al. 2013; Aalberg & Sæther, 2016; Ryom et al., 2020).

Men børns tidligste år i idrætten er sjældent i fokus, og dermed er børne i idrætsmiljøer – og især børnefodbold – underbelyst i den eksisterende forskningslitteratur.

Samtidig har Dansk Boldspil-Union de seneste år øget fokusset på dansk børnefodbold gennem en ny børnestrategi. Strategien bygger på et mere holistisk børnesyn, der skal opkvalificere børnemiljøet gennem krav til de ansattes kompetencer, træningsplanlægning og miljøets organisering. I centrum står DBU’s vision om, at “spilleren er i centrum” gennem fleksible og mangfoldige tilbud. Men hvad betyder det i praksis?

Med specialet Det gode børnefodboldmiljø har Thea-Maria Sofie Bønsøe Jørgensen fulgt et miljø (årgang U10-U12) i en dansk, anerkendt fodboldklub. Formålet er at undersøge, hvad der kendetegner et godt børnefodboldmiljø, og hvordan dette enten adskiller sig fra eller har ligheder med de klassiske og succesfulde talentudviklingsmiljøer. Fodboldklubben er anonymiseret, men uanset bidrager specialet til at nuancere forståelsen af børneidrættens betydning, ligesom andre børnefodboldmiljøer kan få inspiration til at udvikle endnu bedre miljøer for de yngste spillere.

Specialet og denne artikel rummer praktiske pointer for alle: træningsformer, forældresamarbejde og arbejdet med klubbens kultur. Målet er, at børnene både bliver dygtigere spillere og bevarer lysten til at være en del af fodboldens fællesskab.

Det interessante ved casestudiet er, at miljøet ikke blot fungerer som en forløber for talentudvikling, men har sin egen berettigelse. Fokus er ikke at identificere talenter, men at skabe rammer, hvor flest mulige trives, udvikler deres fulde potentiale og bevarer glæden ved sporten langt ind i voksenlivet.

 

Sådan kan vi forstå børnefodboldmiljøer

Specialet bygger på den holistisk-økologiske tilgang, som tidligere er anvendt i forskning af talentudviklingsmiljøer, men som endnu ikke er blevet brugt til at studere børnemiljøer. Kort beskrevet er det en helhedsorienteret måde at forstå miljøet på, samtidigt med at tilgangen muliggør at undersøge alle dele af miljøet.

Som nævnt undersøger specialet, hvordan det gode børnemiljø enten adskiller sig fra eller har ligheder med de klassiske og succesfulde talentudviklingsmiljøer. Til det formål har jeg anvendt to modeller, og med afsæt i specialets fund illustrerer figur 1 Talentmiljøudviklingsmodellen (TUM-modellen).

Figur 2 illustrerer – ligeledes med afsæt i specialets fund – miljøsuccesmodellen (MS), som anvendes til at forstå, hvorfor et givent miljø har succes. Modellen klarlægger miljøets forudsætninger, proces, atletens individuelle udvikling og præstationer, holdets præstationer og gruppens kultur, der i samspil sikrer miljøets succes.

Begge modeller er yderligere beskrevet i den fulde specialerapport, dog fokuserer specialet – og denne artikel  på mikromiljøet, hvor alle blikke vender sig mod barnet og dets nærmeste omgivelser.

LÆS OGSÅ: Children’s Football Environment in Denmark: A Case Study from the Holistic Ecological Approach

Fokus på mikromiljøets tre grupper

Miljøet er centreret om tre grupper: spillerne (børnene), trænerteamet og forældrene.

Trænerteamet består af mange engagerede trænere, herunder en cheftræner, ungdomstrænere i form af klubbens ungdomsspillere og frivillige forældretrænere, som alle tager ansvar. Det store antal trænere gør det muligt at dele spillerne i mindre grupper baseret på mental-, fysisk- og teknisk parathed. Dermed understøttes udviklingen af barnets fire sportslige C’er, som oversat til dansk er Kompetence, selvtillid, relation og karaktér.

