AF NIELS NYGAARD ROSSING
Adjunk, Aalborg Universitet

Ligesom medier har været optaget af at hylde nationale helte, har forskere indenfor talentudvikling også længe været optaget af at identificere særlige ”gyldne” fysiske og psykologiske karakteristika hos de allerbedste. I mange tilfælde har denne tilgang haft en forhåbning om, at man med denne viden dels kan hjælpe med at udvælge de kommende talenter, dels udvikle nuværende talenter hen mod lignende karakteristika. At finde og udvikle disse karakteristika kan bestemt være interessant men den rummer også farer. For eksempel er fodboldspillet og fodboldmiljøerne i konstant udvikling, hvorfor det sandsynligvis kræver andre færdigheder og kompetencer at opnå status som nationalhelt i dag end for tyve år siden.

Det seneste årti har der samtidig været et stærkt videnskabeligt fokus på talentudvikling hos teenagere og deres talentmiljøer, mens man i høj grad har overset betydningen af spillerudvikling; den tidlige udvikling af fodboldspillere. Langt de fleste undersøgelser på spillerudvikling har indtil nu handlet om mængden og typen af træning. Desværre har der været færre undersøgelser af, hvad der karakteriserer et godt miljø for spillerudvikling, Med inspiration i et afrikansk ordsprog der siger, at ”det kræver en hel landsby at opdrage et barn”, kan man spørge sig selv, om det også kræver en hel landsby at skabe et talent? Og indenfor de seneste år, er der begyndt at være flere undersøgelser, der har undersøgt lokalmiljøets betydning for netop spillerudvikling. Og det er der god ræson i. For enhver spiller er en del af noget større – også i spillerudvikling.

Skaber ”små” (nordamerikanske byer) uforholdsvis mange eliteudøvere

En del nordamerikanske undersøgelser har det seneste årti skabt en forestilling om, at der fandtes en ”gylden” bystørrelse for spillerudvikling. På tværs af sportsgrene som basketball, baseball, ishcokey, golf med flere har en række undersøgelser konkluderet, at ”små” byer mellem 100.000-500.000 indbyggere har større sandsynlighed for at opfostre kommende eliteudøvere. Endda meget større sandsynlighed. Nogle undersøgelser har nemlig fundet, at udøvere i de ”små byer” har op 18 gange større sandsynlighed for at blive eliteudøvere end udøvere i andre bystørrelser. Nogle af forklaringerne på dette har været, at spillernes lokalmiljø, også kaldet deres hjemegne, i højere grad end andre er karakteriseret ved bedre adgangsmuligheder til idrætsfaciliteter, mere trygge kvarterer til leg for børnene og større grad af frivillighed. Dette er alle sammen betingelser, som anses for vigtige i god spillerudvikling uanset kontekst.

Ingen gyldne størrelser på hjemegne i en dansk kontekst

Ph.d.-afhandlingens første videnskabelige artikel undersøgte netop om man kunne finde en ”gylden” størrelse på spillers hjemegne på tværs af fodbold og håndbold i en dansk kontekst. Gennem dataindsamling og analyse på elitespillere i den bedste række i håndbold og fodbold viste resultaterne, at der ikke fandtes en ”gylden” størrelse på hjemegne på tværs af håndbold og fodbold. Til gengæld viste resultaterne, at få elitespillere kom fra de mindste befolkede hjemegne – uanset om det var håndbold eller fodbold. I fodbold var der en vis ”Københavnereffekt”, da der i Storkøbenhavn var tre gange større sandsynlighed for at blive elitespiller end andre steder i Danmark. En af forklaringer på dette kan være, at der her både er de trygge kvarterer med mulighed for at spille bold i burene, men samtidig også masser af stærke klubber med venner og med-og modspillere tæt på, som kan udfordre spillernes udvikling fra en tidlig alder.

Nærhed til elite- og talentklubber har betydning i en dansk kontekst

Den anden undersøgelse i afhandlingen undersøgte hjemegnene hos U17-U19 ligaspillere og ungdomslandsholdsspillere på lignende vis. Dog blev spillernes hjemegne visualiseret på et kort (ud fra et særligt geografisk software system kaldet QGIS). Det gav mulighed for at se om der var særlige mønstre, som gjorde sig gældende.

