Der er to ufravigelige præmisser ved tilværelsen i elitesport: Der vil komme modgangsperioder, i form af for eksempel formdyk og skadesperioder, og karrieren stopper på et tidspunkt. Det er faser i elitesportstilværelsen, hvor mange atleter oplever at være ekstra sårbare.
Derfor har Andreas René Sørensen og Kristoffer Søndergaard skrevet specialet med titlen ’Athletic Identity Foreclosure: Kan man understøtte en sund identitetsdannelse i elitesport?’ for at undersøge vigtigheden i at understøtte en sund identitetsdannelse i elitesport. På den måde får atleter de bedste forudsætninger for at modstå modgangsperioder og sikre en god transition til livet på den anden side af karrieren.
I specialet har Andreas og Kristoffer undersøgt unge elitefodboldspilleres vej fra børnefodbold til eliten, og specialet har således til formål at fremme forståelsen for, hvilke strukturer og mekanismer der præger unges identitetsdannelse i sport, og som kan gøre unge rigide og sårbare i elitesportstilværelsen.
I denne artikel kan du læse et resumé af specialet. Det primære fokus i artiklen og det bagvedliggende specialeprojekt er, hvorvidt det er muligt at understøtte en sund identitetsdannelse i elitesporten. Interessen startede for Andreas og Kristoffer, da de tidligere foretog en trivselsundersøgelse på et elitehold i ungdomsafdelingen i Jylland, hvor de fik øjnene op for, hvordan sporten kan have både positiv og negativ psykologisk indvirkning.
Det samme viser litteraturen; en ensporet atletisk identitet, athletic identity foreclosure, kan være uproblematisk i succes og medgangsperioder, men udfordringerne og konsekvenserne ved en sådan identitetsdannelse viser sig i modgangsperioder og ved skifte i tilværelsen.
Sammenhængen mellem unges identitetsdannelse og livet i elitefodbold
I specialet undersøgte Andreas og Kristoffer gennem seks interviews med spillere fra et anerkendt elitefodboldmiljø i Jylland, hvordan sportsmiljøer både understøtter og hæmmer identitetsdannelsesprocesser, samt hvordan elitesport kan bidrage til udviklingen af en ensporet atletisk identitet.
Analysen pegede på flere temaer af central betydning for drengenes identitetsudvikling.
Fælles for drengene var, at de begyndte til fodbold i en tidlig alder sammen med kammerater og ofte også familiemedlemmer – for eksempel med deres far som træner. Drengene tænker tilbage på en tid, hvor de blandt andet scorede mange mål, og hvor det sociale også fyldte. Samtidig gav de gennem interviewene udtryk for, at de allerede i en tidlig alder godt vidste, hvem der var gode.
Identiteten snævres yderligere ind i forbindelse med skiftet til en eliteklub i 12-13-års alderen. Her stilles større krav, og hverdagen præges af mange ofringer, hvilket fremmer en ensporet identitetsdannelse. Den omfattende træningsmængde og de strukturelle ændringer i hverdagen, efterlader sjældent plads til interesser uden for sporten. Samtidig beskriver drengene et miljø, hvor trænere og medspillere forventer stabile præstationer, og hvor fejl får konsekvenser, hvilket kan bidrage til frygten for at fejle. Gode præstationer bliver forbundet med status og anerkendelse, hvilket gradvist fører til, at spillernes værdi og selvforståelse centrerer sig om præstation.
The glorified self synes hurtigt at blive en integreret del af deres identitet – formet af den vedvarende sociale anerkendelse. Jagten på bekræftelse gennem præstationer bliver dermed en central drivkraft i deres selvforståelse.
Forældrene spiller en central rolle i drengenes fodboldopvækst. Fædrene fungerer ofte som faglige sparringspartnere i hjemmet, hvilket på den ene side kan fungere som en støtte, men på den anden side kan medvirke til at enspore den atletiske identitet yderligere og forstærke det præstationsorienterede fokus. Mødrene varetager typisk den emotionelle og praktiske støtte, som giver rum til sårbarhed. Samlet set er familien dybt investeret i sporten, og drengenes identitet formes gennem både støtte og forventninger.
