Hvorfor er der så få kvindelige trænere i norsk fodbold? Og hvilke erfaringer har de kvinder, der faktisk arbejder som trænere?

De spørgsmål undersøger og fremlægger Åse Røthing i rapporten Atskilte idretter og økt anerkjennelse (Separate idrætter og øget anerkendelse, red.), som sammenfatter resultaterne fra et kvalitativt interviewstudie, som jeg har gennemført for Norges Fotballforbund (NFF).

Rapporten bygger på interviews med 15 kvinder fra forskellige, geografiske dele af Norge. Alle kvinder med erfaring som trænere i norsk fodbold.

15 interviews er et relativt højt antal for denne type studie, for til sammenligning bygger mange kvalitative studier typisk på otte til 10 interviews. Det betyder dog ikke, at studiet siger noget generelt om alle kvindelige fodboldtræneres oplevelser og tegner et fuldt billede.

Røthing påpeger, at hun derimod kan beskrive tendenser baseret på, hvad netop disse 15 trænere har delt med hende.

Studiets udgangspunkt er, at kvinder er i mindretal blandt trænere i norsk fodbold. Fokus er på deres oplevelser, hvilket er et emne, som både kan vække debat og blive opfattet som politisk – og det rejser ofte spørgsmålet om, hvem der bærer ansvaret for, at der er så stor ubalance mellem mænd og kvinder i trænerrollen.

Røthing pointerer, at hun ikke har til hensigt at bidrage til en ensidig debat, men tværtimod at nuancere debatten med afsæt i deltagernes erfaringer. For mens mange af de interviewede fortæller, at kvindefodbolden i Norge bliver taget mere alvorligt end før, oplever de samtidigt, at drenge- og herrehold prioriteres højere end pige- og kvindehold i deres lokale klubber.

En anden nuance fra studiet er, at flere kvinder beskriver et godt samarbejde med mandlige kolleger og føler sig respekteret som trænere, mens andre beretter om forskelsbehandling og nedladende holdninger fra både mandlige trænere og ledere i klubberne.

Igennem sin analyse af kvindelige fodboldtræneres oplevelser perspektiverer Røthing til sit andet studie af håndboldtrænere, som også er udgivet i 2024. Nedenfor kan du læse et dansk resumé af rapporten.

Baggrund og deltagere

Fodbold er i dag den største idræt blandt piger og kvinder i Norge med lidt over 115.000 registrerede spillere (Norges Idrætsforbund, 2022). Det betyder, at cirka hver tredje fodboldspiller i Norge er kvinde eller pige.

Tallene viser også, at mens det samlede antal registrerede fodboldspillere i Norge er faldet med omkring 5.000 i perioden fra 2016 til 2022, er antallet af piger og kvinder i samme periode steget med cirka 4.000. Det svarer til en stigning fra 29,7 procent til 31,2 procent.

Blandt trænere i norsk fodbold er andelen af kvinder dog markant lavere. Ifølge en opgørelse på Norges Fotballforbunds hjemmeside fra oktober 2023 er 16,2 procent af alle registrerede trænere kvinder. Dette inkluderer også assistenttrænere, og det er sandsynligt, at andelen ville være endnu lavere, hvis vi kun kiggede på cheftrænere.

Baggrunden for studiet er derfor et ønske om at få større indsigt i kvinders erfaringer som trænere i norsk fodbold med afsæt i følgende spørgsmål:

• Hvordan opleves det at være én af de få kvindelige trænere i en lokal klub?
• Hvilken støtte og opfølgning oplever de – og hvad kunne de ønske sig anderledes?
• Hvordan har de oplevet deres træneruddannelse, og hvilke ambitioner har de?
• Hvilke muligheder har kvinder, der gerne vil satse på en karriere som træner?

 
Som nævnt, kan 15 interviews ikke give generelle svar på disse spørgsmål, men interviewpersonerne giver et værdifuldt indblik i nogle af de erfaringer, der fortjener at blive sat under lup. Det betyder også, at en mere overordnet målsætning med studiet er at bidrage med ny viden, som på sigt potentielt kan øge andelen af trænere, som er kvinder, i norsk fodbold.

