GameChanger

Fra udbrændthed til fornyet motivation: Her er potentialerne i at flytte et talent fra en sport til en anden

Key-takeaways

  • Talenttransfer er, når eliteatleter brillierer i en ny sportsgren efter at have forladt deres oprindelige sportsgren, hvor de allerede var i verdenstoppen.
  • Modgang i den oprindelige sportsgren kan præge tiden, før atleter opdager og påbegynder en ny sportsgren.
  • Talenttransfer består af tre faser: Præ-transitionsfasen, transitionsfasen og post-transitionsfasen.
  • Nøglepersoner og overlap mellem sportsmiljøer spiller en afgørende rolle for atleter, som går igennem en talenttransition.
  • Opdagelsen af en ny sportsgren i midten af modgang i den oprindelige kan blive et frirum, hvor der ikke er et stort forventningspres.

Hun tager en byd indånding. Ind gennem næsen, lugten hun kender så godt, ud gennem munden. Kigger op på kurven. Der er dødstille i hallen. Anna-Emilie leverer elegant straffekastet og jublen bryder ud næsten samtidig med bolden laver den velkendt swoosh lyd.

Det er d. 17. juli 2014 og Anna-Emilie Møller står til U18-mesterskaber mellem Danmark og England i Basketball, i hvad der skal vise sig at være hendes sidste slutrundekamp. Skruer vi tiden blot to år frem – nøjagtigt til den 13. august 2016 – står Anna-Emilie Møller på det olympiske stadion i Rio. Men ikke som basketballspiller. De høje sneaks er byttet ud med pigsko, og hallen med den ikoniske lugt er byttet ud med et tartanunderlag og et fyldt atletikstadion med ca. 40.000 tilskuere.

Det unge stortalent stiller til start som en ung dansk rekordholder på 3000 meter forhindring. Her står hun side om side med verdens bedste løbere, og hun er med sine kun 19 år den yngste kvindelige atletikudøver, der nogensinde har deltaget ved legene for Danmark. I løbet her ender hun som nummer seks i sit heat og sikrer sig den europæiske juniorrekord.

For at forstå, hvad den unge basketball spiller laver på et atletikstadion, skal vi tilbage til måneden før den føromtalte basketball kamp. Her smadrede Anna-Emilie Møller en 37 år gammel dansk U18 rekord på 10 kilometer – og det var blot tredje gang, hun stillede til start til et løb. Med andre ord; Anna Emilie stod midt i en transitionsproces, der skulle vise sig at blive meget definerende for resten af den unge spiller/løbers liv.

Fortællingen vidner om en ung atlet, der har været igennem en transition fra at være en af nationens bedste ungdomsbasketballspillere, til nu at være en af verdens absolut bedste forhindringsløbere. En transition, vi i den videnskabelige verden kalder for Talent Transfer (TT).

LÆS OGSÅ Selektion og specialisering: Hvad betyder begreberne i din fodboldpraksis?

Før, under og efter skiftet fra en sport til en anden

Talenttransfer i en dansk sportskontekst’ er titlen på specialet skrevet af Martin Johansen Skjulhaug fra Syddansk Universitet, som i 2025 er udgivet som forskningsartikel. I dag er Martin Johansen Skjulhaug Aktivitets- og klubudviklingskonsulent hos Norges Friidrettsforbund og Sportschef hos Bækkelaget Friidrett.

Specialet udforsker dels, hvordan Talent Transfer (TT) kan udfolde sig hos succesfulde atleter. Dels giver specialet bud på, hvordan overførslen af talent fra en sport til en anden potentielt kan hjælpe Danmark med at vinde flere internationale medaljer.

Fem atleter er blevet interviewet med henblik på at undersøge deres karriere både før, under og efter skiftet fra deres oprindelige sport (også kaldet donorsport), hvor de allerede har været en del af eliten, til en ny sport (også kaldet transfersport), hvor de efterfølgende har vist at kunne begå sig i den absolutte verdenstop.

Blandt eliteatleterne i undersøgelsen er en af landets bedste golfspiller, som begyndte at dyrke triatlon i stedet. En verdensmester i kajak, som kom til OL i roning. Og dertil en landsholdsfodboldspiller, som begyndte at sprinte og få år efter vandt bronze til de europæiske mesterskaber i atletik. Interviewene og atleterne kan du læse mere om i det fulde speciale.

Overgangen benævnes TT og beskrives som en transition, der opstår, når en atlet, som konkurrerer på eliteniveau i en sportsgren (donorsport), skifter sport, og konkurrerer på eliteniveau i en anden sportsgren (transfersport) (MacNamara & Collins, 2015).

Figur 1: Talent Transfer opdelt i præ-transitionsfasen, akut-transitionsfasen og post-transitionsfasen

Figuren ovenfor er baseret på specialets resultater og viser, at der i de undersøgte karrieretransitioner er en præ-transitionsfase, en transitionsfase og en post-transitionsfase.

