Du er med til U21-EM denne sommer; hvilke perspektiver giver slutrunden dig i forhold til, hvad der skal til for at lykkes som landsholdsspiller på højeste niveau? Hvilke spillerkvaliteter gør indtryk på dig?

Som landsholdsspiller på højeste niveau skal du have en eller flere spidskompetencer, som få andre spillere har. Og dem skal du kunne sætte i spil på de rigtige tidspunkter. I fodboldens verden vurderer vi ofte spilleren på fire parametre: det tekniske, det taktiske, det mentale og det fysiske. Udover disse fire elementer er det vigtigt, at du kan begå dig socialt; at du føler dig tryg både på og uden for banen, så du kan præstere på det allerhøjeste niveau, du har. Derfor kan det sociale have en indflydelse på, hvor tryg du er, når du spiller kampe i forhold til at turde spille frit og turde fejle. Slutrunden har bekræftet mig i, hvor vigtigt det er at skabe psykologisk tryghed for spillerne, for at spilleren skal være psykologisk tryg for at kunne præstere.

Jeg er også blevet bekræftet i, at fart stadigvæk er en væsentlig faktor på højeste niveau. Mange af kantspillerne på de bedste landshold ved denne slutrunde har en hurtig acceleration og kan nemt drible/løbe forbi deres direkte modstander.

Derudover skal du som spiller have et højt bundniveau i alt, hvad du foretager dig på banen. Alle spillerne har forskellige områder, som de er særligt stærke i. Nogle er teknisk dygtige og kan hjælpe holdet i specifikke faser af spillet, andre er taktisk gode, nogle er fysisk stærke, og nogle har en mental styrke. Når alle styrker forenes og kombineres med hårdt arbejde og en fælles retning, skabes der store resultater.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Det leder frem til, hvilke spillerkvaliteter der gør indtryk på mig, og her er jeg særligt imponeret over evnen til at træffe hurtige beslutninger på kort tid. Til en slutrunde foregår spillet i et så højt tempo – og for nogle i et væsentligt højere tempo, end de er vant til i deres respektive ligaer. Det stiller krav til, at du som spiller skal kunne vurdere situationen hurtigt og handle derefter i forhold til, hvad der er muligt. Derudover har spillernes tekniske niveau imponeret mig, da det er på et meget højt niveau.

Hvordan kan trænere ”dyrke”  og arbejde med de kvaliteter hos egne spillere, hvad end det er på landshold eller i en klub?

Som landsholdstrænere arbejder vi typisk med spillere, der alle har en eller flere spidskompetencer. Det betyder altså, at de har nogle kvaliteter, der er på allerhøjeste niveau på deres årgang – eller på flere årgange, når det er U21-landsholdet.

Der er stor forskel på ”at kunne dyrke kvaliteterne” i henholdsvis klubregi og på landsholdet. Når vi samler landsholdsspillerne, har vi som regel kun ét eller to træningspas, inden vi spiller en kamp. Derfor fokuserer vi på at dyrke den enkelte spillers kvalitet ved at træne dem i de positioner, hvor deres spidskompetencer kommer bedst til udtryk.

Derudover har vi i landsholdsstaben et ansvar for at italesætte spillernes styrker og at tydeliggøre over for truppen, hvordan vi ønsker, at de bringer det/dem i spil – og hvordan de hjælper hinanden med at sætte spidskompetencer i spil.

Lad os tage et eksempel med fem forskellige spillere:

Spiller 1’s spidskompetence er driblinger: Her forventer vi, at han dribler og udfordrer, når muligheden opstår. Det betyder ikke, at han skal drible hver gang, men oftere end Spiller 2, hvis styrke for eksempel er fart. Denne spiller skal vi derimod sørge for at sende i dybden, så hans kompetence udnyttes optimalt i den fase af spillet.

Spiller 3 kan have kommunikation som sin spidskompetence, hvilket er værdifuldt for både holdet og for ham selv, når han formår at dirigere sine medspillere foran eller rundt om sig, så holdet er godt organiseret.

Spiller 4 kan have indlæg som sin spidskompetence, som vi så sørger for at bringe i spil. Hvis alt går op i en højere enhed, leverer han et indlæg til Spiller 5, som har sin største kvalitet i modstanderens felt og er dygtig til afslutninger, hvorefter han scorer på et indlæg i feltet.

Klubtrænere har langt mere tid til at arbejde i dybden med hver enkelt spillers kvaliteter og kan opsætte daglige træninger, der fokuserer på spillernes forskellige styrker, og individuelle træningspas i løbet af ugen, hvor der arbejdes med detaljerne. Dette styrker spillernes erfaringer, deres færdigheder bliver skarpere, og samtidig udvikler de deres evne til at træffe beslutninger under pres. Udviklingsplaner er en integreret del af spillernes hverdag, hvor der dagligt arbejdes på at dygtiggøre dem og udvikle deres kvaliteter. Det kan være at løfte niveauet på områder, hvor spilleren har et stort udviklingspotentiale, som senere kan blive en spidskompetence, når potentialet er færdigudviklet.

Skal jeg give et generelt råd til trænere, når det gælder om at dyrke spillernes kvaliteter, er det klart at anvende videofeedback på kampe og træninger, ligesom feedback på træningsbanen ikke skal negligeres. Og det har vi som trænere et ansvar for at være gode til.

Hvad er for dig den største forskel på at være landstræner og assistenttræner, og hvordan bruger du den ene rolle til at blive bedre i den anden?

