Både fodbold og ballet er historisk set kendetegnet ved et altoverskyggende fokus på resultater, være det at vinde trofæer eller skabe ekstraordinære kunstneriske oplevelser. I måske lige så lang tid er fodbold og ballet blevet kritiseret for at skabe usunde talentudviklingsmiljøer for børn og unge.

Anton Vergod har skrevet specialet ”At miste fodfæstet for en stund”, hvor han undersøger, hvordan psykologisk tryghed kan komme til udtryk i miljøer, hvor intern konkurrence og uendeligt pres på resultater er en præmis. Mere specifikt beskæftiger han sig med Brøndby Masterclass og Den Kongelige Ballets koreograftalentprogram KOREORAMA.

Brøndby Masterclass og KOREORAMA repræsenterer to forskellige tilgange til at skabe psykologisk tryghed i high performance-miljøer. Overordnet er det relevant at spejle miljøer fra to forskellige verdener med hinanden, fordi de umiddelbare forskelligheder giver anledning til at se ligheder. Derudover har KOREORAMA som talentudviklingsmiljø særlig relevans, da programmet er struktureret med den hensigt at ændre deltagernes relation til fejl og skabe psykologisk tryghed. Dette er nytænkende og derfor værd at undersøge med ambitionen om, at andre kan lære af KOREORAMA’s erfaringer.

I denne artikel kan du læse hovedpointerne fra specialet, og til sidst giver Anton Vergod sine bud på, hvordan vi kan springe over sårbarheds-barrieren og helhjertet lære af vores fejl.

Artiklens formål er ikke at forsvare miljøerne. Formålet er derimod at forstå, hvordan danske talentudviklingsmiljøer kan skabe sundere læringsmiljøer, hvor børn og unge udvikler sig, samtidig med at de trives.

Du kan også læse hele specialet her.

Hvad er psykologisk tryghed?

»Psykologisk tryghed er troen på, at hverken formelle eller uformelle konsekvenser af interpersonelle risici, som at spørge om hjælp eller indrømme fejl, vil blive straffet.« (Edmondson 2018, s. 15) 

Forskning i psykologisk tryghed viser, at tør vi lave og tale om fejl åbent med vores medmennesker, trives vi bedre, lærer vi mere, og vi præsterer bedre.

Der er bare ét men: Vi er evolutionært udviklet til at hade at vise og tale om fejl foran andre, fordi det er sårbart og skamfuldt at vise fejl. Vores løsning er at sætte facader op, sende skylden videre eller fortrænge vores fejlbarligheder.

Trivsel, læring og store præstationer rimer på talentudviklingsmiljøers kerneopgave, og måske derfor er begrebet psykologisk tryghed ved at vinde terræn i fodboldens.

Amy Edmondson beskriver med fejllandskabet et landskab over fejlenes verden, som vi skal lære at navigere i for at lære at fejle ”rigtigt”.

Fejllandskabet består af fire komponenter, som figur 1 også illustrerer:

1. Hvilke typer fejl vi laver
2. Vores reaktioner på dem
3. Årsagerne til fejlene
4. Konteksten, hvori fejlen sker.

 
Lærer vi at navigere i dette fejllandskab, kan vi lære at lave ”rigtige fejl”.

Hvorfor har vi det ubehageligt ved at fejle?

For at forstå psykologisk tryghed må du forstå fejl, og hvorfor vi mennesker har det så ubehageligt ved at fejle.

Amy Edmondson (2023) beskriver ubehaget ud fra tre parametre, som figur 2 illustrerer:

1. Emotionel aversion

Vores emotionelle aversion stammer fra, at vi opfatter negative udkomme (eng.: outcomes) stærkere end positive (Baumeister et al. 2001). Dette beskriver nobelprismodtager og professor emeritus i psykologi, Daniel Kahnemann, som loss-aversion, som er den menneskelige tendens til at overdrive nederlag (A. Edmondson 2023, s. 26-32).

Vores emotionelle respons formes af måden, vi anskuer fejl på. Vi reagerer altså på vores evaluering af en situation og ikke situationen i sig selv (Wirga et al., 2019). Derfor kan den rigtige rammesætning af en situation hjælpe os med at være åbne for at lære af fejl.

Følelsen af skam spiller en stor rolle i, hvorfor vi har svært ved at lære af fejl, forklarer professor Brené Brown (2012). Hun skelner mellem skam og skyld:

• Skam er følelsen af, at jeg ER en fejl
• Skyld er følelsen af, at det, jeg GJORDE, var en fejl.

 
Når vi føler skam, har vi større sandsynlighed for at skjule vores fejl, og derfor lærer vi ikke lære af dem (Edmondson, 2023, s. 178). Men hvis vi lærer at se på vores fejl som en konsekvens af vores handlinger, bliver det lettere at acceptere, at vi har været medskyldig i, at fejlen skete. Dermed kan vi forstå, hvilke handlinger vi bør gøre næste gang, vi står i en lignende situation.

