Fodbold er et kaosspil, som er præget af konstant dynamik og omfattende beslutningssituationer, hvor ingen situationer er ens.

For at spillere kan navigere i spillets uforudsigelige natur, er det nødvendigt, at han/hun selvstændigt kan identificere valgmuligheder og derudfra træffe beslutninger.

Og netop det undersøger William Kürstein sig med i et studieprojekt fra Syddansk Universitet. Mere specifikt tager han afsæt i spørgsmålene: Hvilke bagvedliggende faktorer der påvirker kreativitet hos elitefodboldspillere? Og hvordan sammensætningen af træningssessioner kan optimere kreativitet i spillet?

Projektet er baseret på kvalitative interviews med to professionelle ungdomstrænere fra to 3F Superliga-klubber samt en gennemgang af relevant forskning og teorier.

Denne artikel er et resumé af projektet, og i hvert afsnit får du en anbefaling til træning af kreativitet i praksis. Anbefalingerne er baseret på “Perspektivering”-afsnittet, og du kan læse projektet i sin fulde længde her.

Selvom udgangspunktet er elitefodbold, er metoderne og anbefalingerne overførbare til breddefodbold.

Begrebsafklaringer

Kreativitet er defineret som evnen til selvstændigt at identificere muligheder i spillet og deraf træffe beslutninger. Derfor kan det ikke diskuteres, om spillere er kreative eller ej, men snarere om i hvor høj grad spillere er kreative i deres beslutningstagen.

Struktureret træning og ustruktureret træning læner sig i høj grad op ad henholdsvis Deliberate practice (Ericsson, Krampe & Tesch-Romer, 1993) og Deliberate play (Côté & Hay, 2002). Disse teorier er også benyttet i opgaven som sammenligning med struktureret og ustruktureret træning.

Den strukturerede træning er alle aktiviteter, som er trænerstyrede med formål om forbedring. Det vil sige holdtræning, kampe, videomøder, individuelle spillersamtaler etc.

Ustruktureret træning er selvorganiserede fodboldaktiviteter, der ikke er trænerstyret. Eksempler på dette ses typisk når der spilles fodbold i skolegården eller på en lokal boldbane.

LYT TIL: Få spillerne ud af komfortzonen: Sådan arbejder du med Deliberate Practice

Forudsætninger for udfoldelsen af kreativitet

Teorien af Santos et al. (2016) og projektets analyse peger på, at kreativitet hos elitefodboldspillere forudsættes af et samspil mellem flere faktorer, herunder tekniske, taktiske og fysiske færdigheder, og psykologisk tryghed.

• Tekniske evner tillader spilleren at udføre tekniske handlinger, så spilleren kan fremstå kreativ. Dette kan være teknik indenfor f.eks. afleveringer, skud eller tacklinger.
• Taktisk forståelse giver spilleren flere muligheder at være kreativ ud fra, da spilleren kan have kendskab til flere taktiske koncepter og principper.
• Fysiske evner tillader spilleren at udføre fysiske handlinger, der får spilleren til at fremstå kreativ. Spilleren kan f.eks. skabe et forspring vha. sine fysiske evner og derefter fremstå kreativ, eller bruge sin krop til at snyde modstanderen på anden vis. Det kan nogen gange diskuteres hvorvidt en bestemt handling er fysisk eller teknisk.
• Psykologisk tryghed for spilleren i miljøet er afgørende for, at spilleren tør tage chancer og dermed udvikle sig kreativt.

Anbefalinger

Det er vigtigt at træne spilleres tekniske, taktiske og fysiske evne fra en ung alder, da dette tillader spilleren at skabe så mange forskellige erfaringer som muligt med kreativ adfærd. Psykologisk tryghed relaterer sig i højere grad til det miljø træneren og klubben har skabt.

For at fremme kreativ adfærd, kan det være en god idé at rose spillernes kreative intentioner uanset udfaldet af handlingen. Dette vil give spillerne yderligere motivation for at afprøve forskellige løsninger i spilsituationer.

Kreativitet affødes af struktur og mønstergenkendelse

Kreativitet i fodbold opstår ikke spontant som improvisering, men nærmere som et produkt af struktur i form af mønstergenkendelse. Spillere med erfaring i mange forskellige spilsituationer har lettere ved at træffe hurtige beslutninger ud fra deres værktøjskasse af mønstergenkendelse. Denne forståelse af kreativitet er understøttet af Joseph G. Johnson (2006).

