»The transition of elite youth footballers through academy systems towards the first team is highly complex, competitive, and often unsuccessful.«

Med det citat indleder Niels Lawaetz sin Pro-opgave med titlen ”Fra transition til stabilisering. Om talenters gennembrud i dansk elitefodbold.”

Citatet stammer fra et nyere skotsk studie af Mark McGuigan, Antonio Dello Iacono og Allistair Mcrobert (2024), som undersøger fodboldspilleres transition fra ungdomsfodbold til seniorfodbold.

Med sine erfaringer fra mange år i forskellige roller i talentudvikling i dansk herrefodbold, kan Niels Lawaetz perspektivere til pointerne i studiet: At vejen fra talent til etableret seniorspiller er vanskelig og fyldt med udfordringer for de unge spillere med deres store ambitioner. Også tidligere studier beskriver, at den mest kritiske karriereovergang er transition fra ungdom til senior.

Selv meget talentfulde spillere, der udvikles under gode rammer, risikerer at støde på barrierer i sidste del af transitionen. I den tidlige del opleves forløbet ofte positivt, med en gradvis integration på seniorniveau og tæt samarbejde mellem akademi, førstehold og spillerens bagland.

Men i takt med, at spilleren bliver en fast del af førsteholdstruppen, flyttes fokus fra udvikling til resultater. Her bliver spillerens muligheder i høj grad bestemt af strukturer, kampprogrammer og faktorer uden for egen kontrol.

Reduceret spilletid er en central barriere, og gennembrud afhænger i høj grad af ”at være på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt”. Samtidig har både spillerens mentale robusthed og netværk (familie, trænere, agenter) stor betydning, men selv de mest parate talenter kan møde strukturelle udfordringer, som bremser eller forsinker gennembruddet.

Niels Lawaetz’ centrale undren er, hvordan trænere, klubber og forbund kan skabe rammer, der mindsker tilfældighederne og gør vejen til en stabil seniorposition mere systematisk og bæredygtig. Og ikke mindst hvilke udfordringer de mødes af.

Opgaven introducerer to spillercases, som konkretiserer disse udfordringer i praksis. De to cases tager afsæt i Niels Lawaetz’ tid som Head of Coaching hos henholdsvis AaB Akademiet og Lyngby Boldklub.

Du kan læse begge cases i den originale opgave, hvor du også kan dykke ned metoden. Det gælder kvantitative data om spillere – herunder antallet af spilleminutter frem mod, hvad Niels Lawaetz definerer som talenters stabilisering og gennembrud i seniorfodbold. Derudover bygger Pro-opgaven på interviews med seks transitionstrænere, som repræsenterer klubber på det højeste, nationale niveau.

I denne artikel kan du læse et resumé af opgavens centrale konklusioner. Opgaven kan du tilgå i sin fulde længde her.

Fire faser i overgangen fra ungdom til senior

Natalia Stambulova og kollegers (2016) empiriske model udgør opgaven teoretiske afsæt og opdeler spillerens overgang fra ungdom til senior i fire faser. Tilsammen giver en ramme for at forstå de udfordringer og processer, talenter gennemgår:

1. Forberedelsesfasen: Spilleren opbygger de nødvendige kompetencer (fysiske, tekniske, mentale) og arbejder ud fra en individuel udviklingsplan. Akademierne har her ansvar for at forberede spilleren på fremtidens krav – ikke kun den aktuelle årgang.
2. Orienteringsfasen: Spilleren introduceres gradvist til seniormiljøet, typisk gennem træning med førsteholdet. Fokus er på læring og kulturel tilvænning, støttet af mentorer og trænere.
3. Tilpasningsfasen: Spilleren indgår i seniormiljøets daglige krav og hierarkier. Succes afhænger af miljøets støtte, spillerens evne til at håndtere modgang og acceptere nye roller.
4. Stabiliseringsfasen – Spilleren konsoliderer sin plads i truppen og opnår kontinuitet i præstationer. Kampminutter bliver afgørende for fastholdelse og videre udvikling.

