Relativ væksteffekt er et begreb, som er tæt knyttet til talentudvikling. Rasmus Porse er Projektleder hos DBU, og I efteråret 2024 var han på studietur i England. Her besøgte han tre toprangerede akademier for at diskutere, hvordan vækst og modning påvirker talentudvikling.

Nærmere bestemt besøgte han Manchester City, Manchester United og Everton F.C., og her oplevede Rasmus Porse tre meget forskellige tilgange til spørgsmålet: Hvordan kan akademier implementere viden om spillernes vækstkurver, så spillerne får de bedste muligheder for at opnå det højeste niveau?

På baggrund af studieturen har Rasmus Porse skrevet dette indlæg, som du også at lytte til i en indtalt version ved at klikke ”play” i afspilleren nedenfor eller finde i den foretrukne podcastapp.

SPØRGSMÅL:

Hvilke forskellige tilgange oplevede du hos Everton F.C., Manchester United og Manchester City i forhold til at håndtere relativ væksteffekt?

Jeg havde fornøjelsen af at besøge de tre prominente engelske talentakademier over en periode på fem dage og diskutere deres arbejde med relativ væksteffekt. Vi diskuterede blandt andet: Hvordan tilgår akademierne det faktum, at der er forskel i ungdomsspilleres biologiske udvikling? Hvordan identificerer de forskellene? Og hvordan anvender de deres viden i praksis?

Fælles for Everton F.C.’s, Manchester Uniteds og Manchester Citys akademier er, at de både anvender Khamis-Roche-metoden og PHV-målinger (Peak Height Velocity) for at identificere spillernes biologiske udvikling. Det sker cirka månedligt, og arbejdet udføres af enten fysiske trænere eller fysioterapeuter.

Everton anvender hovedsageligt indsigt i spillernes biologiske udvikling til fysiske formål. De tracker vækstmønstre, og spillerne farvekodes ud fra, hvornår fagpersonalet rundt om spillerne skal være særligt opmærksomme på en øget risiko for vækstrelaterede skader. Når de laver fysiske tests, scorer de spillerne på to scoreark. Ark 1 er helt klassisk med absolutte testresultater. Hvem har den hurtigste 10 meter-sprint? Men de scorer også spillerne ud fra relative værdier. Det betyder, at den enkelte spillers testresultat sammenlignes med spillerens biologiske status. Eksempelvis sammenlignes en spiller, der er vokset 90 procent af forventet slutstørrelse, med alle tidligere akademispilleres præstation i testen, da de var på dette vækststadie.

De ansatte, jeg talte med i Everton F.C. ønsker, at akademiet udvikler sig i forhold til at anvende den genererede viden i praksis. Akademiet har gjort sig enkelte erfaringer med bio-banding på tværs af U13-U15, hvor spillerne matches ud fra biologisk udvikling i stedet for kronologisk alder. Selvom hensigterne har været gode, er initiativerne aldrig blevet forankret som en praksis. Det skyldes, ud fra de udsagn jeg hørte, at weekendens kampformat hurtigt bliver styrende for matchningen i praksis. Når kampene spilles efter årgange, bliver det også hurtigt sådan Evertons akademi træner. De ansatte, jeg talte med, udtrykte, at de havde meget få biologisk sent udviklede spillere på akademiet sammenlignet med befolkningssammensætningen.

Manchester United udmærker sig ved at have en historik med at forløse biologisk sent udviklede spillere til klubbens førstehold. Både Marcus Rashford, Jesse Lingard og Scott McTominay er eksempler på spillere fra klubbens akademi, der har været senere udviklede end deres jævnaldrende. Jesse Lingard spillede eksempelvis på sin vej til førsteholdet med to årgange yngre for at opleve jævnbyrdig, fysisk matchning.

I dag er akademiet meget fokuseret på, hvordan indsigt i spillernes biologiske udvikling kan bidrage til at reducere antallet af vækstrelaterede skader. På trænerkontoret har hver holdtræner en magnet med spillernes navne, som hver måned opdateres med en farvekode, afhængig af hvor spilleren er i sin biologiske udvikling. Er spilleren omkring sit peak, farvekodes spilleren med rød, hvilket skal føre til, at træneren blandt andet er opmærksom på load hos spilleren – det vil sige antal minutter med en given belastning. Når farvekoden er gul, orange eller rød, holdes der særligt øje med belastningen af spillerne.

De ansatte, jeg talte med i Manchester United, beskriver, at mange praktikere er stoppet, siden de gode eksempler på biologisk sent udviklede spillere, der kom gennem akademiet. Derfor er akademiet gået fra at have viden om RVE som implicit tavs viden til nu at have en uddannelsesopgave i at klæde praktikere på med den nødvendige viden. Klubben arbejder årligt med en bio-banding-uge, hvor spillerne opdeles efter biologisk udvikling i stedet for årgange. I efteråret 2024 spillede de bio-banding-kampe på tværs af akademiet mod Wolverhampton for at kampmatche spillerne anderledes.

