Gamechanger

Ajax: Et talentakademi i verdensklasse

Gennem årtier har den hollandske storklub AFC Ajax fra Amsterdam udviklet den ene storspiller efter den anden til europæisk topfodbold. Hvad er hemmeligheden bag succesen? Hvilke værdier bygger klubben sin talentudvikling på? Og hvordan er kulturen forankret i klubbens miljø?

 

I fodboldens verden, hvor fokus ofte er kortsigtet, er sigtekornet tit rettet mod den enkelte spiller eller miljøet for at forklare succesraten i transitionerne fra ungdoms- til seniorfodbold. Et andet og mere holistisk syn består i også at inddrage klubbens organisering og kulturen i klubben.

For at klubberne skal være succesfulde i deres talentudviklingen forudsættes nemlig en klar forståelse fra trænere og lederes side af den kultur, der gennemsyrer den virksomhed de arbejder i.

I en artikel i Scandinavian Journal of Sport and Exercise Psychology beskriver en gruppe forskere talentakademiet i Ajax. Det gør de med et særligt blik på udviklingen af mandlige spillere under 19 år. Artiklen fokuserer på Ajax’ holistiske tilgang til talentudviklingen og de principper, som klubbens miljø er baseret på og drevet af.

Miljøets betydning

I artiklen argumenteres for, at en holistisk tilgang, hvor man ikke udelukkende fokuserer på spillerens udvikling, men også inddrager miljøet, klubbens organisering og strategiske perspektiv, vil kunne formå at inspirere trænere og ledere til at udnytte talentmassen endnu bedre.

Spilleren, miljøet, men også kulturen er vigtige elementer at forstå, hvis de bedste rammer for talentudvikling skal skabes.

En væsentlig del af miljøet i Ajax er fokuseret på forholdet mellem spillerne og klubhuset, hvor en gruppe af trænere, undervisere og eksperter hjælper spillerne med at fokusere på dual careers, at udvikle en mental modstandskraft, sociale færdigheder og en god arbejdsetik.
Miljøet er drevet af en åben, stærk og sammenhængende organisationskultur, hvor spillerne ud fra et socialt ansvarligt perspektiv både bliver opfattet som en investering og med fokus på en individuel udvikling fremfor resultater.

Mathias Ross, AaB, Victor Jensen, Ajax og Jores Okore, AaB. Kilde: Fodboldbilleder.dk

 

Studiets formål

Formålet med studiet var at give en holistisk beskrivelse af “De Toekomst, Ajax’ berømte talentakademi for at vurdere, hvilke faktorer, der har indflydelse på miljøets udvikling af fremtidige elite spillere. I studiet indgår 16 spillere fra Ajax’ U19 hold, to trænere og deres Team manager.
Mere end 120 timers observationer over tre måneder, fem interviews med spillere og trænere og gennemgang af informationer til rådighed via klubbens officielle hjemmeside var undersøgelsens datagrundlag.

I studiet har man taget udgangspunkt i to modeller for at skabe et holistisk perspektiv som udgangspunkt for analysen. Den ene model er den såkaldte ATDE-model (The athletic talent development environment), hvor det er målet at identificere roller og funktioner i miljøet, der påvirker relationer.

 

Den anden model, der repræsenterer den holistisk Økologiske tilgang er ESF-modellen (The environment success factors).

 

Denne model tager afsæt i de forudsætninger i miljøet og de daglige rutiner, der kan føre til individuel udvikling, holdudvikling og udvikling af organisationen og dens kultur.

 

Er en stærk organisationskultur tilstrækkeligt til at opnå succes?

I artiklen diskuteres om en stærk organisationskultur i sig selv er tilstrækkeligt til at opnå succes? I dette studie blev der ikke registreret nogen kontakt mellem U19 spillerne og 1. holdet. Hverken i dagligdagen i klubhuset eller i forbindelse med træning. Netop klubhuset spiller en central rolle i udviklingsmiljøet. Det er her spillere, trænere, ledere, forældre, tidligere topspillere og andre socialiserer. Klubhuset fungerer på denne måde som en væsentlig del af klubmiljøet og i overleveringen af erfaring og viden fra generation til generation.

Der lægges i klubben ikke skjul på, at et væsentligt sigte er at udvikle attraktive salgsobjekter. For at tilfredsstille både interne og eksterne stakeholders.
Trænerne spiller en helt central rolle i forhold til at forme spillerne i den rette ånd. Det gælder både i spillestil, spilopfattelse og levevis, så spillerne tænker, føler og præsenterer sig som Ajax-spillere. Trænere, ledere og andre interne stakeholders har konstant til opgave at formidle og forstærke den meget specielle kultur, der gennemsyrer klubben.

“You are learning to win every day. Every day you feel the pressure to be good. You learn how to manage your teammates, you learn to manage your coaches, you learn how to manage your frustrations, how to manage your feelings and emotions. You really have to be tough psychologically, if not, you are not going to make it!”

Citat fra en U19 spiller i Ajax

 

Tydeligt fremstår desuden tre væsentlige værdier, der går igen i materialet og de interviews studiet har behandlet:

  • Ajax er vejen til stjernestatus
  • Ajax uddanner spillere til et liv som professionelle
  • Ajax udvikler førsteholdet

Studiet fastslår desuden, at det tydelige mål for spillerne er at blive bedre spillere gennem færdigheds udvikling, så de kan begå sig på 1. holdet. Derfor er det også en væsentlig del af kulturen, at spillerne gennem videresalg kan være med til at sikre klubbens eksistens. Hvis klubben skal overleve på lang sigt, skal spillerne ses som en investering. Og en investerings portefølje skal plejes.

Studiet er gennemført af Carsten Hvid Larsen, Louise Kamuk Storm og Kristoffer Henriksen fra Institut for Idræt ved Syddansk Universitet, samt Stig Arve Sæther fra Sociologisk og Politisk Videnskabeligt Fakultet ved Norges Videnskabelige og Teknologiske Universitet i Trondheim og Nicklas Pyrdol, der er stifter af virksomheden Innoflow og tidligere sportspsykologisk konsulent i Team Danmark.

 

Hele artiklen om Ajax’ talentakademi kan læses via dette link.

Kategori:

Udgivet:

02/11/2021

Forfatter:

Relateret indhold