År efter år har man set det i talentudviklingen: I mange sportsgrene – også i fodbold – er der en overrepræsentation af spillere, der er født i første og andet kvartal. Fænomenet kaldes relativ alderseffekt, og problemet med skævvridning i udvælgelsen og udviklingen af talenter fylder meget i både dansk og international fodbold.
Playmaker sætter i dette afsnit fokus på relativ alderseffekt og måden man tackler udfordringerne på i to af dansk klubfodbolds talentmiljøer. I studiet er Anders Lange, der er talentchef for U10 til U13 i FC Københavns talentafdeling og Benjamin Ajslev, der er chef for børneudvikling i U9 til U12 i FC Nordsjælland.
De taler om deres erfaringer med forskellige aspekter af relativ alderseffekt i deres klubber og giver nogle bud på, hvordan man kan tackle de udfordringer, der følger med Relativ Alders Effekt og skævvridningen i talentudviklingen.