Dette debatindlæg er tidligere bragt i Politiken 24. februar 2020, sektion 1, side 9.

Forfatteren Andreas Rasch-Christensen er forskningschef ved Forskningscenter for pædagogik og dannelse på VIA University College. Han er samtidigt bestyrelsesmedlem i Brabrand IF og deltager i DBU-udviklingsgrupper. Kronikken er udtryk for skribentens holdning.

———

“Det er noget sludder, at talent og bredde er hinandens modsætninger”
Der er ingen quick fixes, hvis talent, bredde og elite skal kunne leve side om side i fodboldlandskabet.

AF ANDREAS RASCH-CHRISTENSEN

Der tales om talentudvikling som aldrig før. Det har selvsagt altid stået som stærk markør i sportens verden, men også inden for uddannelsessystemet er det lang tid siden, at det var et fy-ord. Faktisk er der over de senere år sket meget stærke koblinger mellem talent, uddannelse og sport. Det sker retorisk, fordi de to verdener ofte bruger hinanden, når de taler talentudvikling.

Der refereres til pædagogik og skoleforskning, når fodbolden diskuterer, om man skal starte talentudvikling tidligt eller senere. Det sker også meget konkret, når skoler med støtte fra Team Danmark opretter talentklasser i udskolingen for elever med særligt sportslige kvalifikationer.

Da talentdebatten op til årsskiftet rasede, fordi regeringen nedlagde den nationale talentenhed på skoleområdet, bød fodbolden også ind med perspektiver.

Talenter i børnehaven
FC Nordsjællands cheftræner Flemming Pedersen udtalte, at man målrettet skal opdyrke fodboldtalenter helt ned i børnehavealderen. Tidligt skal de spottede talenter sendes på nyoprettede akademier styret af DBU, klubberne eller måske sågar private organisationer. Selv om der findes dygtige ungdomstrænere, så er kvaliteten af klubbernes talentudvikling generelt set for dårlig. Hurtig kom der replikker fra talentforskningen. Der blev blandt andet sat spørgsmålstegn ved, om man kan spotte talenter så tidligt, og om en sådan satsning ikke nærmere vil dræbe børnenes motivation og dermed fortsatte appetit for fodbolden.

Så mens der altså er bred enighed om, at talentudvikling er afgørende, så er der ikke fælles fodslag om, hvordan det skal gøres. Heller ikke inden for fodbolden. Der hersker en grundfortælling om dansk fodbold, hvor samspillet mellem bredde og talent foregår i et harmonisk og konstruktivt samspil til forskel fra andre lande, hvor opdelingen er mere kategorisk og konsekvent. Spørgsmålet er bare, om grundfortællingen holder hele vejen.

Frivilligheden er udfordret
Ud over den aktuelle diskussion om tidlig selektering, så er der også den velkendte og beslægtede drøftelse om alderseffekten. Spillere født i starten af fodboldsæsonen har større sandsynlighed for at blive udvalgt til talentholdene. Det vil sige, at forskellen i alder mellem spillere inden for samme aldersgrupper påvirker deres chancer for at blive spottet som talent. De ældre spillere drager fordel af mere veludviklet fysik, men generelt anses det ikke for at være et sikkert tegn på talent. Det er opmærksomhed mod at spotte og udvælge inden for fastlagte strukturer snarere end at udvikle.

Disse eksempler på udfordringer omkring talentudvikling kan ikke bare reduceres til at vedrøre superligaklubber og/eller DBU. Det er ikke kun her, at ansvaret skal placeres. De forskellige syn på talent og bredde, og hvordan der arbejdes med det, udkrystalliseres ganske klart internt i mange små danske fodboldklubber drevet af lokale frivillige. Nogle steder må man slet ikke bruge begrebet talent, fordi det kategorisk ses i modsætningsforhold til bredde. Det er selvfølgelig noget sludder. Talent og bredde er ikke hinandens modsætninger. Talentudvikling er ikke kun elitært, men vedrører grundlæggende, at den enkelte spiller udfordres maksimalt i forhold til spillerens forudsætninger. Ligeledes er talentudvikling antageligt et grundlæggende leve-og overlevelsesvilkår for mange af de klubber, der befolker fodbold-DK. De skal ikke alle være talentcentre, men de skal kunne spotte, pleje og udvikle talenter i et solidt miljø i såvel fodboldfaglig som pædagogisk henseende. Det er faktisk et udtryk for de små klubbers høje kvalitet, når nogle af deres spillere med tiden flytter til de større naboklubber. Eller når spillere fra deres jyllandsserie-eller 2. divisionshold får lov til at prøve kræfter med Superligaen.