Her er eksempler på de forskellige faser, som er kommet til udtryk gennem interviewene:

Præ-transitionsfasen

Fælles for atleterne er, at præ-transitionsfasen har været præget af modgang i deres donorsport, hvor atleterne har haft oplevelser med udbrændthed, tab af motivation og mistrivsel. I fodboldspillerens tilfælde var det mødet med en seniorklub, som ikke så spilleren på samme måde som juniorklubberne havde gjort det. Et skadespræget møde med en superligaklub samt et højt pres for at være spilleklar og levere resultater gjorde, at denne fodboldspiller mistrivedes i fodbolden:

»… så jeg følte selv, det var sådan lidt en emotionel terror, hvor jeg ikke kunne håndtere de her ting. Også det med at jeg ikke var en del af holdet (på grund af skader, red.). Jeg kunne mærke, at jeg var lidt en anden person. Jeg er jo altid glad og snaksaglig, og der var jeg stille og indadvendt.«

Transitionsfasen

På et tidspunkt midt i frustrationerne møder TT-atleterne transfersporten og vil i en periode levet et dobbeltliv, hvor de er engagerede i begge sportsgrene i kortere eller længere tid. Transfersporten tilbyder et frirum for TT-atleterne og mødet her er præget af nysgerrighed og bliver beskrevet positivt og let. I fodboldspillerens tilfælde gav atletikbanen et frirum, hvor spilleren kunne have en tæt relation til en træner og blive fri fra det enorme psykiske og fysiske pres, fodbolden blev forbundet med:

»Jeg kom ud på atletikbanen, og det føltes bare som at være hjemme. Sådan helt terapeutisk, sådan calm, føler jeg. Jeg kan tydeligt huske, at jeg var sådan helt rolig, og jeg tror, at alt den her angst for ikke at præstere, der var i fodbold … jeg var blevet meget bange for at fejle, og til træning havde jeg egentlig ikke lyst til at få bolden …«

Post-transitionsfasen

På et tidspunkt vælger atleterne donorsporten helt fra. Når transfersporten bliver primærsporten, fortsætter TT-atleterne ufortrødent deres elitesportsmentalitet. Sportsgrenen er ny, men ambitionerne er de samme. Atleterne starter ikke fra bunden (Collins et al., 2014), og de får hurtigt sportslig fremgang, hvilket opleves meget positivt.

Spørger man fodboldspilleren, om der var nogen besværligheder ved at skifte, svarer spilleren:

»Overhovedet ikke. Det gik meget nemt for mig, men jeg tror også, det er, fordi jeg føler, at jeg er på den rigtige hylde nu. Det er det her, der var meningen, jeg skulle lave. Så jeg tror også, at det er derfor, det er så naturligt for mig, den måde man træner på og mindsettet, og det giver bare så meget mening i forhold til fodbold for mig.«

Nøglepersonen og overlappende miljøer

Specialet finder frem til to afgørende faktorer for, hvad der kendetegner de succesfulde talenttransitioner som er undersøgt:

Det første kendetegn er den afgørende rolle, som en bestemt nøgleperson har spillet i atleternes valg om og evne til at skifte sportsgren. Nøglepersonen bliver en direkte årsag til, at TT-atleterne får muligheden for at blive introduceret for transfersporten, og mødet med denne nøgleperson er ofte baseret på tilfældigheder. Denne vigtige person er karakteriseret ved, at vedkommende har berøringsflade med både TT-atletens donorsport og transfersport. Det er en person, der ser et uforløst potentiale i TT-atleterne, som ingen andre – ikke engang de selv – ser. Dertil kommer, at dette bliver en tillidsperson, som er villig til at ofre meget for TT-atleterne, og bliver en person, som de opbygger en nær og venskabelig relation til.

Dernæst er et afgørende kendetegn et overlap mellem sportsmiljøet i donor- og transfersporten. Overlappet kan enten være geografisk, hvor eksempelvis sejlsporten deler samme trænings- og omklædningsfaciliteter, eller menneskelig, hvor de samme personer har tilknytning til både donor- og transfermiljøet. Uanset bliver overlappet mellem donor- og transfersporten afgørende for, at TT-atleterne bliver introduceret for den nye sportsgren og får muligheden for at .

I fodboldspillerens tilfælde fremkommer overlappet ved, at den fysiske træner i superligaklubben, som tilfældigvis også er træner for nogle af landets bedste sprintere, ser, at spilleren mistrives. Den fysiske træner, som bliver fodboldspillerens nøgleperson, tilbyder således spilleren en prøvetræning i atletikklubben. En umiddelbar skepsis bliver hurtigt vendt til motivation, da spilleren indser, at der er kort vej til toppen i atletikken. Det starter med en enkelt sprinttræning om ugen for at supplere fodboldspillet, men det mentale frirum og det nyopdaget sportsmiljø bliver hurtigt favoritstedet for fodboldspilleren. Efter to stævner er atleten på atletiklandsholdet, og bare tre år efter vinder atleten den første internationale seniormedalje.

Et nyt perspektiv på talentudvikling i Danmark?

I Danmark er der ingen systematisk tilgang til TT, men andre nationer har haft succes med at indrette nationale systemer: atleter, som af forskellige årsager stopper i deres donorsport, bliver guidet over i andre sportsgrene (MacNamara & Collins, 2015).

Det er veldokumenteret, at der sker et stort frafald af danske atleter i ungdomsårene (Storm et al., 2020), og at dette frafald kan skyldes udbrændthed som følge af høje sportslige krav, manglende restitution og uindfriede forventninger (Gustafsson, 2008).

Både litteraturen inden for TT (Collins et al., 2014) og resultaterne fra specialet antyder, at TT kan tilbyde en ny mulighed for atleter: de kan sænke skuldrene og få en gnist af ny motivation og et fravær af høje forventninger, som donorsporten var forbundet med.

Spørgsmålene er, om der ligger et potentiale for flere internationale medaljer og større konkurrenceevne til Danmark ved at rette blikket mod talenttransfer – og erfaringer hermed i udlandet? Kan vi med en øget opmærksomhed på TT tilbyde nye muligheder til eliteatleter, der mister motivationen og stopper karrieren for tidligt? Kan TT gøre atleter gladere og få dem til at vente med at lægge fodboldstøvlerne, pigskoene eller basketballskoene på hylden?

DOWNLOAD specialet her.

Kategori:

Udgivet:

05/11/2025

Forfatter:

Martin Johansen Skjulhaug

Relateret indhold