2. Social frygt

Edmondson (2023) anser den sociale frygt for – i andres øjne – at fejle som en evolutionær nødvendighed: At høre til i en gruppe.

I dette perspektiv kan betydningsfulde fejl betyde, at du vil blive ekskluderet af gruppen og blive efterladt med lille chance for overlevelse. Når mennesker ikke tør risikere at fejle, udebliver eksperimenter og intelligente fejl, hvor vi udvikler os.

Udfordringen er, at mennesker i psykologisk utrygge miljøer genproducerer allerede kendt viden. Det kan være fordelagtig i meget risikofyldte kontekster, hvor fejl ikke kan accepteres, men er meget uhensigtsmæssigt, når målet er læring (Edmondson 2023; 2020).

3. Forvirring

Forvirring handler om at vide, hvad konteksten kræver af os.

Vi har alle hilst på nye mennesker hundredvis af gange, men alligevel kan vi i nye forsamlinger blive i tvivl om, hvornår vi skal give hånd eller gå efter et kram.

Det betyder ikke, at vi ikke magter opgaven at give hånd eller kramme. Derimod at det er svært at afkode, hvad situationen kræver af os.

På samme måde er det med fejl. I nogle kontekster (eksempelvis alene i haven med en bold) kan vi lave alle de fejl, vi vil, uden nogle konsekvenser.

Andre gange (til kamp på et fyldt stadion) betyder vores fejl meget for mange mennesker, så vi oplever, at vi bør undgå fejl. Vores hjerne opfatter følelsen af fejlen før, den opfatter, i hvilken kontekst den er sket i og derigennem fejlens egentlige konsekvenser (Ledoux 2003).

De to miljøer: Hvilke veje fører til Rom?

Her i artiklen foretager jeg ikke en gennemgående beskrivelse eller analyse af de to miljøer, Brøndby Masterclass og KOREORAMA. I stedet kan du om de væsentligste forskelle, som har været relevante for specialets analyse.

Den største strukturelle forskel mellem de to miljøer er, at KOREORAMA har fjernet ”kampen”, mens Brøndby Masterclass både træner og spiller kampe.

Om end det er af to vidt forskellige grunde, har begge miljøer et enslydende, strategisk formål: At uddanne talenter.

KOREORAMA vil uddanne koreografer til at udvikle kunstarten ballet, hvor Brøndby Masterclass vil uddanne fodboldspillere til at kunne spille på førsteholdet eller blive solgt.

Dette er opsummeret i tabel 1:

Strategiske formål

Specialet peger på, at det strategiske formål former elevernes beskrivelser af at være en del af talentudviklingsmiljøerne.

I KOREORAMA oplever deltagerne, at de kan udvikle kunstarten, men kun hvis de udfordrer normerne. For dem er nøglen til at udfordre normerne at være meget troværdige over for egne kunstneriske visioner. De beskriver således, at de ikke laver kunst for at tilfredsstille den kunstneriske ledelse, men for at udvikle kunstarten ved at dele ud af sig selv i deres ballet.

Omvendt anvender fodboldspillerne i Brøndby Masterclass en professionstankegang for at avancere i systemet. Det betyder, at fodboldspillerne i højere grad udvikler sig efter trænerens eller klubbens ønsker end deres egne. Årsagen er, at de opfatter træneren som den, der kan bringe dem til det næste niveau i deres karriere.

Udviklingskontekster og magtrelationer

Overordnet adskiller de to miljøer sig ved, at KOREORAMA forsøger at skabe et mikrokosmos, hvor resultatpres er fraværende, mens Brøndby Masterclass har en integreret tilgang. Det vil sige et skifte mellem rent udviklingsfokus i træning til udviklingsfokus i kampe med et vist resultatpres.

Både fodboldspillerne og koreograferne beskriver primært at være psykologisk trygge, når der er lidt på spil.

Omvendt beskriver de at blive mere psykologisk utrygge, når de oplever, at der er meget på spil for dem (eksempelvis at spille med ældre årgange eller kampe). Fodboldspillerne beskriver flere relevante mestringsstrategier som accept af fejl og positiv indre dialog.

Kendetegnende for begge miljøer er, at uoverensstemmelse mellem det, træneren siger, og det træneren gør, skaber utryghed (såkaldt kognitiv dissonans), hvilket du kan læse mere om i den fulde rapport.

Macho-kultur og perfektionisme

Koreograferne beskriver at være i et ”safe space”, hvor de kan træde ud af deres komfortzone og eksperimentere. Perfektionistiske tendenser og et behov for kontrol er en barriere for reelt at acceptere fejl som en del af processen mod udvikling. Derudover komplicerer koreografernes perfektionistiske tendenser deres relation til at få feedback.

