Hvornår skal du sætte retningen, og hvornår skal du give mere slip og overlade problemløsningen til spillerne? Hvornår kræver situationen klare instrukser, og hvornår kalder den på spørgsmål, nysgerrighed og involvering?

I denne episode af GameChanger mødes 3F Superliga-træner Rasmus Bertelsen fra Randers FC og tidligere håndboldlandsholdsspiller Jesper Nøddesbo, i dag uddannet coach, til en samtale om tre roller en træner kan indtage: den instruerende, den faciliterende og den coachende.

Med afsæt i konkrete erfaringer fra eliteidrættens hverdag deler de deres overvejelser om, hvordan du som træner skifter mellem rollerne og kombinerer dem, så du er faglig, troværdig og autentisk over for spillerne.

Du får indblik i, hvordan tydelige rammer og forståelse for relationer kan gå hånd i hånd, hvordan personlighedstyper og kontekst påvirker dit lederskab og din troværdighed, og hvorfor bevidstheden om din egen tilgang kan være afgørende for både præstation og udvikling. Til sidst får du fire råd til at blive mere bevidst om dit valg af trænerrolle.

I tekstboksen nedenfor kan du læse, hvilke definitioner og kendtegn ved trænerroller interviewet med Rasmus Bertelsen og Jesper Nøddesbo tager afsæt i:

Rollerne i praksis: Hvad skal vi (ikke) gøre?

Rasmus Bertelsen pointerer i forlængelse af de tre roller, at det i lige så meget handler om, »hvad vi ikke skal gøre«, som hvad trænere skal gøre.

Både ham og Jesper Nøddesbo er enige om, at trænerrollen skal tilpasses situationen, spillernes personlighed og holdets modenhed. Rasmus Bertelsen navigerer mellem de tre roller afhængigt af opgaven og tidspunktet på ugen i forhold til kampen. Han medgiver desuden, at de aktuelle resultater kan spille en rolle for den måde, han tilgår træningen på, hvor en periode med udeblevne resultater kan betyde en mere fast og instruerende tilgang fra hans side. Han bruger personlighedsprofiler for at kunne kommunikere bedst til den enkelte spiller, og understreger vigtigheden af tydelige rammer i holdsport.

Jesper Nøddesbo påpeger, at graden af spillerinddragelse og nysgerrighed er større tidligt i træningsugen og i udviklingsperspektivet, mens der op mod kamp er brug for mere instruktion og faste aftaler. Tidspres er dermed en faktor, og Rasmus Bertelsen tilføjer, at han er tilbøjelig til at blive mere og mere instruerende op til selve kampen, hvor en specifik opgave foreligger:

»Det er klart, at der er noget modstander- og kontekstafhængigt, hvor vi laver nogle aftaler for den her kamp, hvor jeg og min analytiker har sat os ind i situationen, og valgt, at vi skal læse den på den her måde, så kan vi ikke stå og diskutere det ude på banen, ’hvorfor gør vi sådan og sådan’, så er jeg nødt til at fortælle: ’Det er sådan her vi gør […] og så kan forklaringen komme bagefter – eksempelvis med video’«

Det faciliterende og coachende kommer i spil, når det handler om at være problemløsende. Spillerne er nødt til at være dygtige til problemløsning inden på banen, siger Rasmus Bertelsen og uddyber:

»Dén problemløsning er vi nødt til at træne i dagligdagen også, og der er jeg meget faciliterende, hvor spillerne får lov til at ’diskutere sig på plads’ – ofte med dem, de spiller ved siden af: ’Hvordan løser vi det her?’, og så støtter jeg dem og giver mit syn. Men det er trods alt dem, der skal gøre det.«

Men selvom den faciliterende trænerrolle er meget åben og giver vide rammer, fremhæver Jesper Nøddesbo, at »der stadig er nogle strukturer og et formål. Helt frit bliver det aldrig. Der er en kultur, som er med til at styre, og ’hvordan vil vi gøre tingene’?«

Rasmus Bertelsen følger op med, at Randers FC arbejder med personlighedstyper, og »’de gule personer’ finder 15 løsninger på de problemer, vi har nu. Men det går ikke.« Her er du nødt til at kende din trup, så I ender med at have få muligheder at vælge ud fra.

Samtalen peger således på, at de kreative personlighedstyper har brug for at kunne udfolde sig, men at dette skal ske inden for de rammer, som træneren og klubben har sat op.

Ha’ din faglighed i orden og vær et menneske, spillerne vil følge

Trænerrollerne skal du se som noget fleksibelt, hvor du skal være i stand til at gradbøje dem efter blandt andet tid, dine spillertyper og konteksten. Heri ligger dels at have en fornemmelse for, »hvad er det, der gør, at jeg vælger dén tilgang i dag? Og så er der hele det relationelle – og følgeskabet,« påpeger Jesper Nøddesbo og tilføjer:

»Selvom Rasmus er instruerende, kræver det, at han har nogle spillere, som stempler ind og siger: ’Det der tror vi 100 procent på’, for ellers kan du være nok så instruerende. […] Jeg har haft trænere, der har været tydelige og meget instruerende, men kommer resultaterne ikke, har spillerne ikke det samme ejerskab.«