Analysen (ovenfor) viste, at særligt ungdomslandsholdsspillerne (i både fodbold og håndbold) havde tendens til at være opvokset tæt på nuværende eliteklubber. Det er umiddelbart ikke til at vide om tendenserne udspringer fra særlige forhold i 1) talentspotting, måske handler det om at eliteklubber primært talentspotter spillere i nærheden af deres elitemiljø. 2) At der er forskelle på kvalitet i den tidlige spillerudvikling i områder med eliteklubber, 3) at det er en fordel at være talentfuld spiller i en eliteklub, når man er vokset op tæt på en (og sandsynligvis den samme) eliteklub. I en opfølgende kvalitativ undersøgelse kom der dette citat om afstand:

”Afstand er en kæmpe udfordring. Fordi at. For det første. Jeg vil sige randområder har udfordringer med, er der spillere nok, som har potentiale, som er værd at investere i. Det tror jeg der er, hvis man starter tidligt. Så bliver udfordringen afstand til turneringer… Senere kan det også blive en barriere, når de to bedste skal videre i systemet. Skal de så køre til Herfølge som har næste step eller skal de køre til København som har højeste hylde. Det kan de ikke gøre hver dag.” ( Citat: Ungdomslandstræner.)

Betingelser og barrierer for spillerudvikling i en dansk kontekst

Da de tidligere videnskabelige artikler primært beskrev enkelte betingelser som størrelsen på hjemegn eller nærhed til eliteklub i lokalmiljøet, var formålet i den sidste artikel at undersøge erfarne fodboldfolks erfaringer med betingelser og barrierer i spillerudvikling og talentidentifikation fra lokal- til eliteklubber. I en tematisk analyse af seks interviews med en blanding af ungdomslandstrænere, talentchefer og lokale trænere viste det sig, at der var tre niveauer for både betingelser og barrierer i spillerudvikling: lokalmiljø, klub og holdniveau.

Mens de interviewede gav udtryk for, at klubber fjernt fra større byer og eliteklubber var en barriere, som resultaterne fra tidligere også viste, pointerede flere af dem også at små klubber også kan anses som en barriere for spillerudvikling.

”Det er jo sådan. Det er det jo tit når man kommer ud på landet i de små klubber. Der skal arbejdes for det, fordi der er måske ikke lige den økonomi der er andre steder. Der er måske ikke bare lige et hav af folk som man kan trække ressourcer på.” (Citat: Træner i lokalklub)

Derudover lagde de mærke til at talenterne oftest kom fra lokalmiljøer, hvor fodbold var stærkt forankret i lokalmiljøet og hvor det ligefrem udgjorde en stærk identitet for lokalmiljøet.

Det talentcheferne og trænerne havde erfaret gjorde sig gældende for lokalklubber, der kontinuerligt udviklede spillere til eliteklubberne var, at de havde et særligt stærkt lederskab, frivillige og gode faciliteter. Talentcheferne og trænerne pointerede dog også, at der på holdniveau var store tilfældigheder som afgjorde betingelserne for spillerudvikling:

”Der er mange der er heldige med at være det tilfældigt gode sted, men der er også mange, der er tilfældigt dårlige”. Spillerne som kom igennem nåleøjet til eliteklubberne kom enten fra de gode hold fra de kontinuerligt gode klubber, eller de tilfældigt gode hold”. (Citat: Ungdomslandstræner)

De gode hold var dog også karakteriseret ved særlige betingelser, uafhængigt af om de eksisterede i en kontinuerligt god klub eller ej. På holdniveau var der både betingelser hvad angik aktiviteter for spillerne og relationerne, som de har indgået i.

Talentcheferne og trænerne lagde alle vægt på at de hold og for de spillere som senere lykkedes var mængden af den struktureret træning forholdsvis stor, samtidig med at den virkede dedikereret og målrettet. Samtidig pointerede de dog også, at spillerne på holdene havde leget og selvtrænet ved siden af den strukturerede træning:

”Hvis vi kigger på X, som er udtaget til OL årgang 95. Han spillede bare meget mere fodbold end alle de andre gjorde. Uanset om det var i skolegården eller hvor det var, så spillede han bare meget mere fodbold.” (Citat: Talentchef)

Dette lægger sig op ad den såkaldte tidlige engagerede udviklingsvej, som både indeholder en stor mængde struktureret træning fra en tidlig alder, men også masser af selvorganiseret træning og spil blandt spillerne selv. Dermed kombinerer denne spillerudviklingsvej en høj mængde træning (som deliberate practice) og den selvorganiserede legende træning (deliberate play) af de mere klassiske udviklingsveje indenfor spillerudvikling.