De fire sportslige C’er er ligeledes ifølge Coté & Gilbert (2009) centrale i aldersrelateret træning. Her er træningen tilrettelagt som legebaserede aktiviteter, hvor børnene spiller, leger med bold, øver motoriske færdigheder gennem sjove lege og får inputs fra andre idrætsgrene indimellem. En træner beretter:

»I sidste ende handler det ikke kun om fodbold, men om at udvikle sig motorisk, personligt, fysisk, og vigtigst: at have det sjovt. Ved at anvende andre sportsgrene, jævnes niveauerne, og man rammer det mere sjove, en social følelse, hvor drengene er anderledes.«

Denne træningsform er særligt relevant, fordi specialets målgruppe befinder sig i førpuberteten, som er en udviklingsfase kendetegnet ved læring, trivsel og sociale færdigheder. Her bør fokus ligge på at udvikle børnenes læringsfærdigheder, der fremadrettet kan understøtte deres videre udvikling. Ydermere bidrager de legebaserede aktiviteter til, at børnene udvikler evner til at samarbejde, kommunikere, søge hjælp og dele viden. Kompetencer, som Henriksen & Larsen (2016) fremhæver som centrale i denne alder (førpuberteten).

Trænerne faciliterer dermed et tydeligt mestringsmiljø med fokus på læring fremfor kortsigtede resultater, hvor de tillader fejl, forklarer deres valg og giver ros og støtte undervejs. Dette skaber netop det inkluderende og motiverende miljø, Coté & Gilbert (2009) beskriver som afgørende for børns trivsel og udvikling.

Et andet centralt fund er, at alle børn får de samme muligheder. Ungdomsformanden siger: »Du ser ikke et hold, der render rundt med elitetøj og resten noget andet tøj. Det er ikke vores DNA, vi er en klub.«

I børnemiljøet er træningsmulighederne lige for alle, og klubben tilbyder blandt andet et ugentligt ekstra træningspas, som er åbent for enhver, der har lyst, og ikke kun for de særligt talentfulde. Dette styrker både motivation og tryghed, fordi børnene oplever, at der er plads til alle.

Et markant kendetegn ved børnemiljøet er desuden det tætte fællesskab på tværs af årgange. I stedet for at isolere U10–U12 fra U13–U15, tilstræber klubben, at børnene mødes i blandede grupper, særligt ved stævner, kampe og sociale arrangementer, hvor de for eksempel overnatter sammen. De ældre fungerer her som rollemodeller, mens de yngre får mulighed for at spejle sig i mere rutinerede kammerater. Det er afgørende, da venskaber og anerkendelse fra jævnaldrende bliver stadig vigtigere i denne alder (Visek et al., 2013).

Børnemiljøet, som jeg har undersøgt, arbejder langsigtet med fokus på at udvikle hele mennesker, ikke blot fodboldspillere. Trænerne lægger vægt på, at målet ikke er sejren i weekenden, men at børnene vokser op som unge med sociale og personlige færdigheder, ”der kommer dem til nytte i alle livets domæner”.

Derfor prioriteres leg, dialog og trivsel, selv hvis en planlagt øvelse ikke lykkes. Vigtigere er det, at barnet mærker følelsen af ”det korrekte spark”, end at bolden går i mål. Træningen i børneårene handler om basal kompetenceudvikling og en aldersrelateret progression, mens sportslige toppræstationer først forventes langt senere (17–19 år). Tilgangen bygger på det økologiske paradigme, hvor talent udvikles i samspil mellem individ og miljø, og hvor færdigheder som samarbejde, kommunikation og glæden ved sporten danner fundamentet for senere præstationer (Henriksen, 2016).