Specifikt viser specialet, at de knytter deres person til deres kunst (ballet), hvilket gør det skamfuldt at få feedback i flere tilfælde. Skam hæmmer evnen til at lære af fejl, fordi vi knytter fejlen til vores person. Derfor vil fejl blive anset som et angreb på vores ego, hvilket forhindrer læring (Poczwardowski and Conroy 2002).

Specialet viser, at fodboldspillerne i højere grad accepterer fejl. Dog rapporterer de i tråd med fund fra Sagar et al. (2010) en social frygt for at fejle, særligt når de træner med ældre spillere eller spiller kampe.

Ligeledes beskriver spillerne kontraster i oplevelserne af, hvorvidt de føler, at de kan være sårbare i samværet med deres holdkammerater. Det viser en dynamik, som sjældent belyses i litteraturen om psykologisk tryghed: Nemlig at to individer fra samme hold både kan føle psykologisk tryghed og ikke føle det (Fyhn 2022).

Er “fejl” det rigtige ord?

Jeg har i løbet af denne artikel skrevet ord ”fejl” mere end 60 gange.

Men er ordet fejl det mest hensigtsmæssige at bruge i denne sammenhæng?

Amy Edmondson beskriver, at værdien ved psykologisk tryghed er, at grupper lærer af deres fejl og dermed trives og præsterer bedre. Hvis fejl giver muligheden for at lære mere, trives bedre og præstere bedre, bør vi så bruge ordet fejl, der har så udprægede negative konnotationer?

Jeg ser to potentielle udfordringer ved at sætte ordet fejl i centrum, når vi taler om psykologisk tryghed og læringsmiljøer:

1. Det giver læringssituationen en negativ ladning
2. Det låser vores forståelse af situationen, så vi ser sort/hvid, når der er nuancer.

 
Når vi bruger ord som fejl, antager vi, at vi ved, hvad der er rigtigt og forkert. Og vi reproducerer en sort/hvid måde at tænke på.

Det har sine udfordringer, da fodbolden ikke er et lukket spil, hvor vi kan isolere faktorerne og endegyldigt forklare spillerne, hvad der er rigtigt eller forkert. Langt oftere vil spillerne møde situationer, hvor de selv må tage beslutninger. De skal tage såkaldte ”if then”-beslutninger alt efter situationens beskaffenhed. Fordi fodbold er så komplekst, vil en beslutning, der er rigtig i starten af kampen, måske allerede være forkert i slutningen af kampen.

Dette er dog ikke et argument for, at trænerne og fagspecialister skal gemme deres ekspertise væk og lade alt være OK. Tværtimod er det en opfordring til at bruge ekspertisen til at håndtere nuancerne i spillet og spillernes udvikling. I et udviklingsrum kan det være ekstremt givende og befriende at åbne døren for nuancerne.

Konklusion

Specialet viser, at talentudviklingsmiljøer i fodbold og ballet både understøtter og frustrerer deltagernes oplevelse af psykologisk tryghed.

Uoverensstemmelse mellem ledelsesadfærd og deltagernes oplevelser bevirker forskellige beskrivelser af psykologisk utryghed og kognitiv dissonans i begge talentudviklingsmiljøer.

I balletten rapporterer koreograferne en følelse af tryghed til at eksperimentere med nye idéer og udvikle sig. Dette miljø bliver hovedsageligt skabt ved at tilbyde koreograferne lav-risikokontekster at udvikle sig i. Det sætter dog spørgsmålstegn ved, hvorvidt deltagerne er uddannet til at håndtere ”den virkelige verden” uden for talentudviklingsmiljøet. Samtidig var koregrafernes perfektionistiske tendenser en barriere for en sund relation til fejl og feedback.

Talentudviklingsmiljøet i fodbold tilbyder et trygt miljø til træninger og i nogle tilfælde kampe. Men både det at træne med ældre spillere og spille kampe beskrives med elementer af utryghed. Her foretrækker spillere at ”spille sikkert” i frygt for fordømmelse fra holdkammerater, trænere og publikum. Spillerne beskriver det at acceptere fejl i både udvikling- og præstationskontekster, og de viser tegn på at anvende relevante coping-strategier til at håndtere fejl. Fodboldspillerne synes at have flere ressourcer til at håndtere høj-risikokontekster end koreograferne.