Manchester City har stor ekspertviden om relativ væksteffekt. Klubben har blandt andet to ph.d.-studerende i gang på området sammen med University of Bath. Den ene, igangværende Ph.d.’-studerende har blandt andet til opgave at deltage i møder i den fysiske sektor på akademiet og bringe viden om den enkelte spillers biologiske udvikling til bordet. Viden, som skal bidrage til at vurdere den enkelte spillers load, skadesrisiko, skadesbehandling eller lignende. Den daglige tilstedeværelse i praksis af en person med fokus på spillernes biologiske udvikling betyder, at indsigten bliver en faktor i samtaler om spilleren i den fysiske afdeling.

I klubbens praksis har akademiet taget et bevidst valg om ikke at arbejde med bio-banding. Klubben siger ærligt, hvis du skal spille for Manchester Citys akademi, skal du som 16-årig kunne vinde turneringer for klubben. Klubben er bevidst om, at det vil koste nogle talentfulde, sent udviklede spilleres chance for at slå igennem på deres akademi. Men det er deres holdning, at det er lavere rangerede akademier i området, som bør påtage sig opgaven med at gøre noget ekstra for de sent udviklede spillere.

Da jeg så U15 og U16 træne, havde klubben alligevel flere sent udviklede spillere i gruppen. Dette førte til en snak om klubbens Talent ID, som er langt mere præget af tekniske end af fysiske kompetencer. Førsteholdets Style Of Play er også implementeret på ungdomsholdene. Her er stort fokus på at kunne bryde gennem modstanderens etablerede forsvar. Derfor er ”quick thinkers”, der kan finde løsninger på meget lidt plads, meget værdsat, og de vægtes højere end spillere med fysiske egenskaber, der eksempelvis kan gøre ondt på modstanderen i omstillinger. Måske derfor er der alligevel et nøglehul for de mest talentfulde, sent udviklede spillere på Manchester Citys akademi?

SPØRGSMÅL:

Hvordan kan danske akademier og klubber bruge den viden, du har fået med hjem fra de tre engelske akademier, i deres talentudvikling?

For mig står tre ting frem efter mine besøg i Everton F.C., Manchester United og Manchester City.

Den første er, at danske akademier kan lære mest fra de engelske akademier på det fysiske område. Herunder hvordan Everton F.C. holdt deres fysiske tests op mod spillernes biologiske udvikling. I mine øjne er denne sammenligning en måde at korrigere testdata for den relative væksteffekt og få indblik i spillerens langsigtede fysiske potentiale i stedet for blot den nuværende præstation, som i ungdomsårene vil være influeret af spillerens biologiske udvikling. Det er mit indtryk, at mange danske akademier har setuppet til denne metode, og at denne måde at fortolke og anvende testdata på vil give akademierne bedre indsigt i spillernes fysiske potentiale frem for blot den nuværende fysiske præstation.

For det andet har de tre akademier stort fokus på spillernes biologiske udvikling i forhold til reduktion af antallet af skader. Imidlertid er der endnu ikke klar konsensus om, hvordan klubberne bedst muligt bruger indsigter i biologisk udvikling til at forebygge skader. Spørgsmål, som fylder meget blandt specialisterne i de fysiske stabe, er eksempelvis: Skal staben reducere træningsmængden i vækstperioden? Hvilke tegn skal staben reagere på i vækstperioden for at forebygge skader?

Det er dog spørgsmål, som Manchester Citys førnævnte ph.d.-studerende undersøger, og i forhold til dansk fodbold handler det således om at orientere os mod den viden, som genereres på skadesområdet.

Når det gælder den tredje ting, vender jeg spørgsmålet om og giver i stedet svar på, hvordan engelske akademier kan hente viden i dansk fodbold: I Danmark tænker vi i en helhed og løfter talentudviklingen i samarbejde mellem klubber og forbund, hvormed relativ væksteffekt har et nationalt fokus.

Disse rammer muliggør, at talentudviklingsmiljøerne kan matche talenter mere hensigtsmæssigt. Det gælder, uanset om spilleren er biologisk sent eller tidligt udviklet. De fleksible matchningsmuligheder, vi udbyder i vores struktur, og den måde, vores talentudviklingsmiljøer arbejder som en enhed på tværs af roller med spilleren i centrum, er på dette område en inspiration for de engelske akademier.

SPØRGMSÅL:

Hvordan kan vi blive endnu bedre til at håndtere forskelle i vækst og modenhed i dansk fodbold?

Svaret her er forholdsvis banalt, men rummer alligevel en række nuancer, som dansk fodbold med fordel kan forholde sig til.