I forlængelse heraf peger opgaven på afgørende faktorer et talents stabilisering og succesfuld transition:

• Et støttende udviklingsmiljø på førsteholdet, hvor spilleren fortsat kan lære og udvikle sig.
• Tydelig forventningsafstemning om præstationskrav og tidsperspektiv.
• En tilstrækkelig mængde kampminutter i konkurrencedygtige kampe.
• Mulighed for spilletid på førsteholdet i reelle, kompetitive situationer.

Omvendt peger føromtalte af forskning af McGuigan, Dello Iacono og Mcrobert (2024) på væsentlige barrierer:

• Manglende eksponering til førsteholdsmiljøet (træning og kamp).
• Store og konkurrencefyldte trupper, hvor eksterne spillere ofte prioriteres.
• Førsteholdstræneres tilbageholdenhed med at stole på unge og uprøvede spillere.
• Manglende kontinuitet i spilletid, hvilket kan skabe tab af motivation, især hvis miljøet ikke har et tydeligt udviklingsfokus.

Spilleminutter som indikator

Med afsæt i data om spilleminutter har Niels Lawaetz foretaget en kvantitativ analyse. Spilleminutter er defineret som minutter på seniorniveau i gældende kampe (også niveauer under øverste nationale niveau i forbindelse med udlejning eller før klubskifte til nuværende niveau). Spilleminutter er en indikator for denne udvikling af flere årsager:

For det første fremhæver teorien på området, at spilleminutter er afgørende for en vellykket transition.

For det andet er spilleminutter endemålet for en spillers udvikling.

Det er svært at argumentere for, at en spiller uden kampminutter har fået sit gennembrud – eller omvendt: at en spiller, der har spillet en vis mængde minutter, ikke har.

Gradueringen af spilleminutter er fastsat for at forstå den tid, det tager en spiller at gå fra debut til stabilisering. I opgaven vises følgende graduering i graferne, som du kan se den originale opgave.

• .Rød: Debut
• Gul: 900 minutter
• Grøn: 2.700 minutter

Blandt konklusionerne er:

• Cirka hver fjerde spiller fra Ligaakademier lykkes med at komme igennem til højeste nationale niveau. Antallet er lavere for spillere på lavere ungdomsniveau. Niels Lawaetz vurderer samlet set, at tallene er høje og en (glædelig) succesrate for dansk talentudvikling. Hertil kommer en række spillere, der slår igennem i 1. Division, 2. Division eller andre kompetitive ligaer i ind- og udland.
• Debut på seniorniveau opnås oftest, når spilleren er mellem U18 og U20. Efter debuten venter ofte et par sæsoner med begrænset spilletid på klubbens førstehold på seniorniveau.
• Stabilisering opnås i gennemsnit på U21. Det er ikke usædvanligt, at det tager tre til fem sæsoner at opnå 2.700 kampminutter
• Tidlig debut giver i gennemsnit et længere forløb frem mod stabilisering, men stabiliseringen opnås til gengæld i gennemsnit et år tidligere som U20
• Transitionen er individuel – opgørelsen af antal spilleminutter dækker over meget forskellige forløb for de enkelte spillere.

Klubbernes erfaringer

Interview med seks transitionstrænere giver indblik i klubbernes erfaringer og praksisser i forhold til transition. Interviewene tager afsæt i seks temaer:

1. Den svære transition
2. Transitionens faser
3. Et støttende udviklingsmiljø på førsteholdet
4. En tydelig forventningsafstemning
5. Mængden af kompetitive kampminutter
6. Adgang til førsteholdet

Ud fra interviewene finder opgaven frem til følgende:

• Både klubberne og spillerne oplever markante udfordringer i overgangen fra talent på akademiet til ung spiller på førsteholdet. Spillerne skal vænne sig til en anden rolle i hierarkiet og nye præstationskrav. Dertil kommer, at det ikke altid er nemt at få chancen på førsteholdet i kamp.
• Transitionen er individuel. Der er stor forskel på, hvor lang tid spillerne skal bruge både på den første tilvænning og senere på at blive pålidelig og etablere sig som seniorspiller.
• Støttende udviklingsmiljøer forsøges i alle klubberne skabt via et tæt samarbejde mellem akademi og staben omkring senior. I denne proces spiller transitionstræneren en nøglerolle.
• Udviklingsmålet skal fastholdes, når spillerne træder over i seniortruppen. Her er løbende spillersamtaler og tydelige, individuelle udviklingsplaner afgørende værktøjer for transitionstrænerne.
• Kamptilbud er i de fleste klubber en markant udfordring for især de største talenter, der ikke længere bliver matchet i ungdomsligaerne. De mest ressourcestærke klubber løser dette med etablering af forskellige internationale kamparenaer.
• Forventningsafstemningen mellem klubben, spilleren og spillerens interessenter kan være svær. Her er løbende spillersamtaler og tydelige individuelle udviklingsplaner ligeledes afgørende værktøjer for transitionstrænerne.
• Klubbens fodboldstrategi har stor betydning for mulighederne for en vellykket transition. For eksempel har trupsammensætning på førsteholdet samt nationale og internationale klubsamarbejder betydning for unge spilleres mulighed for at ’træne op’, blive udlejet og få kampminutter generelt.

Læs hele analysen og citater fra de seks transitionstrænere her.

En fasemodel specifikt til fodboldmiljøer

Opgaven peger på, at transitionen fra akademi til seniorfodbold er en vanskelig og langvarig proces, hvor kun få spillere når et stabilt gennembrud. Både forventningsafstemning og det langsigtede perspektiv understreges eksempelvis ved, at en transitionstræner fortæller:

»Vi har et kæmpe ansvar, i forhold til at de her spillere de skal simpelthen lære at forstå, at det er ikke et sprint, men det er en maraton at være i transitionsfasen.«

En anden fortæller:

»[…] drengene er hele tiden orienteret op imod: ”Synes cheftræneren på førsteholdet, at jeg er god nok”. Det er jo ‘røv lige meget’ i forhold til din udvikling på den lange bane. Altså, han (træneren, red.) er ansat til at lave resultater i weekenden, og hvis du er god nok i hans øjne til at gøre det, så spiller du. Men det, vi arbejder med hos dig som transitionsspiller, er jo, at du skal lykkes over seks, 12, 18 måneder.«

Både teori, kvantitative data og kvalitative interviews peger på de samme centrale faktorer: behovet for et støttende udviklingsmiljø, tydelig forventningsafstemning, adgang til kampminutter og en strategisk trupsammensætning på førsteholdet.

Analysen understreger, at spilleminutter i konkurrencedygtige kampe er helt afgørende for spillerens udvikling. Flere klubber har integreret dette i deres strategi, mens andre kæmper med at skabe tilstrækkelige muligheder – hvilket kan efterlade spillere i et vakuum mellem akademi og senior. Blandt andet fortæller en transitionstræner:

»Det er kampminutterne, som er afgørende for, at du kan fortsætte din udvikling. Derfor har vi også et stort ansvar for at sikre, at de her spillere, der ligger i den her transitionsfase her imellem U19 og førsteholdet, at de får nok kampminutter.«

Og en anden fortæller:

»Jo mere man træner med førsteholdet, jo bedre bliver man. Men en ting er træning – en anden ting er kamp, og jeg synes, at vi i min tid i klubben har haft i hvert fald mellem to og fem spillere, som er havnet i den her limbo – hvis vi kan sige det sådan – hvor de sidder på bænken om søndagen. Og fordi de gør det, har cheftræneren ikke villet lade dem spille U19 om lørdagen.«

Resultaterne viser også, at overgangsforløbet er individuelt. Nogle spillere tilpasser sig hurtigt, andre har brug for længere tid, udlejning eller klubskifte. Variationerne i forløbene bekræfter, at transitionen bedst forstås som en personlig proces, hvor timing, støtte og rammer spiller ind. Selvom fokus for transitionstrænerne er på udviklingen af den enkelte spiller, beskriver de også, at den sidste tilpasning kun kan ske i en ramme af seniorfodboldens præstationsmiljø.

»Tempoet i spillet. Bare det at vænne sig til at skulle spille førsteholdsfodbold eller træne førsteholdsfodbold. Det kan man aldrig komme helt i mål med næsten uanset, hvor meget de træner med, inden de kommer op og bliver en fast del altså. […] Vi kan ikke uddanne superligaspillere (på akademiet, red.). Det sidste skridt, det skal de tage oppe ved cheftræneren og hans stab. Altså det er ham, der skal tro på dem. Det er ham der skal gøre dem færdige, hvis man kan sige det sådan.«

Den tætte relation til spillerne beskrives af flere af trænerne som helt afgørende for, at de kan støtte spillernes udvikling videre ind i tiden på senior. Derfor er transitionsgrupperne med spillere typisk forholdsvis små, eller spillerne er delt ud på flere kontaktpersoner i klubben:

»Vi kører sådan en mentorordning […], hvor vi hver især har nogle spillere. Det er både mig som transitionstræner, men det er også cheftrænerne på de forskellige ungdomshold og så assistenttrænerne også.«

Samlet set fremstår dog en bekymring: Selvom opgaven viser en sammenhæng mellem teori og praksis om, hvad der virker, mangler mange klubber en klar strategi for transitionen. Dette står i kontrast til de betydelige ressourcer, der investeres i talentudvikling, og understreger behovet for systematiske, strategisk forankrede tilgange.

I arbejdet med denne opgave er det blevet tydeligt, hvor vigtigt det er at have et fælles sprog for transitionen fra akademi til senior. Det gælder både internt i klubben, i dialogen med spilleren og hans bagland samt på tværs af klubber og forbund.

Som træner og leder har Niels Lawaetz ofte oplevet, hvor vanskeligt det kan være at skabe den nødvendige sammenhæng, når en spiller bevæger sig fra akademiets udviklingsmiljø til seniorfodboldens præstationsmiljø. Der er således behov for en model, der endnu tydeligere kobler teori med fodboldens praksis. En model, som gør det lettere for både spillere, trænere og ledere at identificere, hvor i processen en spiller befinder sig – og hvad der skal til for at tage næste skridt.

Niels Lawaetz har tilpasset fasemodellen for transition, så den i højere grad afspejler elitefodbold. Den bygger på de fire grundfaser (forberedelse, orientering, tilpasning og stabilisering), men er tættere knyttet til de krav, muligheder og barrierer, som findes i fodboldklubberne. Formålet med modellen er at tilbyde et redskab – ikke en facitliste – der kan:

• Skabe en fælles terminologi i klubben om spillerens position i transitionsforløbet.
• Understøtte planlægningen af den enkelte spillers udviklingsvej frem mod gennembrud.
• Identificere udfordringer og kvalificere strukturelle beslutninger i klubben.
• Sætte fokus på, at vejen fra talent til stabilisering kræver tid, strategi og ressourcer – ikke blot talent og vilje.

Du finder modellen på side 35 i opgaven.

Afslutningsvist diskuterer Niels Lawaetz udfordringen i, at de fleste klubber mangler en strategisk plan for denne sidste del af transitionen, og hvilken rolle både DBU og ligaer har.

I og med at opgaven tager afsæt i elitefodbold for drenge/herrer opfordrer han til, at fremtidige undersøgelser kan vedrøre elitefodbold for piger og kvinder. Dette skal ikke mindst ses i lyset af, at han i dag er landstræner for Danmarks U19-kvinder, ligesom sporten i Europa er i en rivende udvikling, hvilket – forhåbentlig – markante investeringer i talentudvikling.