Debatindlægget er oprindeligt bragt hos Politiken 26.april 2021.

AF ANDREAS RASCH-CHRISTENSEN
Forskningschef ved VIA University College, bestyrelsesmedlem i Brabrand IF og ekstern sparringspartner for DBU’s børnestrategi

DBU har med rette udarbejdet en strategi for de yngste fodboldspillere med et veludviklet børnesyn og 10 børneløfter. Det enkelte barns kærlighed til fodbold skal opprioriteres, og der skal fokuseres på trivsel og dannelse på lige fod med den fodboldmæssige udvikling. Det er godt rent pædagogisk, fordi det at lade børn være børn med deres naturlige appetit og nysgerrighed på tilværelse er et godt afsæt for deres udvikling. Det ses også afspejlet i den aktuelle dagtilbudslov, hvor leg og fællesskaber ud fra børnenes perspektiv er et centralt omdrejningspunkt.

Strategien adresserer ligeledes en lidt brændende platform. Ilden har ikke for alvor kastet store flammer af sig, men den sniger sig ind mellem sprækkerne. Fodbolden er ramt af faldende medlemstal og på lige fod med andre sportsgrene, så kan en del af den aktuelle udvikling forklares med covid-19. De nedadgående tal har dog desværre også en lidt længere tidshorisont bag sig. Det betyder ikke, at klubberne ikke har praktiseret mikrofodboldskoler, skolesamarbejder og mange andre gode tiltag for at få tilført og fastholdt nye helt unge medlemmer. Det indikerer blot, at der skal andet og mere til.

Strategien har grundlæggende et perspektivrigt indhold. Den er udviklet med bred inddragelse af fodboldfaglige og pædagogiske kompetencer, og den forholder sig som sagt til nogle konkrete udfordringer, som fodbolden står over for. Alligevel er en strategi ikke meget mere værd, end det papir, som den er skrevet på, hvis den ikke kommer ud at leve i klubberne. Børnesynet og løfterne er formuleret så bredt, at vi ikke ved, hvad der sker med dem, før klubberne arbejder på at realisere dem. Følgelig er det interessante, hvordan klubberne og deres trænere rustes til opgaven med at skabe fodboldmiljøer, hvor leg, dannelse, trivsel og fodboldkærlighed er i højsædet.

Det ved DBU selvfølgelig godt. Derfor skal der satses på træneruddannelse og klubansvarlige børnekonsulenter. Det skal give strategien liv der, hvor dens betydning skal være størst. Tæt på børnene. Det gemmer sig dog en række helt konkrete, men også overordnede udfordringer. Langt de fleste klubber drives af frivillige, og forældretrænere er her en af de helt centrale grundpiller. Ikke mindst i bestræbelsen på at sikre en god start for de yngste spillere.

Træneruddannelse er en del af klubbernes tilbud, og det benytter en del trænerspirer sig af. Hvis uddannelse ikke længere er en mulighed, men snarere et krav, så kan man løbe ind i, at nogle takker nej til træneropgaven. To ugentlige træningspas og kampe i weekenden lægger i forvejen beslag på en stor del af den sparsomme fritid. Måske er der også brug for at tænke differentieret og varieret. Nogle har brug for, at uddannelsen flyttes meget tæt på deres ugentlige trænerpraksis i form af en form for aktionslæring, mens andre gerne vil lade sig inspirere af eliteklubbers trænerkvalifikationer. Trænerkurser i mere traditionel forstand er ikke den eneste vej.

Det diskuteres i og mellem klubber om semiprofessionelle trænere og halvtidsansatte børneudviklingskonsulenter kan hjælpe udviklingen på vej. Det står dog ikke lysende klart, hvordan den slags skal finansieres med mindre, at familier vil acceptere stigende kontingentbetalinger. I børnesyn og løfter er der også nogle mere helt overordnede dilemmaer indbygget, som selve strategien i sig selv ikke nødvendigvis kan håndtere.

