Mark O’Sullivan tager imod GameChanger i kantinen på Norges Idrettshøgskole (NIH) i Olso, hvorfra man fra vinduet kan se ud over idrætsuniversitetets bygninger og udendørsarealer. Blandt andet de fodboldbaner, hvor Mark O’Sullivan, som er Associate Professor, tilbringer en stor del af sin tid med at uddanne fodboldtrænere.

Han har altid beskæftiget sig med fodbold. Dels som ivrig amatør hjemme i Cork, Irland, senere som træner i Stockholm, som har været hans hjemby siden 2004, hvor han gennem det svenske fodboldforbund har gennemført UEFA A-uddannelsen. Og det er trænergerningen, der sammen med hans filosofiske tilgang til spillet (han har en ph.d. i filosofi) gør ham til en efterspurgt ekspert rundt om i verden.

Ud over ansættelsen ved NIH i Norge har han i et års tid hjulpet det canadiske fodboldforbund som konsulent på deres børne- og ungdomsprogram. Så sent som i august var han inviteret til Bukarest, hvor han arbejdede med 30 trænere i en klub.

Tidligere i år udgav han sammen med Martin Vlk, der er Head of Methodology and Coach Development i Slavia Prag og Coordinator of Higher Education hos det tjekkiske fodboldforbund, en artikel om læring og repetitioner. I artiklen er pointen, at læring ikke alene handler om at gentage en løsning, men om at gentage processen med at finde en løsning. Dén pointe uddyber Mark O’Sullivan her i podcasten.

Mark O’Sullivan stiller sine træneraspiranter spørgsmålet: Hvad er ’kunnen’?, og han besvarer selv spørgsmålet med sætningen: »’Kunnen’ er at beherske en teknik i en kontekst.«

Uddybende forklarer han, at kunnen er en fortløbende udvikling i samspil med det omkringliggende miljø under indflydelse af utrolig mange faktorer. Eksempelvis oplever børn i puberteten, at der sker en fysisk udvikling. Du kan løbe hurtigere, men måske mister du noget balance og koordination, og så opfattes du som værende en dårligere spiller. Men nej, siger O’Sullivan. De skal bare finde sig selv i miljøet, fordi deres forudsætninger har ændret sig:

»Så kunnen og evner er ikke noget, du ejer til stadighed, det er noget, som ændrer sig over tid.«

Hvis du køber denne præmis og bevæger dig videre ud af dette spor, vil læring være en dynamisk størrelse, som ikke begrænser dig til en snæver aldersperiode eller til simple øvelser, der sættes på repeat. I stedet er læring en konstant tilpasningsproces, hvor spillernes udvikling formes af samspillet mellem individet, opgaven og miljøet.

»Der er ingen evidens for, at vi skal lære de forskellige færdigheder i alderen fra syv til 12 år. Hvis det var tilfældet, så var jeg ikke, hvor jeg er i dag,« siger Mark O’Sullivan, der er 57 år, begyndte sin træneruddannelse som 36-årig og tog sin ph.d. som 50-årig.

Han advarer derfor mod tidlig udvælgelse og tidlig specialisering idet denne tilgang kan være begrænsende for unge spillere. Tværtimod bør trænere tilbyde børn muligheder og skabe rammer for kreativitet, hvilket gør op med gængs praksis med tidlig specialisering og intensive, gentagne øvelser i troen på, at det giver de bedste resultater.

Mark O’Sullivan påpeger for vigtigheden af at lade spillerne eksperimentere med forskellige bevægelsesmønstre og spilsituationer i et miljø, der ligner spillet på kampbanen. Og det er her begrebet gentagelser uden gentagelser kommer på banen.

Mark O’Sullivan citerer sin irske landsmand, forfatteren Samuel Beckett, når han skal forklare begrebet gentagelser uden gentagelser:

»Har du forsøgt? Har du fejlet? Lige meget! Prøv igen, fejl igen, men begå bedre fejl.«

Med det mener Mark O’Sullivan, at det er vigtigt, at vi tillader børn at være nysgerrige og udforske spillet og give dem muligheder for at udforske. Så i stedet for at drible mellem kegler igen og igen, giver du børnene en information, der repræsenterer spillet – for eksempel en modstander.

Konklusionen er, at løsningerne ændrer sig konstant, fordi modstanden og informationerne hele tiden ændrer sig. Så frem for at gentage driblingerne mellem keglerne er det gentagelsen af processen med at finde nye løsninger, der er essensen i Mark O’Sullivans filosofi.

Han præsenterer modellen Foundations for Task Design, som et redskab for trænere at arbejde efter. Heri indgår bold, modstandere, holdkammerater, retning, konsekvens og repræsentativ information, og Mark O’Sullivan fortæller, hvordan han for eksempel brugte modellen, da han var i Bukarest og skulle træne et hold U14-spillere:

I en 4-mod-4-kamp bad han spillerne tænke på at spille gennem, udenom eller over modstanderne, hvilket afveg fra deres normale øvelser om at beholde bolden for at beholde den. Så i stedet for at fokusere på mønstre bad han dem om at fokusere på informationerne. Resultatet var, at spillerne hurtigt selv fandt frem til, hvordan de skulle presse, bygge op og skabe rum for at spille udenom.

»Det her er ikke raketvidenskab,« siger Mark O’Sullivan og påpeger, at flere studier viser, at involvering fremmer kreativitet, motivation og trivsel. Og det gælder alle fodboldspillere, i alle aldre og på alle niveauer. Også elite: »Det her er elite,« siger han, for ved anvendelse af modellen vil flere finde glæde i at spille spillet og i længere tid, og det vil i sidste ende gavne fodboldspillet og uundgåeligt skabe flere gode spillere på alle niveauer:

»Vi er på vej mod en simpel måde at gøre tingene på, og det vil gå ud over motivationen og deltagelsen.«