I takt med at straffesparkskonkurrencer spiller en mere og mere fremtrædende rolle i både internationale og nationale turneringer er det nødvendigt også at uddanne skytter og keepere i at stå i den afgørende situation.

For at imødekomme dette behov igangsatte Dansk Boldspil-Union (DBU) i sommeren 2020 et pilotprojekt, som indebar indføringen af en ny regel i U17 Ligaen og U17 Divisionen for drenge.

Reglen bestod i, at alle uafgjorte kampe skulle afgøres med en straffesparkskonkurrence. Vinderen af straffesparkskonkurrencen fik to point for kampen, mens taberen fik ét point.

Efter første sæson blev regelændringen udvidet til U15 Ligaen. Efter anden sæson blev den udvidet til at gælde alle landsdækkende ungdomsrækker for både drenge og piger i årgangene U15 til U19.

DBU har fulgt de deltagende klubber, som igennem projektforløbet har registreret hvert enkelt straffespark. Fra projektstart i 2020 til projektafslutning i 2024 er det i alt blevet til 4.299 straffespark fordelt på 487 straffesparkskonkurrencer.

Den viden, som er indsamlet, og den sportslige værdi, som projektet har vist, betyder, at uafgjorte kampe i de bedste ungdomsrækker for drenge og piger gælder yderligere to sæsoner.

Men hvad har projektet betydet for klubbernes praksis, og hvordan har de grebet træningen an? Og lige så vigtigt: Hvordan har reglen påvirket udviklingen af spillerne?

De spørgsmål kommer du med omkring i denne podcast, når Anders Juul, sports- og talentchef hos IF Lyseng, og Jack Jeppesen, assistenttræner hos HB Køges U19 Liga-piger, fortæller om deres erfaringer fra projektet.

En del af træningen

For både IF Lyseng og HB Køge har projektet medført en bevidsthed om forberedelse og træning af færdigheder.

Før projektet havde Jack Jeppesen og U19-holdet »brugt 0 minutter« på at træne straffespark. Derfor har de afprøvet forskellige måder, hvorpå disciplinen kan trænes. Det viste sig hurtigt, at det var tidskrævende at træne straffespark isoleret, og det lykkedes ikke at skab en ”virkelighedstro setting”.

Straffesparkskonkurrencer blev derfor taget væk som et afsluttende element i træningspas:

»Hvis der er 20 spillere, der skal gennem i straffesparkskonkurrence, tager det rigtig lang tid. […] Det, vi synes, vi lykkes bedre med, er, at vi lægger det ind i en øvelse den sidste træning før kampdag. I stedet for at bolden bliver sat i gang fra målet af, så bliver alle bolde sat i gang med et straffespark. Scorer man, får ens hold bolden, og så spiller vi derfra. Brænder man, får modstanderholdet bolden. […] Det har givet meget mere. Det betyder alligevel meget for dem at få bolden i sådan et afgørende spil.«

Anders Juul repræsenterer flere hold i IF Lyseng, og at det er op til den enkelte træner at vælge tilgang. Eksempelvis praktiserer U19 Division-drengene den målmands-uafhængige tilgang:

»Det handler om, at træneren gerne vil have spillerne til at vælge. Når de går til bolden, så har de valgt en side, de sparker i. Når det bliver den målmands-afhængige, er det, fordi en spiller tager sig den frihed. […] Men det er primært den målmands-uafhængige strategi, og når rapporten (Fra uheld til kvalificeret held, red.) fremhæver, er der en overvejende sandsynlighed for, at den uafhængige strategi er den bedste, jamen så bliver trænernes fornemmelse og praksis understøttet statistisk.«

Ligesom i HB Køge har træningen af straffespark vist sig at være mest effektfuld, når den indgår indirekte. Det vil sige, at keeperens bevægelser og spring kan inkorporeres i småspil, ligesom den mentale del i form af afluring kan implementeres i andre øvelser.

Det (mentale) samarbejde

Jack Jeppesen og Anders Juul fremhæver samarbejdet på tværs af staben som afgørende for, at spillerne dygtiggør sig i disciplinen.

Mentaltrænerens opgave kan være at observere, hvordan spilleren, træneren og omgivelserne reagerer, hvis og når en spiller brænder. Et andet punkt på samarbejdsdagsordenen er, at dialogen om, hvordan staben håndterer spillerne, tages på et organisatorisk niveau.

For at udvikle spillerne har HB Køge lavet tre guidelines, som spiller kan følge. Det handler nemlig om at lade spillerne lære at træffe et valg. Det er altid tilladt for spillerne at sige ”nej” til at skyde, men væsentligt er, at træneren følger op med spillerne, og hvorfor de ikke ønsker at skyde.

Det giver træneren mulighed for at arbejde med spilleren, og eksempelvis har Jack Jeppesen arbejdet i halvandet år med spiller, hvilket har resulteret i, at hun »endte med at tage det syvende og afgørende spark i straffesparkskonkurrence, der løb ud.«

For keeperne har træningen af det mentale en afgørende betydning, hvor Jack Jeppsen har oplevet, at keeperen er endt i situationer, hvor hun sprang for sent:

»De var usikre på, hvad de skulle vælge, og vi havde nogle snakke med dem om, at vi hellere vil have, at de går og så springer til den forkerte side, end at de bare bliver stående. For der tager i dem (boldene, red.) ikke. […] Det er en stor del af det at lære dem at tage en beslutning og så gå efter den.«

En sidegevinst ved projekter er derfor, at nye spillere træder frem, viser sig frem og tør tage ansvar for sig selv og hinanden. Og det at brænde – eller score – på straffespark har ingen betydning for ”status” i truppen.