I debatterne om børnefodbold, også i Politikens spalter, står det rent fodboldfaglige og det pædagogiske og mere dannelsesorienterede ofte lidt stejlt over for hinanden. Det er som om, at børn ikke både kan lege sig til glæden ved fodbold og så samtidig udvikle deres talent i rammer præget af regler, rammer og rutiner. Børn indgår i mange fællesskaber i løbet af barndommen. Børnehavers udviklingsmiljøer er både planlagte aktiviteter, rutiner i garderoben og spontan leg. Alle dele er centrale for børns udvikling. Det vigtigt, at børn udvikler relationer til andre børn og voksne set ud fra et børneperspektiv, men i rammer som de professionelle ar ansvarlige for. Det gælder også ved fodboldtræningen. Der skal være plads til leg med hinanden og bolden, ligesom der er rutiner omkring opvarmning og træning af indersideafleveringer.

Kærligheden til fodbold fjernes ikke ved at lære noget rent fodboldfagligt. Den fjernes heller ikke ved, at der er regler, rammer og konkurrence. Tilsvarende er dannelse noget, der udleves ved fx at inddrage børn i beslutninger. Men det er også, når børn forstår, at klubben står på nogle grundlæggende samfundsmæssige normer og værdier, der sådan set ikke er til diskussion. Det er indlysende banal og nemt at sige, at træning både skal give plads til det spontane, det rutinemæssige og det planlagte, men det er vanskeligt at praktisere og dosere. Derfor stiller det enormt store krav til den træneruddannelse, der skal understøtte både trænernes fodboldfaglige og pædagogiske kompetencer og bidrage til, at børnesyn og løfter kan realiseres i den daglige træning.

En sidste grundlæggende og væsentlig diskussion omkring kvaliteten af børnefodbold florer omkring, hvem der egentlig skal forestå træningen for de dygtigste spillere. Der er velfungerende klubsamarbejder mellem breddeklubber og eliteklubber, men der er også nogle indlysende forskellige interesser. Eliteklubber vil gerne kunne flytte de mest velkvalificerede i en meget tidlig alder. Et af argumenter er, at træningstilbuddene moderklubberne ikke er kvalificerede nok. Moderklubben vil omvendt selvsagt gerne fastholde spillerne lidt længere af hensyn til de andre holdkammerater. Kritikken af eliteklubberne kan omfatte trænernes mangelende blik for det sociale, dannelses- og trivselsmæssige samt risikoen for, at dem, der med tiden sorteres fra, ikke fastholdes i fodbolden, fordi kærligheden til den forsvinder.

Begge dele kan være rigtige og legitime standpunkter, og der er ganske givet ikke en præcis standard for, hvornår og hvordan en i fodboldmæssige henseende talentfuld spiller med forældrenes samtykke skal fortsætte klublivet i en større eliteklub. Standpunkterne stiller dog krav til de klubber, der fremfører dem. Hvis breddeklubber vil fastholde spillere lidt længere, så stiller det krav til kvaliteten i deres træningstilbud. Ellers mistes ikke blot spillere til andre klubber, men måske til fodbolden generelt. Hvis eliteklubberne vil have talentfulde spillere i en ung alder, så stiller det lige så store krav til deres træneres pædagogiske kvalifikationer, ligesom de må forholde sig til, hvordan de frasorterede fortsat bliver i sporten og finder glæde ved den. En mulig farbar vej kunne være, hvis eliteklubberne hjælper breddeklubberne med at kvalificere træningen der, hvor spillerne er uden at flytte dem for tidligt.

Diskussioner om samspillet mellem leg og fodbold eller mellem bredde og eliteklubber er ikke problematiske. De er netop frugtbare og nødvendige, fordi der ikke altid findes entydige svar og løsninger, der lige gyldige for alle klubber og spillere. DBUs børnestrategi er et godt afsæt til at omfatte disse diskussioner, men der skal kæmpes for, at den kommer til at spille en rolle for, at endnu flere børn starter og fastholdes gennem glæden ved fodbold. Det lærer man noget af.