GameChanger

Tendenser i 3F Superliga: Titlen som topscorer og disciplin på dødbolde

Key-takeways

  • Bare 15 scoringer var nok til at gøre German Onughka til sæsonens topscorer
  • Konsekvenserne ved, at der er større udbredelse i, hvem der scorer målene
  • xG og xGOT på spillerniveau og holdniveau
  • Serviceringen af angriberen (9’eren) er et svaghedspunkt i 3F Superliga
  • 3F Superliga er stærk, fordi den er jævn, men det fører til fastlåst spil
  • Færre angribere har over 75 afslutninger
  • Danske superligaspillere er stærke i og har stor forståelse for dødboldsituationer
  • Tendenser, du skal holde øje med i 3F Superliga 2024/2025.

For femte sæson i træk udgiver Divisionsforeningen Performance Rapport, som bygger på et omfattende datamateriale. Data, som er indsamlet via Opta og Second Spectrum, og som tilsammen muliggør objektivt at fremhæve tendenser og holds præstationer i den forgangne sæson i 3F Superliga.

Nogle af tendenserne og præstationerne, som dette års udgave af Performance Rapport tager dig med omkring, er

  1. Indskifternes indflydelse på kampens resultater
  2. Topscorer og serviceringen af angriber
  3. Mål efter standardsituationer (også kendt som dødbolde).

Når det gælder indskifternes indflydelse på kampens resultat, viste Thomas Thomasberg og FC Midtjylland sig at være effektive. Det kan du læse mere om her, hvor du også finder link til en podcast med Thomasberg om at bruge fem indskiftere til taktisk fordel.

For at diskutere og komme tættere på de to andre tendenser – topscorer og dødbolde – er David Nielsen og Lasse Stensgaard med i denne podcast.

Mens David Nielsen trækker på sin erfaring som cheftræner i landets bedste liga og nuværende ekspertrolle på TV 2 Sport, tager Lasse Stensgaard sin ungdomslandstrænerbrille på.

15 mål var nok til at blive topscorer

15 scoringer af Vejle Boldklubs German Onugkha nok til at gøre ham til topscorer i 3F Superliga sæson 2023/2024. Det er ikke sket tidligere i 3F Superliga, at 15 scoringer har været nok til at blive topscorer.

Til sammenligning blev Gustav Isaksen topscorer med 18 mål i 2022/2023, Nicklas Helenius med 17 mål i 2021/2022, og med 29 mål i 2018/2019 blev Robert Skov både topscorer og målrekordindehaver.

Nogle af de underliggende parametre, som Performance Rapport fremhæver i afslutnings- og scoringsanalysen, er xG (Expected Goals) og xGOT (Expected Goals on Target).

Ser vi nærmere på data om Onugkha som topscorer, var han i de første 22 spillerunder den tredjemest afsluttende spiller (47 afslutninger) med en xGOT på 7,87.

Med 71 afslutninger var Onugkha den fjerdemest afsluttende i hele 2023/2024-sæsonen, og han endte med at have den højeste xGOT.

Og nøglen til topscorertitlen ligger i, at han formåede at løfte sandsynligheden for at score på sine afslutninger mest. Sagt med databegreber, var German Onugkhas xGOT 5,4 højere end hans xG.

Det kan du læse mere om i den fulde Performance Rapport, hvor du også får flere eksempler på spilleres xG og xGOT.

Men hvad er årsagen til, at de færre mål alligevel har kunnet givet titlen som topscorer?

Lasse Stensgaard og David Nielsen peger på, at 3F Superliga er blevet mere jævnbyrdig, ligesom der generelt er større udbredelse i, hvilke positioner der scorer målene.

Sidstnævnte kan også være en udfordring, for førhen var det altid angriberen, der scorede de fleste mål:

»Hele holdet bød ind på, at de (angriberne, red.) skulle score. Der også noget at hente for hele holdet, at der er én, der skal lave de fleste mål. […] Du får en rigtig god rytme i dit spil, fordi der er en endestation,«

fortæller David Nielsen.

I forlængelse hører du også om serviceringen af angriberne i 3F Superliga 2023/2024.

Både som træner for sit eget hold og efter at have overværet kampe i mesterskabs- og kvalifikationsspillet savner David Nielsen noget mere coolness, når det gælder om at træffe valg på den sidste aflevering – og afleveringer, der kan sikre sejren:

»Vi har set mange situationer på 1-0, hvor hold har muligheder for at dræbe til 2-0, hvor man vælger en egoistisk løsning eller en fræk, kunstnerisk løsning, som gør, at man efterfølgende kommer i problemer og ikke får scoret.”

Performance Rapport viser dertil, at der er færre angriber med de magiske 75 afslutninger. I 2023/2024 var det kun Lyngby Boldklubs Andri Guðjohnsen. I 2022/2023 nåede tre angribere over, mens antallet var seks i 2021/2022.

Dødbolde er superligaspillernes disciplin

I 2023/2024 blev knap 15 procent af hjørnesparkene konverteret til scoringer. Til sammenligning lød konverteringsraten på 11,55 procent i 2022/2023.

Lasse Stensgaard og David Nielsen er enige om, at vi herhjemme (formentligt) har et af de bedste hold i Europa, når det kommer til dødboldene: FC Midtjylland. Samtidigt kan Danmark bryste sig af at have nogle af de dygtigste trænere, som har specialiseret sig i standardsituationerne.

Ifølge David Nielsen er fordelen ved standardsituationerne de store rewards, ligesom han herhjemme ser »en stor disciplin og enorm stor tro. […] Jeg kan se noget i øjnene, og jeg kan se en stor forståelse for selve dødboldene i den danske superliga, end den er i mange andre ligaer.«

Standardsituationer fører til mål med mindst mulige risici, og dén pointe sætter Lasse Stensgaard i relation til førnævnte diskussion af serviceringen af angriberne:

»Det er her, spillet ændrer karaktér helt markant. Det bliver et andet spil – apropos de svære beslutninger i forhold til gennembrudsspillet, hvor der kan mangle en 9’er. Her kan du lægge bolden ”død” og lave nogle faste aftaler om, hvad der skal ske, som er sværere i det åbne spil. Derfor kræver de (dødbolde, red.) stadig en enorm forståelse og trænérbarhed og en fokusering. Og selvfølgelig en dygtig server og en forståelse for, hvordan man gør sig selv og hinanden frie inde i feltet.«

Efter at have taget dig gennem de to tendenser og data fra Performance Rapport 2023/2024, giver Lasse Stensgaard og David Nielsen bud på, hvilke tendenser de vil holde øje med i sæson 202/2024.

David vil holde øje med spillere, som ”tilfører noget ekstra på toppen” og gør ligaen mindre jævn. Selvsamme vil Lasse qua sin titel som U18-herrelandstræner vil holde øje med spillere, ligesom han vil holde øje med de fysiske parametre i spiller i kraft af brugen af indskiftere.

Hvilke tendenser vil du holde øje med?

 

Mere om tendenser i 3F Superliga:

Kategori:

Udgivet:

17/07/2024

Forfatter:

Relateret indhold