Traditionel fodboldanalyse bygger ofte på skematisk tænkning, taktiske formationer og identifikation af mønstre i store mængder data. Det fører til statistiske modeller, der søger at opdele spillet i faste, interagerende dele eller systemer.

Denne mere traditionelle metode har en tendens til at evaluere præstationer på kampniveau med situationsbestemte variabler, som forbliver konstante gennem kampen (modstanderprofil, spillested).

Metoden benytter samtidigt såkaldte aggregerede data såsom antallet af afleveringer, gennemsnitlig sprintfrekvens og samlet løbedistance. Aggregerede data betegner, at data er kombineret fra forskellige målinger.

At måle og analysere på denne måde kan være forbundet med risici, idet spillerne kan blive betragtet som faste objekter, der kan observeres, kvantificeres og anvendes i præstationssammenhæng. Selvom data, tal og statistikker kan være nyttige, er der yderligere en risiko: Fodbold kan ende med at blive set som noget meget tørt og abstrakt – langt væk fra, hvordan det faktisk føles at spille og opleve kampen. Så bliver det mere en envejs-fortælling fra analytikeren, i stedet for en fælles forståelse af spillet.

Og netop denne risiko tager Mark O’Sullivan, Matías Manna og Keith Davids fat på i artiklen ”Applying an Ecological Approach to Football Analysis: A corresponsive, relational, and culturally situated practice”.

Her argumenterer de for at bevæge sig væk fra »denne konventionelle og distancerede tilgang« og i stedet betragte fodbold som et komplekst, forbundet og adaptivt system. Det vil sige »en helhed og ikke blot summen af enkelte dele.«

Denne mere økologiske tilgang (ecological approach) retter opmærksomheden mod samspillet mellem spillerne i deres omgivelser, og hvordan deres intentioner, færdigheder og perceptioner former adfærden på banen. Perceptioner skal her forstås som opfattelser og fortolkninger af sanseindtryk.

Perspektivskiftet kalder på en erkendelse af, hvordan verdenssyn former den måde, vi ser, spiller, træner og analyserer fodbold på.

I de følgende afsnit kan du læse et dansk resumé af artiklen.

Verdenssyn former opfattelsen – også i fodbold

Med inspiration fra den sociale antropolog Tim Ingold er et verdenssyn ikke bare det, vi tænker, men også den måde, vi har lært at opfatte, fortolke og handle i verden på.

Verdenssyn er kropsligt forankret, ofte uudtalt og dybt indlejret. Verdenssyn styrer vores opfattelser og intentioner ved stille og roligt at indramme – hvad vi ser som værende muligt – og det går ofte ubemærket hen, fordi muligheder opleves som “sådan er det bare”.

Verdenssyn kan have stor indflydelse på, hvordan fodboldanalyse bliver udført, fordi verdenssynet præger,

• hvad vi tror, spillet er,
• hvad vi anser som viden, og
• hvad vi betragter som succes eller fiasko.

Analyse er altså aldrig neutral, men afspejler de historisk indlejrede antagelser, prioriteringer og kulturelle perspektiver hos dem, som udfører analysen.

Der findes forskellige måder at opnå viden på, som hjælper os med at finde vej i verden. Disse er kort forklaret i figur 1:

Traditionel fodboldanalyse bygger ofte på faste systemer og formationer, datamønstre og statistik, hvor spillet bliver brudt ned i enkelte dele. Den måde at forstå præstation i fodbold på afspejler det, som James J. Gibson (1979) har kaldt “viden om” miljøet: et distanceret, eksternt blik, hvor man udefra søger at forklare, hvad der sker, ved at bruge store mængder data til at forstå præstationskonteksten – for eksempel en fodboldkamp.

Analytikere ser en kamp ”ude fra” og beskriver, hvad der sker i en kamp. Derpå udvikler analytikere modeller og systemer, der forklarer mønstre og strategier, ligesom de forsøger at forudsige, hvordan spillere vil interagere med medspillere, modstandere og kampens kontekst.

Selvom denne tilgang har værdi, står “viden om” præstationsmiljøet adskilt fra spillernes oplevede virkelighed. Spillere tænker ikke blot over spillet – de spiller det.

