Der er fuld knald på kalenderen rundt om i fodboldklubberne i disse måneder. Med både pokalkampe, ligakampe og internationale opgaver på programmet, bliver spillerne fysisk belastet, og det stiller store krav til træningsplanlægningen på både klubplan og på landsholdet.
Spillerne skal kunne præstere på så højt niveau som muligt, og derfor er det vigtigt, at de er friske og restituerede, når der er brug for dem. Derfor er det væsentligt at måle og den fysiske belastning af spillerne i både træning og kamp. Der findes flere måder at gøre dette på, og i år har Syddansk Universitet undersøgt og evalueret målesystemet Polar Team Polar, som benyttes af flere klubber i 3F Superligaen og af DBU’s landshold. Rapporten kan findes og læses i sin fulde længde via et link nederst i denne artikel.
GameChanger sætter nu fokus på området i en podcastudsendelse, der kommer ind på flere væsentlige faktorer, når det handler om måling af træningsbelastning i almindelighed og rapporten om Polar Team Pro i særdeleshed.
I studiet er Morten B. Randers, der er lektor ved Institut for Idræt og Biomekanik Syddansk Universitet og gæsteprofessor ved Universitet i Tromsø, Norges Artiske Universitet sammen med Thomas Rostgaard, som er fysisk træner i Randers FC og på det danske U21 herrelandshold og desuden ekstern lektor ved Institut for Idræt og Biomekanik Syddansk Universitet.
De mener begge, at det er relevant at måle og monitorere kamp- og træningsbelastning.
”Det med at følge træningsbelastningen og indsamle data på de spillere, vi kigger på i dagligdagen, er vigtigt for den fysiske træner i forhold til at styre træningen og træningsbelastningen. Tidligere havde man meget fokus på pulsmåling, fordi det for 10-15 år siden blev muligt at bruge i fodboldsammenhæng. Det har udviklet sig over årene, og nu er der GPS-måler i Polar Team Pro-systemet. Det øger sandsynligheden for at sige noget fornuftigt om, hvad der foregår, når man træner,” siger Thomas Rostgaard, der bakkes op af Morten B. Randers.
”Når man arbejder i et elitemiljø, handler det om at præstationsoptimere. Hvis man skal gøre det, skal man dosere den træning, man udsætter træningen og belastningen, man udsætter spillerne for. Nu kan vi bruge et puls- og GPS-system, som kan give indsigt i, hvordan spillerne bevæger sig, og hvad de laver under træningen. På den måde kan man omsætte den ydre belastning til hvordan kroppen bliver påvirket. Hvis tre forskellige personer laver det samme, vil de tre personer reagere forskelligt, fordi de har forskellige udgangspunkter i forhold til form med videre, og derfor er det relevant at bruge både puls- og GPS-målee til at vurdere,” siger Morten B. Randers.
Vigtigt for arbejdet på træningsbanen
Rapporten fra Syddansk Universitet giver et grundlag for vigtigheden af monitorering og opruller forskellen på indre og ekstern belastning samt et overblik over mulige metoder inden for området. Desuden giver den et indblik i sammenhæng mellem belastning og træningsrespons samt skadesrisiko.
For det har stor betydning for arbejdet på træningsbanen i løbet af en uge, mener Thomas Rostgaard.
”Typisk vil der være en træningsplanlægning, der løber henover ugen. Der vil løbende blive samlet data op, og når man vil undervejs få nogle tilbagemeldinger fra spillere og fysioterapeuter om, hvorvidt man er ved at nå en form for grænse. Nogle gange kan det være svært at se for en fodboldtræner, hvorfor belastningen opstår og hvad intensiteten er, men som fysiske trænere kan vi bruge et system som Polar Team Pro til at eksemplificere overfor fodboldtræneren, hvad i træningen der har været hårdt,” siger Thomas Rostgaard.
”Omvendt kan en fodboldtræner designe et spil med mange spillere på et lille område. Her vil der være høj boldintensitet, men spillerne er ikke nødvendigvis hårdt belastede, fordi de står på det samme område. På den måde kan man bruge systemet til at lave et training check sammen med træneren, og man kan se, hvornår man rammer en grænse hos spillerne,” tilføjer Thomas Rostgaard.
I udsendelsen kommer Thomas Rostgaard og Morten B. Randers ind på værdien af at bruge et system som Polar Team Pro, ligesom de peger på konkrete eksempler, hvor det giver mening at bruge systemet. Der kan eksempelvis være forskel på at spille på stor og lille bane i træningen, ligesom der eksempelvis er forskel på den fysiske belastning, når man laver to korte sprints frem for et langt sprint.
Skal bruges i rette sammenhæng
I bund og grund er det vigtigt, at man bruger et system som Polar Team Pro på en måde, der giver mening i det miljø, man befinder sig i. Valideringsrapporten fra Syddansk Universitet giver således også et billede af, hvordan man kan læse og vurdere det data, som monitoreringen giver.
”Det handler om at skabe værdi til træningen, så man ikke bare gør det for at gøre det. Hele valideringsdelen er vigtig at have med, for man skal være sikker på, at systemet måler det, man gerne vil måle, og det man skal bruge det til. Her er der en rapport, man kan tage med sig, når man skal vurdere de forskellige ting,” siger Morten B. Randers, mens Thomas Rostgaard også fremhæver vigtigheden i at benytte systemet i den rette sammenhæng.
”Når man vil beskæftige sig med træning og monitorering, skal man udvælge klogt, hvad angår type og omfang i forhold til, hvad man giver sig i kast med. Man behøver ikke vælge et avanceret monitoreringssystem som Polar Team Pro, for der findes også andre metoder. Det kan være en stor fordel at indsamle data, men der kan også bruges enormt meget tid på at indsamle data, og det tager tid væk fra andre relevante opgaver. Nyhedsværdien kan også aftage overfor spillerne, så det er vigtigt at holde det kort og klart,” siger Thomas Rostgaard.