Den første nuance handler om, at vi både i forbunds- og klubregi skal blive dygtigere til at kende hver enkelt spiller og finde en balance mellem spillerens evner, og de udfordringer vi stiller spilleren over for. Jeg er stor tilhænger af det gamle matchningsprincip 25-50-25, hvor der sigtes efter at overmatche spilleren 25 procent af tiden, matche på niveau 50 procent af tiden og undermatche 25 procent af tiden.

Med turneringsstrukturen, hvor der spilles i årgange, kan det imidlertid være en udfordring at forløse dette princip for nogle spillere. De biologisk sent udviklede spillere vil på egen årgang opleve langt mere end 25 procent overmatchning, særligt fysisk. Det omvendte er tilfældet med tidligt udviklede spillere, som vil opleve mere end 25 procent undermatchning.

Det har i mange år været hyppigt benyttet at flytte spillere en årgang op i dansk ungdomsfodbold, hvilket ofte også bliver forbundet med stor anerkendelse Men nogle spillere, som er biologisk foran deres jævnaldrende, skal måske bruge sådan et tilbud om at rykke en årgang op, før det lykkes at overmatche eller matche jævnbyrdigt. Jeg tror, at vi vil gøre de tidligt udviklede spillere en tjeneste, hvis det i vores kultur i dansk talentudvikling i mindre grad var forbundet med stor anerkendelse at blive matchet med årgangen ældre. Er du tidligt udviklet, bliver du fysisk mere jævnbyrdig med dine jævnaldrende i de sene ungdomsår. Sådan er det, og det må spillerne forberedes på at håndtere.

For de biologisk sent udviklede har vi de seneste år taget nogle gode skridt i dansk talentudvikling, hvor det er blevet muligt at spille med årgangen yngre. Rollemodeller og eksempler på, at matchning med yngre årgange kan være en vej til at forløse potentiale, er Albert Grønbæk, Morten Hjulmand og Mikkel Damsgaard, som klubtrænere også kan spejle deres arbejde i.

Jeg tror, at det er vigtigt, at dansk talentudvikling er opmærksomme på den udvikling, der sker internationalt i disse år, hvor unge spillere tidligere og tidligere bliver mange penge værd. Det er vigtigt, vi er opmærksomme på, at selv de mest talentfulde, sent udviklede spillere vil have vanskeligt ved at opnå en toppræstation som 16-17-årige. Vi må fortsat være tålmodige og tilbyde en vej for de spillere, der er lidt længere tid om at blive klar. Sådan forløser vi i mine øjne bedst det samlede potentiale i en dansk fodboldårgang. Her er det ligeledes vigtigt, at vi i DBU og Divisionsforeningen fortsætter med at udvikle på vores Future-aktiviteter, så mulighederne for talentfulde, sent udviklede spillere matcher de muligheder, vi tilbyder talentfulde, tidligt udviklede spillere.

Afsluttende bemærkninger

Opsamlende har det været berigende at få indblik i, hvordan nogle af de mest ressourcestærke talentakademier i verden angriber problemstillingen vedrørende relativ væksteffekt.

En af de indsigter, jeg har taget med hjem, er, at der i de største akademier arbejder ekstremt veluddannede specialister med stor indsigt i konsekvenserne af biologisk udvikling. De tracker spillernes vækst nøje, og bruger viden til at forsøge at reducere spillernes skadesrisiko. De har i akademiernes sundhedsstab generelt stort indblik i, hvad vækstspurten betyder for spillernes fysiske profil. Her kan vi lære noget i Danmark.

En mindst lige så central indsigt er dog, at megen af den viden og data om spillernes biologiske udvikling strander i akademiernes sundhedsstab. Denne viden bliver anvendt til at håndtere skadesspørgsmål, men den bliver meget sjældent inkorporeret i klubbernes samlede praksis. Det sker i mine øjne for sjældent, at viden om spillernes biologiske udvikling fylder, når akademiernes trænere matcher spillerne og vurderer deres præstationer og potentiale.

Sammenligner jeg med akademierne i Danmark, ser jeg en klar dansk konkurrencefordel. Danske akademier har nogle fleksible muligheder for at matche spillerne meningsfuldt i kampe ud fra indsigt i spillernes biologiske alder. Samtidig er det min erfaring, at der i danske akademier er en stærk ledelseskultur og en vidensbaseret tilgang til beslutninger, ligesom den tilgængelige viden om spilleren anvendes til at træffe beslutninger for spillerens udvikling.

Sat på spidsen findes der veluddannet fagpersonale med stor indsigt i relativ væksteffekt på det fysiske område i de engelske akademier, jeg besøgte. Men det er min vurdering, at vi i Danmark er dygtigere til at anvende indsigterne, vi har, i spillernes biologiske udvikling til at lægge en samlet plan for spillernes langsigtede udvikling på tværs af akademiets fagpersonale.