Af Frederik Iversen Psyllos, KA-studerende i pyskologi AAU, psykolog-praktikant i DBU

Psykologisk resiliens er et omdiskuteret emne i forskningsverdenen, som med forskellige teorier og metodiske implikationer har prøvet at indfange det ukonkrete fænomen. Forståelsen af mental styrke har overvejende ændret sig fra, at resiliens blev forstået som værende et medfødt træk/karakteristika til at resiliens i dag bliver anskuet som et samspil mellem et individ og dets miljø.

I denne artikel vil jeg forsøge at forklare de forskellige resiliens-tilgange og deres begrænsninger, og i en kommende artikel vil jeg give læseren et bud på en ny teori, der omgår de nuværendes begrænsninger.

Teorier om resiliens kan overordnet set inddeles i tre tilgange:

1.     Karaktertræk-tilgange

2.     Buffer-tilgange

3.     Dynamiske/processuelle-tilgange.

Disse forskellige tilgange har sine fordele og begrænsninger, som vi kommer tilbage til. Først og fremmest er det væsentligt at nævne, at tilgangene til resiliens vil fokusere på individuelt niveau fremfor kollektivt.

Resiliens som medfødt karaktertræk

Megen tænkning om resiliens baserer sig på, at resiliens er et iboende træk, individet besidder, og som ifølge nogle teoretikere, såsom professor i filosofi ved Leicester Universitet, John Maltby, er grundet i biologiske og sociokulturelle faktorer. I denne tilgang undersøger man, hvordan individer håndterer og oplever modgang, og mere specifikt hvad der karakteriserer individer, som kan håndtere modgang hensigtsmæssigt. Disse karakteristika baserer sig ofte på fem-faktor personlighedsmodellen (Af Costa & McCrae), hvor træk som høj optimisme og lav neuroticisme er ensbetydende med høj grad af resiliens hos individet.

Fem-faktor (Big five) personlighedsmodellen

At anse resiliens som et medfødt træk har en grundpræmis om, at resiliens udvikler sig gennem positiv tilpasning med oplevet modgang. Dette indebærer, at resiliente individer er i stand til at tilpasse sig og ”reparere” sig selv, når de møder modstand, og dermed kunne ’vende tilbage’ fra den modgang, de møder. Et eksempel på en fodboldspiller med høj resiliens kunne være Cristiano Ronaldo. Ronaldo har som spektakulær spiller gennem hele sin karriere været forfulgt af buh-råb og provokationer fra modstandere og deres fans, ligesom han også har mødt kritik i medierne, men alligevel har han formået at holde et fantastisk højt præstationsniveau på banen.

Resiliens som ”skjold” imod modgang

Den anden tilgang, som i årenes løb er blevet mere dominerende end karaktertræk-tilgangen, er ”buffer-tilgangen”. Denne indebærer ifølge Alexandra Stainton fra University of Birmingham, at resiliens virker som et skjold (buffer) mellem individet og omverdenen, hvorved den formindsker indvirkning af modgang. Det sker ved at aktivere fysiologiske og psykologiske processer, som reducerer et individs impulsive reaktion på stress og modgang.

Dette skjold er blandt andet opbygget af beskyttende faktorer såsom selvværd, følelse af agens, optimistisk forklaringsstil, social støtte.

Hvor karaktertræk-tilgangen baserer sig på noget medfødt hos individet, er der større fleksibilitet i buffer-tilgangen. Derfor kan et individ være ”ikke-resilient” i forhold til karaktertræk-tilgangens termer, men grundet god social støtte være resilient. Ligeledes betyder det, at der med udgangspunkt i buffer-tilgangen kan være rum for at arbejde med et individs resiliens, hvis man arbejder med de beskyttende faktorer, der skærmer individet mod negative implikationer af modgang. Et eksempel på en situation hvor buffer-tilgangen kommer i spil: Når en fodboldspiller, der rejser udenlands, har et stærkt selvværd og god social støtte, vil det være medvirkende til, at vedkommende vil kunne håndtere den modgang, han/hun møder.

Dynamiske resiliens-tilgange

Nyere resiliensteorier bevæger sig væk fra de ovenstående tilgange ved at lægge vægt på individets interaktioner i de såkaldte økologiske og systemiske arenaer, individet bevæger sig i og er i. Med andre ord; interaktion med det miljø individet færdes i.

Denne tilgang er baseret på arbejde af Michael Ungar fra Dalhousie University, som mener at individets resiliens afgøres af samspillet mellem individet og det omgivende miljø: Høj resiliens bliver her forstået som en kapacitet hos et individ, der oplever modgang. Først dets kapacitet til at navigere imod psykologiske, sociale, kulturelle og fysiske ressourcer, der kan vedligeholde og genetablere deres velbefindende. Og dernæst dets kapacitet til i samspil med andre at kunne benytte disse ressourcer på meningsfulde måder.

Resiliens bliver med udgangspunkt i disse tilgange i højere grad processuel og fleksibel end i de foregående tilgange, hvor individets resiliens blev anset som statisk, og megen lidt foranderlig, grundet dets prædeterminerede natur.

Så et eksempel på resiliens hos en fodboldspiller med udgangspunkt i denne tilgang kan være som følger: En fodboldspiller, der rejser fra sit hjemland, møder blandt andet ensomhed, tilpasningsproblemer, sprogbarrierer og lignende modgangsproblematikker, som han/hun skal håndtere for at kunne lykkes og tilpasse sig i sin nye klub og land. Resiliens bliver i dette øjemed, hvordan de tilpasser sig disse problemer ved at bruge deres nære, kollegaer, trænere og lignende til at finde måder, der hjælper dem til at navigere i og håndtere disse problematikker.