Anbefalinger

Kreativitet udvikles gennem eksponering for mange forskellige spilsituationer og refleksion over erfaringerne. Træneren kan skabe åbne spil, der fra træning til træning har forskellige regler, som fremmer og hæmmer forskellig adfærd. Således finder spillerne sig i mange forskellige situationer, hvor de ofte skal nytænke deres løsninger, og dermed udvider de deres ”værktøjskasse”. To ens spilsituationer opstår højst sandsynligt aldrig, så træningen bør indeholde løsninger, der præsenteres som overførbare til forskellige spilsituationer.

For at fremme refleksion kan træneren benytte refleksionsgrupper, hvor spillerne inden, under og/eller efter træningen diskuterer løsningsforslag i øvelserne.

Træn både struktureret og ustruktureret

Træningsmetoder opdeles i struktureret og ustruktureret træning. Struktureret træning, hvor træneren styrer læringsprocessen, er vigtig for at indlære fundamentale principper. Ustruktureret træning, hvor spillere kan eksperimentere, fremmer derimod kreativitet – uden risiko for negative konsekvenser som for eksempel fravælgelse af holdet eller boldtab, der ikke har lige så store konsekvenser i disse trænerfrie situationer.

Anbefalinger

Med afsæt i projektets fund anbefales, at spillerne træner både struktureret og ustruktureret. Struktureret træning kan understøtte spillernes kreative udvikling. Dette kræver dels, at træneren er god til at identificere, hvad den enkelte spiller har brug for, og dels at træneren er bevidst og tydelig om træningens formål.

Ustruktureret træning understøtter kreativitet, da dette i højere grad åbner for, at spillerne kan afprøve forskellige løsninger i spilsituationer, uden at det har konsekvenser.

Ideelt set bør en spiller træne både struktureret og ustruktureret for at udvikle høj kreativitet. Træneren kan facilitere ustruktureret træning som en del af træningen, men det skal gøres korrekt (uden trænerstyring og feedback).

Individualiserede læringsmetoder

Projektets to interviewpersoner fremhævede vigtigheden i at tilpasse træningen til spillernes individuelle læringsstile og adfærd. Der findes ingen universel metode til at udvikle kreativitet, da alle spillere er forskellige og lærer forskelligt. Indenfor læringsmetoder tager opgaven udgangspunkt i Niel D. Fleming og Colleen Mills’ VARK-teori (1992), som nuancerer Rita N. Dunn og Kenneth J. Dunns kontekstuelle faktorer for indlæring (1975).

Nogle spillere lærer bedst gennem afprøvning (Kinæstetisk læringsmetode), mens andre har gavn af visuel læring gennem video eller på en taktiktavle (Visuel læringsmetode). Nogle lærer bedst ved at lytte til træneren eller andre personer (Auditiv læringsmetode), og nogle lærer bedst ved at læse eller skrive om emnet (Læsende/Skrivende læringsmetode). Trænerens evne til at tilpasse sin tilgang er således afgørende for, at træningen af spillernes kreativitet bærer frugt.

Det er vigtigt at understrege at indlæring afhænger af mere end de fire læringsmetoder. Relationer mellem træner og spiller og kulturen på holdet/i klubben er blandt andet vigtige faktorer for indlæring.

Anbefalinger

Træneren kan med fordel forsøge at tilgodese forskellige personligheder og indlæringsmetoder, når han/hun kommunikerer et budskab til spillerne. Der kan for eksempel benyttes video inden en træning (Visuel), træning og spilstop under træningen (Kinæstetisk) samt refleksionsgrupper (Auditiv) og logbogsskrivning (Læsende/Skrivende) efter træningen. På den måde berøres alle fire læringsstile fra VARK-teorien (Fleming & Mills, 1992).

Minimér frygt og beskyttelse af status

Præstationskulturen i elitesport kan hæmme kreativiteten, hvis spillere ikke tager chancer af frygt for at miste deres status (eksempelvis plads på ungdomslandshold, kontrakt, følgere på sociale medier). Denne frygt kan føre til en mentalitet, hvor spilleren træffer mere sikre valg og afviger fra det, der i første omgang gjorde spilleren bemærkelsesværdig og god på kreative parametre.

Anbefaling

Træneren spiller en vigtig rolle i at sikre, at spillere ikke beskytter sig selv unødvendigt meget, men i stedet fortsætter med at eksperimentere og tage chancer, da fejl er en naturlig del af udviklingen. I at imødekomme dette kan du benytte præstationsmål fra målorienteringsteorien, som er beskrevet af Marc Lochbaum og Glyn C. Roberts (1993). Et præstationsmål for en fodboldspiller kan være, at han/hun skal forsøge at sparke på mål tre gange i en kamp. Hvis dette lykkes, kan træneren belønne spilleren i form af genudtagelse og ros, uanset udfaldet af de tre skud (scoring eller ikke scoring).