Tidligere forskning i kvindelige trænere har mest fokuseret på eliteniveau, men dette studie inkluderer kvinder med erfaring fra forskellige niveauer og steder i Norge. Det skyldes, at langt de fleste trænere i Norge er frivillige forældretrænere eller andre ildsjæle, der står for det daglige arbejde i de lokale klubber.

Jeg har også lagt vægt på at finde trænere, som enten er – eller har været – cheftrænere. Med to undtagelser har alle deltagerne haft den rolle.

Deltagerne skulle mindst have tre års erfaring og have været cheftrænere, og med undtagelse af to deltagere lever deltagerne op til kriterierne. Studiet fokuserer på kvinder med erfaring med særligt spillere fra 13 år og op.

I den fulde rapport kan du på side 15 se en tabel med en præsentation af karakteristika ved den enkelte deltager (dog anonymiseret).

Ligheder og forskelle mellem fodbold- og håndboldtrænere

Som nævnt, perspektiverer Røthing til sit studie om kvindelige håndboldtrænere, og på den baggrund fremhæver hun to kendetegn, som går på tværs:

1. Flere har en videregående uddannelse, og flere af kvinderne har en uddannelse inden for idræt og/eller pædagogik. Det betyder, at de har en formel uddannelse, der er særligt relevant for arbejdet som træner. Det er rimeligt at antage, at dette giver dem øget tryghed og selvtillid som trænere, hvilket flere af kvinderne påpeger eksplicit – især blandt håndboldtrænerne.
2. Flere fortæller om en stor vilje til frivilligt engagement, og de bruger mange timer hver uge på trænerarbejde – både tre, fire og fem aftener om ugen (foruden kampe i weekenden). På den ene side bliver tidsforbruget fremhævet som en begrundelse for, at de overvejer at stoppe eller trappe ned som træner. På den anden side giver det stor glæde at tilbringe meget tid sammen med egne og andres børn.

 
Der er også forskelle mellem håndbold- og fodboldtrænere, og her fremhæver blandt andet:

1. Tidlig trænerstart og opmuntring: Få fodboldtrænere er startet i deres ungdom. Kun to nævner, at de blev opfordret til det som teenagere. I håndbold blev mange kvinder opmuntret af mandlige ledere eller fædre til at starte trænergerningen i en ung alder.
2. Ambitionsniveau: Kun to fodboldtrænere betegnes som ambitiøse – begge over 40 år. I håndbold fandtes der fire ambitiøse trænere blandt de yngste deltagere.
3. Erfaring med drenge- og herrehold: Kun få fodboldtrænere, som er kvinder, har trænet drenge eller herrer, og flere siger eksplicit, at de kun ønskede at træne deres døtre. I håndbold har flere erfaring med at satse på drengehold og herreseniorhold på relativt højt niveau.
4. Kønssammensætning i trænerfællesskaber: Fodboldtrænere beskriver at være næsten alene som kvinder i klubben. Håndboldklubber har ofte kvindeligt flertal blandt trænere, og kvinder kan lede både udvalg og bestyrelser.

 
Til punkt 4 vedrørende kønssammensætning i trænerfællesskaber hører følgende uddybning:

Håndboldtrænerne, som træner såkaldte “satsningshold”, fortæller, at de næsten udelukkende møder mandlige trænere på modstanderholdene. Det hænger sammen med, at mange klubber – ifølge de håndboldtrænere, jeg har interviewet – udskifter forældretrænere, som ofte er kvinder, med mere professionelle trænere allerede i 12-13-årsalderen. Og de trænere, der kommer ind og får løn, er som regel mænd.

Blandt fodboldtrænerne er der ikke på samme måde tale om en systematisk udskiftning af forældretrænere – i hvert fald ikke på pigeholdene. Flere af forældretrænerne i fodbold har derfor fortsat med at træne de pigehold, hvor deres egen datter spiller, op til pigerne er 14/15 år eller ældre, uden at klubben har stillet krav om øget professionalisering.

Røthing beskriver, at forskellen måske skyldes, at det primært er drengehold i fodbold, der underlægges krav om tidlig professionalisering, mens der i håndbold er et tilsvarende krav om lønnede trænere til både drenge- og pigehold allerede i en tidlig alder. Dette kan samtidigt være med til at forklare, hvorfor kønssammensætningen blandt trænere i ungdomshåndbold ændres hurtigere og mere markant, og hvorfor kvinder i højere grad forsvinder fra trænerrollen tidligere i håndbold end i fodbold.

Erfaring med trænerkurser: Fire centrale temaer

Erfaring med og fra træneruddannelse er et vigtigt tema, og på baggrund af sine 15 interviews finder Røthing fire centrale temaer i kvindelige fodboldtræneres fortællinger om trænerkurser:

1. Positive erfaringer – men afhængig af kontekst og kønsbalancer

Langt de fleste kvindelige fodboldtrænere i undersøgelsen fremhæver deres deltagelse i trænerkurser som en positiv og lærerig oplevelse. Kurserne opleves som meningsfulde, udviklende og berigende – både fagligt og socialt. Flere trænere nævner, at de har fået ny viden, er blevet udfordret og har følt sig anerkendt som trænere.

En fodboldtræner fortæller om sin oplevelse på B-licenskurset, hvor hun som én af få kvinder var omgivet af mandlige trænere:

»Da jeg tog B-licensen, var vi to piger og resten drenge… Men jeg havde det helt fantastisk med drengene. De tog mig seriøst som fodboldtræner, ikke som pige eller dreng. Det var det bedste kursus, jeg har været på – jeg lærte SÅ meget!« (oversat fra norsk)

Her understreger hun, hvordan anerkendelse og ligeværd blandt kursusdeltagerne – uanset køn – var afgørende for hendes positive oplevelse. Det var netop dét, at de andre deltagere mødte hende som fagperson, der gjorde oplevelsen stærk.

Men den gode oplevelse ser ud til at afhænge af netop dét: at blive anerkendt som faglig ligeværdig i et mandeflertal, og at stemningen på kurset er inkluderende og respektfuld.

Derfor bliver den positive oplevelse nogle gange knyttet til det specifikke hold og ikke nødvendigvis til kursusform eller -indhold. Det handler om det sociale miljø og de konkrete mennesker, man deltager sammen med.

Et gennemgående mønster er dog, at kvinder i fodbold – i modsætning til håndbold – i højere grad fremhæver fordelene ved at deltage sammen med mænd. Flere peger på, at mandlige deltagere i højere grad bidrager med “fagligt input”, og at det styrker kursets kvalitet. En implicit antagelse synes at være, at mænd har større fodboldfaglig viden, og at kvindelige kursusdeltagere derfor også kan lære mere i deres selskab.

Samtidig viser det sig, at kvindelige trænere ofte oplever at skulle “bevise” deres kompetencer for at blive taget seriøst – og når det sker, skaber det en oplevelse af succes og legitimitet.

2. Kønsopdelte kurser: Tryghed, men også faglige bekymringer

Flere fodboldtrænere i undersøgelsen har erfaring med kurser, der udelukkende er for kvinder. Disse kurser bliver ofte beskrevet som noget naturligt. Mange oplever dem som trygge og rare særligt i praktiske øvelser, hvor det sociale og kropslige spiller ind.

En ung deltager beskriver sin oplevelse således:

»Jeg kunne godt lide, at det kun var kvinder, for jeg føler… Jeg skal ikke bebrejde mændene, men når drenge og piger spiller sammen, så ender det ofte med, at drengene bare spiller til hinanden og glemmer pigerne lidt. Her var det anderledes – man spillede bolden til den, der stod godt. Det var bare rart ikke at skulle tænke over det.« (oversat fra norsk)

Her fremhæves trygheden i at slippe for hierarkier og kønsbaseret usikkerhed i spillet. På kvindekurser bliver alle set som ligeværdige medspillere.

