Årets Træner, Bo Henriksen, har sin hverdag i Bundesliga-miljøet, som bliver beskrevet i den tyske undersøgelse Trænerkompetencer i Topfodbold.

Undersøgelsen beskriver blandt anden Fag- og metodekompetencer, hvorunder 17 Bundesligatrænere og 11 sportsdirektører peger på flere delkompetencer. I denne udgave af GameChanger forholder Bo Henriksen sig til tre af delkompetencer: Analyse, Planlægning samt Respekt og anerkendelse.

Undersøgelsen, som du kan finde i en dansk version her, viser, at ledelse er den centrale, tværgående kompetence for cheftrænere i topfodbold i dag. Bo Henriksen nikker genkendende til, at ledelse er blevet en større og større del af hans job som tiden er gået, og som jobbene og klubberne blevet større.

Han beskriver sin egen rolle som leder og den ledelsesfilosofi, som han arbejder efter og har arbejdet efter hele sin trænerkarriere, som ”meget simpel”. Han bruger ordene respekt, ydmyghed og hårdt arbejde, og ’man får tilbage, hvad man giver’. Og netop den tilgang har han brugt til at skabe kultur i de klubber, han har været i. Han er gået forrest i alt, hvad han har lavet, og hans erfaring er, at det skaber respekt for kulturen, hinanden og dermed det overordnede mål: At vinde fodboldkampe.

»Den religion, jeg står for, er at vinde fodboldkampe, og det gør man altså kun, hvis man gør sig umage. Og det er dét, jeg synes, jeg er rigtig dygtig til – jeg vinder jo altid fodboldkampe, og det gør jeg, fordi alle gør deres bedste.«

Bo Henriksen fortæller også om en samtale med en professor fra Aarhus Universitet, og efter at have læst professorens bog, gik det op for ham:

»Der stod jo stort set, hvad jeg lavede, men jeg anede jo ikke, hvorfor jeg gjorde det. Jeg har jo ikke læst om at være mig selv. Man er jo selvlært som menneske – og også som leder.«

Bo Henriksen ser en udvikling gennem de seneste 20 år, der går mod en mere menneskelig ledelsesstil. Han har altid accepteret fejl, hvis folk har gjort sig umage og ydet deres bedste, ligesom han pointerer, at det autentiske menneske kan få mennesker med sig:

»Jeg laver masser af fejl. Og nogle gange de samme fejl, hvor jeg tænker ’hvordan kan det lade sig gøre?’ Og dér skal du være dygtig og lære.«

Du kan både vinde og tabe kampe på taktikbrættet

Når samtalen falder på Bo Henriksens forståelse af kompetencen ’fodboldfaglighed’, så definerer han det som evnen til at kunne sætte et fodboldhold op, »så det enkelte individ forstår sammenhængen og samspillet med ti andre, hvor alle skal vide, hvad de skal gøre på samme tid i de forskellige taktiske faser.«

Det indså han for alvor, da han for en af sine spillere gennem tre år præsenterede sin Pro-opgave om 6’erens positionering:

»Jeg bad ham notere på et papir, hvad jeg vil have ham til, og jeg skulle ligeledes skrive, hvad jeg vil have ham til. Man skulle tro, at de to sider skulle ligne hinanden efter tre år. Han havde overhovedet ikke forstået, hvad jeg ville have ham til. Han gjorde det supergodt, men han havde ingen anelse om det. […] Dér fandt jeg ud af, at det handler ikke om, hvad jeg synes. Det handler om, hvad de forstår.«

For at lykkes med det kræver det gode kommunikative evner, siger Bo Henriksen, der medgiver, at det er noget, han har lært at blive bedre til med årene.

De kommunikative evner er også vigtige, når det gælder delkompetencen ’analyse’. Ligesom sine Bundesliga-kolleger i den tyske undersøgelse mener Bo Henriksen at det er centralt for den moderne cheftræner, for du kan både vinde og tabe fodboldkampe på taktikbrættet.

