“De tager over efter deres fædre – men ikke på grund af det, du tror!”

Sådan lyder overskriften på en artikel i det norske medie NRK, der sætter fokus på en interessant udvikling i norsk topfodbold: En række af nutidens profiler i norsk fodbold er således sønner af tidligere professionelle fodboldspillere. Men deres vej til topfodbold har ikke nødvendigvis noget med deres gener at gøre, konkluderer artiklen.

I artiklen medvirker Stig Arve Sæther, der er professor ved NTNU i Trondheim, og har forsket i talentudvikling i børne- og ungdomsidræt. Han mener, at der er en tendens i fodbolden til at overdrive betydningen af medfødte egenskaber.

“Det er værd at minde om, at far kun bidrager med halvdelen af generne. Der er en mor også,” siger han.

Han mener således, at livets lotteri er nådesløst, når det handler om, hvem der kan blive gode basketball-spillere, sprintere og skihoppere, men i fodboldens verden er der flere, der kan blive gode.

“Fodbold kan rekruttere usædvanligt bredt,” konstaterer han og henviser til, at der er mange måder at blive en god fodboldspiller på. I fodbold er der brug for mange forskellige kvaliteter i modsætning til eksempelvis spydkast, hvor man skal være god til én ting: At kaste spyd. En spiller som Thomas Müller, der hverken er specielt hurtig eller teknisk stærk, er et eksempel på en spiller, der alligevel er blevet en verdensstjerne, fordi han er god til at fortolke rum på banen. Og netop derfor er der ikke nødvendigvis nogen sammenhæng mellem det fædrene ophav og en fodboldspillers succes, lyder det i artiklen.