Fodbold er ofte blevet beskrevet som Danmarks nationalsport og som et samlingspunkt på tværs af alder, køn og kultur. Omvendt er fodbold præget af maskuline normer, der har – og fortsat – former, hvordan piger oplever sporten.
Selvom andelen af piger, der spiller fodbold, vokser, mister mange piger i teenageårene motivationen for at fortsætte til fodbold (Bennike et al., 2025). Fodbold for piger står således stadig overfor udfordringer med fastholdelse, anerkendelse og ligeværdige rammer.
Denne artikel er skrevet af Sofie Ottosson og Isabella Eyrich Fumero Campos, og artiklen fremhæver hovedpointer fra specialet “Pigers motivation i fodbold – et casestudie af kultur, anerkendelse og kommunikation i dansk breddefodbold“. Artiklen giver indblik i:
- hvordan samspillet mellem dimensionerne kultur, anerkendelse og kommunikation påvirker pigers lyst til at spille fodbold i alderen 13-18 år, og
- hvordan klubber kan skabe mere inkluderende miljøer, hvor piger ikke bare deltager, men også trives, udvikler sig og er motiverede.
Specialet har undersøgt fire danske breddeklubber og har fulgt ledere, trænere og spillere for at forstå, hvilke mekanismer der motiverer piger til at blive i sporten, og hvilke der får dem til at falde fra. Specialet er skrevet i samarbejde med Dansk Boldspil-Union (DBU) og et et led i ‘Udviklingsplan for dansk fodbold for piger og kvinder‘.
Spændingsfeltet mellem køn, kultur, kommunikation og motivation
Fodbold for piger er i vækst, men mange piger mister lysten til at spille fodbold i teenageårene (Bennike et al., 2025). Det er et tab for både klubber, fællesskaber og for pigerne selv, der går glip af de oplevelser og kompetencer, som fodboldsporten kan give. Specialet undersøgte derfor, hvordan repræsentation (hvordan piger omtales og fremstilles) og anerkendelse (hvordan de mødes i relationer og rammer) påvirker pigers motivation i dansk breddefodbold.
Specialet bygger på kvalitative data fra fire breddeklubber (to i hovedstadsområdet og to i provinsen). Sofie Ottosen og Isabella Campos har gennemført semistrukturerede interviews med ledere og trænere fra de fire klubber og fokusgruppeinterviews med spillere fra trænernes hold. Derudover har de foretaget observationer af træningssituationer. Den fulde metodebeskrivelse kan du læse i specialerapporten.
For at placere specialet i forskningsfeltet og fremhæve, hvordan det bidrager med ny viden, er et litteraturreview blevet gennemført med afsæt i tre temaer: Kultur og køn i sport, motivation i sport og kommunikation i sport.
Nedenstående figur illustrerer placeringen, og en mere detaljeret gennemgang finder du i den fulde rapport.
Specialets analyse er opbygget i tre dele. Formålet er at belyse sammenhængen mellem repræsentation, anerkendelse og motivation samt at vise, hvordan kulturelle og strukturelle forhold i fodboldmiljøet hænger sammen med spillernes relationelle oplevelser.
Første analysedel fokuserer på repræsentationer og sprogets betydning i fodboldkulturen, hvilket denne artikel indledningsvis tager afsæt i og diskuterer.
Sproget sætter spillereglerne
Sprog spiller en altafgørende rolle i fodboldkulturen og er med til at definere, hvad der opfattes som en legitim måde at være fodboldspiller på. Dette understøttes af Stuart Halls (1997) teori om repræsentation, hvor specialet viser, hvordan sproget i fodboldmiljøet ikke blot afspejler virkeligheden, men aktivt skaber mening og identitet for piger i fodbold.
Pigers adgang til fodbold afgøres ikke kun på banen. ”Adgang” kan forstås på flere måder:
Dels ved at piger har mulighed for at spille fodbold, og at der tilbydes hold for piger. Dels er adgangen knyttet til det sproglige og kulturelle, idet adgangen afgøres i sproget, hverdagskulturen og de små beslutninger, der siver ud i klubben. Ledere og trænere taler ubevidst ind i kønnede repræsentationer, hvilket kommer til udtryk gennem ordvalg og fremstilling af piger som mindre teknisk dygtige eller mindre engagerede i sporten. Hvis sproget ændres, synligheden af pigefodbold og kvindelige rollemodeller bliver større, bliver pigerne mere bevidste om, at fodbold er en mulighed for dem.
I tre ud af de fire undersøgte klubber observerede forfatterne af specialet, hvordan kønnede repræsentationer udtrykkes gennem sproget. Spillerne omtales som »mean girls« og som »snakkeklubben«. Udtryk som disse er med til at rammesætte en bestemt identitet for pigerne, som bygger på stereotype forestillinger om piger som useriøse.