Begrænsninger i de nuværende resiliensteorier

For at fremhæve de enkelte tilganges begrænsninger, kan vi bruge eksemplet med en idrætsudøver, der døjer med vedvarende skader:

At gennemgå en til flere skadesperioder kan være psykisk udfordrende for sportsudøvere, idet de ikke er ligeså stor en del af fællesskabet (i holdsport) som ellers, og deres levevej kan være udfordret, hvis deres skade forhindrer dem i spille og bevare deres position på et hold. Står man som holdkammerat, træner, psykolog eller som mental rådgiver for sportsudøvere i denne situation, har man brug for redskaber, der konkret kan give en mulighed for at hjælpe den skadede person.

Hvis vi ser på situationen med karaktertræk-tilgangens briller på, kan vi se situationen fra to vinkler:

1.     Den første vinkel vil være, at sportsudøveren kan anskues som en mentalt stærk person, der vil kunne håndtere situationen gnidningsfrit. Han/hun har vist, at de har kunne håndtere andre typer modgang, så dermed må vedkommende besidde de nødvendige karakteristika for at kunne håndtere den nye modgang uden hjælp.

2.     Den anden vinkel, en hjælper i situationen kan anskue personen med, er, at hvis han/hun kan komme helskindet igennem denne skadesperiode vil vedkommende komme styrket (mental stærkere) ud på den anden side.

Som det fremgår af dette forenklede eksempel, indeholder denne tilgang en risiko om, at et individ vil blive efterladt med sine problematikker på egen hånd, og hvis de ikke kan håndtere dem, så vil det have alvorlige konsekvenser for deres mentale tilstand. Resiliens er i dette øjemed statisk og prædetermineret, så miljøet kan ikke blande sig på anden vis end overfladisk, da modgangen danner fundament for yderligere styrkelse af sportsudøverens resiliens.

Anskues problematikken med den skadede spiller ud fra buffer-tilgangen, så er der mere rum for at kunne arbejde med individet: Ved at arbejde med de faktorer, forskningen vurderer valide, såsom social støtte, optimistisk forklaringstil og lignende, kan man både forberede og bearbejde problemstillingerne sportsudøveren møder, og derved styrke deres resiliens. Udfordringen med at anlægge en buffer-tilgang på problemstillingen bliver ligesom ved karaktertræk-tilgangen, at hjælperens repertoire begrænses af de ting, forskningen vurderer relevante, og dermed ”best practice” på området. På trods af de fornuftige aspekter i dette, bliver det problematisk, at en hjælper udelukkende baserer sin hjælp på, hvad forskningen vurderer relevant, i stedet for at følge egen vurdering og spillerens behov.

Anvendes der samme eksempel som tidligere med den skadede spiller, vil det – med udgangspunkt i buffer-tilgangen – eksempelvis være relevant at arbejde med spillerens selvværd: Ved konkret at gribe ind i spillerens ængstelighed over ikke at være god nok, ikke at slå til grundet skader, deres frygt for at miste sin plads på holdet, håber man på, at kunne øge deres resiliens, ved at hjælpe dem med at indse, at de ikke skal frygte disse ting, men forstå værdien af sig selv.  Problematikken kan dog være mere kompliceret end eksempelvis et lavt selvværd, idet der også kan være elementer af ensomhed, sprogbarrierer, hierarkikampe, kulturelle vanskeligheder med mere, som alt sammen bliver noget, et højt selvværd ikke nødvendigvis er nok til at fikse.

Derudover findes der en problemstilling i begge ovenstående resilienstilgange, idet begge tilgår resiliens som en lineær regression: Positiv tilpasning til modgang vil lede til mere resiliens eller en stærkere buffer, og så er man tilbage ved ’jo mere modstand, jo stærkere bliver man’- tilgangen.

Hvis læseren tænker tilbage på sit eget liv, og finder en eller flere situationer, hvor reaktionen på modgangen var negativ og ikke konstruktiv, så vil læseren også opleve, at de før eller siden kunne lære noget fra den umiddelbare negative reaktion. Desuden vil læseren højst sandsynligt også kunne finde modgangssituationer i deres liv (negative og positive), som har influeret hvordan deres reaktioner til modgang senere hen har været. Betydningen af enkelte situationers indflydelse på resiliens bliver der heller ikke taget højde for i de nævnte resiliensteorier.

Ligeså er det denne begrænsning, der besværliggør brugen af de dynamiske resilienstilgange. For at kunne imødekomme de begrænsninger, de øvrige perspektiver opstiller, argumenteres der i den dynamiske tilgang for, at resiliens findes i samspillet mellem individ og system, hvorfor det ikke er bestemt af hverken de træk eller faktorer, der beskytter individet, men den kontekst individet indgår i. På trods af, at kontekst altid er fleksibelt, begrænses tilgangen fortsat af, at der ikke tages højde for den betydning, enkelte situationer kan have for resiliens, og hvordan de kan påvirke individets resiliens.

Disse overvejelser ledte til en ny resiliensforståelse, som omgår alle begrænsningerne, der hersker i de traditionelle teorier. Definition, der følger, vil blive uddybet ligesom konkret brug af definition i både praktisk og forskningsmæssigt øjemed senere blive uddybet i en opfølgende artikel.

“Resilience is the continuously changing, reciprocal influencing and negotiating act of an individual with the environment that enables flexible adaptation”