I efteråret 2021 afsluttede 17 kursister deres DBU PRO-uddannelse. I den forbindelse har GameChanger talt med udvalgte kursister om deres PRO-projekt.
I denne podcast medvirker Henrik Jensen fra FC Midtjylland. Henrik Jensen har i sit PRO-projekt skrevet om overførslen fra teori, til træning og til kamp med fokus på konkrete spillestilselementer.
Henrik Jensen, der i dag er assistenttræner for FC Midtjyllands Superligahold, skrev sit PRO-projekt som U19 cheftræner i FC Midtjylland.
For Henrik Jensen har drivkraften bag projektet været en lyst til at udforske, hvordan spillestilen gennem træning og samtaler med spillerne kan komme til udtryk i kampe. Henrik Jensen har nemlig generelt savnet en tydelig kobling mellem teori og praktik. Disse to elementer har efter hans mening været meget opdelte.
Som en del af sin arbejdsproces har han bevidst benyttet Aristoteles’ tre appelformer: etos, patos og logos.
I podcasten beskriver Henrik Jensen, hvordan disse appelformer kan benyttes som fodboldtræner på topniveau.
Hele Henrik Jensens PRO-projekt: “Fra teori til praktik – Et casestudie som belyser overføringseffekten i fodbold” kan hentes her: Proopgave af Henrik Jensen Fra teori til praktik, 2021.