Denne investering i børnene ses også som en investering i klubben selv, idet den på sigt skaber engagerede børn og unge. Når det gælder børnenes rangering af klubben i forhold til deres ungdomsliv, svarer børneudviklingstræneren:

»Jeg håber, de har klubben højt oppe på deres rangliste. Hvis man siger familie, venner og skolekammerater, så kommer klubben ind som et vigtigt sted i deres ungdomsliv, hvor de ser tilbage på en masse gode træninger og oplevelser (…) og kommer ud med nogle kompetencer, føler de har lært noget, respekterer andre mennesker, er blevet gode til at indgå på et hold og har fået nogle almene menneskelige kompetencer med sig.«

Samtidig er forældrene dybt involverede i børnemiljøet. Mange forældre bliver forældretrænere og andre hjælper til hver uge, hvorfor klubben ikke kan fungere uden dem. Som en træner bemærker:

»Jeg kan sende trænere af sted, men jeg er afhængig af, at forældrene synes, det er fedt at køre og støtte op.«

Klubbens ungdomsformand, flere cheftrænere og bestyrelsesmedlemmer startede selv som forældretrænere eller spillere i klubben, hvilket understreger den sammenhængende, generationsdyrkede kultur. Denne stærke forældreinvolvering er væsentlig, da børn i den midterste barndom søger anerkendelse og accept fra forældre og andre betydningsfulde voksne, som de har en tæt relation til (Visek et al., 2013).

Samtidig viser eksisterende forskning, at forældrestøtte kan bidrage positivt til glæde og motivation, mens overdrevne krav og forventninger kan have den modsatte effekt og skabe stress, der i værste fald mindsker lysten til at blive i sporten (Larsen et al., 2017). Forældre fungerer dermed som medskabere af motivationsklimaet, som kan understøtte og fremkalde barnets naturlige drivkraft, eller modarbejde og hæmme den. Den vigtighed har børnemiljøet indfanget og en træner beretter:

»Jeg skriver mange mails, da jeg godt kan lide at fortælle om, hvad vi gør og hvorfor […]. Jeg fortæller om vores årshjul, at vi går ind i et nyt tema, og nu skal vi have fokus på det, så hvis dit barn står og jonglerer i stuen, vil vi gerne have, I bakker op om det.«

Gode miljøer for børn og gode miljøer for talenter: Ligheder og forskelle

Specialets fund peger i mange retninger, som trænere og ledere kan forholde sig til.

For det første falder børnemiljøet helt i tråd med DBU’s børnestrategi, hvor børnene er i tydeligt centrum. Træningsindholdet er fleksibelt og tilpasset den enkeltes årgangs behov, præcis som strategien lægger op til. Samtidig ses elementer fra andre sportsgrene i træningen, hvilket giver børnene en bred basis og understøtter Team Danmarks anbefalinger om aldersrelateret træning (Team Danmark, 2016).

For det andet viser miljøet, at der er ligheder og forskelle mellem toptalentudviklingsmiljøer og gode børnemiljøer. På én måde minder børnemiljøet om de succesrige talentudviklingsmiljøer ved, at der i begge er store, støttende trænerteams, gode rollemodeller (blandt andet senior-og ungdomsspillere som en del af årgangenes trænerteams), og en åben kultur på holdet.

LYT TIL: Få spillerne ud af komfortzonen: Sådan arbejder du med Deliberate Practice

Men børnemiljøet har et andet formål: Nemlig at det stræber efter at udvikle barnets basale kompetencer, hvorimod talentudviklingsmiljøer søger at frembringe verdensklasseatleter. Børnemiljøet, som jeg har undersøgt, arbejder med fokus på at vinde pokaler, men om at skabe fundamentet for sportslige og menneskelige kompetencer på lang sigt.

Her kan du læse en opsummering af ligheder og forskelle, som også fremgår af tabel 3 på side 55 i specialet.

