En bemærkelsesværdig tendens i Mesterskabsspillet var det høje pres, som flere klubber opererede med. Alle seks hold forsøgte undervejs i slutspillet at presse forholdsvist højt, og man så mod og vilje til at gå tæt på de nærmeste modstandere.

Et eksempel på det høje pres så man i kampen mellem FC København og AaB i 28. runde, hvor kampens forløb fra start var præget af to hold, der var opsatte på at presse højt og intenst. Tempoet i presspillet var generelt højere end gennemsnitligt i 3F Superligaen, og det var ifølge en observatør ”helt tydeligt at FCK var opsat på højne deres niveau i presset” i forhold til kampen i runden inden mod FCN, hvor man løb meget efter bolden uden at komme i pres. FC København gav med det høje pres AaB store problemer med at finde flow i deres spil, fordi man pressede AaB højt i alle situationer, hvor bolden gik tilbage mod AaB’s mål. Desuden var FC Københavns to angribere meget flittige til at presse ‘oppefra’ og tilbage i banen, så AaB’s midtbanespillere ikke fik ro. Det samme gjorde sig gældende for FCK’s centrale midtbane, Zeca og Falk. Generelt var der i den kamp meget stor defensiv aggressivitet fra alle FC Københavns spillere, men AaB’s pres var også intenst. Nordjyderne forsøgte at presse FCK højt i mange situationer, og erobrede også bolden højt i banen i nogle situationer. Også Brøndby og FC Midtjylland spillede med højt pres. Særligt midtjyderne rådede over spiltyper med fart i fødderne og smartness, så de formåede at komme helt ind i presset og gøre det ubehageligt for modstanderen.

Generelt var tempoet og intensiteten i Mesterskabsspillet højt, og en observatør bemærkede om kampen mellem FC Midtjylland og FC København i 32. runde, at det var en kamp på internationalt niveau. Således så man i mange kampe et højt tempo med god intensitet, men man så også eksempler på, at det høje tempo nogle gange var svært at håndtere for spillerne. I kampen mellem Brøndby og AGF i 27. runde så man eksempelvis mange spilstop på grund af frispark og mange tekniske fejl, der gav en hakkende rytme. Bolden var meget i luften, og der blev sjældent spillet med få berøreringer.

Det høje tempo og den høje intensitet gav således nogle urolige kampe, og visse hold så ud til at foretrække kampe med meget uro. AGF spillede mange kampe med stor uro, hvilket statistisk materiale også bakker op. Her kan man således se, at AGF var det hold, der havde bolden i kortest tid ad gangen og dermed ofte satte bolden på spil, så man via duelstyrke kunne vinde den igen og angribe. De danske topklubber havde i Mesterskabsspillet generelt ikke særligt lange spilsekvenser, der førte til mål. Den længste spilsekvens i forbindelse med et mål stod FC Midtjylland for, da man i løbet af 58 sekunder brugte 18 pasninger frem mod en scoring.

Refleksioner fra de observatørerne:

Hvorfor ser vi en række klubber have stort fokus på omstillinger?

Er dansk fodbold gået væk fra at have en opbygning med fase 1-fase 2-fase 3?

Hvilken type opbygningsspil er mest effektivt?

Hvordan kan man håndtere et modstanderhold, der er dygtige på omstillinger?

Er det et mål for danske topklubber at spille med højt pres?

Hvordan håndterer man som boldbesiddende hold det høje pres?

Hvilke krav stiller den høje intensitet til spillernes tekniske evner?