Men samtidig udtrykker flere kvinder en bekymring for faglig kvalitet på de kønsopdelte kurser. En træner var skeptisk over for at tage et kvindekursus på højere niveau, fordi hun frygtede, at det ville være mindre udfordrende:

»Jeg var bange for, at niveauet ville være lavere, og at kvinder ikke ville give hinanden lige så ærlige tilbagemeldinger som mænd. Jeg ville gerne udfordres.« (oversat fra norsk)

Hun endte dog med at tage kurset – bl.a. fordi det var gratis – og oplevede, at hun tog fejl. Hun blev både udfordret og lærte meget.

Flere andre kvinder udtrykker også, at de har været glade for at tage kurser sammen med mænd – især når stemningen var god og respektfuld. En træner siger:

»Jeg synes, det var rigtig godt at være [på kursus] med drengene. Det må jeg være ærlig at sige. Jeg var meget glad for det, men det var fordi, jeg havde en god oplevelse.« (oversat fra norsk)

En anden siger mere direkte:

»Hvis jeg skal tage et trænerkursus, så er det fordi, jeg vil lære og blive en bedre træner – og så vil jeg gerne være på et kursus, der ikke er kønsopdelt.« (oversat fra norsk)

Dilemmaet står tydeligt: Kønsopdelte kurser kan give tryghed og plads – men risikerer også at lukke for værdifuld faglig sparring og netværk med mandlige kolleger.

3. Forandringer over tid

Et centralt tema i fortællingerne er, at tiden har ændret sig. Flere kvindelige trænere oplever i dag større åbenhed og ligeværd på trænerkurser, særligt fra yngre mandlige trænere. En erfaren træner udtrykker det sådan:

»Jeg tror, at i fodboldverdenen har køn betydet meget i lang tid. Men nu er det anderledes. Det er ligesom en ny tid.« (oversat fra norsk)

Hun beskriver unge mandlige kolleger som åbne og respektfulde:

“De har en anden indstilling, man mærker det. De er ikke smarte i replikken, de taler til dig på en helt ligeværdig måde. De nye fyre er lidt anderledes sat sammen. (oversat fra norsk)”

Men hun husker også, hvordan det tidligere har været:

»Jeg har altid følt mig lidt lille i fodboldverdenen, selvom jeg har opnået meget… På kurserne skulle der gå flere dage, før de andre begyndte at spørge mig om ting – først når de havde opdaget, at jeg vidste noget … Det var som om, de glemte, at der også var kvinder til stede.« (oversat fra norsk)

Ikke alle deler oplevelsen af forandring, og nogle fortæller, at de bliver mødt med nedladende holdninger – og udtrykker skuffelse over, at “vi troede, vi var kommet længere.” Forandringen er altså ikke entydig og afhænger af både personlighed, erfaring og det konkrete kursusmiljø.

4. National strategi og lokal praksis

Røthing pointerer, at både Dansk Boldspil-Union og NFF har klare strategier for at støtte kvindelige trænere – eksempelvis gennem kurser og synlig opbakning. Det samme gælder SvFF med initiativet Tränarlyftet.

Imidlertid giver flere kvinders fortællinger udtryk for, at det lokale niveau (i Norge) ikke altid følger med. En kvindelig træner fra en lille klub i Vestnorge fortæller, hvordan hun gentagne gange søgte støtte fra klubben til at tage et kursus, der ville styrke hendes formelle trænerkompetencer. Men hun fik afslag og erfarede samtidig, at mandlige trænere i klubben blev opfordret til at tage samme kursus med løfte om, at klubben ville betale.

En anden pointe er, at høj træneruddannelse ikke nødvendigvis giver anerkendelse lokalt. Nogle af de kvinder, der har oplevet mest modstand, er dem, der har den højeste, formelle træneruddannelse i klubben.

Endelig peger studiet på, at kvinder i højere grad ses som egnede til de yngste hold, hvor omsorgs- og relationskompetence vægtes. Mænd tilskrives derimod idrætsfaglighed og får oftere trænerroller på de ældre eller mere eliteprægede hold – især drengehold. Det skaber en risiko for, at kvinders kompetencer marginaliseres, og at uddannelse ikke nødvendigvis fører til reel indflydelse.