Alle interviewede var dog enige om, at de menneskelige ressourcer rundt om omkring spillerne var fundamentalt for spillerudviklingen. De gode hold var karakteriseret ved at have dygtige trænere, ildsjæle og entusiastiske forældre som støttede op. F.eks. udtalte en ungdomslandstræner:

”Og der tror jeg, at de der ildsjæle med den der knowhow om, hvad der giver god læring, hvad der karakteriserer et godt miljø, hvad der giver tryghed ift. udvikling af mennesker og personer og fodboldspillere. At de er. De er vigtige.”

Det der dog også var kendetegnet var, at der var gode holdkammerater. Nogen der havde udfordret spillernes færdigheder og niveau. Udfordret dem til træning. Og til kamp.

”Når jeg spiller dig, så ved jeg at jeg får den igen. Og vi kan lave noget. Men hvis jeg spiller med en, jeg ved sgu aldrig om jeg får den igen, fordi han laver en dårlig førsteberøring eller hvis jeg spiller den i dybden, så er han for langsom eller hvad fanden det måtte være. Så falder træningskonteksten” (Citat: Talentchef).

De fleste interviewede talte også om et fænomen, som de ofte havde erfaret i deres position. At en klynge af spillere fra et specifikt hold udviklede sig på rigtig højt niveau. I princippet virker det som usandsynligt, at der kan komme 4-5 meget dygtige spillere (eller flere) fra samme hold, men de interviewede oplevede det som et tilbagevendende fænomen. Fænomenet blev blandt andet kaldt en ”klynge” af talenter:

”Jeg tror mere det er at man lykkes med, at man samler lidt mere end to gode spillere. Man får nogle gode legekammerater. Så når man spiller fire mod fire, som jeg sagde før, så bliver man dygtig, så er det svært at komme.. når Teddy i årgang 99, han har skullet drible forbi Jesper, og Jesper han er nu den bedste forsvarsspiller i sin årgang, altså. Så har de udfordret hinanden. Teddy har haft svært ved at tage bolden fra Jesper men Jesper har også haft svært ved at komme forbi Teddy. Altså, så har de udfordret hinanden”. (Citat: Talentchef)

De interviewede pointerede, at klyngerne af talenter ofte havde været gode til at udfordre hinanden til klubtræning, men også i de daglige fodboldlege i skolegården og ”burene” eller baghaverne. At de har været flere dygtige spillere har givetvis haft en afsmittende effekt på deres spillerudvikling. Med udgangspunkt i Vygtoskys begreb zonen for nærmeste udvikling vil flere dygtige spillere til leg og træning altså udfordre spillernes nuværende færdigheder og nødvendiggør en udvikling mod de næste læringspotentiale hos spillerne (Vygotsky, 1978). Det vil sige, at Teddy og Jesper støtter hinanden læringsmæssigt i deres dueller i skolegården og til træning, fordi de begge skal bruge færdigheder og kompetencer til at drible eller forsvare, som de endnu ikke har, men er tæt på at kunne.

Identifikation af danske talenter

I talentidentifikationsfasen havde de interviewede mange forestillinger om hvilke karakteristika talentfulde fodboldspillere har. Der var dog en del karakteristika der også gik igen. Blandt andet var ideen om at spillerne skulle have en spidskompetence noget der gik igen:

“Vi kan rigtig rigtig godt lide, når der er spidskompetencer. Vi har ikke noget problem, hvis der er noget, der er lidt svagere. Hvis vi kan se at, hold kæft, han er sindssygt hurtig og pissestærk i en mod en. Lidt svært ved at træffe beslutninger, men ok, det er spændende det her. Ekstraordinært teknisk, lidt langsom. Ja, så kan vi godt udvikle en spiller her. Han bliver måske ikke den hurtigste, men det teknisk-taktiske, hvis vi kan få det op på spidskompetence-niveau, så kan det godt gå godt alligevel.” (Citat: Talentchef)