Kommunikationen er for det første med analytikerne, som er bundet op på en række spørgsmål:

• Hvad ønsker træneren af informationer, data og klip, når det gælder en kommende modstander?
• Hvad leverer analytikerne selv af input, og hvilke elementer af det ønsker træneren af benytte sig af?
• Hvordan skal træneren levere sin analyse til spillerne?
• Hvor meget eller hvor lidt information kan de rumme?

For det andet er kommunikationen rettet mod spillerne, og med et eksempel fra kampforberedelsen mod Bayern München hører du, hvordan han koger to-tre timers arbejde ned til en præsentation på 12-13 minutter.

»Planlægning er ikke min stærke side«

Delkompetencerne ’planlægning’ og ’systematik’ er ikke Bo Henriksens stærke side, indrømmer han. For at opveje egen manglende evne inden for planlægning handler det om at have de rigtige mennesker omkring sig.

Planlægning stod han selv med, da han begyndte som træner for 20 år siden, men i dag er cheftrænerjobbet forbundet med at træde ud af ’detailrollen’ og ind i ’lederrollen’, hvor han uddelegerer opgaver til teamet. Det gælder blandt andre Michael Silberbauer og Mikkel Jespersen, som han har stor tillid til:

»Jeg tror på, at når man har ansat dem, så er det, fordi de er dygtige, og der giver jeg dem voldsomt meget frihed, så de får lov til at arbejde og de får lov til at tage ansvar.«

Men planlægning handler også om et tæt samarbejde, og her får du også et eksempel fra forberedelsen til Bayern München-kampen:

»Hvad er det for nogle værktøjer, vi skal bruge? For eksempel presser Bayern voldsomt højt og står næsten altid med to stoppere tilbage. Deres to backs og midterste midtbanespillere, både Kimmich, Pavlovic og Goretzka. Det betyder, vi får nogle omstillinger: 2v2, 3v3. Hvordan forbereder vi spillerne på det?«

Forarbejdet står trænerteamet for sammen, og mens Silberbauer står for de praktiske elementer i øvelserne, er Bo Henriksen i sit rette element, når det gælder analyse af detaljer.

At kunne ’overrule’ med anerkendelse og respekt

Tilliden til staben og spillerne overlapper delkompetencen ’respekt’ og ’anerkendelse’, som Bo Henriksen ikke overraskende vægter højt. Det er indlysende, at du præsterer bedre, hvis du bliver respekteret. Igen nævner han at bygge en kultur, som distancerer sig fra en fejlfindingskultur. Det betyder blandt andet, at han viser spillerne analyseklip af, hvad de gør godt, og undgår at bruge klip, der udelukkende viser deres fejl.

Da Bo Henriksen bliver spurgt til dilemmaet mellem det, han selv vil, og det hans stab anbefaler, anerkender han, at han bliver bragt i situationer, hvor han skærer igennem og omgør beslutninger.

Men hvad så med anerkendelsen af og respekten for deres faglighed?

Den forsøger Bo Henriksen at bevare ved at forklare, hvorfor han tager sine beslutninger og anerkende, at kollegaen er dygtig, men at holdet har brug for noget andet. Eksempelvis havde den fysiske træner sat en øvelse op på fuld bane for at få nogle løbemeter i benene, men

»Jeg var ved at falde i søvn. Jeg synes ikke, vi får noget ud af det taktisk og mentalt ud af det, for jo større banen er, jo mindre er intensiteten i de små rum og mindre fysisk kontakt,« fortæller Bo Henriksen og forklarer, hvordan han fortæller det respekterende og anerkendende:

»Jeg ved godt, at du har ret, og jeg ved godt, at du er den klogeste, og jeg ved også godt, at det er det rigtige at gøre. Men lige nu har vi brug for noget andet, men det er pissefedt, at du fortæller mig, at det er sådan, man skal gøre.«