De fleste klubber er for bredde og diversitet. Piger og drenge i alle aldre og med forskellige forudsætninger skal samles og trives i rammer, der er rustikke og autentiske. Samtidig skal de ideelt set have så velfungerende miljøer, at det understøtter talentudvikling. Det er en vanskelig øvelse i klubber drevet af frivillighed. Engagerede forældretrænere og andre lokale ildsjæle er klubbernes fundament. De er uvurderlige og uundværlige, og bortset fra et par få håbefulde er de som udgangspunkt ikke involveret, fordi de skal sende deres børn videre til nogle storklubber.

På den måde kan der sagtens være en pointe i, at nogle klubber kan være udfordret på kvaliteten i den del af træningen, der har talentudvikling som omdrejningspunkt. I princippet kan det også vedrøre både det specifikt fodboldfaglige og det pædagogiske. Vejen er dog næppe at hive børnene for tidligt væk fra moderklubben. Derved vil en del klubber lide den stille død, og man vil opsplitte og fragmentere grundstrukturen i dansk fodbold. Snarere er løsninger forbundet med at understøtte klubberne i at højne kvaliteten. Heller ikke dette er en simpel øvelse. En eliteklub kan placere topcentertræning i de mindre samarbejdsklubber. Derved kan klubbens talenter samt dens trænere få glæde af topklubtrænernes kvalifikationer. En forældretræners møde med en topuddannede talenttræner kan dog også skræmme. Mesterlære er et godt princip, hvis springet mellem mesteren og den lærende ikke bliver for stort. Det pædagogiske skal i højsædet på de rigtige måder. Fra børn er helt små, så skal de have lov til at være børn. Når de er i børnehave og skoler, så sker det inden for rammer, som de voksne er ansvarlige for. Således også i en fodboldklub.

Børn skal være børn
Her skal de lege og have lov til at fordybe sig i fodboldens mange universer. Det betyder ikke fravær af regler, tilrettelagte aktiviteter og rutineprægede øvelser. Det kræver de rette balancer og forståelser for, hvornår og hvorfor det spontane vælges frem for det planlagte. I det hele taget er der brug for differentierede uddannelsesindsatser i klubberne. Nogle skal uddanne sig opad gennem de certificerede kurser. Andre skal uddanne sig i bredden ved at lære fra andre trænerkolleger. Talentudviklingen skal næppe varetages af alle trænere. Det skal orkestreres af nogle få, der går på tværs af årgange og tilrettelægger ekstra træningsøvelser, men alle trænere skal forstå, hvorfor man gør det. En organisering af klubber i trænere, der uddannes opad og til siden, talenttrænere, årgangsansvarlige og meget mere stiller store krav til det frivillige engagement. Såvel kvantitativt som kvalitativt. Samtidig ved vi, at frivillige trænere gennemsnitlig kun er engageret i kortere perioder, og mange ønsker primært at være forbundet med holdet og dets træning, så længe deres egne børn spiller i klubben. Ledetråden er at ruste trænere på alle niveauer på måder og med kvalifikationer, der gør, at de kan mestre de opgaver, de står over for. Det er det væsentligste parameter til fastholdelse af trænere og sikring af træningsindholdets kvalitet.

Et talentfokus med tilhørende kompetenceudvikling og organisering kan skræmme nogle trænere væk. Samtidig ved vi, at det er afgørende for klubbernes overlevelse og mulighed for at understøtte topklubbernes muligheder. Der stilles helt ekstraordinære krav til de spillere, der lander på øverste hylde allerede fra en ganske ung alder. Det skal vi have respekt for. Det vedrører alt fra spillets udvikling til indtrædelse på arenaer med masser af tilskuere. Det kan og skal flertallet af danske klubber ikke konkret ruste kommende spillere til. Men de skal hjælpe og understøtte så langt som muligt. Vil vi både talent, bredde og elite i et fodboldlandskab præget af viljen til gensidigt samarbejde mellem mange små klubber og topklubberne, så er der ingen quick fixes. Det hele bliver også lidt kompliceret. Det kræver en indsats af alle klubber, DBU og divisionsforening i med og modspil til de internationale krav. Meget godt er i gang, og endnu mere skal udvikles. Det er en vanskelig øvelse i klubber drevet af frivillighed.