I trænernes (og talentchefernes) bevidsthed var der dog også særlige områder, hvor man skulle være opmærksom, når man identificerede talenter. F.eks. nævnte flere af de interviewede, at man kan skelne mellem rå og trænede talenter:

”Det er derfor talentudvikling, synes jeg, ofte er svær, fordi vi sammenligner æbler og pærer, altså. Jeg siger ofte at dem der kommer ind i vores regi på et eller andet tidspunkt. Det er dem, der et eller andet sted, er trænet bedst, fordi de i hvert fald ser bedst ud. Det er ikke nødvendigvis, fordi de er de mest talentfulde… Nu står vi måske til sidst med nogen med det største potentiale, men vi står også med nogen, som bare er trænet godt.  Og de rammer. De rammer oftere loftet hurtigere end de andre. Det kan man ikke engang sætte på formel, når vi scouter” (Citat: Ungdomslandstræner.)

De interviewede påpegede, at der trods af spilleres store træningsmængder og fine præstationer godt kan gemme sig et manglende fremtidigt potentiale, mens spillere med mindre mængde træningsmængde et mindre godt nuværende præstationsniveau godt kan gemme på et langt større potentiale. Dette falder fint i tråd med ideen om ”the power law of practice”: Altså, at man med træning bliver bedre, men også at udviklingen efter en vis mængde træning stagnerer og kun langsomt fortsætter. Dette skal man måske være et særligt opmærksomhedspunkt, når man forsøger at identificere talenter.

Perspektiver på afhandlingen

Afhandlingen påpeger både de lokale breddeklubber som en styrke og en svaghed i spillerudvikling. De er en styrke fordi de lokale klubber gennem 100 år har udviklet nationale helte gennem stærke frivillige, dygtige trænere (oftest frivillige) og andre stærke sociale betingelser såsom forældre og holdkammerater. De er dog også en svaghed. En svaghed fordi der, udover de stærke (og ofte lidt større) klubber, er en lang række klubber, hvor spillerudvikling foregår tilfældigt, i hvert fald i undersøgelsens udvalgte trænere og talentchefers øjne. Og det er selvfølgelig problematisk. Både for de ansvarlige i dansk talentudvikling. Men også for alle andre voksne. Fordi udvikling er et af stærkeste motiver for børn og unge, når det gælder idrætsdeltagelse. Og derfor skal vi vel som voksne sørge for at give dem de bedste betingelser for dette?

Senest har en lang række professionelle i eliteklubberne foreslået, at de skal udvælge og udvikle spillere i 6-7-års-alderen i eliteklubber. Dette falder fint i tråd med de internationale tendenser, som vi som forskere ser i øjeblikket, hvor der foregår et ”race to the bottom”. Men er det måden at vinde kapløbet på at gå mod bunden (eller børnehavebørn)?

Det er et kapløb, der ser ud til at have utilsigtede konsekvenser! Konsekvenser såsom øget skadesrisiko, udbrændthed og frafald blandt de udvalgte, mens der ser ud til at være en sammenhæng i, at de fravalgte også øger deres frafald fra sporten.

Derudover er der stor fare for at de professionelle overdriver deres evner på to områder: evnen til at identificere talenter og betydning af struktureret træning.

Når snakken faldt på talentidentifikation blandt de interviewede i afhandlingen, var de meget ydmyge, da de var velvidende om de fejltagelser, de havde gjort og kunne have gjort. Det er der også god grund til. En undersøgelse blandt 12-14-årige tyske håndboldspillere fandt, at der var en meget lille forskel på evnen til at spotte de ”rigtige” spillere blandt professionelle landstrænere, regionale trænere og tilfældige på gaden. Alle internationale undersøgelser i holdsport har indtil nu vist, at det er uhyggeligt svært at forudsige senere præstationer – og det bliver kun sværere des tidligere man forsøger.