Trænernes erfaringer med samarbejde

Som træner samarbejder du både med andre trænere, klubledere, holdledere/forældrekontakter, spillere og forældre. Erfaringer med samarbejde afhænger af, hvilke samarbejdsrelationer der lægges vægt på.

Fodbold- og håndboldtræneres fortællinger om samarbejde viser mange ligheder

Begge grupper beskriver kønsforskelle, i forhold til hvordan trænere samarbejder med spillere og engagerer sig relationelt og emotionelt. Nogle mener, at kvindelige trænere er bedre til dette, men især i studiet af håndboldtrænere var der flere, som tog afstand fra kønsbaserede forventninger.

Forældre beskrives i begge studier som både engagerede og krævende

Flere trænere oplever, at forældre i stigende grad stiller krav, men samtidig glemmer, at trænerrollen ofte er frivillig og ulønnet. Selvom der ikke er data til at dokumentere en udvikling over tid, beskriver mange trænere med årelang erfaring, at presset fra forældre er vokset.

En vigtig forskel mellem de to sportsgrene er trænernes kønssammensætning

I norsk håndbold er det almindeligt med kvindelige trænerteams (også på drengehold) især op til 13-14-års alderen. I fodbold er billedet anderledes: Her oplever mange kvindelige trænere, at de er omgivet af mænd. En deltager i studiet fortalte, hvordan hun som mor meldte sig som frivilligtræner, men hurtigt følte sig ekskluderet i et trænerteam bestående af tre fædre:

»I princippet skulle vi være fire ligeværdige trænere, men i praksis fungerede det ikke sådan. De talte sammen og traf beslutninger uden at informere mig. Til sidst stoppede jeg, for det var utilfredsstillende ikke at blive behandlet som en ligeværdig kollega.« (oversat fra norsk)

En anden kvindelig træner, som var ved at stoppe, beskrev samarbejdet med sin mandlige kollega som problematisk og nedladende. Hun havde taget flere kurser og fik ros fra både spillere og forældre, men samarbejdet med den mandlige kollega havde undermineret hendes selvtillid.

Disse erfaringer og fortællinger peger på to væsentlige problemstillinger, fremhæver Røthing:

1. Manglende støtte og opfølgning fra klubberne
   Lokale klubber har ofte ikke ressourcer til at følge op på trænernes trivsel og samarbejdsrelationer. Det er forståeligt i en frivilligdrevet kontekst, men det rejser spørgsmålet, om kvindelige trænere rammes særligt hårdt – blandt andet fordi de ofte har mindre netværk og mindre indflydelse i klubben. Mange kvindelige trænere kender ikke til andre kvinder i samme rolle og oplever, at klubben ikke gør noget for at forbinde dem.
2. Klubbernes afhængighed af “ildsjæle”
   Det andet centrale problem er, at klubberne ofte afholder sig fra at konfrontere trænere med uhensigtsmæssig adfærd, fordi de frygter at miste værdifulde frivillige. Det kan føre til, at samarbejdsproblemer og nedladende holdninger får lov til at bestå – særligt over for trænere, der ikke har samme status eller erfaring.

To vinkler at arbejde videre ud fra

Afslutningsvist giver Røthing forslag til det videre arbejde ud fra to overordnede vinkler:

1. Tiltag i forhold til rekruttering af flere kvinder, som er trænere (særligt som cheftrænere)
2. Tiltag, som sikrer, at flere kvinder, som allerede er fodboldtrænere, trives og har lyst til at fortsætte

 
De største udfordringer for kvindelige fodboldtrænere i Norge ser ifølge interviewene ud til at ligge på lokalt klubniveau. Det skyldes muligvis, at de fleste deltagere arbejder i netop lokale klubber. På baggrund af interviewene peges der især på følgende behov:

Konkrete tiltag på lokalt niveau for at rekruttere flere kvindelige trænere

De interviewede oplevede, at der generelt var meget lidt fokus på at rekruttere kvindelige trænere i deres klubber. Det fremstod ofte som ”ikke et tema” og usystematisk, og mange havde ikke tænkt over, hvor få kvinder der egentlig var i trænerroller.