Spillerne skaber mening i deres omgivelser og organiserer deres handlinger i realtid. Denne form for viden er direkte, kropslig og praktisk – det, som Gibson kaldte “viden i” miljøet. Det hjælper spillerne med at opfatte information og regulere deres bevægelser, mens de leder efter muligheder for handling under spillet.

En sådan mulighed kan for eksempel være at udnytte et mellemrum mellem to forsvarere, fornemme en medspillers løb eller reagere på en trussel fra en modstander, der driver bolden mod mål.

Med reference til et interview med Argentinas landstræner, Lionel Scaloni, viser figur 2 et enkelt eksempel på forskellen mellem “viden om” og “viden i” miljøet:

To former for viden i fodbold – en opsummering

Viden om miljøet (ekstern viden)

• Data, statistik og mønstre
• Beskriver spillet udefra
• Skaber modeller og systemer
• Hjælper med at se generelle tendenser
• Risiko: løsrevet fra spillernes oplevelse

Viden i miljøet (erfaringsbaseret viden)

• Direkte, kropslig og praktisk
• Opleves i realtid på banen
• Spillere opfatter muligheder (affordances) i situationen
• Afhænger af individuelle færdigheder og kontekst
• Eksempel: Vinícius Júnior ser en driblemulighed, Kevin De Bruyne ser en pasningslinje.

Samspillet mellem de to former

• Analyse bør kombinere begge former for viden:
  • Viden om kan give overblik og systematik.
  • Viden i viser, hvordan spillere faktisk oplever og handler i spillet.
• Giver en mere helhedsorienteret forståelse af præstation, læring og udvikling.
• Understreger, at præstation ikke er isoleret teknik, men et produkt af perception og handling i et specifikt miljø.
• Beslutninger og handlinger er formet af kultur, historie og personlige erfaringer – ikke kun af data.

Hvordan kan fodboldanalyse udvikle sig?

Forfatterne argumenterer for, at fodboldanalyse kan udvikle sig ved at integrere de to former for viden, idet det muliggør en bedre forståelse for, hvordan spillere præsterer, lærer og udvikler sig. Præstation ses som koblingen mellem perception og handling (baseret på viden i miljøet) – ikke blot udførelse af færdigheder (baseret på viden om).

Præstation handler ikke kun om at udføre tekniske færdigheder eller gennemføre taktiske instrukser. Præstation handler i høj grad om, hvordan spillerne opfatter og handler i et specifikt miljø – altså om deres viden i omgivelserne. For eksempel kan information, der er brugbar for én spiller, være utilgængelig for en anden, afhængigt af spillerens unikke færdigheder og fysiske egenskaber.

Et mellemrum mellem to forsvarere kan tilbyde en dribletur for en spiller som Vinícius Júnior (med stærke 1-mod-1-evner samt eksplosiv fart og kraft) eller en pasningsmulighed for en spiller som Kevin De Bruyne (som kan se afleveringslinjer, andre måske ikke opfatter, og kan slå en præcis aflevering med begge ben).

Fodboldspillere handler ikke i et tomrum. Deres beslutninger opstår ikke kun ud fra spillets dynamiske interaktioner mellem med- og modspillere. Beslutningerne er også dybt indlejret i en bredere social, kulturel og historisk kontekst. Det perspektiv betyder, at muligheder for handling, som spillerne opfatter i situationen (såkaldte affordances) ikke kun er materielle muligheder.

Affordances formes over forskellige tidsskalaer af kultur, historie og de mere umiddelbare erfaringer, spillerne bringer med sig.

For eksempel kan spillere, der er vokset op med gadefodbold, have lettere ved at se muligheder for improvisation, som andre spillere slet ikke bemærker.

Et andet eksempel, som Lionel Scaloni fremhævede, handler om, hvor meget ydre styring hans egne børn oplever. For meget styring gennem detaljerede instrukser kan indsnævre børns blik for forskellige muligheder i spillet. En konstant strøm af information ude fra kan hæmme spillernes evne til selv at løse problemer og træffe beslutninger, fordi de vænner sig til altid at søge svar udefra – typisk fra træneren – i stedet for selv at udvikle deres handlemuligheder.