En træner udtaler:
»Ja. Så tror jeg bare generelt, at der er sådan et stigma, eller hvad man kan sige, om at det (fodbold for piger) bare er dårligt, ik’? Og der er også noget med det tekniske niveau og så videre, hvor jeg tror, folk synes, at der er stor forskel. Men det giver også mening, fordi drengene har fået de bedste trænere.« (se side 56 i specialet)
Udtalelsen er et eksempel på, hvordan betydninger og hierarkier i forhold til køn skabes og opretholdes gennem sproglige valg. Ved at bruge udtryk som “stigma” og “det bare er dårligt” peger træneren på en udbredt opfattelse af fodbold for piger som værende af lavere kvalitet end fodbold for drenge.
Når fodbold for piger omtales som ”dårligt”, og den tekniske forskel mellem køn fremstilles som en selvfølgelighed, er det med til at skabe en bestemt forståelse af pigers rolle og position i fodbold. At forskellen mellem piger og drenge opleves som noget, der »giver mening,« viser, hvor dybt indlejrede disse diskurser er.
En anden udtalelse belyser ligeledes, hvordan lavere forventninger til pigers niveau kan blive reproduceret – selv når intentionen er at tale positivt om udviklingen i fodbold for piger. En træner forsøger at italesætte de fordomme, der findes om fodbold for piger, og han udtrykker sig positivt om både udviklingen og potentialet i sporten. Alligevel belyser dele af hans udtalelse, hvordan dybtliggende forestillinger om køn og evner stadig præger måden, hvorpå fodbold for piger omtales.
Han udtaler:
»Jeg tror, det har jo noget at gøre med, at du ser egentlig hvor gode piger kan være, […] jeg er selv blevet overrasket på den front.« (se specialet side 57)
Brugen af ordene “egentlig” og “overrasket” viser, at det for ham ikke har været en selvfølge, at piger kan være dygtige til fodbold. I stedet fremstilles pigernes evner som nogle, der går imod trænerens forventning, og som nogle man bliver overrasket over. Det afslører en diskurs, hvor drengenes niveau tegner normen, mens pigers fodboldfærdigheder fremstår som noget usædvanligt.
Dermed reproduceres forestillingerne om, at fodbolden er et maskulint miljø, hvor anerkendelse er betinget: Piger får klap på skulderen, når de lever op til drengenes standarder.
Hvis spillerne konstant møder et sprog, der betvivler deres legitimitet, falder motivationen for at spille fodbold, og samtidig fremstilles fællesskab og præstation ofte som modsætninger. Men pigernes erfaringer i fodboldmiljøet viser, at motivationen er stærkest, når de oplever at udvikle sig og dertil både samhørighed, autonomi og kompetence.
Den ”rigtige” fodboldspiller
Rollemodeller afslører også en skævhed. De “rigtige” forbilleder peger stadig mod mændene – kvinderne vælges først, når der skal spejles i tilhørsforhold. Det er et udtryk for en manglende eksponering og anerkendelse af kvindelige idealer og rollemodeller.
Dette kommer til udtryk i en visuel øvelse, Sofie Ottosen og Isabella Campos faciliterede under fokusgruppeinterviews med spillerne i klubberne. Spillerne blev præsenteret for lige mange billeder af mandlige og kvindelige professionelle fodboldspillere.
Her valgte 23 ud af 24 piger en mandlig fodboldspiller, når de skulle beskrive en »rigtig fodboldspiller« (se specialet side 65). De fleste valgte fodboldspillere som Messi og Ronaldo, da de opfattes som de bedste og mest kendte. Eksempelvis udtalte en af pigerne:
»Altså, jeg har bare valgt Ronaldo […]. Jeg kunne lige så godt have valgt Messi som Ronaldo, så det var bare fordi, det er jo en af de mest kendte.« (se specialet side 65)
Det viser, at fodbold i pigernes øjne i høj grad forbindes med det mandlige køn, og hvordan pigerne selv reproducerer en kønnet repræsentation af sporten. Det kalder på handling: Justér sproget og synliggør kvindelige forbilleder.
Anerkendelse er afgørende – men hvad anerkender vi egentlig?
Relationel anerkendelse (ros, tryghed og fællesskab) øger pigers lyst til at blive i sporten. Det forklarer Axel Honneth (2004) med begreberne kærlighedsanerkendelse og social agtelse, som udtrykkes, når trænere møder pigerne i øjenhøjde, og på den måde forstærker pigernes oplevelse af tilhørsforhold.
I en kultur præget af maskuline normer opstår et paradoks i måden at anerkende: Den velmenende omsorg kan bygge på kønnede repræsentationer – herunder antagelsen om at piger har større behov for støtte. Denne tilgang kan dog resultere i, at pigerne anerkendes for deres køn fremfor deres bidrag, hvilket sænker forventningerne og begrænser udviklingsmulighederne.