Skiftet til sportsskolen fremstår som et punkt, hvor fodboldens betydning intensiveres yderligere. ’Sportsskole’ er her defineret som et tilbud, hvor spillerne har mulighed for at kombinere deres sport og skolegang. Udover obligatoriske idrætstimer har spillerne to ugentlige morgentræninger i samarbejde med de respektive klubber. Spillerne udtrykker generelt glæde over skiftet, da de oplever, at sporten nu kan prioriteres højere end før. Det medfører dog, at de i højere grad mister muligheden for at få en pause fra fodbolden. På den ene side kan skoleskiftet være en fordel, fordi fodbold kan få mere fokus. På den anden side kan spillerne mangle et frirum fra sporten.
En af drengene beskriver det således:
»Så det kan være virkelig irriterende, at man ikke nogle gange … Altså du ved … Hvad skal man sige … Steppe lidt ud af det, men […] Man får ikke rigtigt chancen til at tænke på noget andet (end fodbold), altså når jeg er i skole. Til at skulle til træning og er færdig med træning. Der går jo hvad, en 10-12 timer, og der får man ikke rigtigt en chance for at tænke på andet.«
Hertil viser empirien, at skiftet fra en sportsskole til et efterskoleår kan give et år, hvor skole og fodbold samlet fylder mindre, hvorfor der er mere plads til udforskning af andre interesser og at udvikle sig som menneske uden for disse arenaer.
Drengene oplever, hvordan tanker om en ‘plan B’ kan virke useriøst blandt deres holdkammerater.
»Hvis man har en plan B, så kan der være nogen, der tænker, at det er, fordi han ikke tror på det, eller fordi han ikke er god nok.«
Manglen på social accept og frirum fra sporten betyder, at spillerne sjældent dyrker andre interesser, og deres sociale liv bliver tæt forbundet med fodboldmiljøet, hvilket yderligere forstærker udviklingen af en ensporet atletisk identitet. Drengene bruger langt størstedelen af deres vågne timer på fodbold og skole, og når de endelig har fri, har de primært brug for at ligge ned og restituere fysisk og mentalt.
LÆS OGSÅ Sport som et livsprojekt: Nye måder at forstå mening og formål på
Mangel på mentale pauser
Den ensporede atletiske identitet rummer både positive og negative konsekvenser. Specialet viser, hvordan den på flere måder kan være en styrke, men også en betydelig udfordring, når identiteten trues af modgangsperioder. Tidligere forskning (Brewer et al., 1993; Brewer & Petitpas, 2017; Petitpas & France, 2010) samt fundene i dette speciale peger på, at elitesportstilværelsen kan blive problematisk, når spillerens identitet bliver for snæver og dermed sårbar.
Gennem interviewene blev det tydeligt, at der er tale om unge mennesker, der mødes af store krav, og som har svært ved at skabe pauser fra elitefodbolden – både fysisk og mentalt.
En af spillerne sætter ord på, hvordan det er svært at få en mental pause fra fodbold:
»Jeg tænker stort set altid på det (fodbold). Nogle gange så har jeg også brug for at kunne zone ud. Men det er rigtig svært overhovedet ikke at tænke på det.«
Atleter, der konstant tænker på deres sport, risikerer mental udmattelse, da de ikke får tilstrækkeligt mentalt frirum til at restituere (Eccles & Kazmier, 2019). Samtidig risikerer de, at balancen mellem indsats og belønning kan blive skæv. De investerer utallige timer og ofrer meget, men føler ikke nødvendigvis altid, at de får tilstrækkeligt tilbage i form af enten spilletid, resultater eller anerkendelse. Når den store indsats ikke fører til de ønskede resultater, rammer det både meningen og glæden i sporten. Dette illustrerer Siegrists model ved figur 2.