Hvis jeg skal starte med en lighed: Uanset om du er chef- eller assistenttræner, handler det meget om teamwork med hinanden og den øvrige stab, at bruge hinandens kompetencer til at udvikle spillerne og sammen skabe resultater.

Den største forskel er, at cheftræneren har det overordnede ansvar, mens assistenttrænerens primære opgave er at støtte op om cheftræneren. Derudover står cheftræneren typisk for den taktiske træning, mens assistenttræneren understøtter dette ved at have styr på modstanderens tendenser, så træningen bliver så modstanderrelevant som muligt. Derudover har assistenttræneren ofte ansvaret for standardsituationer.

Der er også en særlig fordel for mig som træner, jeg vil fremhæve:

Efter 2,5 år som cheftræner i DBU er det udviklende at være i rollen som assistenttræner. De erfaringer, jeg får i min rolle som assistenttræner her til U21-EM, kan jeg bruge fremadrettet, når jeg efter slutrunden skal tilbage i rollen som cheftræner. Jeg er blandt andet blevet endnu skarpere på, hvad der kræves af spillerne – både på og uden for banen – for at blive U21-landsholdsspiller og spille på et stærkt U21-landshold.

Jeg er så heldig, at der her til EM er seks spillere med fra årgang 2005 – den årgang, som jeg havde i min første periode som landstræner. Thomas Jørgensen og Conrad Harder, som er med til U21-EM i Slovakiet, gav jeg debut til ved min første landsholdsudtagelse for to år og tre måneder siden, mens Clement Bisgaard fik debut på U19-landsholdet for under to år siden. Noah Nartey, Oscar Højlund og Theo Sander, der også er en del af årgang 2005 og med til U21-EM, var med til at sikre U19-landsholdet den første EM-deltagelse i 2024.

Det har givet mig muligheden for at kunne se deres udvikling gennem de seneste 2,5 år. Først 1,5 år sammen med dem og derefter et år, hvor de har spillet i Danmark og udlandet. Deres individuelle udvikling har været virkelig flot. Den erfaring kan jeg bruge, når jeg efter sommerferien arbejder med årgang 2007 og skal udvikle dem det kommende år frem mod U19-EM.

Artiklen fortsætter efter billedet.

Andrée Jeglertz, som skrev det seneste indlæg, har sendt følgende spørgsmål videre til dig: Hvor vigtig en rolle spiller spilletid i klubberne for dig i forbindelse med udtagelse af trup og startopstilling?

Det afhænger af, hvilke kampe vi taler om, samt hvor vi befinder os i forhold til årgangen. Hvis det er i starten af en ny årgang som U18 – hvor det er træningskampe – vælger jeg at se bredere end på U19, da U19 er konkurrencehold. Så på U18-landsholdet betyder det mindre med spilletid, hvis jeg vurderer, at der er et stort potentiale.

Når vi nærmer os U19-EM-kvalifikationskampene og Elite Round plus eventuelt et EM, er spilletid afgørende og betyder rigtigt meget, fordi der er en kamp hver tredje dag, når vi spiller kampe om at komme med.

Dette skal ses i lyset af, at min erfaring viser, at spillere, der ikke er i kampform, har svært ved at holde niveauet gennem alle kampe, når der spilles tre kampe på seks dage. Derfor vælges der både spillere, som kan præstere i alle tre kampe, og spillere med færre kampminutter, som kan bidrage til at vinde kampene. Dog er det med afsæt i begrænset spilletid grundet manglende kampform og med henblik på at minimere risikoen for skader, idet ungdomslandskampe ofte er på et højere fysisk niveau med langt flere højintense meter end klubturneringerne i Danmark.

Og videre spørger Jeglertz: Hvordan kan vi bedst håndtere balancen mellem spilletid i klubberne og udviklingsperspektivet i en landsholdssammenhæng?

Når vi er til slutrunder, skal der spilles tre kampe, inden du enten er ude af turneringen, eller du er videre til knald-eller-fald-kampe. Derfor er disse kampe ekstremt vigtige, hvilket betyder, at den spilletid, spillerne har med sig ind i turneringen – både individuelt og som trup – har stor betydning.Vi ønsker at udvikle vores landsholdsspillere og spille med de bedste og største talenter. På ungdomslandsholdene kan det dog være en udfordring, da de mest talentfulde spillere ofte bliver rykket op og træner med Superligaklubbernes førstehold, hvilket er supergodt for deres udvikling. Udfordringen opstår, når disse spillere i perioder sidder meget på bænken i klubben, hvilket kan påvirke deres kampform og rytme, når de skal præstere på landsholdsniveau i vigtige landskampe.

Et godt eksempel var, da jeg med U19-landsholdet spillede om at komme med til EM. Her havde vi dygtige spillere, hvor nogle ikke havde spillet en kamp i tre uger, mens andre kun havde fået under 60 minutters spilletid. Samtidig var der spillere, der havde spillet tre fulde turneringskampe samt reserveholdskampe eller Youth League-kampe, og som derfor kom ind til samlingen i topform.

Så det er en konstant balance at vurdere, hvilke spillere der bedst kan hjælpe holdet med at vinde kampe og sikre kvalifikation, samtidig med at vi gerne vil spille med de bedste spillere på årgangen.

Når det er sagt, udvikler spillerne på U18- og U19-årgangene sig meget forskelligt. For nogle tager det lidt længere tid at udfolde deres potentiale, mens andre kan tage kæmpe skridt på kort tid. Lucas Høgsberg og Victor Froholdt er gode eksempler på, hvor hurtigt det kan gå, når spillere griber de muligheder, som klubben og træneren giver dem.