Sådan arbejder du med psykologisk tryghed

Anbefalinger til træneren

• Hold ubetinget af dine spillere som mennesker
• Når de træder udenfor skiven, bør du understrege at de som mennesker ikke er forkerte, men at deres handling i situationen var uhensigtsmæssig
• Sæt rammen for udvikling og læring:
  • Fremhæv formålet, beskriv hvad der er på spil, og hvorfor det er vigtigt
  • Rammesæt succeskriterierne for kampen eller træningen og afstem forventninger til fejl og håndtering af disse
  • Gå forrest med åbenhed om egne fejl og vis din egen sårbarhed.

• Inviter til deltagelse:
  • Spørg dine spillere om deres holdning eller oplevelse
  • Lyt helhjertet på deres svar
  • Giv plads til spillernes stemme.
• Reagér konstruktivt på fejl:
  • Af-stigmatisér fejl ved at tale om handlingen fremfor personen og støt tålmodigt spilleren til at løse udfordringen næste gang
  • Grib ind overfor tydelige og bevidste overtrædelser af værdier
  • Grib ind udramatisk og værdigt og skæld aldrig ud i plenum.
• Støt udøveres psykologiske tryghed før, under og efter de indgår i oplevede høj-risikokontekster (Henriksen et al. 2020)
  • Dette kræver løbende dialog med spillerne om, hvad de anser som høj-risikokontekster
  • I miljøer, hvor underviseren, træneren har direkte magt over spilleren, kan træneren med fordel lade en støtteperson tage denne dialog.

Anbefalinger til lederen

• Arbejd med psykologisk tryghed på alle niveauer af organisationen – ikke kun på spillerniveau (Smith, Arvinen-Barrow, and Moutry 2023; Walton et al. 2023).
• Ledere bør gå forrest i indsatserne for at skabe psykologisk tryghed
• Alle kan – og bør – bidrage til at skabe et psykologisk trygt miljø, hvor medlemmerne (trænere, spillere etc.) tør være deres autentiske selv gennem handlinger og ord
• Magtstrukturer har en rolle. Ledere bør promovere og håndhæve handlinger og politikker, der understøtter, at high performance-kulturer lykkes med psykologisk tryghed (Walton et al. 2023)
• Normalisér og acceptér udfordringer med mental sundhed. Det kan gøres ved at skabe tydelige rapporteringsprocedurer (Walton et al. 2023).

Litteraturliste

• Brown, B. (2012). Daring Greatly: How the Courage to Be Vulnerable Transforms the Way We Live, Love, Parent, and Lead. Penguin.
• Edmondson, A. C. (2018). The Fearless Organization: Creating Psychological Safety in the Workplace for Learning, Innovation, and Growth. John Wiley & Sons
• Edmondson, A. (2023). Right Kind of Wrong—The Science of Failing Well. Cornerstone Press
• Fyhn, B. (2022). SAFE TODAY, TOMORROW, AND TOGETHER: A DYNAMIC PERSPECTIVE ON TEAM PSYCHOLOGICAL SAFETY.
  Department of Strategy and Management, NHH Norwegian School of Economics
• Henriksen, K., Schinke, R., McCann, S., Durand-Bush, N., Moesch, K., Parham, W. D., Larsen, C., H., Cogan, K., Donaldson, A., Poczwardowski, A., Noce, F., & Hunziker, J. (2020). “Athlete mental health in the Olympic/Paralympic quadrennium: A multi-societal consensus statement.” International Journal of Sport and Exercise, 18(3)
• Poczwardowski, A., & Conroy, D. E. (2002). “Coping Responses to Failure and Success Among Elite Athletes and Performing Artists.” Journal of Applied Sport Psychology, 14(4), 313–329. https://doi.org/10.1080/10413200290103581
• Sagar, S. S., Busch, B. K., & Jowett, S. (2010). “Success and Failure, Fear of Failure, and Coping Responses of Adolescent Academy Football Players. Journal of Applied Sport Psychology, 22(2), 213–230. https://doi.org/10.1080/10413201003664962
• Smith, R. L. (Kweku A., Arvinen-Barrow, M., & Moutry, A. (2023). “Moving beyond the buzzword: Psychological safety is just as important as physical safety.” British Journal of Sports Medicine, 57(16), 1009–1010. https://doi.org/10.1136/bjsports-2023-106993
• Walton, C. C., Purcell, R., Pilkington, V., Hall, K., Kenttä, G., Vella, S., & Rice, S. M. (2023). “Psychological Safety for Mental Health in Elite Sport: A Theoretically Informed Model.” Sports Medicine. https://doi.org/10.1007/s40279-023-01912-2
• Wirga, M., DeBernardi, M., Wirga, A., Wirga, M. L., Banout, M., & Fuller, O. G. (2020). “Maultsby’s Rational Behavior Therapy: Background, Description, Practical Applications, and Recent Developments.” Journal of Rational-Emotive & Cognitive-Behavior Therapy, 38(3), 399–423. https://doi.org/10.1007/s10942-020-00341-8