Vedvarende krav om at præstere som fodboldspiller kan opbygge et indre pres, der gradvist intensiveres, indtil det til sidst bliver for meget, og spilleren bryder sammen. Gentagne oplevelser af ubalance mellem indsats og belønning kan over tid føre til udbrændthed (Siegrist, 2002), hvilket følgende citat er et eksempel på:
»Jeg kunne bare huske, jeg kunne mærke, at jeg var meget emotionel. Jeg blev hurtigt ked af det, og du ved, var hele tiden sådan på … Hvad skal man sige? På grænsen til tårer på en eller anden måde.«
Hvis du ikke præsterer, kan du så forsvare identiteten?
Specialet viser, at unge elitefodboldspillere har et stort behov for ekstern validering, som både motiverer dem og bekræfter deres selvforståelse som fodboldspillere. Præstationen bliver ofte den primære måde at opretholde identiteten på, hvilket kan skabe nervøsitet og frygt for at fejle. For hvis du ikke præsterer, kan du så forsvare identiteten?
Fodboldens betydning er altoverskyggende, og både succes og modgang påvirker drengenes humør og selvopfattelse markant. I perioder med modgang forsøger de ofte at håndtere udfordringer ved at presse sig selv yderligere og træne mere. Denne strategi kan dog øge deres sårbarhed, hvis resultaterne udebliver, eftersom de lægger endnu flere kræfter i fodbolden og dermed øger ubalancen mellem anstrengelse og belønning.
Den ensporede atletiske identitet gør drengene særligt sårbare over for nederlag og modgang, idet sådanne oplevelser kan true deres drømme og selvforståelse som fodboldspillere. Når identiteten primært er bundet til sporten, vil spørgsmålet opstå: Hvem er jeg, hvis jeg ikke spiller fodbold? Som en af spillerne udtrykte det:
»Jeg bliver meget sådan, altså fortabt, hvis jeg stopper.«
Når de har lagt alle deres æg i én kurv, risikerer de, at modgang eller manglende præstationer kan udløse en identitetskrise. Det viser, hvor vigtigt det er at opbygge en større identitetsmæssig fleksibilitet, så nederlag ikke underminerer deres selvforståelse.
LYT TIL På den anden side af fodboldens heltedyrkelse og 24/7-tilværelse
Normative forslag: Hvad kan aktører i miljøerne gøre?
Identitetsdannelse er en kompleks størrelse, og særligt samspillet mellem det resultatorienterede, konkurrenceprægede elitemiljø og den sunde identitetsdannelse kan tolkes at være særligt udfordrende.
Ud fra empirien og analysen giver Andreas og Kristoffer forslag til, hvordan klubber, skoler og forældre kan understøtte en sundere identitetsdannelse i elitesportsmiljøer:
- Ved indgangen til elitetilværelsen
Ved indgangen til elitetilværelsen er det vigtigt for klubben at italesætte frirum ved siden af fodbolden som en del af effektiv restitution og hvile i en central livsfase som ung, hvor den atletiske identitet bliver kraftigt forstærket. Dermed skal fokus ikke kun være på, hvordan præstationer optimeres, og hvilken farve urinen skal have i forhold til væskeindtag. Fokus skal også være på, hvordan spillerne kan finde frirum og holde pauser mellem fodboldaktiviteterne. Det vil både give plads til at udvikle sig på andre områder i tilværelsen og samtidig understøtte mental restitution.
- I elitesportstilværelsen
Når atleterne er i elitesportstilværelsen, er det vigtigt, at klubberne tager det ‘hele’ menneske ind og varetager det hele menneske i en central periode i unge menneskers liv. Som en af spillerne siger: “Måske også lidt snakke med ham om, hvad han laver og hvad … Hvad med hans familie? Hvordan det går med dem? Altså, jeg tror, man er nødt til at tage det hele menneske med, for at man får den bedste udgave af spillerne”.
- Efterskolen
Efterskolen tolkes ligeledes at være et af de områder, hvor klubben kan støtte spillerne i at udvikle en sund identitet. At opleve et moratorium indebærer, at de unge får muligheden for at stoppe op og reflektere over, hvem de er (Erikson, 1968). Denne opbremsning er essentiel i udviklingen af en sund identitet, fordi den giver plads til at udforske andre sider af tilværelsen og dermed styrker muligheden for at opnå en bredere forståelse af sig selv. På efterskolen fylder skolen mindre, og der er mere tid til at møde mennesker uden for elitesportsboblen og/eller dyrke og opsøge nye interesser.
- Forældrene
Forældrene spiller også en central rolle i drengenes identitetsdannelsesproces og bør derfor inddrages i løsningsforslagene. Deres påvirkning er afgørende for, om drengene får mulighed for at engagere sig i alternativer ved siden af fodbolden. Med afsæt i specialet argumenterer Andreas og Kristoffer for, at det er afgørende, at klubben inviterer forældrene ind til klubben og inddrager dem aktivt i at finde hverdagsrutiner, der kan være med til at understøtte drengenes udforskning af verden uden for fodbolden. På den måde er det vigtigt, at hjemmet også tilbyder andet end en yderligere intensivering af sportens betydning i drengens tilværelse. Drengene kan således være andet end eliteidrætsudøvere derhjemme.
- Arbejde med værdier
Klubberne kunne understøtte atleternes identitetsdannelse ved at arbejde med deres værdier. James Clear (2018) skriver i Atomic Habits, at jo mere du lader én enkelt overbevisning definere dig, desto mindre er du i stand til at tilpasse dig, når livet udfordrer dig. Nøglen ligger ifølge Clear i at kunne redefinere sig selv, når livet skifter. Det vil sige, at når sportskarrieren slutter, er det vigtigt, at atleter kan overføre en række værdier fra sportstilværelsen, således identiteten ikke kun er domænespecifik. Dermed bliver “jeg er en atlet” (domænespecifik) til for eksempel “jeg er en person, der er mentalt robust og kan lide at udfordre mig fysisk” eller “jeg kan lide at samarbejde og opnå resultater i grupper” (overførbar).
En flersporet identitet gavner både spillere og klubber
Andreas og Kristoffer pointerer med afsæt i specialet vigtigheden i, at individer, der vokser op i sportsverdenen, bliver understøttet i at undersøge tilværelsen og mærke verden uden for også. Ambitionsniveauet kan være højt, og spillerne kan stadig dedikere sig til fodbolden fra en ung alder; det er bare vigtigt, at fodbold ikke er alt, de unge er.
Specialet fremhæver en lang række strukturer, der hele tiden medvirker til og intensiverer en rigid og ensporet atletisk identitet. Elitesportsverdenen kan på flere måder risikere at danne lukkede foreclosure-subjekter.
Det vil sige individer med en stabil identitetsfølelse i sportslig medgang, men som er særligt sårbare over for modgang, skader og skifte i tilværelsen – deres liv er sport, og derfor opleves skadesperioder eller dårlige præstationer som værende ‘eksistentielt truende’.
At understøtte en flersporet – og ikke en ensporet – identitetsdannelse i elitesport gavner klubben, der vil sikre en bredere og mentalt sundere talentmasse med mindre risiko for at udvikle udbrændthed. Samtidig vil det gavne de unge atleter, som vil være identitetsmæssigt mere fleksible og på den måde bedre rustet til at håndtere modgang, skadesperioder og karrieretransitioner.
LYT TIL PODCASTEN ‘Indersiden’ med Viktor Fischer – En del af eliten
LÆS OGSÅ artiklen om Magnus Mattsson ‘Superligaspiller producerer beats til undergrundsrappere’