Afhandlingen påpegede, at der er nogle strukturelle problemer med spillerudvikling i blandt andet ”randområder” og mindre klubber, hvorfor det umiddelbart kan lyde godt at centralisere træning for talenterne. Resultaterne fra afhandlingen viste også at talentchefer og trænere oftest oplevede at de talentfulde spillere oftest havde taget ”den tidlige engagerede udviklingsvej”, hvor de både havde trænet tidligt og forholdsvist meget, men også havde indgået i meget legeorienterede fodboldaktiviteter. Dette stemmer fint overens med de internationale resultater på området. På tværs af undersøgelser i England, Belgien, Schweiz og Norge er der en vis konsensus om at elitefodboldspillere ofte har haft både høje træningsmængder fra en tidlig alder, men også har indgået i masser af legeorienteret fodboldaktiviteter. Faktisk viser en del af undersøgelserne, at det der adskiller sub-elitespillere og elitespillere er mængden af legeorienterede fodboldaktiviteter. Derfor er det den strukturerede træning men så sandelig også legeorienterede fodboldaktiviteter, der afgør deres videre skæbne. Man kan spørge sig selv om spillerne har tid, lyst og overskud til legeorienterede fodboldaktiviteter, hvis de indgår i struktureret fodboldtræning hver dag. En hverdag hvor de måske bruger en del tid på transport til og fra træning. Tid som kunne være blevet brugt på legeorienterede fodboldaktiviteter. Talentcheferne og trænerne fra afhandlingen påpegede også, at der opstod klynger af talenter på lokale hold, som gennem træning og legeorienterede aktiviteter gjorde hinanden bedre. Med en tidlig selektion er der fare for, at kvaliteten af træning opretholdes eller gøres bedre for nogle få af disse klyngespillere, men at de legeorienterede fodboldaktiviteter daler. For dem klyngespillerne spiller med lige nu, dropper sandsynligvis ud, når de bliver fravalgt – eller også bliver de så ringe, at kvaliteten af legen ikke er tilstede. Og så er spørgsmålet om en times kvalificeret træning er bedre end en times nogenlunde træning krydret med 2 timers legeorienterede fodboldaktiviteter med kammerater, som måske endda kan matche og presse spilleren til næste zone i deres udvikling? Hvis man er optaget af at sikre god spillerudvikling for dansk fodbold må det være oplagt at kvalificere arbejdet på hold- og klubniveau såsom træningskvalitet, for alle spillere, for alle klubber, store som små – for derigennem at skabe stærk vedvarende lokalmiljøer, der kan skabe store øjeblikke på de store scener – og de små. Det vil både sikre god spillerudvikling for de mange spillere og klubber (i prioriteret rækkefølge) og det vil stadig sikre de få eliteklubber at kunne rekruttere talentfulde spillere.

Det er overvejelser, der er værd at tage med, når man vælger en ny struktur for FodboldDanmark. En struktur hvor der forhåbentlig kan skabes god spillerudvikling for de mange. Og en struktur hvor der forhåbentlig stadig er plads til de nationale – men også de lokale helte.

—-

Kilder

Rossing, N. N. (2018). Local heroes: The influence of place of early development in Danish handball and football talent development. Aalborg Universitetsforlag. Aalborg Universitet. Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Ph.D.-Serien: https://vbn.aau.dk/ws/portalfiles/portal/281673207/PHD_Niels_Nygaard_Rossing_E_pdf.pdf

Rossing, N. N., Nielsen, A. B., Elbe, A-M., & Karbing, D. S. (2016). The role of community in the development of elite handball and football players in Denmark. European Journal of Sport Science, 16(2), 237-245. https://doi.org/10.1080/17461391.2015.1009492

Rossing, N. N., Stentoft, D., Flattum, A., Côté, J., & Karbing, D. S. (2018). Influence of population size, density, and proximity to talent clubs on the likelihood of becoming elite youth athlete. Scandinavian Journal of Medicine & Science in Sports, 28(3), 1304–1313. https://doi.org/10.1111/sms.13009

Sarmento, H., Anguera, M., Pereira, A. et al. Talent Identification and Development in Male Football: A Systematic Review. Sports Med 48, 907–931 (2018) doi:10.1007/s40279-017-0851-7

Schorer J, Rienhoff R, Fischer L and Baker J (2017) Long-Term Prognostic Validity of Talent Selections: Comparing National and Regional Coaches, Laypersons and Novices. Front. Psychol. 8:1146. doi: 10.3389/fpsyg.2017.01146

Vygotsky, L. S. (1978). Mind in society: The development of higher psychological processes Cambridge, Mass.: Harvard University Press.