Ligheder

• Støttende træningsgrupper: Et centralt træk i succesrige talentmiljøer er støttende træningsgrupper. På samme måde organiseres børnemiljøet i grupper ud fra både færdighedsniveau, sociale relationer og mental parathed, så alle får en meningsfuld og sjov træning. Børnene træner skiftevis i niveaudelte grupper, blandede grupper og på tværs af årgange, hvilket minder om praksis i succesrige fodboldmiljøer. Derudover styrkes fællesskabet, da mange børn også er venner uden for banen.
• Udvikling af personlige egenskaber og færdigheder: I succesrige talentmiljøer arbejdes der med ansvarlighed, selvdisciplin, autonomi og sociale færdigheder, som kan anvendes både i sport og i livet. Det samme gælder i børnemiljøet, hvor fokus er på at udvikle børnenes selvstændighed, ansvar og respekt for andre. Autonomi styrkes gennem selvbestemmelse i træning og kamp samt opfordring til at dyrke flere interesser. Børnene er medansvarlige i praksis, fx ved at hjælpe til på banen. Forskellen er, at børnemiljøet udvikler disse egenskaber på førpubertetsniveau, mens talentmiljøer arbejder med mere komplekse færdigheder i puberteten og senere.
• Træning, der skaber en bred basis: Succesrige talentmiljøer lægger vægt på intrasport diversifikation, hvor udøvere prøver flere discipliner, før de specialiserer sig. På samme måde inddrager børnemiljøet lege, andre sportsgrene og varierede positioner, både for at udvikle færdigheder og for at bevare glæden ved spillet. Trænerne opfordrer børnene til at tage egne valg og til at dyrke flere fritidsinteresser, da det styrker både menneskelige og sportslige kompetencer. Dermed adskiller børnemiljøet sig fra fodboldens tendens til tidlig specialisering og tilbyder en bredere og mere legende udvikling, hvor fokus er at danne hele mennesker frem for tidlige eliteudøvere.

• Langsigtet udvikling: Succesrige talentmiljøer prioriterer udvikling frem for kortsigtede resultater. Det samme gælder i børnemiljøet, hvor trænerne understreger, at fejl er en del af læringen, og at mod til at prøve nyt er vigtigere end sejr. Et udskiftningssystem skal sikre lige spilletid, selvom dagsform og trivsel kan påvirke minutterne. Samlet set skabes et mestringsmiljø, hvor fokus er at udvikle sociale og sportslige kompetencer på lang sigt, mens resultater kun spiller en sekundær rolle.

Forskelle

• Nære rollemodeller: Selvom både talentudviklingsmiljøer og børnemiljøet har nære rollemodeller, har disse forskellige kendetegn og funktioner i miljøet. I talentmiljøer fungerer eliteudøvere som rollemodeller. I børnemiljøet er det i stedet ungdoms- og seniorspillere, der indgår i trænerteamet og viser børnene vejen. Denne nærhed passer bedre til børns udviklingsniveau og styrker overgangen til ungdomsfodbold.
• Åbenhed og videndeling: Talentmiljøer deler ofte erfaringer bredt, mens børnemiljøet primært videndeler internt og med samarbejdsklubben. Den manglende eksterne sparring kan begrænse udviklingen og betyder, at miljøet spejler sig i en elitekontekst, der ikke nødvendigvis matcher børnenes behov.
• Sportsmål og integrerede indsatser: I succesrige talentmiljøer integreres sportens krav i børnenes hverdag, ofte gennem tæt samarbejde mellem klub, skole og familie. Udøverne lærer at balancere sport og skole, men med sporten som primært fokus. I børnemiljøet er prioriteringen anderledes: skole, familie og venner vægtes højere end fodbold, og børnene kan uden problemer vælge træning fra. Miljøet søger dermed ikke at tilpasse hverdagen til sportens mål, men at give plads til, at børnene selv bestemmer, hvor meget fodbolden skal fylde. Dette understreger, at børnemiljøet har et bredere dannelsesperspektiv frem for et ensidigt sportsligt.

