For Anders Ericsson, der står fader til teorien om deliberate practice, er konklusionen helt klar, når man ønsker at dygtiggøre sig. Den bedste træningsform er deliberate practice. Den er den træningsform, der giver det bedste udbytte, hvis man vil opnå et højt færdighedsniveau inden for et hvilket som helst område.

Læs Anders Ericssons oprindelige artikel fra 1993 her: “The Role of Deliberate Practice in the Acquisition of Expert Performance“.

Ifølge Anders Ericsson er der overordnet tre former for træning; og han kalder de tre former for ‘naive practice’, ‘purposeful practice’ og ‘deliberate practice’.

Det blot at spille bold, at sparke til en bold eller drible gennem kegler, vil ikke give væsentlige fremskridt. At tro på at man lærer noget væsentligt på den måde er naivt og derfor kalder Ericsson dette for ‘naive practice’.

‘Purposeful practice’ derimod besidder en række karakteristika, der adskiller denne metode fra den naive træningsform, hvor man blot gentager med den tro, at gentagelser forbedrer ens præstationer. Ved at benytte ‘purposeful practice’, der er drevet af et formål, kræves større tankekraft og man er mere fokuseret end ved den naive metode. ‘Purposeful practice’ har specifikke og tydeligt formulerede mål. Metoden kræver feedback, man skal vide, om det man gør, er rigtigt, og ellers skal man have besked om, hvori fejlene består, så de kan tilrettes.

‘Purposeful træning’ er fokuseret og baseret på en klar plan, der opdeler færdighederne i en række adskilte skridt, der i sammenhæng fører til et mål. Man skal bringes ud af sin komfortzone, da det er forudsætningen for, at man virkelig kan opnå sine resultater. Hvis man som udøver, ikke presser sig selv ud over sin egen komfortzone, så vil man ikke være i stand til at forbedre sig. Derfor nytter det heller ikke i længden blot at arbejde hårdere for at nå forbedringer. Hvis man rammer et plateau i sin udvikling, skal man nemlig arbejde anderledes i stedet for hårdere; man skal opdage nye veje for at komme tættere på sit mål. For at udvikle sig skal udfordringerne angribes fra forskellige vinkler. Og netop her kommer den erfarne træner i spil.

Men også denne metode har sine begrænsninger. Selvom det er muligt at forbedrede sig til en vis grænse gennem fokuseret træning uden for egen komfortzone og med klare mål, så skal der mere til for at udvikle ekspertise. Det vil sige at udvikle færdigheder på det højst mulige niveau. Derfor peger Anders Ericsson på den metode, der i hans optik er alle de andre overlegen. Det er nemlig ‘deliberate practice’.

Hør også denne GameChanger podcast: Hvad er deliberate practice og deliberate play?

I denne podcast: “Hvad er deliberate practice?” gives en grundig beskrivelse af principperne bag deliberate practice. I podcasten medvirker Dr. Edward Coughlan fra Cork i Irland og Dr. David Eccles fra universitet i Florida. De beskriver, hvad deliberate practice er, hvordan det kan implementeres i en træningshverdag, hvilke ulemper og forbehold, der kan være ved at benytte deliberate practice og så fortæller de om nogle af de myter, der omgærder konceptet.

Dr. David Eccles var redaktør af et særnummer af “Journal of Expertise i 2021, hvor temaet netop var deliberate practice. Dette særnummer kan læses og hentes her.

Bogen “Peak: Secrets from the New Science of Expertise” af Anders Ericsson og Robert Pool kan ses her.

Se også dette interview med Anders Ericsson: