I forbindelse med Divisionsforeningen og Syddansk Universitets strategiske satsning på forskning og udvikling har man iværksat flere forskellige initiativer.
Et af disse er etableringen af en årsforløbsmodel, hvor studerende fra Syddansk Universitet har mulighed for at blive tilknyttet en dansk divisionsklub i et studieår, hvor vedkommende kan løse konkrete opgaver og være en del af et elitemiljø. Formålet har været, at klubberne får værdifuld viden og ressourcer tilknyttet, mens de studerende opnår relevant erfaring fra den professionelle fodboldverden, og flere af de danske klubber har i løbet af det seneste år påbegyndt det strategiske arbejde med at implementere studerende i deres dagligdag.
Men hvad er egentlig tankerne bag samarbejdet, hvilke perspektiver ser klubberne og universitetet i denne model, og hvilke erfaringer kan deles videre til andre klubber for at optimere arbejdet fremad? Det sætter vi fokus på i dette afsnit af GameChanger.
I studiet er adjunk Louise Kamuk og adjunk Kasper Gejl fra Institut for Idræt ved Syddansk Universitet, som har arbejdet tæt sammen med Divisionsforeningen i arbejdet, sammen med Peder Siggaard, der er projektleder i Brøndby IF, hvor han blandt mange opgaver, også har været og er stærkt involveret i deres opbygning og satsning på arbejdet med studerende fra universitet.
De taler i løbet af dette afsnit om deres erfaringer med samarbejdet og kommer undervejs ind på både det konkrete indhold i de studerendes opgaver, rammerne for årsforløbsmodellen og de muligheder, modellen giver for både klubber og universitet.