Bedre opfølgning på lokalt niveau af kvinder, der allerede er trænere

Flere kvindelige trænere havde ingen eller begrænset kontakt til andre kvindelige trænere i klubben. Det foreslås, at klubber aktivt hjælper kvinder med at skabe netværk, enten internt eller på tværs af klubber i nærområdet. Formålet er at give mulighed for erfaringsudveksling og skabe øget viden, som kan danne grundlag for forandring.

Bedre opfølgning af lokale klubbers arbejde med at rekruttere kvinder som træner

Det foreslås, at de (regionale) forbund følger mere systematisk op på klubbernes indsats for at rekruttere kvindelige trænere. Der peges på, at det kunne være en mulighed at stille konkrete krav og fastlægge retningslinjer for klubbernes arbejde på området.

Bedre opfølgning af lokale klubbers støtte til kvinder, der allerede er trænere

Der er behov for, at forbund støtter kvindelige trænere i lokale klubber mere direkte, især når kvinderne står alene i rollen. Det kan både være gennem hjælp til netværksdannelse og gennem støtte til klubbens ledelse og drift. Der foreslås også mulighed for at søge trænerkursus-støtte direkte fra kredsen frem for gennem klubben.

Fem forslag hentet fra undersøgelse af håndboldtrænere

De følgende forslag stammer primært fra en tidligere rapport om kvinders erfaringer som håndboldtrænere. Røthing har tilpasset dem en smule, men forslagene er ikke udviklet direkte ud fra fodboldtrænernes egne forslag. Fodboldtrænerne i undersøgelsen kom generelt med færre konkrete forslag og havde lavere forventninger til forandring sammenlignet med håndboldtrænerne.

1. Særlige kurser for kvinder eller kvotepladser til kvinder på trænerkurser på højt niveau

Særlige trænerkurser for kvinder findes allerede og vurderes som relevante at videreføre for nuværende. Flere deltagere er dog splittede, da de foretrækker at deltage i fælles kurser med mænd for at lære af deres erfaringer. I det norske håndboldstudie udtrykte flere kvinder ønske om at konkurrere på lige vilkår.

2. Flere kvindelige oplægsholdere på trænerkurser

Flere peger på betydningen af at have kvinder som oplægsholdere – både som rollemodeller og for at vise deres faglige kompetence. Dog understreger deltagerne i studiet, at oplægsholdere skal inviteres på baggrund af deres kvalifikationer og ikke udelukkende på grund af deres køn.

3. Lige behandling under kampe og øget kønsbevidsthed i kampmiljøet

Mens fodboldtrænerne rapporterede færre direkte negative oplevelser end håndboldtrænerne, var der alligevel mange, som ikke blev genkendt og betragtet som trænere – eksempel henvendte dommere og modstandere sig ofte til mandlige assistenter i stedet. Et øget fokus på kønsbevidsthed og ligebehandling i kampmiljøet kan forbedre oplevelsen for alle trænere.

4. Øget viden om kønsnormer og kønnets betydning

Arbejdet med køn handler ofte om antal, men forståelser af køn og dets betydning for interaktion og valg er også centrale. Det foreslås at integrere forskningsbaseret viden om kønsnormer i træneruddannelser og i norsk fodbold generelt for at øge bevidstheden om, hvordan køn påvirker både strukturer og individers muligheder.

5. Fokus på magtforhold

Internationale undersøgelser viser, at kvinder er underrepræsenterede både blandt trænere og i ledende stillinger i sporten. Det foreslås at gennemgå formelle og uformelle magtstrukturer for at identificere barrierer. Det inkluderer opmærksomhed på stemme og kropssprog – nogle kvinder har oplevet, at deres stemme ikke “slår igennem”, og at kropsstørrelse kan påvirke autoritet. Sådanne aspekter bør drøftes som en del af arbejdet med magtforhold i sporten.