‘Intelligens’ i fodbold kan således ikke reduceres til små afgrænsede datapakker, som blot skal udtrækkes og forklares af en ekstern aktør (træner, fysisk træner eller analytiker). Intelligens i fodbold kan kontinuerlig mærkes, sanses og samskabes. Dette skal ses i lyset af, at præstation er en kontinuerlig kobling mellem perception og handling (baseret på viden i miljøet) og ikke blot en udførelse af tekniske færdigheder (styret af viden om).

Og intelligensen en opstår i det kollektive samspil mellem perception og handling i holdet midt i selve præstationen.

Med afsæt i denne tilgang er pointen, at det ikke handler om at vide mere, men om at vide bedre.

Spørg ikke kun om »hvad«, men også om »hvordan« og »hvorfor«

At bevæge sig ud over “viden om” spillet betyder at anerkende, at spillere handler i et fælles, relationelt rum. Her er handlemuligheder (affordances) ikke blot individuelle, men fælles invitationer til at koordinere handlinger. Fodboldhold kan dermed udvikle en kollektiv kobling mellem perception og handling, hvor spillere handler i synk med hinanden.

Lad os tage et eksempel: En spiller, som presser boldholderen, kan opleve en fælles handlemulighed sammen med sine medspillere, som samtidig lukker afleveringslinjer. Ikke fordi de fik en kommando, men fordi de opfatter det samme signal.

Kommunikation i fodbold er derfor ofte økologisk og kropslig, hvor orientering af kroppen, nik, peg, stemmeføring og/eller finter fungerer tegn.

Analytikeren kan undersøge, hvordan de fælles handlemuligheder skaber synergi i holdet. For angribere kan det handle om at se afleveringsmuligheder gennem kæderne, mens forsvarere opfatter muligheden for at bryde afleveringer og lukke rum.

Spillernes intentioner begrænser og former, hvad de ser og gør. Derfor må analytikeren forstå, hvad spilleren forsøgte – ikke blot registrere, hvad der skete.

Derfor spøger vi ikke kun: »Hvad skete der?«, men også: »Hvorfor og hvordan det skete?«, fordi hvorfor og hvordan sætter fokus på handlemulighederne i situationen, og hvordan spillernes intentioner formede deres valg.

Analysen bliver dermed samhørig, relationel og kulturelt forankret praksis, og analytikeren fungerer som en ‘linking coach’: en indlejret facilitator af fælles forståelse. Rollen er ikke at observere udefra som en neutral betragter, men at deltage i processen, hvor mening, intention og følelser samskabes med spillerne. Analyse bliver en refleksion i fællesskab, der bygger på både observation og kollektiv fortolkning.

Ny fortolkning af præstation

I forlængelse af de foregående afsnit formulerer O’Sullivan, Manna og Davids følgende punkter, som kan diskuteres, fordi den økologiske ramme ændrer, hvordan præstation fortolkes og diskuteres:

• Konkurrencepræstation kan forstås som spillernes evne til at koordinere handlinger, der hele tiden reguleres af spillets information – og omvendt.
• Analysen kan fokusere på, hvilke handlemuligheder (affordances) spillerne faktisk opfattede ud af de mulige, og hvordan disse stemte overens med deres individuelle dispositioner og færdigheder.
• Videoklip kan redigeres med fokus på handlemuligheder, så du ser, hvordan forskellige spillere kan opfatte og handle forskelligt i samme situation. Spillernes egne refleksioner over de handlemuligheder, de udnyttede, kan inddrages i samtaler.
• Fokus kan flyttes fra at kategorisere enkeltstående handlinger og hændelser (for eksempel antal afleveringer, skud, driblinger, tacklinger) til at undersøge de relationelle dynamikker og den fælles meningsskabelse, der udfolder sig i spillet – altså fælles handlemuligheder.
• Spørgsmålet kan flytte sig fra hvad til hvorfor og hvordan
• Analysen kan rette opmærksomheden mod, hvordan intentioner, følelser og kulturel baggrund hele tiden former handlinger. Mere vægt kan lægges på at forstå, hvordan hold kan udnytte selvorganisering og blive bedre til at synkronisere deres handlinger og opfatte samt udnytte kollektive handlemuligheder.

LÆS DEN ORIGINALE ARTIKEL ”Applying an Ecological Approach to Football Analysis: A corresponsive, relational, and culturally situated practice”.

LÆS OGSÅ: Læring handler ikke kun om repetition: Her er tre tilgange til mere dynamiske træningsmiljøer