Tillid og relationer er afgørende, og risikoen ved uklarhed i rollerne kan betyde tab af spillernes tillid. Trænerens lederskab skal stå på to ben, siger Rasmus Bertelsen:

»Du skal have din faglighed i orden, og du skal være et menneske, spillerne vil følge.«

Når det handler om valg af trænerrolle i forhold til træningsdesign, har Rasmus Bertelsen først og fremmest øje for det valgte tema for træningen. Når Randers FC skal træne det defensive, skal alle »være 100 procent sikre på, i hvilken retning vi går, fordi der er nogle kædesammenhænge. Her er vi (trænerstaben, red.) meget instruerende.«

Omvendt er der ofte brug for det kreative og uventede i de offensive sammenhænge, og her er det Rasmus Bertelsens rolle at sætte valgmuligheder op – det vil sige faciliterende. Her handler det i høj grad om at arbejde med spillernes autonomi og gøre dem i stand til at »træffe en instinktiv beslutning i kampen, for elitesport handler også meget om mavefornemmelse og instinkter.« I samme ombæring pointerer Rasmus Bertelsen, at instinkt og mavefornemmelse også gælder for trænere.

Strukturer gør, at spillerne relationelt kan navigere under kamp, når der er pres på. Jo strammere rammerne er, og jo mere enige trænere og spillere er om at løse noget, er det lettere at korrigere undervejs. At vi er afstemt relationelt gør, at intuition eller kreativitet opstår, fortæller Jesper Nøddesbo og uddyber:

»De andre kan også rumme, når jeg (spilleren, red.) træder ud af rammen. At der er tillid til hinanden, at vi også at stille krav inden for en given opgave.«

Relationerne i holdsport er forbundet med gentagelser, for jo flere gange, du har stået med din makker i forsvaret, jo bedre bliver spillernes problemløsning på banen. Relationerne handler også om, at spillerne tør lave fejl sammen og hjælpe hinanden videre – i stedet for at være orienteret mod sig selv , siger Jesper Nøddesbo. Rasmus Bertelsen supplerer: »Du kan ikke bare tage de bedste spillere i verden og sætte dem sammen, og så har du det bedste hold. Der er så mange ting, som skal være ’underforstået’.«

Om træning kan være manipulation frem mod en løsning, sætter Jesper Nøddesbo spørgsmålstegn ved. For i ordet ’manipulation’ ligger en skævvridning.

Det handler om ærlighed og være tydelig om, at »nu manipulerer jeg – jeg har en mission med dig«. Spillerne gennemskuer hurtigt, hvis de får indtryk af medbestemmelse, men reelt ikke har det:

»Manipulationen opstår der, hvor en træner tænker, at nu er jeg faciliterende, men er ikke opmærksom på, at jeg faktisk er ekstremt instruerende i en situation, hvor han ikke kan holde på sig selv eller har svaret på forhånd. Så taber jeg troen på den træner,« siger Jesper Nøddesbo.

Rasmus Bertelsen tilføjer, at fodboldspillere langt hellere vil have ærlighed »end en søforklaring, eller at du sætter et falsk scenarie op.«

Når du skal kombinere trænerrollerne

De tre trænerroller – instruerende, faciliterende og coachende – udelukker ikke hinanden, men kan snarere kombineres og balanceres, så trænere og spillere sammen skaber løsninger. Det kræver bevidsthed, ærlighed og evne til at tilpasse sig holdets og den enkelte spillers behov – og ikke mindst at holde fast i rammer og mål, der sikrer fælles retning og udvikling.

Jesper Nøddesbo råder til altid at huske det menneskelige aspekt og metakommunikere om årsagerne til trænerens beslutninger – det skaber følgeskab og engagement. Og her fortæller Rasmus Bertelsen om, at det handler meget om konteksten og den gruppe spillere, du kommunikerer med. For eksempel kan han være mere coachende i sine samtaler med anførergruppen, som efterfølgende præsenterer planen for resten af holdet.

Der er også et alders- og erfaringsaspekt i forhold til trænerroller, hvor Jesper Nøddesbo giver eksempler fra herrehåndboldlandsholdet. Her kommer mange unge ind og hurtigt får et ansvar, hvilket bidrager til ligeværd.

»Og det lykkes kun, hvis hele gruppen accepterer den unge spiller og siger: ’Det er okay, at du har teten i dén situation’. Når vi står i kampen i dén situation, så er det dig, der er den, og så bakker vi op’. […] Der er sket noget med generationerne. De kommer op med en helt anden selvtillid,« siger Rasmus Bertelsen.

Hvordan du bliver mere bevidst om din trænerrolle, giver Rasmus Bertelsen og Jesper Nøddesbo deres bud på:

• Vær bevidst om dine spilleres behov – og de forventer, at du deler den viden, du har.
• Vær velforberedt i din træningsplanlægning – hvor vil du have, at træningen ender? Hvad er formålet? Hvordan vil du angribe kommunikationen?
• Træning handler ikke kun om emner og spillestil – den handler også om din tilgang til truppen.
• I high-performance-miljøer har vi ofte en lineær tankegang, og det skal gå stærkt – men glem ikke det menneskelige og spillernes ejerskab.
• Husk at være nysgerrig, søg kontakten og relationen – og undgå at sætte spillere i en bås.