Det er et sammensurium af mange overvejelser, når Brian Riemer udtager spillerne til fodboldlandsholdet. Der ligger et grundigt forarbejde bag, som blandt andet indebærer besøg og individuelle samtaler med spillerne, en analyse af, hvad den definerede spillestil stiller af krav til spillerne på de forskellige pladser, og utallige timers kiggen af fodboldkampe.

I dette afsnit af GameChanger giver Brian Riemer et indblik i tilgangen til udvælgelsen af nye spillere til landsholdet, og hvordan han sikrer de nye spillere en god integration på holdet og i holdets spillestil.

Tid sammen med spillerne bliver altid fremhævet som en knap ressource, men i stedet for at se manglende tid som et problem, ser Brian Riemer det som en præmis. Og den præmis tvinger ham til at tænke alternativt, i forhold til klubtrænere der har oceaner af tid sammen med spillerne på og uden for træningsbanen: »Hvis du skal få tingene til at lykkes, så skal du være villig til at finde nogle andre veje. En af de veje er helt klart scoutingen,« som er en essentiel måde at optimere tiden på fortæller Riemer og tilføjer:

»Jeg har prøvet mange gange i klubber, hvor vi siger ’nu prøver vi at omskole ham lidt, og så får vi ham gjort til den kant, vi godt vil have og kan se, han kan blive’. Det er der ikke tid til på et landshold, og det kræver, vi er skarpe på udvælgelsen. […] Hvis du gerne vil have en højre kant, der løber dybt, så skal du ikke have verdens bedste til at løbe ind i banen.«

Som landstræner har han ikke mulighed for at gå ind i samme læringsprocesser som en klubtræner, og derfor er klubbesøg og at rejse ud og mødes med spillerne en klar prioritering:

»I stedet for at bruge tonsvis af timer på at snakke med trænere, så har jeg prioriteret at mødes med spillerne og bruge video, taktikbrættet og kommunikative færdigheder til at fortælle dem, hvad vil jeg gerne have, de skal gøre for det danske landshold.«

Når det gælder om at integrere nye spillere i den eksisterende spillestil, så »er vi tilbage ved prioriteringerne, for nogle skal spille en position eller har en rolle, som ligger 90 til 95 procent op ad, hvad de gør i deres klub eller i øvrigt på det danske landshold de seneste 50 landskampe. Her er det i højere grad små detaljer, der skal styr på,« fortæller Riemer og forsætter med et konkret eksempel med Mika Biereth.

For i tilfældet Mika Biereth var Brian Riemer i Monaco for at se ham spille kamp, men brugte også tid til samtaler med video for på den måde at forklare og forberede angriberen på rollen. Under selve landsholdssamling fik Riemers assistenttræner, Kenneth Weber, til opgave at holde specielt fokus på Mika Biereth under træningsøvelserne og guide ham, således at spilleren er tryg, når han løber på banen for landsholdet.

Her giver Riemer også et simpelt, men effektfuldt råd til trænere, som ikke har samme ressourcer til rådighed, når det gælder integration af nye spillere:

»Jeg har ikke de vise sten, men jeg ved, hvad der virker for mig. Den personlige relation til spillerne har været ekstraordinært afgørende. Kan du få spillerne til at forstå dig, og du forstår dem, og det her teamwork bliver sat op med respekt og en detaljegrad. […] Den fejl, der tit bliver lavet, er, at vi trænere ved rigtig meget om og er dygtige på detaljer. Men der er også noget, der hedder ’formidling’ […]. Både pædagogik og didaktik fylder meget i moderne fodbold.«

Den røde tråd mellem nutiden og fremtidens spillere

Der er et behov for at spille efter en tydelig spillestil, men samtidigt er der et ønske om at få det bedste ud af spillerens individuelle styrker. Her er to vigtige parametre, som er forbundne:

Tidsbegrænsning, og derfor er du nødt til at lægge noget over på spillerne. Og det leder videre til det andet parameter, hvor moderne fodbold har tendens til, at træneren gerne vil styre alt, og »det er næsten et skakspil eller vi har et joystick’.«

Om end det for Riemer er vigtigt med en klar plan, vægter han højt, at specielt de offensive spillere får frihed, og at kreative spillere som Christian Eriksen, Mikkel Damsgaard og Gustav Isaksen »skal have lov til at finde det rum, der er frit. De skal have lov til at spille den bold, de ser, for det er også det, der gør dem gode.«

Når Biereth og i øvrigt alle andre spillere udtages til landsholdet, er det først og fremmest på grund af, at de er formstærk, siger Riemer. Men han medgiver, at det ikke er det eneste kriterium for udtagelse. Position, kompetencer og relationer spiller også en rolle og nævner Mads Roerslev som et perfekt eksempel på en ny spiller, der blev udtaget, fordi positionen passede. Sammen med Roerslevs erfaring fra Premier League og stærke form blev det afgørende for hans udtagelse og debut i efteråret.

Og apropos udvikling, bliver Victor Froholdt fremhævet som en spiller, som har været interessant at følge efter sin første udtagelse:

»Han viste nede i Portugal, at han sagtens kunne udfylde sin rolle. Og så er det klart, når de vender tilbage til klubberne, hvad sker der så? […] Der gør det vil glad at se, at en spiller, som har taget den har mulighed med landsholdet til at bygge yderligere på sit spil.«

Da spørgsmålet falder på fremtidens landshold, fortæller Riemer om Den Røde Tråd 2.0 som ramme, men også om at være bevidst om, hvilke typer spillere vi har nu – men som også kommer op i fremtiden. Et tænkt scenarie er, at »vi har ikke nogen dybdegående kantspillere. Så er vi nødt til at finde en stil, hvor der er nogle andre facetter vi spiller på – så er vi måske mere i mellemrum, mere centralt inde i banen og nogle andre positioner, som kan komme højere op i banen.«

Og det leder frem til, at Den Røde Tråd ikke alene er en ramme for spillet – der skal også være en rød tråd mellem nutidens og fremtidens landsholdsspillere.