Menstruationscyklussen betydning for performance og trivsel har fået større bevågenhed. Som et led i udviklingsplanen ‘Dansk fodbold for piger og kvinder’ har en gruppe forskere fra Aarhus Universitet indsamlet, studeret og formidlet den videnskabelige litteratur, der knytter sig til menstruationscyklussens betydning for fodboldspillere.
Den nye rapport med titlen ‘Menstruationscyklussens betydning for kvindelige fodboldspillere’ bygger på 52 videnskabelige artikler, og samlet set refererer den 98 videnskabelige artikler. Et vigtigt formål med rapporten er at skabe og øge forståelse for, hvordan menstruationscyklussen påvirker fodboldspillere fysisk, psykisk og socialt.
Rapporten understreger samtidigt, at der fortsat er en del videnshuller, ligesom ”one-size fits all”-løsninger er meget svære at arbejde ud fra, fordi menstruationscyklus i høj grad er forbundet til individuelle forhold.
Nedenfor kan du læse et resumé af rapporten, som du kan downloade i sin fulde længde her.
Forfattere af rapporten, Institut for Folkesundhed, Aarhus Universitet, er:
- Mette Smith Bisgaard, dr.med., Postdoc
- Kristine Dahl Rasmussen, Cand.stud., Idrætsvidenskab
- Peter Fuglesang Christensen, Cand.stud., Folkesundhedsvidenskab
- Knud Ryom, Ph.d., Lektor
- Mette Hansen, Ph.d., Lektor.
Sundhed, trivsel og menstruation
Menstruationsrelaterede gener og symptomer forekommer med store såkaldte interindividuelle og intraindividuelle forskelle. Interindividuel betyder, at prøver er foretaget blandt forskellige personer, men intraindividuelle betyder, at prøver er fra den samme person foretaget på forskellige tidspunkter. Det drejer sig om subjektive symptomer af både fysisk og psykisk karakter. Derfor kan individuel fokusering og tiltag – eksempelvis tracking af cyklus eller tilpasning af træningen – være relevant for nogle, men ikke for andre.
Rapporten viser, at de fysiske og mentale, negative symptomer rammer oftest op til eller under menstruation. For nogle kan symptomerne være af en karakter, der påvirker gennemførelse af træning eller konkurrence, og her må fokus være på en individuel tilgang. En individuel tilgang kræver, at der skabes et trygt miljø mellem spillere og trænere, hvor der er åbenhed om at tale om trivsel generelt og relateret til cyklus.
Spillerens sociale sundhed og trivsel kan hæmmes af tabuisering af menstruation, hvilket især påvirker dialogen med trænerne. Derfor er det vigtigt at arbejde for at nedbryde disse tabuer. Særligt blandt mandlige trænerer er en øget viden om og forståelse for, hvordan menstruationscyklus kan påvirke piger og kvinder, vigtig.
Angstlignende symptomer eller bekymring for synlige tegn på menstruation bør afhjælpes. Rapporten anbefaler blandt andet, at farven på spillershortsene kan ændres fra hvid til en mørkere farve, så denne bekymring minimeres, og spilleren i stedet kan fokusere på spillet.
Menstruationsforstyrrelser – forekomst, træningsrespons, skadesrisiko og sundhed
Forekomsten af menstruationsforstyrrelser er generelt højere blandt atleter på tværs af sportsgrene (elite og subelite) end hos baggrundsbefolkningen. Det gælder også for fodboldspillere. I den henseende, skal det understreges at menstruationsforstyrrelser ikke er eller skal være et tegn på, at spilleren træner ”nok”. Det er en gammel, men stadig udbredt myte blandt atleter, understreger forskningen.
Menstruationsforstyrrelser indikerer en underliggende tilstand, som kan have sundhedsmæssige konsekvenser på både kort og langt sigt, og som kan påvirke præstation, træningsadaptation, skadesrisiko og den sportslige karriere negativt. Spillere, trænere og andre centrale personer i og omkring sportsmiljøet bør informeres, så det står klart for alle, at menstruationsforstyrrelser i form af udebleven menstruation ikke må ignoreres.
Der bør arbejdes mod at skabe et fodboldmiljø, hvor spillere trygt og uden frygt for spillermæssige konsekvenser kan give udtryk for en eventuel menstruationsforstyrrelse, og hvor trænere og støttepersoner kan bakke op om at hjælpe spilleren videre til eventuel relevante fagpersoner. I tilfælde af bagvedliggende spiseforstyrrelse kan der blive tale om behov for, at flere faggrupper samarbejder om at genoprette spillerens trivsel – eksempelvis læge, diætist og psykolog.
LYT TIL: Fodboldtræning og cyklus: Derfor virker individuelle hensyn
Variation i præstation over cyklus
Rapporten inkluderer 11 studier, som har undersøgt, hvorvidt den fysiske præstation varierer mellem cyklusfaser hos kvindelige fodboldspillere. Tre af studierne fandt en lidt bedre præstation inden for sprint- eller højintensitetsløb i dagene op til og under ægløsning sammenlignet med de øvrige faser i cyklus. De øvrige otte studier fandt ikke statistiske forskelle i præstationsparametrene mellem cyklusfaserne.
Forfatterne af nærværende rapport vurderer dog, at den metodiske kvalitet af de foreliggende studier er lav og kan derfor ikke konkludere entydigt ud fra den eksisterende forskning. Variation i præstationer over cyklus er således et område, hvor der er behov for yderligere forskning af høj metodisk kvalitet.
Variation i skadesrisiko over cyklus
Rapporten inkluderer tre studier om variation i skadesrisiko over cyklus, og disse studier er foretaget på fodboldspillere. Resultaterne her er ikke overensstemmende, men antyder alligevel, at det individuelle symptombillede måske også kan have betydning for skadesrisiko. Det betyder blandt andet, at spillere med svære menstruationscyklusrelaterede symptomer potentielt vil være i større skadesrisiko i den periode, hvor de oplever symptomerne.
Selvom oversigtsstudier med atleter (ikke kun fodboldspillere) indikerer en øget risiko for knæløshed og korsbåndsskade i dagene op til og under ægløsning, hvor østrogenniveauet er højt, må det nævnes, at evidensen stadig er diskutabel. Rapporten kan således ikke ud fra eksisterende litteratur konkludere endeligt, hvorvidt kvindelige fodboldspillere har en variation i skadesrisiko i løbet af cyklus. Det er et område, der kræver yderligere undersøgelser af høj metodisk kvalitet.
Vigtigheden af evidensbaseret skadesforebyggende træning skal i den sammenhæng fremhæves.
LYT TIL: Skadesforebyggende træning: Her er din guide til investering i spillerne
Variation i træningsadaptation efter fasebaseret træning
Der foreligger ingen studier på fodboldspillere, som undersøger effekten af fasebaseret træning. Forskningen på området hos ikke-fodboldspillere er ligeledes mangelfuld, og der kan ikke gives evidensbaserede anbefalinger om fasebaseret træning.
Forskerne bag nærværende rapport anbefaler derfor en individuel tilgang, hvor der ved behov foretages tilpasning af træningen for eksempel på grund af menstruationsrelaterede, negative symptomer i en tillidsbaseret træner-spiller-dialog.
Forskerne anbefaler
- Feltet har brug for mere viden
- Forbund og klubber skal arbejde på at udbrede eksisterende viden og nedbryde tabu der knytter sig til menstruation
- Det er nødvendigt med en individuel tilgang, eftersom hormonel status og oplevede symptomer varierer fra spiller til spiller
- Udebleven menstruation må ikke ignoreres.