Børnemiljøets udviklingspunkter

Specialet peger imidlertid også på, at klubmiljøet også har sine udviklingspunkter. Der er for eksempel ikke meget ekstern videndeling med andre klubber, europæisk fodbold er generelt ret lukket (Nesti et al., 2012), og klubben peger selv så på, at den oftest kun videndeler med sin professionelle samarbejdsklub.

Det er værd at bemærke i praksis, at børnemiljøet har opsat klare krav til sidelinjeregler og disse følges op med konsekvens. Ved kampe må forældre kun ytre sig positivt og støtte op om de ting børnene gør, og hvad holdene træner på træningsbanen. Når børnene er på banen, er det kun trænerne, der taler med spillerne. Den holdning giver spillerne ro til at eksperimentere med det, de har lært. Klubben lægger et ”sikkerhedsnet” over børnene, så forældrenes kun må sige positive ting og går de over stregen, minder trænerne venligt om, at “til træning lærer vi en hel masse, de skal ikke lære noget i kamp, der skal de øve sig”.

Miljøets stærke familie- og generationskultur er ikke tilfældig. Klubben har gennem årtier dyrket traditionen med fællesskab. Et resultat er den store medlemsvækst i de seneste år, blandt andet grundet rygtet om børnemiljøets gode træningsmiljø blandt lokalområdets børnefamilierne. Klubben arbejder kontinuerligt på at forklare forældre, hvorfor den gør tingene, om månedens træningsperiodisering, og hvordan forældrene kan bakke op om den udvikling – herunder hvilke spørgsmål der understøtter udviklingen. Dermed opbygges et fællessprog uden vægtning af resultater. Det sikrer, at klub og hjem er på bølgelængde, hvor forældreopbakning er centralt. Alle disse detaljer peger på én ting: Kvaliteten af børnemiljøet afhænger mindst lige så meget af holdninger og kommunikation som af øvelserne på træningsbanen.

Hvad kan trænere og ledere lære af klubbens erfaringer?

Først og fremmest at investere i trænere og relationer. Sæt trænerressourcer af til kontinuerlig holddeling ud fra mental-, fysisk-, teknisk- læringsparathed, så børnene er indplaceret i den gruppe, hvor de kan udvikle sig mest og bedst muligt. Brug forældre som en aktiv ressource, vær ikke bange for at lade dem blive forældretrænere, deltage i organisationsarbejdet og stille krav til sidelinje opførsel. Hav fokus på små sejre og færdigheder frem for resultater.

Husk at gøre træningen legende og hyggelig. Succeskriteriet er at børn tager ny læring med hjem fra banerne. Skab lige muligheder for alle, og ikke kun for særligt talentfulde, hvad end det gælder ekstra træningstilbud eller lige spilletid.

På klubniveau kan man lade klubmodellen pege udad. Klubben binder sig til lokalmiljøet, via dens restaurant og fælles initiativer. Andre klubber kan tage ved lære af det miljø, som faciliteterne skaber: fælles måltider, sociale aktiviteter og åbenhed lokker flere medlemmer ind.

Denne undersøgelse inviterer til at afprøve den holistisk økologiske tilgang i flere klubber. Tag perspektivet op i dit eget trænerteam og se helhedsorienteret på miljøet. Spørg jer selv, hvordan hele barnets udvikling kan støttes, ikke kun de taktisk/tekniske egenskaber. Brug gerne dette børnemiljø som eksempel. Deres resultater viser, at det brede, inkluderende setup og fokus på langsigtet udvikling kan give ny energi i børnefodbolden. Med andre ord kan du gøre, som Louise Kamuk Storm anbefaler: Stil barnet i centrum, tænk holistisk og sørg for, at alle børn føler sig inkluderet.

LÆS OGSÅ: Unge talenter er ikke små eliteatleter