Som Nancy Fraser (1999) påpeger, er anerkendelse også institutionel. Det handler om at sikre lige banetider, udstyr og synlighed, hvilket er afgørende for retfærdig omfordeling. En leder forklarer, hvordan klubben har fokus på strukturel anerkendelse:
»[…] det vi egentlig gør, det er at prioritere pigerne lige så̊ meget som drengene, og det kan være nemt at sige, fordi hvordan gør man også lige det? Men det er sådan nogle helt små, basale ting, som at det ikke er banetider, hvor drengene bliver favoriseret eller det ene og det andet.« (se specialet side 80)
Men indsatsen svækkes, hvis sproget i klubberne fortsat fremstiller piger som mindre tekniske eller mindre seriøse, som artiklen tidligere har beskrevet.
LÆS OGSÅ: Ny analyse af fodboldmiljøer: Børn og unge sætter tal på den gode træneradfærd
Motivation formes (også) af klubbens rammer
Motivation udspringer ikke kun af indre vilje, men formes af de kulturelle og strukturelle rammer i klubben. Når konkurrence tillægges større værdi end fællesskab, marginaliseres de piger, der primært motiveres af relationer og tryghed.
Løsningen er ikke at ændre pigernes tilgang til fodbold, men at skabe nuanceret kommunikation, forbinde relationel og strukturel anerkendelse og anerkende pigers behov uden kønsskabeloner.
Det kræver rammer, hvor fællesskab og konkurrence fungerer som ligeværdige drivkræfter. Ligestilling er altså ikke et spørgsmål om ensartethed, men om ligeværd. Dette taler en træner ind i, når han fortæller:
»Man kan godt få samme løn, [men] man kan godt gøre det på en anden måde, i forhold til hvilken vej man skal gå. Jeg synes bare, […] der mangler, at vi godt kan komme her til sammen, men vi behøver ikke at gå den samme vej« (se specialet side 81)
Trænerens udsagn peger på, at piger og drenge kan nå frem til de samme muligheder og resultater, men at vejen dertil ikke behøver at være ens.
Fællesskab og konkurrence på lige fod
Når piger tilvælger træningskampe, sociale øvelser og samvær, bliver det alt for ofte tolket som useriøst – for eksempel ved at omtale dem som »snakkeklubben«. Det afslører en kultur, hvor præstation stadig har højere status end fællesskab, og hvor pigers motivation let misforstås som manglende ambition.
Selvbestemmelsesteorien (Ryan & Deci, 2000) beskriver, at når samhørighed og autonomi nedtones, svækkes oplevelsen af kompetence. Netop derfor er alle tre behov ligeværdigt afgørende for vedvarende motivation.
Pigers motivation i breddefodbold måles sjældent udelukkende på resultater. Specialet viser, at piger primært motiveres af fællesskab og tryghed (samhørighed) og af medbestemmelse (autonomi). Først derefter af præstation (kompetence).
Specialet peger på, at pigerne ikke vægter præstation og konkurrence (kompetence) højest. For dem er sociale relationer og fællesskab vigtigere (samhørighed). Samtidig befinder de sig dog i en fodboldverden, hvor fokus primært er på præstation og konkurrence fremfor relationer. Specialet viser dog enkelte eksempler på forandring og modstand, når trænere forsøger at imødekomme pigernes behov for fællesskab. Det kommer til udtryk, når trænere imødekommer pigernes præmisser og inddrager sociale aktiviteter ud over selve fodbolden, og når spillerne selv tager ordet, foreslår ændringer og siger fra.
Pigerne tager generelt positivt imod trænernes initiativer, og en spiller fortæller:
»Jeg synes bare, det har været hyggeligt at lave noget, altså udover at bare træne og bare møde op for at træne. Så vi også får lavet noget andet sammen.« (se specialet side 85)
Men oplevelsen af kompetence halter især i kampe, hvor sammenligning med drenge og lavere forventninger skaber tvivl og amotivation hos flere af pigerne. Dette ses blandt andet, når spillere foretrækker ’kamp til træning’ over en turneringskamp. Spilleren forklarer:
»Det (kamp til træning, red.) er ikke sådan en rigtig kamp. Der er ikke så mange forventninger. Der er ikke så meget pres på en.« (se specialet side 95)
For at nå et skridt tættere på mål, skal rammerne ændres. Fællesskab og konkurrence skal anerkendes som lige legitime veje til seriøs fodbold. Skab træning med medbestemmelse, synlig progression og stærke relationer, så følger kompetencen automatisk trop. Når sprog, relationer og strukturer trækker i samme retning, vil der opstå øget motivation hos pigerne.
Anbefalinger til fodboldklubber
Specialets resultater peger på en klar sammenhæng mellem, hvordan repræsentation og anerkendelse former pigers motivation – både i det, vi siger, og i det, vi gør.
For at udvikle fodbold på ligeværdige præmisser mellem køn, kræver det et opgør med kønnede forventninger og et bredere syn på, hvad der tæller som ‘seriøs fodbold’.
Ud fra resultaterne har vi udarbejdet følgende anbefalinger:
